WAT RONG KUN TEMPLET VED CHIANG RAI
Wat Rong Kun, Chiang Rai
Wat Rong Kun, Chiang Rai
BJERGSTAMMER NÆR CHIANG RAI
Akha
Kayor
Longneck
KARENSTAMMENS ELEFANTER
DEN GYLDNE TREKANT OG MAEKOKFLODEN
LIDT OM OPIUM
Råopium (valmuetårer, Lachryma papaveris) er den mørkfarvede, tørrede saft, der udvindes fra opiumsvalmuens (Papaver somniferum) umodne frøkapsler. 12% af opiumsaften består af morfin, der kemisk kan omdannes til heroin og andre syntetiske opioider til medicinsk brug og narkotika. Saften indeholder også de nærtbeslægtede opioider kodein og thebain, der begge er smertestillende og psykoaktive samt de ikke-smertestillende alkaloider papaverin og noskapin, der er uden effekt på centralnervesystemet. Morfin bindes til og aktiverer de såkaldte mu opioid receptorer i hjernen, rygmarven og tarmen. Både de smertestillende virkninger og afhængigheden er funktioner af mu opioid receptorerne.
Opium i historisk perspektiv
Før 500 evt.
De ældste, kendte frø af opiumsvalmuen er mere end 7.000 år gamle og blev formentlig anvendt som føde, smertestillende middel og ikke mindst rituelt. Sumererne, assyrerne, ægypterne, inderne, minoerne, grækerne, romerne, perserne og araberne anvendte alle opium i stor udstrækning; det var det mest potente smertestillende middel, der i fortiden muliggjorde langvarige kirurgiske indgreb. Opium er nævnt i de mest kendte medicinske tekster fra Oldtiden, bl.a. Ebers Papyrus, der er en ægyptisk medicinsk tekst fra omkring 1550 fvt. Desuden omtales opium i tekster skrevet af Galen (129-200 el. 216 evt.), en fremragende læge fra Antikken, ogaf Avicenna, der var en persisk læge, filosof og politiker, der levede fra 980 til 1037.
Fossile opiumsvalmuer kendes fra flere neolitiske lokaliteter i Europa, bl.a. fra Svejts, Tyskland og Spanien, hvor frøkapsler fra sidstnævnte er kulstof-14 dateret til 4.200 år fvt. Den ældste kendte dyrkning af opiumsvalmuer stammer fra sumererne i Mesopotamien – ca. 3.400 år fvt. Sumererne kaldte planten hul gil – ”fornøjelsesplanten”.
Flere guder i det antikke Grækenland, f.eks. Hypnos (søvn), Nyx (nat) og Thanatos (død) blev vist klædt i frøkapsler fra opiumsvalmuen eller bærende på sådanne.
Muslimske samfund (500-1500 evt.)
I perioden 400 til 1400 evt. introducerede arabiske handelsmænd opium til Indien og Kina. Den persiske læge, Muhammad ibn Zakariya al-Razi (845-930) anvendte opium som et smertestillende middel og anbefalede det til behandling af melankoli. En anden persisk læge, Abū Alī al-Husayn ibn Sina (ovennævnte Avicenna) beskrev i sit berømte værk, Canon medicinae, opium som det mest virksomme medikament; Avicennas tekst beretter, at opium er virksomt mod smerter, søvnløshed, hoste, maveonde, åndedrætsproblemer, kognitive problemer, muskellidelser og seksuel dysfunktion. Teksten blev i 1175 oversat til latin og mange andre sprog og forblev autoritativ indtil 1800-tallet.
Paracelsus’ laudanum blev introduceret til vestlig medicin i 1527, da Phillipus Aureolus Theophrastus Bombastus von Hohenheim (bedre kendt som Paracelsus) vendte tilbage fra sine rejser til de arabiske lande. Paracelsus (1493-1541) var en berømt svejtsisk læge og alkymist. Laudanum (”værd at hædre”) var betegnelsen for ”opiumstinktur”, en opløsning af opium i alkohol, som Paracelsus anses for at have opfundet. I 1660’erne blev laudanum anbefalet til behandling af smerter, søvnløshed og diarré af lægen Thomas Sydenham (1624-1689), der anses for den engelske lægevidenskabs grundlægger; Sydenham skrev: ”Among the remedies which it has pleased Almighty God to give to man to relieve his sufferings, none is so universal and so efficacious as opium”.
Sammenlignet med andre kemikalier, der var tilgængelig for lægerne i 1700-tallet, var opium et godartet alternativ til arsenik, kviksølvpræparater m.fl., og opium var bemærkelsesværdig succesrig i behandling af en lange række sygdomme. På grund af opiums evne til at give forstoppelse, var det et af de mest effektive midler mod kolera, dysenteri og andre former for diarré. På grund af den hostedæmpende effekt blev opium også anvendt til behandling af tuberkulose, bronkitis og andre luftvejssygdomme. Det var desuden opfattelsen, at opium var effektiv mod nervøse lidelser og psykoser. Datidens medicinske lærebøger anbefalede endog midlet til raske for at ”optimere det menneskelige legemes interne balance”.
Opium kom til Europa med soldater, der vendte hjem fra korstogene i 1000-tallet, og fra 1500- til 1800-tallet blev anatolsk opium i stor stil eksporteret til Europa.
Kina
I Kina begyndte opiumsrygning i 1400-tallet, men først i 1600-tallet blev opiumshandel og -brug udbredt, da man begyndte at blande opium med tobak. Når opium ryges, er dens virkning og dens afhængighedsskabende effekt langt større, end hvis den indtages på anden måde. Allerede i 1729 kom de første forsøg på at forbyde opium i Kina, men alligevel steg forbruget markant over de næste to århundreder. Forklaringen herpå var, at Kina havde et positivt handelsoverskud med England, der i stor stil efterspurgte te fra Kina. Denne ubalance tærede voldsomt på Englands sølvreserver. Derfor forsøgte englænderne at erstatte sølvet med opium og at stimulere Kinas opiumsforbrug. Varen leverede de selv fra de indiske opiumsmarker, der var under britisk kontrol via British East India Company. Inderne blev tvunget til at øge arealerne med opiumsvalmuer. Mellem 1821 og 1837 steg importen af opium til Kina med over 400%.
Opiumshandlen blev standardiseret med produktion af små baller af råopium, der vejede mellem 1,1 og 1,6 kg. Disse blev indpakket i opiumsblade og afskibet i større enheder, der vejede 60-65 kg. Opiumshandlen fik et enormt omfang og udgjorde på et tidspunkt i 1800-tallet op mod 15-20% af imperiets bnp.
I et forsøg på at dæmme op for det stigende opiumsmisbrug stod den kinesiske kejser i 1838 bag en massiv destruktion af importeret opium til den svimlende sum af 20 millioner US$. Dette fik imidlertid dronning Victoria til at udløse den Første Opiumskrig, der varede fra 1839-1842, hvor krigen sluttede med Nankingaftalen i 1842. Briterne løb af med sejren, og erobrede ved den lejlighed den senere kronkoloni, Hongkong. Briterne fik desuden store handelsfordele i mange kinesiske havne. Opiumsforbruget fortsatte derfor med at stige i Kina, nu også på grund af egen produktion. I 1905 blev det skønnet, at 25% af kinesiske mænd var regelmæssige for(mis)brugere af opium.
Kina forsøgte i 1856 på ny at sætte en stopper for importen af opium, men som resultat udløstes den Anden Opiumskrig, der varede fra 1856 til 1860, og stod mellem Storbritannien og Frankrig på den ene side og Kinas Qingdynasti på den anden. Kina tabte atter og måtte igen komme med meget betydelige indrømmelser til vestlige magter, især hvad angik handlen, og desuden blev Kina tvunget til at legalisere opiumshandlen. Samtidig blev en massiv hjemmeproduktion af opium påbegyndt. Importen af opium til Kina toppede i 1879 med 6.700 tons, og i 1906 producerede Kina 85% af verdens opium, omkring 35.000 tons.
Den kinesiske diaspora, der skyldtes hungersnød og politisk uro, varede fra starten af 1800-tallet og frem til 1949. Kinesiske emigranter kom ved den lejlighed til bl.a. San Francisco, London og New York, og de medbragte deres vane med at ryge opium og etablere ”opiumshuler”. En tilsvarende og samtidig indisk diaspora spredte vanen med at spise opium til Vesten. Og endelig bragte franske sømænd opiumsrygning fra Indokina til Europa.
Under Mao Zedong blev der sat hårdt ind mod produktion og forbrug af opium. Opiumsmarkerne forsvandt stort set fra kinesisk område og bevægede sig i stedet ind i Den Gyldne Trekant, hvor Myanmar, Thailand og Laos mødes.
1900-tallet og frem.
Råopium blev efterhånden erstattet med halvsyntetiske og syntetiske produkter, f.eks. heroin med en langt kraftigere effekt. Denne proces begyndte reelt allerede i 1804, da morfin for første gang blev isoleret fra opium. Morfin blev det første medikament, der var isoleret fra et naturligt stof. I 1846-47 blev diethyl æter og kloroform de primære bedøvelsesmidler, og de erstattede hurtigt opium til dette brug.
Siden 1906 er opiumproduktionen faldet. I 1906 blev der på verdensplan produceret 41.000 tons (hvoraf 39.000 tons blev forbrugt i Kina). I 1980 nåedes et lavpunkt, hvor kun 2.000 tons blev produceret. Dette er i 2002 steget til 5.000 tons. I 2014 blev der produceret 8.600 tons i Afghanistan og 840 tons i Den Gyldne Trekant. Et bælte gennem Asien fra Afghanistan over Pakistan, det nordlige Indien og Myanmar står i dag for den største opiumsproduktion i verden. Desuden produceres der mindre mængder i Colombia, Guatemala og Mexico.
Den Gyldne Trekant, Thailand
Her mødes Thailand, Myanmar og Laos ved Mekongfloden
Munke i Laos
Maekokfloden
Maekokfloden
Maekokfloden
Thaton ved Maekokfloden
Solnedgang over Maekokfloden ved Thaton
Solnedgang over Maekokfloden ved Thaton
CHIANG MAI OG DOI INTHANON NATIONALPARKEN
Chiang Mai
De kongelige pagoder i nationalparken
De kongelige pagoder i nationalparken
Udsigt fra de kongelige pagoder i nationalparken
Det højeste punkt i thailand, 2565 moh, Doi Inthanon Nationalpark
Doi Inthanon
Doi Inthanon, rhododendron
Lav på needlewood, Doi Inthanon
Orkidé, Doi Inthanon
Vandfaldet i Doi Inthanon Nationalpark
