Ny Guinea (tok pisin: Niugini) er verdens næststørste ø med et areal på 785.000 km². Øen ligger lige nord for Australien, kun adskilt af det ca. 150 km brede Torresstræde. Hele øen ligger syd for Ækvator og gennemskæres af 5 grader sydlig bredde. Den regnes for en del af Melanesien (”de sortes ørige”). Under sidste istid var øen sammenhængende med Australien, der tilsammen udgjorde landområdet Sahul.

Den spanske opdagelsesrejsende Ynigo Ortiz de Retez anvendte udtrykket Nueva Guinea om øen Ny Guinea i 1545 efter at have bemærket, at lokalbefolkningen lignede folkene på Guineakysten i Afrika. Ordet papua stammer fra det malajiske ord papuah, der beskriver melanesiernes krusede hår.

Øen er politisk delt mellem Indonesien og Papua Ny Guinea ved 141. østlige længdegrad, så alt der ligger vest herfor er indonesisk, mens den østlige del udgør den selvstændige nation Papua Ny Guinea, der desuden omfatter omkring 600 mindre og lidt større omkringliggende øer.

En 1600 km lang bjergkæde strækker sig på langs af øen og udgør højlandet – mange bjerge er over 4000 m. Nord og syd herfor er der lavland dækket af hundreder af kilometer med tæt regnskov. Den store Sepikflod (1100 km) løber gennem Papua Ny Guineas nordlige lavland. Faunaen er australsk med pungdyr som den dominerende gruppe, herunder bl.a. den trælevende kænguru. Desuden er der et utal af fugle, bl.a. de berømte paradisfugle, hvoraf mange kunne lever på Ny Guinea. Øen har en enorm biodiversitet og rummer 5-10% af alle verdens arter. Den er præget at meget stor frodighed, og regnmængden er langt større end på det australske kontinent.

Papua Ny Guinea udgør 463.000 km² af øen og har omkring 10 mio. indbyggere, hvoraf det store flertal lever i små landsbyer. Hovedstaden og største by er Port Moresby med ca. 350.000 indbyggere. Andre byer er Lae (ca. 100.000) og Mount Hagen (ca. 30.000), hvor sidstnævnte ligger i højlandet. Papua Ny Guinea er overvejende kristen med 65% protestanter og 26 % katolikker.

Der tales over 800 forskellige sprog i Papua Ny Guinea, hvoraf flere dog tales af under 1000 mennesker. Nogle af sprogene hører til den austronesiske sprogfamilie, men de fleste er meget forskellige papuasprog. Hovedsprogene er tok pisin – et kreolsk sprog, der forstås bredt, og engelsk.

Ny Guinea blev koloniseret af tidlig Homo sapiens for ca. 60.000 år siden. Befolkningen levede i isolation indtil for ca. 3.500 år siden, hvor austronesisktalende folk ankom fra Taiwan til nordkysten af øen. Disse folk koloniserede siden hen hele stillehavsområdet.

Ny Guinea blev genopdaget 1527 af spanierne og senere koloniseret af englændere og nederlændere. Sidstnævnte gruppe annekterede øens vestlige del i 1828. I 1884 annekterede England den sydøstlige del, mens Tyskland annekterede den nordøstlige del. Men senere, i begyndelsen af det 20. århundrede, blev det nuværende Papua Ny Guinea et australsk territorium. Papua Ny Guinea fik selvstændighed i 1975.

Papua Ny Guinea er et konstitutionelt monarki. Landet er en del af Commonwealth of Nations, og har beholdt den britiske regent som landets statsoverhoved. Den udøvende magt ligger hos regeringen, som bliver ledet af statsministeren. Statsministeren bliver valgt af nationalforsamlingen, der består af 111 folkevalgte repræsentanter. Landet har længe været præget af politiske kriser og uroligheder. Korruption blandt politikerne og politiet i landet er et voksende problem, som fører til politisk mistillid.

På trods af at landet er meget rig på naturressourcer med store forekomster af mineraler, naturgas, olie, skove og fiskerige farvande er Papua Ny Guinea er et af verdens mindst udviklede lande, og kæmper med høj kriminalitet. På ranglisten over verdens lande baseret på BNP er Papua Ny Guinea nr. 144 ud af i alt 193 lande (Danmark er nr. 12). Mange lever stadig i stammesamfund helt afskåret fra omverdenen, uden adgang til uddannelse, infrastruktur og sundhedstjenester. Uden for de største byer, lever de fleste uden adgang til rent drikkevand. I gennemsnit dør en ud af to børn før det er fyldt to år. Sundhedssystemet i landet fungerer dårligt, og er blevet dårligere i de seneste år på grund af korruption. Mangel på medicin gør at mange dør af giftige slanger, edderkopper, pilrokker og malaria. Tuberkulose er også et stort sundhedsproblem.

PORT MORESBY

HØJLANDET

Højlandet udgør den centrale del af Papua Ny guinea. Der er ingen vejforbindelse mellem den sydlige del af øen, herunder Port Moresby, og højlandet, der derfor kun kan nås med fly. På langs af det centrale højland er imidlertid der anlagt en asfalteret vej. Denne byder på et flot natursceneri med en pashøjde på 2500 moh. Højlandet er Papau Ny Guineas landbrugsområde, hvor der dyrkes et utal af afgrøder, bl.a. sødkartofler, peanuts, yams, taro, ananas, bananer m.m.m. I det østlige højland er der store kaffeplantager.

MOUNT HAGEN, DET VESTLIGE HØJLAND

GOROKA – DET ØSTLIGE HØJLAND

ASARO – ØSTLIGE HØJLAND

Asaro Mudmen
Papua Ny Guineas Asaro stamme, the “Mudmen”, også kendt som Holosa, bærer en traditionel påklædning, der er centreret omkring masker lavet af mudder. De lever I det østlige højland omkring Asaro, der omfatter flere landsbyer lidt vest for Goroka. Muddermaskerne vejer typisk 5-10 kg.

Én forklaring på den særlige påklædning er, at Asaro stammen led nederlag til en fjendtlig stamme og søgte tilflugt ved Asarofloden. Der mødte de en mand, som udstyrede dem med evnen til at dræbe ved hjælp af øjnene. De ventede til tusmørket, inden de flygtede videre, men en af mændene blev fanget. Da den fangne steg op fra flodens mudrede brinker helt dækket af mudder, antog fjenden ham fejlagtigt for at være en ånd, og de flygtede af frygt tilbage til deres landsby – det er almindeligt i Papua Ny Guinea, at man frygter ånder. Dette kan være forklaringen på maskerne af mudder, hvis formål altså er at skræmme fjenden.

Åndehuset eller Haus Tambaran (tok pisin) er et traditionelt ”tempel”, der stammer fra den østlige del af Sepik regionen i Papua Ny Guineas nordøstlige lavlandområde (se nedenfor). Sepik stammerne er kendt for deres suveræne kunstneriske evner hvad angår billeder og udskæringer, som ofte fylder åndehusene. At male billeder er en hellig aktivitet for Sepik stammerne, og billederne skal derfor tages meget seriøst og omgår respektfuldt.

Åndehusene er en del af den mandsdominerede tambarankultur og anvendes som mødesteder for mænd og til ritualer og initieringer, hvor 14-årige drenge opholder sig konstant i flere måneder i åndehusene for at blive til mænd. Herunder afgiver de (symbolsk) moderens blod, som de har modtaget i forstertilværelsen og i forbindelse med amningen. Under opholdet i åndehuset bliver moderens blod gradvist erstattet med deres eget, mandlige blod. Kvinder har ikke adgang til åndehusene, og hvis det skulle ske, at kvinder betræder husene, kan det medføre alvorlige ulykker, som f.eks. dødsfald, for stammen. Åndehusene bruges også til tilbedelse af yamskulturen, idet yams er basisføde for Sepik stammerne.

Traditionen med åndehusene har spredt sig fra Sepik-området til dele af højlandet.

DET NORDVESTLIGE LAVLAND – KARAWARIFLODEN I SEPIKREGIONEN

ENDEMISKE FUGLE FRA NY GUINEA