Østen eller Asien var for de kristne i Middelalderen og Renæssancen den vigtigste verdensdel af de tre dengang kendte, Asien, Afrika og Europa. Her lå ifølge mange lærde det jordiske paradis, som blev betragtet som en afspejling af det himmelske. Den mere præcise placering var der stor uenighed om. Det væsentlige var imidlertid, at det jordiske paradis ikke umiddelbart var tilgængeligt for menneskene. I de sammenhænge, hvor det var placeret øst for Indien, var det adskilt fra Indien ved en uigennemtrængelig ørken, i andre sammenhænge, hvor det lå i oceanet, var umuligt at sejle til. Paradis’ beliggenhed i højden var ligeledes et tema, idet nogle hævdede, at Paradis lå på et bjerg, det var så højt, at det næsten nåede op til månen. Derfor var det ikke blevet oversvømmet af Syndfloden. Men ligegyldigt hvor Paradis lå, så var det herfra, Guds lys og glans gik over jord. Øst var den retning, de kristne skulle vende sig i bøn, og ved begravelser skulle den dødes hoved vende mod øst og fødderne mod vest, mod mørkets og syndens område.

”Ex oriente lux”, lyset fra Orienten, har været et centralt begreb i Vesten. Når vi i dag ”orienterer” os, vil det rent sprogligt sige, at vi vender os mod øst for at blive ”oplyst”.

Lucas Cranac: Edens Have

• KINA
• TIBET
• NEPAL
• INDIEN
• MYANMAR
• THAILAND
• BALI