Ecuador gennemskæres af Ækvator, der har givet ophav til landets navn. Ecuadors geografi kan inddeles i fire regioner: Det uendeligt smukke højland, Sierraen, består af to parallelle bjergkæder med en højslette imellem. Den Panamerikanske Hovedvej løber på højsletten i 2.000-3.000 meters højde, og ruten flankeres med mellemrum af op til 6.000 meter høje snedækkede vulkaner i perfekt kegleform. Andeskædens skråninger mod vest og øst rummer artsrige tågeskove. Den østlige region, Oriente, består af udløbere fra Andes, der langsomt glider over i Amazonbækkenets tropiske regnskov. Kystregionen, Costa, består af en lav bjergkæde langs kysten og en stor flodslette mellem denne og Andeskæden. Floderne samles i et stort udløb ved Guayaquil, der er landets største by, lidt større end hovedstaden Quito. Endelig er der den fjerde region, Galapagos, en øgruppe i Stillehavet ca. 1000 km vest for fastlandet.
Ecuador er et af de lande i verden med den højeste biodiversitet.
Højlandet i Ecuador (og i Peru og Bolivia) er præget af oprindelige kulturer, især Quechua-folket, som udgør en stor del af befolkningen i Andesregionen, hvor de traditionelt har levet af landbrug. Der lever 1,5 millioner quechua-folk i Ecuadors højland. Der er en stor samhørighed, kulturelt og etnisk mellem højlandsfolket i Ecuador, Peru og Bolivia. Quechua-folket har dyrket afgrøder som kartofler og quinoa i tusinder af år. De er kendt for deres musik, hvor panfløjten er et centralt instrument, og for deres håndlavede tøj fremstillet af uld fra får og lamaer.
De tidligste spor af mennesker i det område, der i dag er Ecuador, kan dateres tilbage til ca. 10.000 år før nu. I slutningen af det 15. århundrede blev området en del af det gamle inkarige (inkaerne kom fra Peru), og lokale kulturer blev udslettet. I 1520’erne nåede spanierne til Ecuador, og landet blev en del af det spanske kolonirige i 1544. I løbet af blot 100 år døde halvdelen af inkaerne på grund af sygdom og tvangsarbejde som følge af europæisk kolonisering.
I begyndelsen af 1800-tallet begyndte en selvstændighedskamp mod den spanske kolonimagt under ledelse af den legendariske Simo Bolivar. Ecuador blev uafhængigt i 1822, dengang som en del af Gran Colombia (der også omfattede Columbia og Venezuela). I 1830 blev Ecuador fuldstændig uafhængig.
Mestizer (blanding af oprindelige folk og europæere) udgør den største befolkningsgruppe, men især i højlandet og i Amazonas er der mange oprindelige folk.
QUITO
Quito er hovedstaden med knap 3 millioner indbyggere. Byen ligger i ca. 2850 m’s højde. Dens Centro Historico er under UNESCO’s verdensarv.
NORD FOR QUITO OG OTAVALO
TÅGESKOVEN BELLA VISTA NORD FOR QUITO
Her er både flora og fauna karakteriseret ved en helt utrolig artsrigdom
COTOPAXI
Cotopaxi er Ecuadors mest ikoniske vulkan. En perfekt kegleform. Højden er knap 5900 m. Snegrænsen er ca. 5000 m
HACIENDA EL PORVENIR
Hacienda el Porvenir er en farm og en lodge beliggende ved Cotopaxi i ca. 3500 m’s højde.
CHIMBORA
Chimborazo er en udslugt vulkan og Ecuadors højeste bjerg, 6263 m.o.h. Chimborazo ligger på 1,5 grader syd. På grund af den nære beliggenhed til Ækvator er toppen af Chimborazo det sted, der rækker længst ud i Universet regnet fra Jordens centrum. Det skyldes, at Jorden buler ud ved Ækvator og derfor er tykkest her. Så selv om Everest (ligger på 28 grader nordlig bredde) er over 2500 m højere end Chimborazo rækker den lidt mindre (ca. 2,1 km) ud i Universet, igen regnet fra Jordens centrum.
CUENCA
Cuenca er Ecuadors tredje største by med ca. 500.000 indbyggere. Ligesom Quito har Cuenca et Centro Historico, der er under UNESCO’s verdensarv.
NATIONALPARKEN EL CAJAL
El Cajal ligger med Cuenca og Guayaquil og udgør et højland i ca. 4000 m’s højde. Der er fine, kuperede vandrestier og mange planter, der kun findes her.
GALAPAGOS
Galapagos refererer til Galápagosøerne, en vulkansk øgruppe i Stillehavet, der tilhører Ecuador, og som er berømt for sit enestående og unikke dyreliv. Øerne, der ligger spredt over Ækvator, spillede en central rolle i Charles Darwins udvikling af sin evolutionsteori og blev i 1978 optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Navnet “Galápagos” kommer fra det spanske ord for “saddel” og henviser til de store landskildpadders skjold.
Til sammen har øerne et areal på 7990 km2. Indbyggertallet ligger på 25.100 (2010), men kun små områder på fire af de største øer er beboede; resten er fredet som nationalpark. Den største by, Puerto Ayora (ca. 12.500 indbyggere), ligger på sydkysten af Santa Cruz. Byen er udgangspunkt for turismen, idet lufthavnen ligger på nordkysten af Santa Cruz (faktisk på en ø lige nord for, Baltra, der adskilles fra Santa Cruz af en snæver kanal). Man kommer til Galapagos med fly fra Ecuadors fastland, flyvetiden er ca. 2 timer. Det kræver særlig adgang og USD 200 (2025) at besøge øerne. Typisk kommer man fra ø til ø med båd. F.eks. tager det ca. to timer med båd fra Santa Cruz til Isabela.
Øgruppen består af 19 vulkanske øer, der er dannet af underjordiske vulkanudbrud. Ø-gruppen ligger på et såkaldt hotspot for vulkansk aktivitet ligesom Hawaii.
Øernes isolerede beliggenhed og vulkanske oprindelse har ført til en enestående evolution af planter og dyr. De kolde havstrømme fra Antarktis (Humboldtstrømmen) bringer næringsrigt vand til området, hvilket understøtter et rigt marint liv med pingviner, hammerhajer, rokker, søheste og farvestrålende fisk.
Charles Darwin besøgte øerne i 1835 for at studere det unikke dyre- og planteliv, hvilket bidrog til hans berømte teori om evolution og naturlig selektion. Øerne er et levende “udstillingsvindue for evolution” og har bidraget betydeligt til vores viden om naturens mangfoldighed.
Den lille, flade ø Isla Seymour Norte, nord for Santa Cruz er enestående for sin forekomst af ynglende fregatfugle og blåfodede suler. Den minutiøse ø, Isla Bartolomé er enestående for sin naturmæssige skønhed.
