PANAMÁ

Grundlæggeren af Panama City

Grundlæggeren af Panama City

Panamá er Centralamerikas mest velstående land, hvilket ikke mindst skyldes indtægterne fra kanalen. Desuden er Panamá City frihandelszone, hvorfor mere end 100 banker og mange multinationale firmaer har kontor der. Økonomien har været i voldsom vækst i de sidste 10-15 år, hvilket bl.a. ses på hovedstaden, Panamá City, hvis skyline – den største i Latinamerika – er bygget siden 2005.

Lukningen af adgangen mellem Atlanterhavet og Stillehavet for 2-3 millioner år siden

Lukningen af adgangen mellem Atlanterhavet og Stillehavet for 2-3 millioner år siden

Kanalen blev bygget i perioden 1904-1914 under ledelse af USA, som reelt ejede kanalzonen, en ti km bred zone på begge sider af kanalen indtil år 2000, hvor den overgik til Panamá. De amerikanske militærforlægninger og bygninger ses i dag. I 1880’rne havde franskmænd forsøgt at bygge kanalen, men uden held – mange døde pga. klimaet, malaria og gul feber. Idag – 100 år efter kanalen stod færdig – er man i færd med at udvide kanalen med endnu et spor, så de allerstørste containerskibe kan passere. Kanalen har tre sluser, to på Stillehavssiden og én på den caribiske side. Panamá City ligger ved Stillehavssiden.

Kort over kanalen

Kort over kanalen

Landet blev “opdaget” af europæerne i 1501 og i 1519 blev Panamá City grundlagt af Pedro Arias de Avilla – resterne af den oprindelige by ses i form af Panamá Viejo inden for Panamá Citys bygrænser. Balboa var den første europæer, der så Stillehavet (1513). Fra 1821 til 1903 var Panamá en del af Columbia.

Panamás nyere historie er bl.a. kendt for tiden med Manuel Antonio Noriega, der kom til magten i 1983. Pga. en agressiv antiamerikansk attitude, massiv korruption og involvering i narkohandel invaderede USA landet i 1989, hvorved Noriega blev væltet. Han sidder idag fængslet i en bygning tæt på kanalen.

Panamá er tyndt befolket og bugner af tropisk natur. Selv midt i millionbyen Panamá City er det en stor naturpark med brøleaber, dovendyr m.m. Ca. 10% af befolkningen er oprindelige indianere, hvor de to største grupper er Emberá og Kuna.

Kort over Panamá

Kort over Panamá

 

Fotogalleri fra Panamá, Bocas del Toro

Fotogalleri fra Panamá, Emberá og Chagresfloden

 

Fotogalleri fra Panamá, Panamá City og kanalen