I 1968 VAR VI TO KAMMERATER, DER FIK DEN IDÉ AT UDFORSKE NORGES FJELDVERDEN PÅ VORE KNALLERTER. DET GAV OS, DER IKKE PÅ DAVÆRENDE TIDSPUNKT OVERHOVDET VAR REJSEVANTE, NOGLE ENESTÅENDE OPLEVELSER. SNEKLÆDTE FJELDE, GLETSJERE OG UBEBOEDE EGNE HAVDE VI ALDRIG TIDLIGERE OPLEVET. MEN SAMTIDIG OPLEVEDE VI OGSÅ NOGLE HORRIBLE VANSKELIGHEDER MED DE TO SMÅ KNALLERTER. KNALLERTERNE VAR GANSKE ENKELT FOR SPINKLE MED FOR LIDT MOTORKRAFT TIL AT FORCERE NORGES TIL TIDER ENORMT STEJLE FJELDVEJE. DENGANG VAR DER SLET IKKE UDBYGGET MED TUNNELER, SOM DER ER I DAG, OG DE FLESTE FJELDVEJE VAR AF RINGE ELLER MEGET RINGE STANDARD. PÅ TRODS AF ALLE VANSKELIGHEDERNE HAVDE VI ALLIGEVEL MOD PÅ EN NY TUR I 1969. PÅ DEN TUR VAR VI TRE AFSTED, OG TUREN VAR LIDT ANDERLEDES END DEN FØRSTE TUR OG IKKE SÅ STRABADSERENDE. DEN SIDSTE TUR FANDT STED I 1971. HER VAR VI ATTER KUN TO AFSTED, OG VI KLATREDE OVER DE MEST UDFRODRENDE FJELDVEJE, DER FANDTES I NORGE DENGANG.

FOR HVER TUR SKREV VI DAGBOG, SOM VED HJEMKOMSTEN BELV UDMØNTET I EN REJSEBESKRIVELSE. DISSE GENGIVES NEDENFOR I UREDIGERET FORM. DE ER SKREVET I ET SPROG, SOM TEENAGERE BRUGTE DENGANG MED DE SLOGANS OG DET SPROGBRUG, DER NU ENGANG VAR GÆLDENDE I SLUTNINGEN AF 1960’ERNE.

GLOBETROTTERNES FØRSTE EVENTYRLIGE REJSE

En dramatiseret knallerttur til Norges fjeldverden juli-august 1968

af

Peter K. A. Jensen med signifikant bistand fra Leo H. Pedersen

(begge 17 vintre gamle)

PRÆLUDIUM

Til mine læseres store fryd (er det mit håb) har jeg i det følgende prøvet af nedfælde fire globetrotters eventyrlige rejse til Norges fjeldverden på papir.

For at beskrivelsen ikke skal blive til en nøgtern og bundkedelig gengivelse af ”Norsk turistforenings Årbog 19??”, har jeg prøvet af bringe lidt humor ind i værket samtidig med, at beskrivelsen er lettere dramatiseret. Værket skal således på ingen måde betragtes alene som en rejsebeskrivelse. Efterhånden som læseren når længere og længere frem i værket, vil han/hun erfare, at beskrivelsen bliver mere og mere dramatisk. Dette hænger nøje sammen med den stigende tendens, der er gennem hele værket med kulmination i det 8. kapitel. Det dramatiske har til hensigt at få læseren til at føle sig som deltager i turen. Dette styrkes yderligere af den mere detaljerede beskrivelse af begivenhederne, der er anvendt i sidste halvdel af værket.

Mit håb er, at man vil nyde værket og derefter selv få lyst til at tage på fjeldtur i Norge (hovsa!). Jeg håber, at man vil bære over med mig, ifald det skulle vise sig alligevel og mod hensigten at være for småt med dramatiseringen, idet det er meget vanskeligt at genskabe det ejendommelige miljø, der hersker på en sådan tur, i læserens stue.

Jeg vil gerne rette en tak til Leo Hermod Pedersen, idet han har været en uerstattelig hjælp ved at udlåne sin skrivemaskine til undertegnede. Ligeledes har han i høj grad bidraget til dramatisering af turen.

Peter Jensen

Vandel, den 28. april 1969

ACTEURS I FØRSTE TUR TIL ”FJÄLLA”:

1.	Leo Hermod Pedersen:	Skoleelev til daglig. Intelligens over middel. Venlig natur. Reel og retskaffen. Har sans for det dramatiske (!) Udseende: Kommuneagtig. I det følgende benævnt både Leo og Hermod.
2.	Peter Kjestrup Axel Jensen:	Identisk med forfatteren. Skoleelev til daglig. Nærmere data udelades på grund af faren for en subjektiv bedømmelse.
3.	Første besjælede knallert:	Italiensk oprindelse. Endnu baby. Går senere under navnet Viggo. Tilhører på turen Leo.
4.	Anden besjælede knallert:	Radexi. I sin bedste alder. Går senere under navnet Kresjan. Tilhører forfatteren.

KAPITEL 1: TIRSDAG DEN 30.7. 1968

Vandel/Tørrild – Frederikshavn                                                                                                               248 km

Kl. 8.30 starter jeg med fuld oppakning mod Tørrild, hvor jeg skal møde den ædle og højtærede Leo. Vejret er ualmindelig godt, og humøret er højt, da vi henad 9.15 begge vender snuden mod Frederikshavn. Turen forløber uden større begivenheder (bortset fra at undertegnede en overgang lå og boltrede mig i grøften ved Ildved), og hen ad middag passerer vi Viborg. 5 km nord for byen gør vi et ophold med den hensigt at få maven fyldt. Forinden har vi besørget en vigtig foranstaltning i Nr. Snede (indkøbt 4 stk. pilsnere).

En halv time senere fortsætter vi nordpå. Omkring 15.30 når vi Ålborg, som jo, som bekendt, er porten til Vendsyssel. Et par timer senere øjnes Frederikshavn i det fjerne, hvad der naturligvis opliver os meget. Vi har besluttet at købe færgebilletterne med det samme i stedet for at udsætte det til i morgen, hvorfor vi først ankommer til campingpladsen henad 18.45.

Efter at teltet er moslet op, får vi os en velfortjent middag, som i dagens anledning består af hot dogs. Inden vi går til ro, ser vi lidt fjernsyn samtidig med, at pladsens specialitet (jordbærtærte) smages. Til min store ærgrelse erfarer jeg, at min pibe er sporløst forsvundet i dagens løb.

Km-tæller ved afgang                                                                                                                                   8653 km

Km-tæller ved ankomst                                                                                                                               8905 km

KAPITEL 2: ONSDAG DEN 31.7. 1968

Frederikshavn – Rabbalshede                                                                                                                    148 km

Vi er på båden ca. kl. 7.45. Heldigvis er det meget vindstille, så turen ser ud til at kunne forløbe glat. På båden spiser vi vores medbragte mad og skyller ned med fire på båden indkøbte pilsnere (3 kr. pr. stk.). Endvidere køber vi cigaretter og seks flasker af LIVETS VAND (15 kr. pr. stk.).

Ca. kl. 11.40 er vi ovre, og nu begynder turen op gennem Bohuslän. Vi får os moslet igennem Göteborg og fræser videre nordpå. Landskabet er meget smukt og ejendommeligt – set med danske øjne. Store granitformationer og -klipper rager op alle vegne, og vejen bølger op og ned. Vi har i øvrigt fået vores knallerter døbt henholdsvis Kresjan (min) og Viggo (Leos). Vi kommer ikke igennem megen by, de facto kun Kungälv og Uddevalla. Dette er særdeles uheldigt, da vi under sådanne konditioner har et stort pilsnerbehov. Dyb beklagelse! Endelig bliver klokken henad mod 18.00, og vi slår os ned to km nord for en lille landsby med det lidet flatterende navn Rabbalshede. Efter at have fortæret dagens ret, gør vi os sengeklare, dvs. først tilfredsstiller vi vores store hygiejniske behov, og derefter klarer vi halsen med en gibbernakker. Godnat!

Km-tæller ved ankomst                                                                                                                               9053 km

KAPITEL 3: TORSDAG DEN 01.8. 1968

Rabbalshede – Oslo                                                                                                                                        185 km

Vi tager afsted fra campingpladsen kl. 8.30. Efterhånden som vi kommer frem er det ved at være uudholdeligt. Det er som at køre i Saharas hede ørken en julidag. Leo er begyndt at få hallucinationer. Han slingrer temmelig voldsomt. Vi har overhovedet ikke talt sammen siden afgangen. Det er sikre symptomer på depression med efterfølgende sindssyge. Ikke et eneste beboet sted. Jeg ser foran mig et par nedtrådte syrebeholdere stående ved et vandhul i Saharas overhede ørken. Til højre for vandhullet et menneskekadaver. Knoglerne skinner, så det skærer i øjnene. Kraniet griner makabert. Vandhullet bliver tydeligere. Stemningen går over i det vilde, det sindssyge. Et vandhul! Et vandhul! Et vandhuuuu … llllll! Hjælp! Åhhhh! Fatah Morgana! Videre! Den uudholdelige tid slæber sig af sted. Afgrundens rand nærmer sig, kommer nærmere, nærmere, nær …. Endelig får vi os kludet frem til nærmeste oase. Tanumshede forude! Stemningen er ved at gå over i det barnagtige. Leo begynder at fortælle dårlige vittigheder, og jeg sætter en skvalder op. Gode tegn! Vi når hurtigt oasens kerne: En købmandsbutik. Vi nærmer os forsigtigt, at butikken ikke skal stikke af (man ved aldrig). Pludselig stormer vi frem mod butikken, bryder døren op og raserer den. Vi er som besatte. Det psykiske pres har givet sig udslag i de utåleligste baner.

Fem minutter senere står Leo og griner barnligt udenfor butikken – med seks pilsnere i hånden. Vi er stolte. Vi kom, vi så, vi sejrede. Vi har bestået den første store prøvelse. Hurtigt, men lidenskabeligt skyller vi hver en pilsner ned. Derefter fræser vi med lettet hjerte videre mod tresindstyvende breddegrad – Oslo.

Det går nu rask fremad, og ved ellevetiden nås den norsk-svenske grænse, Svinesund. Det er et imponerende møde, man får med Norge. Grænsen er en 65 m høj bro, der spænder over det 400 m brede Svinesund. Et fantastisk panorama møder vore øjne, hvorhen vi end vender dem. På den anden side af broen ligger toldstationen plus en masse boder af forskellig art. Vi gør et kort ophold og fortsætter derefter mod Oslo.

Ved 12.30-tiden dineres der mellem grænsen og den norske købstad Sarpsborg. Landskabet har skiftet karakter over i det mere rolige. Det er blevet fladere, men granitten er dog stadig fremherskende til alle sider.

Uden deprimerende uheld når vi Oslo ved 17.30-tiden. De sidste 15 km har vi kørt langs den smukke og fascinerende Oslofjord. Kl. 18.15 når vi Ekeberg campingplads, der ligger i knap 300 m’s højde. Turen nede fra Oslos centrum og op til campingpladsen gav os en lille forsmag på, hvad vi havde i vente. Da selve byen ligger på højde med havoverfladen, siger det sig selv, at vejen må være meget stejl, når man på to km skal køre op i 300 m’s højde. Fra campingpladsen, som i øvrigt er meget stor og komfortabel, er der et smukt udsyn over hele Oslo. Oslo er en by med ca. 485.000 indbyggere. Fra tre sider er den omgivet af 300-500 m høje fjelde, mens fjorden slutter ringen mod syd.

Efter først at have undersøgt campingpladsen for røverpak, utøj og andet mistænkeligt, indlogerer vi os i vores millionærbolig. Til alt held findes der hverken gaskamre eller krematorielig på pladsen, og vi er naturligvis begge meget rolige og trygge ved situationen. Efterhånden skumrer solen hen, lysene tændes i Oslo, og alt tyder på idyl i denne stille aftenstund. Vi bliver begge meget sentimentale og mindes vores fagre og havomsuste Danmark. Go .. godnat!

Km-tæller ved ankomst                                                                                                                               9238 km

KAPITEL 4: FREDAG DEN 02.8. 1968

Oslo                                                                                                                                                                     82 km

Det vil vist være passende at begynde dagen med at fortælle, hvad km-tælleren stod på i går efter endt kørsel. Altså: Km-tæller: 9238 km.

Okay! Vas-y! (fransk; betyder: Lad os så komme i gang. Grog!)

Tunge og mørke skyer nærmer sig vestfra og begynder at samle sig. De varsler om uvejr, hvad den trykkende atmosfære også giver indtryk af. Man venter en forandring. Alt hidtil har næsten været idyl (så’n da), men nu nærmer de truende stormagtshære sig og fylder atmosfæren med en trykkende rædsel. Man føler sig langsomt omringet af utallige, fremmedartede hærskarer, der langsomt, men sikkert samler sig til én og rykker frem med en uhygge, der hurtigt diffunderer helt ind i sjælen på den truede. Man aner ligesom noget. Man aner den truende og advarende fare, der med uhyggelig sikkerhed nærmer sig med alskens rædsler og pinsler gemt i en uhyre eksplosiv kerne, der kan sprænge når som helst. Man er advaret – men mod hvad! Man har en fornemmelse, men tør ikke tro på den i frygt for at videregive den. Man aner …… åhhhhhhh!!!!!!!! Satans! Fandens! Møgpis! Konspiration! Gosh! Punkteret! Punkteret midt i Oslo på en af de mest befærdede gader i storbyen! Infamt! Labanagtigt!

Et lille flashback: Vi er opstået efter en vidunderlig slummer hele natten uden afbrydelser. Dagen var helt og holdent helliget besøg i Oslo. Jeg kunne ikke spise morgenmad, og vi besluttede derfor, at jeg skulle køre ned i byen, i et forsøg på at finde vejen til Gjøvik, mens Leo spiste. Jeg startede så frisk og veludhvilet kl. 9 og havde regnet med et par timer til undersøgelsen. Jeg fandt da også den rigtige vej, dog efter nogen leden, søgen, vragen og skraben. Efter at have kørt en snes km ud ad vejen og overbevist mig om, at det var den rigtige, besluttede jeg mig for at vende om og komme hjem. Jeg kørte en anden vej, da jeg mistænkte denne for at være nærmere, men desværre kørte jeg forkert.

Og nu står jeg her. Hjælpeløs og sagesløs med et punkteret baghjul. Jeg analyserer det transportable bykort og opdager, at jer er kommet for langt nordpå (stille banden). Nå, der hjælper ikke at græde over spildt bajer. Jeg beslutter mig til at prøve at finde et værksted og begynder derfor at mosle ned mod centrum (10-15 km). Jeg forhører mig på nogle servicestationer, men de kan ”desværre ikke hjælpe”. Endelig bliver jeg henvist til en vulkanisør et par km længere nede ad gaden. Dertil arriverer jeg ved ellevetiden og beder de høje herrer kigge lidt på hjulet. Ja, det kan de godt klare, men først ½ times middagspause (Gud fri dig vel tænker jeg i mit oprørte sind). Jeg prøver at slå tiden ihjel. Det lykkes minsandten også, og ca. kl. 11.40 konstaterer jeg til min store tilfredshed, at vulkanisørerne kommer tilbage fra frokosten.

De får nu bakset baghjulet af, og det viser sig til alt uheld, at slangen er fuldstændig ødelagt. Jeg får at vide, at det eneste, der er at gøre, er at opspore alle sportsmagasiner i Oslo og prøve at finde en slange af den rigtige størrelse. Dette lykkes efter en times tid, og vulkanisørerne får nu baghjulet på igen efter megen møje og besvær og efter megen snak og afbrydelse.

”Tak, det bliver lige 20 kr.”

Jeg farer nu, alt hvad remmer og tøj kan holde til, op til Ekeberg, hvor en i særdeleshed ængstelig Leo venter. Gensynet går som sædvanligt over i det barnlige fra Leos side, mens undertegnede som en fornuftig og bedaget mand tager det mere roligt (undskyld, men selvros styrker selvtilliden, hvad der er hårdt tiltrængt under de herskende konditioner). Vi beslutter nu at indtage et velfortjent måltid og derefter se så meget som muligt af Oslo i de resterende timer af dagen.

Under vores rundkørsel i byen beskuer vi blandt andet rådhuset, som virker meget imponerende og mondænt. Derefter analyserer vi Akershus fæstning med nærmeste omgivelser. Og nu går det ud mod halvøen Bygdøy, hvor vi agter at besøge Kontiki–museet. Museet indeholder foruden selve Kontiki-båden en del autentiske beretninger fra ekspeditionen, et kunstigt akvarium og en rekonstrueret hule fra Påskeøerne.

Efter at have set os mætte mosler vi videre op i den nordlige del af Oslo mod Frognerparken med det fascinerende Vigelandsanlæg. Anlægget består af skulpturer udelukkende lavet af den berømte norske billedhugger Gustav Vigeland. Sceneriet er storslået og henrykker os begge. Efter at Leo har knipset et par gange, går det videre op mod Holmen Kollen hopbakke. Dette er lige så storslået, om end på en anden måde end Vigelandsanlægget. Proportionerne er overvældende. Selve tilløbsbanen med tårnet er 120 m højt, 15 m højere end Københavns rådhustårn. Efter at have klatret lidt rundt på tilskuerpladserne, bestiger vi tårnet ved hjælp af elevatoren. Heroppe fra møder os et fantastisk panorama: Hele Oslo med fjorden i baggrunden ligger for vores fødder. En fantastisk udsigt. Efter at have stået og været begejstret nogle minutter begiver vi os på nedturen for derefter at vende hjem til Ekeberg. Vejen er forholdsvis stejl og snor sig ned i serpentinersving fra 500 m’s højde. Vi kører naturligvis forkert nogle gange, inden vi når Karl Johansgade (Oslos hovedgade). Herfra kommer vi velbeholdent til Ekeberg ved 19-tiden. Vi indtager nu et forsvarligt måltid og går og nusser lidt, inden vi hygiejner os og kryver i kassen.

Km-tæller ved ankomst                                                                                                                               9320 km

KAPITEL 5: LØRDAG DEN 03.8. 1968

Oslo – Vinstra                                                                                                                                                   261 km

Kl. 04 næste morgen. Jeg vågner med en ubehagelig fornemmelse af et eller andet. Der er noget i luften, jeg ved ikke hvad. Min anelse bliver straks bekræftet, da jeg ser over mod Leo. Han ligger og ofrer til UUUUlrik, godhjertet som han er. Jeg tror (eller vil tro), at det er en drøm og lægger mig straks til at sove igen.

Kl. 6 vågner jeg atter og ser, at Leo er væk. Et øjeblik efter viser han sit fortrukne fysiognomi i teltåbningen. Han forklarer, at han er blevet dårlig af maden og har siddet i over én stiv time på lokummet. Faktisk ser han også temmelig sløj ud og har det (siger han i hvert tilfælde selv) ad h…… til. En del af teltet og Leos luftmadras er delvist tilsølet af bræk. Jeg farer op og begynder at gøre mig i stand, mens Leo besøger lokummet igen. Han kommer et kvarters tid senere og efter at have vedtaget ikke at spise morgenmad (ingen af os var trængende!) med overvældende majoritet (to stemmer mod nul) begynder vi at pakke, idet Leo forståeligt tager det lidt ro. Vi får muget ud og renset alt, hvad der skal renses skal, og endelig henad 8.30 kan vi begive os mod fortryllende Vinstra i den skønne Gudbrandsdal.

Lidt uden for Oslo går vejen fra til Gjøvik. For at give et lille indtryk af, hvor blændende vejene er afmærkede i Norge, kan jeg fortælle, at det næste skilt, der viser til Gjøvik, ”kun” står 54 km længere ude ad vejen. Til forsvar skal nævnes, at denne vej faktisk er den eneste i området. Vejen er, set med danske øjne, meget dårlig (meget diplomatisk). Sammenlignet med vejret er den lig nul. Leo er på en gang stolt og ked af det. Dels er han stolt over deres private vej op til gården derhjemme (motorvej i forhold til denne, hævder han), dels har han en hjertelig medlidenhed med de stakkels nordmænd.

Trods dårlige veje og en defekt 2. styrmand ankommer vil til Brandbu, hvor vejen drejer nordpå, henad 11.30. Vi får nu en ubehagelig overraskelse, idet vi stik mod forventning kommer til at køre stejlt op ad de næste 10 km. Dog, efter møje og besvær, når vi den uacceptable vejs højdepunkt, som kaldes Lyngne sæteren ved 12.15-tiden. Vi eller rettere jeg dinerer, idet Leo endnu ikke er kommet sig over sit ildebefindende (jeg har hørt onde tunger tale om, at der har været tale om et delirium fra Leos side. Hvem ved? Man kan jo vente sig lidt af hvert fra den side, især når det drejer sig om slige sager). Måltidet varer til kl. 13, og vi moser, mosler, sprutter, hoster og fiser videre mod Gjøvik. Denne passerer vi ved 14.30-tiden, og resten af turen til Lillehammer, selve indfaldsporten til Gudbrandsdalen, går langs Norges største indsø, Mjøsa (100 km lang).

Hen sidst på eftermiddagen ankommer vi til Lillehammer, som vi hurtigt passerer og kører videre ind i den altovergående, bjergomkransede Gudbrandsdal. Et fantastisk syn møder os, og dette bliver mere og mere fantastisk, jo længere vi kører frem i den utroligt smukke dal. Ganske få km efter Lillehammer, gør Gudbrandsdalen et skarpt sving i nordvestlig retning mod Dombås og Åndalsnes. Dalen er forholdsvis bred. Midt i den flyder den smukke Gudbrandslågan, som kommer helt oppe fra Romsdal og løber ud i Mjøsa. Vandet er faktisk helt grønligt og minder meget om vandet i Rubinsøen på Bornholm. Ved siden af elven går jernbanen, og yderst til højre langs den nordlige bjergkæde går vejen.

Vi får os lidt efter lidt moslet op i Gudbrandsdalen, og efter at have passeret flere små idylliske landsbyer når vi dagens mål, Vinstra ved 20.30-tiden. Det er en by på størrelse med Vandel (faktisk den største efter Lillehammer) ca. 75 km nordvest for Lillehammer. Vejen er steget let op gennem dalen, og bjergene er blevet højere. Vi har bl.a. set den første sne. Vi finder byens turistcenter, campingpladsen, som ligger lige op til Lågan og er den bedrøvelige modsætning til Ekeberg, både hvad angår størrelsen og det komfortable. Efter at teltet er blevet slået op, går vi i gang med madlavningen. Leo er i mellemtiden blevet meget bedre tilpas efter at have oplevet Gudbrandsdalen, og vi er begge sultne. Menuen står på en vandig opløsning af aspargessuppe med hvintørt brød til.

Endelig er supper klar…. Død og satan og måtte alle landets pinsler ramme ned over den elendige suppe. Leo har koldblodigt væltrat den, og vi har den tvivlsomme fornøjelse at få lov til at begynde forfra. Leo farer lidt rundt som en skræmt kanin, idet suppen har været så infam at gøre hans infantile cowboybukser våde. Godt trætte efter dette makabre uheld tilbereder vi nogle pølser, som hurtigt bliver nedsvælget. Efter det store måltid gør vi alt, inklusive os selv, klar til i morgen. Inden Siofna luller os i ind i den søde slummer, gør vi den beklagelige konstatering, at vores pilsnerbeholdning er forhenværende. Vi har nu kun snapsen at supportere os til, og med den som katalysator går Siofna til værks.

Km-tæller ved ankomst                                                                                                                               9583,5 km

KAPITEL 6: SØNDAG DEN 04.8. 1968

Vinstra – Vågåmo                                                                                                                                            127 km

Henad 8.30 fortsætter vi vores videre fremrykning i den norske fjeldverden efter først at have konstateret, at Leo er i fin form. Efterhånden som kørslen skrider frem, konstaterer jeg endvidere, at der er en hund i min knallert. Det føles som om udstødningsrøret er tilstoppet, idet knallerten har vanskelig ved at trække og ligesom holder igen. Dette er faktisk katastrofalt, da det forsinker os meget, og ligeledes gør os uerfarne ynglinge en smule usikre. Det er dog stadigvæk vores hensigt at nå Galdesand ved Galdhøpiggen inden aften.

Vi kommer efter megen besvær og kummer til Dombås henad ved 13-tiden og planter os på en mindre græsplæne ved siden af et vagabonderende tivoli. Dombås ligger lidt over 62^o nord og er et vigtigt trafikknudepunkt, idet vejen her deler sig i to. Den ene går til Trondheim, mens den anden fortsætter videre mod Åndalsnes i Romsdal. Lidt nord for Dombås ligger det imponerende Dovrefjeld, som når sit højeste punkt i Snøhetta (2283 m.o.h). Det er Norges højeste fjeld udenfor Jotunheimen.

Vi dinerer og gør os samtidig nogle filosofiske tanker om, hvad årsagen til al den ondskab og fjendskab, der har overgået os, kan være. Desværre når vi ikke til noget resultat.

Kl. 14 drager vi videre i den nu mere dystert udseende Gudbrandsdal mod Lesja – i strålende solskin. Vi får os snart en temmelig ubehagelig overraskelse: Vi skal ganske enkelt over den bjergvæg, som begrænser Gudbrandsdalen mod syd, og det på turens første grusvej. Det viser sig at være usandsynlig satans hårdt – mildt sagt – taget alle forhold i betragtning. Vi skifter mellem at trække knallerterne og træde i pedalerne, alt imens knallerterne går i 1. gear. Særlig hårdt er det for mig, idet min knallert, som før omtalt, er ”træt”. Til al uheld for vores fysik er vejen for det meste så stejl, at det er umuligt at pausere. Kun ganske få gange lykkes det os med megen kummer og besvær at få knallerterne givet en henstilling, så vi kan pleje vores udkørte (eller udtrådte) legemer. Et enkelt sted er vi så heldige at have lejlighed til at nyde synet og smagen af en vidunderlig bjergbæk. Boble, boble. Jeg er sikker på, at Leo flere gange i dagens løb med vemod mindes fordoms lykkelige stunder, hvor han sad med en af sinde elskelige pilsnere i hånden. Jeg selv følte mig hensat i et dampbad, så svedige og udkørte var vi.

Endelig – eeeendelig når vi toppen. Efter 20 km’s sved og tårer befinder vi os nu for første gang i Norges ødemark, hvor alt til vores store betagelse er tyst som i graven (jeg indrømmer, at jeg aldrig har været død og henlagt i en grav; så man må tilgive mig min komparation) og gold som Patagoniens steppe (jeg indrømmer, at jeg osv.). Det hele er ganske enkelt storslået. Stilheden mikset med den brændende sol, stenørkenen og de mægtige snekalotter på fjeldvæggene og -toppene er fantastiske. Bare stå ganske stille og lytte og betragte landskabet, som ikke viser det mindste tegn på liv. Man føler sig fortabt, henrevet, erobret, overgivet. Man fatter det ikke straks, først når man har stået stille nogle minutter og vænnet sig til det, begynder man at blive sig selv.

Nå, vi kommer os over betagelsen og springer som kåde lam (jeg ville egentlig have skrevet som kluntede får, da man er mest tilbøjelig til at få associationer i den retning. Men af hensyn til min medrejsende, som alt ser noget fåret ud, har jeg undladt dette. Dette (fåret) kunne måske efter gennemlæsning af ovenstående få den forrykte idé at beskylde højtærede forfatter af nærværende værk for at være dets udtrykte billede). For ikke at tabe tråden vil jeg gentage, at vi er på vej mod en tilsyneladende nært placeret iskalot. Denne viser sig dog hurtigt at være længere væk end først antaget. Alligevel, grundet vores store indhold af ATP, arriverer vi omsider dertil, efter at vi begge flere gange er faldet omkuld i det allestedsnærværende rensdyrlav. Vi leger!

Vi har nu fået et nyt syn på tilværelsen, da det nu går nedad mod Vågåmo. Klokken er henad 16. Med stor hastighed farer vi ned ad fjeldet i skarpe hårnålesving og bratte fald. Til vores store forskrækkelse opdager vi, at man ikke bruger rækværk i Norge, selvom der til nærmeste afsats er 200-300 m lodret ned.

Mens vi fortsætter ned af fjeldet, vil jeg lige gøre en bemærkning om såkaldte ”bompenge”. Da vi var nået en fjerdedel op ad fjeldet, var der til vores store forbavselse en bom midt over vejen. Ved nærmere undersøgelse opdagede vi, at det var nødvendigt at betale kr. 10,- for at komme videre. Disse skulle lægges i en kasse ved siden af bommen. Men da vi ingen kunne se i miles omkreds, hejste vi lige så roligt bommen og fortsatte. På et skilt blev det oplyst, at man senere ville blive mødt med kontrol, men det viste sig dog ikke at være tilfældet.

Nå, tilbage til de barske realiteter. Ca. halvvejs nede af fjeldet bliver vi, eller rettere, min makker bliver udsat for et uheld, der kunne have fået katastrofale følger i det specielle tilfælde, at uheldet var sket i en kurve. Kæden på Viggo sprang simpelthen. Fandme om den gjorde! Og imens stormer Hermod nedad mod fjeldvæggen, som truende nærmer sig. Til alt held virker hans håndbremse 100%. Vi får set på sagerne og finder, at der mangler et led, som sandsynligvis nu ligger nede i kløften et eller andet ulabert sted. Der er intet andet at gøre end at fortsætte til fods og så håbe på at finde en hjælpsom olavfanatiker. Undervejs aflægger vi visit på indtil flere gårde uden dog at finde nogen hjemme. Til sidst indser vi, at der ikke er andet for end at komme til Vågåmo og der finde en hjælpsom lyserød olavfanatiker, der er gift (disse ere at betragte som erfarne udi mange anliggender). Det går strygende nedad, og snart står vi og parlamenterer med en organisk udseende tankpasser. Denne virker på os hårdt belastede globetrotter temmelig gram i hu (eller for de mere indviede olm i skralden). Han påstår (hvad vi desværre senere må erkende), at vi først kan få vores moped (knallert) lavet i morgen tidligt (efter norske forhold; på rigsdansk hedder det i morgen formiddag). Vi spørger andre tilfældige skabninger på vejen og får samme svar. Vi beslutter derfor at begive os til byens campingplads med latrin og slige faciliteter og fortsætte mod Galdesand i morgen. Klokken er omkring 18.30. Efter det sædvanlige ritual indtager vi begge vores yndlingsstilling og lumrer og slumrer, så det er en fryd – især den næste morgen.

Km-tæller ved ankomst                                                                                                                               9710 km

KAPITEL 7: MANDAG DEN 05.8. 1968

Vågåmo – Galdesand                                                                                                                                    55 km

Inden jeg indlader mig på at beskrive dagens begivenheder, vil jeg lige referere et breakdown, der overgik mig i nattens løb, og som jeg endnu mindes med gru. Jeg ved ikke, om Leo har smittet mig, Men der skete med mig akkurat det samme, som der skete med Hermod i Oslo: Jeg ofrede! Downperioden indtraf, mens natten endnu var ung, men til forskel fra Hermod lykkedes det mig at nå udenfor, inden min gavmildhed kom til udtryk. Tilfældet kan også hænge sammen med den foregående dags strabadser og synet af middagen, som ikke altid er lige behagelig: med lidt fantasi ligner det ganske ekskrementer.

Nå, selvfølgelig er jeg ikke super til morgen, og Leo må tage slæbet, hvad han også gør uden videre provokationer. Min tilstand forsinker afgangen til cykelkirurgen med Viggo, der jo som sagt skal på operationsbordet grundet tidligere nævnte kvæstelse. Operationen går dog let og smertefrit, og op ad formiddagen kan vi starte vores videre invasion af Norges fjeldverden. Dagens mål er Galdesand, hvor vi ved, der ligger en campingplads. Turen går over Lom, som er indfaldsporten til det eksotiske og underfundige Jotunheimen. Den ene portstolpe udgøres af det 2061 m høje bjerg, den imponerende Lomseggan, som hæver sig stejlt over Loms tage. I Lom beskuer vi den lokale stavkirke, som ligeledes er en stor oplevelse. Man kan ikke sige noget om, hvorvidt indgangen er i højre eller venstre side. Det afhænger helt af, om man kommer fra nord eller fra syd. Slig pedanteri kan nogle måske mene er overflødig, men problemet kan blive meget kompliceret, hvis man er kejthåndet eller politisk engageret. For ikke at blive draget alt for meget udi slige filosofiske andragender vil jeg nu vende mig mod mere objektive beskrivelser af kirken og dens omgivelser.

Kirken består helt og holdent af træ og er indvendig ornamenteret med talrige træudskæringer. Selve det at befinde sig inden i kirken er vidunderligt, idet det ældgamle træ har en herlig organisk aroma. Man kan ligefrem lugte dovregubben og Peer Gynt. Kirkegården udenom vil sandsynligvis for mange danskere virke skuffende, idet den ganske enkelt består af en række sten opstillet på et velstudset græstæppe. Ikke mere!

Sommerens glade Viggo og sommerens lige så trætte Kresjan basker videre. Vi befinder os nu på Riksvej 55 i den smalle og dystre Bøverdal, der er det diametrale modsatte af den yndefulde Gudbrandsdal. Vejen er igen meget dårlig, fuld af huller. Dalen ligner nærmest en stenørken med spredte totter af rensdyrlav. Ned ad de stejle bjergsider bruser små vandfald for at ende flere hundrede meter nede i kløftens bund med et mægtigt drøn. Vejen, vi befinder os på, kaldes også Sognefjeldsvejen og går fra Otta i Gudbrandsdalen over Vågåmo og Lom til Sogndal ved Sognefjorden. Det er den højeste fjeldvej i Norge med en pashøjde på 1434 m. I dag har vi for første gang haft regn. Underet optrådte på turen fra Vågåmo til Lom – hele formiddagen, men nu skinner solen igen, alt hvad den har lært.

Henad 15-tiden får vi den mægtige Galhøpiggen – Nordens højeste fjeld 2469 m.o.h. – i sigte, og snart er vi i Galdesand, som ligger i 700 m’s højde. Efter at have konstateret, at vejen til Juvashytte ligger lige overfor campingpladsen, camperer vi. Juvashytte ligger oppe på selve Galhøpiggen i 1840 m’s højde. Derfra kan man bestige selve ”piggen” med fører.

Vi opdager til vores rædsel, at der skal betales bompenge for at komme til Juvashytte. Beløbet andrager ikke mindre end 14 norske kroner pr. næse. Til alt held er der en mellemstation, Raubergstulen i 1000 m’s højde, hertil koster det kun 5 kr. Vi beslutter i første omgang at betale for denne tur (hvad vi senere heller ikke fortryder). Til vores fantastiske overraskelse viser vejen til Juvashytte (som i øvrigt er Norges højest beliggende fjeldhytte) sig at være den mest elendige, sygtudseende, miserable, sørgelige og trøstesløse vej, vi nogen sinde har set (jeg græmmes) – og den mest stejle. Det skal her nævnes, at Hermod igen synker hen i drømmeverdenen – han drømmer om sin kære, private vej ned til Tørrild slot.

Tilbage til det mere prosaiske. Vi opdager hurtigt, at vi ikke formår længere end til Raubergstulen, idet fuldbloderne ikke kan klare strabadserne. For at det ikke skal være løgn, begynder det at p..regne efterhånden som vi nærmer os ”stolen”. Nede i dalbunden kan vi se, at der er strålende solskin. Vi opdager ligeledes, at toppen af Galhøpiggen fuldstændig er indhyllet i tåge og skyer. Gosh, hvor er vi trætte af at træde!

Da vi er nået ned igen (betydelig hurtigere end op), dinerer vi og lægger os derefter ind i suiten. Inden vi lægger os til rette i vores sædvanlige provokerende stillinger, gennemgår vi morgendagens program, som er identisk med superstrabadser, hvad vi også får bekræftet. Bl.a. skal vi som tidligere nævnt op i 1434 m’s højde og senere igen op i 1137 m’s højde (Hemsedalsfjeld). Hold kæft Kresjan, hvor er vi…. Osv.

Km-tæller ved ankomst                                                                                                                               9775 km

KAPITEL 8: TIRSDAG DEN 06.8. OG ONSDAG DEN 07.8 1968

Galdesand – Oslo                                                                                                                                            485 km

Go’ morgen, go’ morgen! Så står vi op! Er der nogen, der skal til lægen? Hold kæft, for fanden og sov videre. Det er jo midt om matten, stodder. Kom så op drenge; klokke er allerede 5.30. Mjaahhhhh….. satans osse! Sol er oppe, skovens toppe…. Grog!

Vi er efterhånden blevet vågne begge to. Først nu opdager vi, at det er hundekoldt, og ingen af os har lyst til at stå op. Vi disputerer frem og tilbage og bliver enige om at overspringe morgenmaden grundet kulden. Derefter, i liggende stilling i soveposen, trækker vi kludene på og stander op på fode temmelig ynkelige at se til. Vi hurrierer over til latrinerne for at stille vort flere gange omtalte og velkendte store hygiejniske behov.

Jeg ved ikke, om det hidtil har ligget i min underbevidsthed, men jeg har faktisk aldrig vidst helt klart, hvem jeg er, og hvordan jeg er. Det skulle imidlertid vise sig, at skæbnen havde udtænkt denne årle, superkølige morgenstund I Galdesand 1000 km fra Vandel til at hæve tågesløret og åbenbare mine i øvrigt lidet smækre karakteristika for mit åsyn. Jeg, den supersøvnige, lidt distræte og desorienterede person går selvfølgelig ind på latrinet og vasker mig i stedet for som naturligt er at gå ind i vaskerummet. Udenfor latrinet ophobes der snart en flok halvvilde buskmænd, som hurtigt skulle afsløres som usmækre krøvenhavnere. Ligeledes viser det sig hurtigt, at de ikke ved, at undertegnede er en ædel dansker fra de jyders land. De står nemlig udenfor og fortæller hinanden, hvilken stor, åndsvag idiot jeg er, og at visse folk (bl.a. mig) var så torskedumme, at de ikke kunne finde ud af at går det rigtige sted hen.

Ingen kommentarer! Men hvis jeg netop denne dag ikke havde befundet mig i denne abnorme tilstand, så skulle jeg fa’me…

Overfriske, udhvilede og uhyre svedige mosler vi nu mod 1434 m’s højde ved Krossbu i hjertet af Sognefjell i Jotunheimen her i denne årle morgenstund. Dagens mål er Gol syd for Hemsedalsfjell 230 km fra Oslo. Turen her om formiddagen går godt. Det går kun svagt opad. Vi pauserer ved en lille fjeldhytte, Fjellro, og får et fortræffeligt morgenmåltid. Måltidet består af kaffe plus to store stykker sigtebrød med nogle enorme karbonader – alt sammen serveret af to ældre damer: ”Wæsche’go, wæsche’go”, lyder det fra damerne. Pris 15 n. kr.

Vi mosler videre. Snart begynder det at stige, så det bakser, og vi opdager snart, hvad der venter os i den nære og knap så nære fremtid. Stigningen er noget af det voldsomste, vi har været ude for. Vi træder og træder og træder og træder og træder og træder, træder, træder, træd….eeeerrrr. Grog! Og solen bager, som den aldrig har bagt før. Krossbu! Efter umådelige, ubeskrivelige anstrengelser, efter fantaniske mange omgange og næsten lige så mange pauser og slurker vand fra bjergbække er vi nået op i 1380 m’s højde og mangler således ”kun” 80 m. PUHH! Videre, videre….. Den sidste strækning viser sig at være den værste. I hårnålesving slynger vejen sig op af bjergsiden mod passet. Vi er begyndt nedtællingen: 10, 9, 8, 7, 6, 5, 4, 3, 2, 1……….. vi er der! Sjask, sjask (sved). Et pragtfuldt øjeblik. Vi har besejret selveste Norges højeste fjeldvej. Leo er parat til at udnævne os begge til generaler og riddere af elefanten med dingeldangel, klemte fis, og hvad dertil hører. Turen har været det værd. Heroppefra har vi et fantastisk syn ind over hele hjertet af Jotunheimen. Til alle sider hæver de over 2000 m høje fjeldtoppe sig op mod himlen. Mod syd se Fanaråki og Skagastølltinderne, der er næsten lige så høje som Galhøpiggen. Mod nord ses Smørstaben. De dybe bjergslugter er opfyldt af mægtige gletsjere, der glider langsomt ned mod dalbunden. På begge siden af vejen ligger meterhøje snedriver, ja vi er faktisk noget over snegrænsen, da flere driver ses længere ned af fjeldsiderne.

Stor betagelse og dyb tavshed.

Efter at have haft stor moro med at kaste sne i hovedet på hinanden, er vi så småt ved at blive os selv igen og begynder at anstille betragtninger over vores umiddelbart mindre behagelige fremtid. Klokken er allerede hen ad 14, og vi indser med stor fortrydelse, at vi ikke når til Gol i dag. Vi har lang vej endnu og endnu et pas at skræve over. Dertil kommer, at Kresjan er blevet betydelig ringere på det sidste (vi regner med, at udstødningsrøret er stoppet) grundet de store strabadser. Vi beslutter at se tiden lidt an og komme afsted med det samme.

Vi kører nu oppe på selve det plateau, som udgøres af passet. Landskabet er mere kedeligt, men dog endnu storslået efter, at vi har passeret giganterne. Efterhånden begynder det at gå temmelig meget nedad, og vi begynder at ane en mægtig dal opfyldt af Lusterfjorden, der er en gren af Sognefjorden, utrolig dybt nede. Og pludseligt! På én gang går det nedad for alvor. I mægtige hårnålesving slynger vejen sig nedad mod fjorden. Dalen svimler for os langt dernede i dybet – 500-600 m. Men pragtfuld udsigt. I et af hårnålesvingene (hvoraf der viser sig at være 11 i alt med fald på op til 12%) bliver jeg pludselig et ubehag i maven var. Dette skyldes, at jeg er lige ved at køre ud over fjeldsiden og videre ned i dybet på grund af for megen fart. Heldigvis får jeg drejet 10 cm fra kanten, der er uden rækværk. Jeg slipper med skrækken! Grog! Her skal lige nævnes, at Leo kun kører med et sæt bremser, da det ene par (jeg husker ikke hvilket) der gået død på grund af overbelastning. Gys! Gys!

Til sidst når vi dalbunden, lykkeligvis helskindet, og vi vender os uvilkårligt om og beskuer det mægtige fjeld bag os. Vi når hurtigt den lille by Fortun, hvor vi har til hensigt at organisere noget brændstof. Dette viser sig dog at være umuligt, idet der kun er en eneste benzintank i byen (uden knallertbenzin). En ekspeditrice i en købmandsbutik er endog ved at prakke os en dåse olie på (jeg græmmes). Vi ser os derfor nødsaget til at køre videre til næste storby, Skjolden, hvor det endelig lykkes os at få noget essence på. Nu går turen mod Sogndal ned langs Lusterfjord, som på begge sider er omgivet af mægtige, næsten lodrette fjeldsider.

Vi er efterhånden nået til Kaupanger ved selve hovedgrenen af Sognefjord. Herfra er det meningen, at vi skal sejle over fjorden til Refnes på den modsatte side, en strækning på et par km. Men naturligvis kommer vi lige netop for sent til færgen, idet vi undervejs taber vores bagage et par gange. Men til trøst for os begge går den næste færge om ½ time.

Vi får os bevæget op på et cafeteria, hvor vi konsumerer noget smørrebrød med en bleg the til. Vi diskuterer situationen og beslutter at indføre døgndrift, da det ellers ser sort ud med at når hjem tiden. Vi skal jo starte i skole – Leo skal starte på HF og jeg i 2. G. En drastisk og vovefuld, men nødvendig resolution. Efter vederkvægelsen shopper vi i en underliggende souvenirskrummel.

Vi befinder os på færgen ude midt i Sognefjorden. Vi forlod Kaupanger kl. 19, og i løbet af et kvarter vil vi være ovre ved Refnes. Det er begyndt at regne lidt. Dette sammen med skumringen virker fantastisk på landskabet. Bjergenes lodrette silhuetter står i fascinerende kontrast til den dæmrende himmel. Konturerne er dog noget udflydende, hvad der dog kun gør det hele en smule dystert. Vi når efterhånden over på den anden side, og herefter fortsætter vil turen i en nu silende regn mod næste sted, Lærdalsøyri.

Vi arriverer til Lærdalsøyri, hvorfra vi foretager en rekognoscering med henblik på at opspore vejen mod knudepunktet Borlaug Bru. Det lykkedes for Hermod, mens jeg diskuterer emnet med en englænder.

Det går nu helt godt. Vejret er blevet bedre, idet regnen er ophørt. Snart passerer vi Borgund stavkirke, som er en af de største og bedst bevarede i Norge. I øvrigt er landskabet fortsat ganske dystert. Vi har kørt rundt og rundt om stejle fjeldvægge, der virker truende og uhyggelige i det tilstundende mørke. Vi har desuden kørt igennem tunnel efter tunnel og mange gange er vi blevet forskrækkede, idet vi, på grund af mørket, ikke anede disses forekomst, førend vi var inde i dem. En overgang synes jeg, at vi kører i cirkel. Dette er også muligt, da vejen hele tiden snor sig ud og ind.

Vi når Borlaug Bru ved 22.30-tiden og pauserer. Vejen deler sig her i to: Den ene går til Fagernes i Valdres, mens den anden fortsætter mod Hemsedal. Den tager vi. Af vores lille rejsebeskrivelse fremgår det, at vejen efter Borlaug Bru stiger meget voldsomt op mod et sted kaldet Breistølen i ca. 1150 m’s højde. Dette stemmer også nøje overens med den kendsgerning, at vi næppe er mere ned 50 m.o.h. (Sognefjorden), og at Breistølen er ca. 10 km bort i luftlinje.

Efter at have opmuntret hinanden og konsumeret et par akvavitos, basker vi videre mod passet.  Turen går i øvrigt langs den lakserige Lærdalselv, som er en af de dyreste at fiske i i Norge (ca. 500 kroner om ugen). Snart øjner vi passet, som ligger tydeligt omgivet af fjeldvægge til begge sider. Jeg kan ud fra egne erfaringer forestille mig, hvordan min supermakkers mave har det efter synet. Jeg er sikker på, at der befinder sig et stort osmotisk tryk derinde, som virker som en supersugekraft. Og snart opdager vi, hvor det bærer hen, idet vi befinder os i den vante trædestilling, som selv kan ydmyge den mest stolte person. Det er simpelthen ulideligt. Vejen er endnu stejlere end over Sognefjeldet, og Kresjan er efterhånden så elendig, at den er begyndt at overveje et testamente. For sjov prøver jeg at forestille mig, hvordan situationen ville have behaget os, hvis den var foregået i brændende, hed sol. Men heldigvis kan jeg ikke.

Efterhånden er vi kommet et godt stykke op ad, hvad der også mærkes på temperaturen. Trods sved og tårer ser vi os nødsaget til at binde vore halstørklæder om nederste parti af ansigtet og at påtrække os vores overdimensionerede handsker. Her får Hermod sig desværre en ubehagelig overraskelse, idet han beklageligvis må konstatere, at han har efterladt sine handsker i riddersalen på Tørrild slot. I øvrigt skal det her bemærkes, at Viggo af uforklarlige grunde er kommet sig over alle sine svagheder og nu i den barske augustnat farer med fornyet energi op ad fjeldet mod passet i det for øjeblikket særdeles ulabre Hemsedalsfjeld. Af småting at nævne er der kun, at Viggo et par gange har kastet bagagen af sig (på det punkt er han uhelbredelig) og overladt den (næsten) uskyldige Hermod til at reorganiserer pakkenellikerne.

Vi er kommet til et højfjeldshotel i 1000 m’s højde – Breistølen Fjellstue. Kresjan har så godt som givet efter for lidelserne. Han kan næsten ikke mere. Jeg forsøger et operativt indgreb i gumpen og i hjertet (dvs. udstødningsrøret og tændrøret), men intet vil lykkes. Kresjan er selv klar over, at det kan ske når som helst. Han føler, at han er blevet angrebet af en snigende kræftsygdom, der langsomt, men sikkert får overtaget over hele hans organisme, der i sidste ende vil gå til grunde.

Vi spekulerer! – hvad der i øvrigt er en bekræftelse på, at vi ikke har røv i begge ender. Hvad skal vi gøre! En fristende tanke er hotellet. Lykkeligvis komme den dødtrætte Leo Hermod med en for os begge udmærket løsning. Denne kan være fremmet af det iskolde vejr. Han foreslår, at vi for en periode skifter mopeder (knallerter), og et han i kompensation får lov at bære mine adelige handsker i det pågældende tidsrum. Udmærket! Forslaget er vedtaget med overvældende majoritet (2 stemmer mod 0; stemmeprocenten er 100). Klokken er på nuværende tidspunkt ca. 02.30.

Til min store tilfredshed er det nu mig, der troner i sadlen, mens Leo lider på træhesten et halvt hundrede meter længere nede ad vejen. Men ak – hvor længe var Adam og Eva i Paradiset? Som dem begår jeg en dumhed. Jeg forstår ikke den dag i dag, hvordan jeg kunne gøre det. En mand på mit udviklingsstade! (Jeg græmmes). Men som antydet ramte skæbnen mig hårdt og brutalt endnu en gang. Som den tørstige sjæl Hermod påstår, jeg er, gør jeg holdt ved en af de utallige bjergbække og drikker, så skummet står om munden på mig. Temperaturen befinder sig åbenbart omkring frysepunktet, for lidt efter lidt må jeg til min rædsel konstatere, at mine fingerspidser delvist bliver belagt med et tyndt lag is. Altså ser vi os begge nødsaget til at bytte igen – Leo viser sin udprægede hensynsfuldhed med fuld styrke i her i denne for mig prekære situation. Dødtrætte kører og træder vi videre.

Vi når det utrolige igen -toppen. 1137 m over havets elendige overflade. Denne gang foregår det uden ceremonier, af grunde læseren selv må tænke sig til. Dog spores der en vis glæde og tilfredshed i vores respektive sjæle. Ligeledes tyder noget på, at det osmotiske tryk i det indre af Hermod er ved at falde stærkt.

Men vi har endnu langt, inden vi igen kan beskue den beboede del af Norge. Plateauet på Hemsedalsfjeld er temmelig langstrakt og fladt med en anelse fald til ca. 1100 m. Heldigvis er det ved at dæmre, og en særdeles øde og bred sæter møder vore blikke. En ny måben og betagelse midt i kampens hede. Rundt omkring på sæteren ligger små hytter, hvor det antages, at sæterhyrderne bor om sommeren. På begge sider af os rejser fjeldet sig stejlt op, helt nøgen med sne og is på toppen.

Snart får vi øje på den anden ende af passet, og et mægtigt svælg anes. Vi kan også snart begynde at skimte skovgrænsen nedenunder os. Klokken er henved 4.30, og der begynder at kommer liv i de små sæterhytter. Røgen stiger op fra skorstenen og en svag rumsteren a ……. Hvad fanden var det!! Styrtede fjeldet sammen bag mig? Eller hvad! Min nysgerrighed driver mit hoved bagud. Død og salte tudser! Hermod er forulykket! Lidt i hans iver for at komme ned i dalen kombineret med sløvhed og træthed efter mange timer på farten uden hvile og et utal af strabadser er han styrtet. Simpelthen styrtet! Heldigvis er han landet i grøften og ikke på vejen. Jeg bremser hårdt op og farer til undsætning. Men da er han, atletisk som han er, allerede opstået på alle fire. Han forklarer omhyggeligt, hvordan et klippestykke pludselig var kommet farende ud på vejen, og hvordan han af al magt forsøgte at undgå katastrofen. Men det lykkedes ikke! Til vores store gru opdager vi, at Viggos forhjul er ekset. Himmel! Kl. 4.30 om morgenen i 1100 m’s højde 800 km hjemmefra med et ekset forhjul! Lige hvad vi har brug for! Der er ikke andet for, end at vi må prøve at udbedre skaden. Dette viser sig imidlertid at være umuligt, da hjulet er bøjet i begge retninger. Vi får den dog rettet så meget ud, at Hermod kan trække med Viggo. Derefter begiver vi os mod beboede egne, Leo småluntende, jeg travende, begge godt mulede. Snart begynder det at gå nedad, og Leo prøver at bestige Viggo, med det blive desværre en fiasko. Vores eneste trøst er, at det går nedad, og at solen er kommet frem og beskinner og varmer vore mishandlede luksuslegemer.

Efterhånden når vi de længe ventede beboede egne. Vi kommer lykkevis hurtigt i snak med en super morgenfrisk olavfanatiker. Det viser sig desværre lige så hurtigt, at det eneste vi får ud af ham, er, at han ikke er i besiddelse af nogen hammer eller andet værktøj, hvad der ærgrer mig i almindelighed, Leo i særdeleshed. Han kan endvidere til vores store ubehag oplyse os om, at der er 1 mil – 10 km – til nærmeste værksted. På nuværende tidspunkt har vi gået 8 km siden uheldet.

Mossel, bask, mossel, bask, klapre, klapre ned ad fjeldet mod Tuv i Hemsedal, som byen med værkstedet hedder.

Ny ulykke! En vis herre, Hr. Hermod har tabt sit halstørklæde. En anden vis person påtager sig at forsøge at fremskaffe det på ny. Får oplyst at det er tabt inden for de sidste 10 km.

Klapre, klapre, bask, mossel, bask, mossel op ad fjeldet igen. Scotland Yard detektiven har endnu intet spor af halstørklædet. Kører længere op. Rekognoscerer igen. Konklusion: Sporløst forsvundet. Man stiller køretøjet lidt fra sig og sætter sig til at sove en stund. Scotland Yard detektiven opdager snart, at han er for udmattet til, at han kan klare den store anstrengelse, det er at forsøge at slumre ind.

Mossel, bask, mossel, bask, klapre, klapre ned ad fjeldet igen. Efterhånden når Scotland Yard detektiven sin stønnende klient og må med beklagelse meddele, at halstørklædet ikke er til at fremdrive.

Vi er efterhånden nået til en samling af huse, hvis centrum består af en kiosk. Vi beslutter at standse et øjeblik for at indtage noget føde. Dette sker i form af nogle jordbæris. Samtidig køber vi nogle prospektkort. Så vi rigtig kan mindes de heltemodige dage på Hemsedalsfjeld, når vi engang (måske) kommer hjem.

Snart fortsætter vi mod Tuv i Hemsedal. Leo starter først, idet jeg har fået øje på nogle rensdyrgevirer til rimelige priser. Efter nøje overvejelser og svære forhandlinger om prisen vælger jeg mit udkårne gevir, får det med meget møje og besvær pakket ind, og fortsætter så frem mod Leo. Dalen er på dette sted ganske snæver, men meget smuk. Solen får de nøgne fjelde til at glimte, og de kommer herved til at stå i skarp kontrast til de mørke skove længere nede af fjeldsiderne. Nede i bunden af dalen løber den traditionelle elv.

Til vores fantaniske held får vi omkring kl. 07 øje på den lille by, der skulle rumme det velsignede værksted. Her er alle folk til en forandring i fuldt vigør. Vi indfanger hurtigt et bytte, der kan oplyse os om, at vi gør klogest i først at henvende os til en sportsforretning i den anden ende af byen. Der skulle det være muligt at finde en mand, som var en skøn blanding af en altmuligmand og en fidusmager.  Vi begiver os til det oplyste sted og får fat i bemeldte mand. Han synes ikke at være fuldstændig uvidende om forvredne knallerthjul – intelligent og spekulativt tager han det skadede hjul i øjesyn.

Efter mange mislykkede kirurgiske indgreb må han desværre opgive ævret. Han vil dog forsøge at tilkalde sin far over telefonen. Denne skulle nemlig have endnu mere indsigt i slige sager. Mens vi venter, overvejer vi hvordan og hvorledes, hvis nu hjulet er uhelbredeligt. Vi kommer endog ind på den lidet smækre tanke, at Leo måske bliver nødt til at fortsætte turen pr. tog sammen med Viggo, mens vi andre to så skal fortsætte på samme måde som hidtil. Vi indser imidlertid , at en sådan løsning vil være træls og ubehageligt for os alle fire i almindelighed og for Hermods tegnebog i særdeleshed, hvorfor vi heldigvis hurtigt opgiver tanken.

Sønnens fader arriverer og går straks i gang med at undersøge problemet. Men hans sikre blik siger ham snart, at hjulet er umuligt at rette op. Han trækker opgivende på skuldrene og foreslår os at prøve værkstedet i den modsatte ende af byen. Vi takker for den megen venlighed og opsøger værkstedet. Der får vi fat i en gammel støver, som siges at have en smule forstand på at rette hjul. I første omgang er han dog ikke særlig villig, men efterhånden lykkes det os med meget omsvøb at få ham overtalt til at forsøge.

I løbet af en times tid lykkes det virkelig støveren at få rettet hjulet så meget ud, at vi kan køre med det. Så nu fortsætter vi hurtigt mod Gol. Klokken er ca. 13, og vi er helt på det rene med, at vi får travlt, idet der ikke er mindre end 230 km til Oslo. Vi regner dog med at være fremme ved 22- eller 23-tiden.

Turen forløber uden større begivenheder mod næste station, Gulsvik. Hertil er vi nået ved 18-tiden, og vi fortsætter nu langs en meget langstrakt sø, Krøderen. Desværre bliver min knallert svagere og svagere, og vi er begyndt at tvivle på, om vi når Oslo før midnat. Her bør det i øvrigt bemærkes, at Viggo under nattens strabadser har fået ødelagt sin fodbremse, så han nu blot kører med en delvist defekt håndbremse.

Henad 18.30-tiden gør vi ophold ved en tankstation i en lille by mellem Gulsvik og Hønefoss. Leo vil forsøge at få bremserne lavet, og Kresjan trænger til et hvil. Det er i øvrigt ikke første gang, at vi er standset ved en tankstation for at forhøre os om tankpasserens indsigt i knallertmekanik. Men her går det som de andre steder, idet det ikke lykkes at få Viggo sat i stand. Vi fortsætter vores videre færd mod Oslo via Hønefoss under samme konditioner som før. Vi har dog forinden fået oplyst, at der er ca. 10 mil (100 km) til Oslo og 4 mil til Hønefoss. Vi har passeret det sidste større fjeldmassiv på turen, nemlig Nordfjell (1460 m), der ligger syd for vejen. Resten af vejen er nogenlunde jævn med kun få og små stigninger, og fjeldet er ikke over 6-700 m højt.

Henad ved 22.30-tiden kommer vi igen ud for et forbasket uheld. Jeg er tilbøjelig til at mene, at det hænger sammen med Leos og Viggos tydelige søvnighed, som helt naturligt er blevet mere og mere udpræget som dagen og tiden er gået. Af helt uforklarlige grunde er jeg til gengæld blevet mere og mere vågen og frisk, som om jeg skulle have slumret de sidste 14 dage. Uheldet består i, at remmen, der holder bagagen fast på Viggo, ikke er sat korrekt på. Remmen springer derfor pludselig af, og inden Leo når at standse, sidder remmen i hjulet. Vi bander stygt og inderligt indvendigt, men ved fælles hjælp lykkes det heldigvis at få remmen fri af hjulet.

Kort efter passeres Hønefoss, og vi fortsætter mod den foreløbige endestation, Ekeberg Camping. Til en forandring får vi ca. 45 km fra Oslo en ny, ubehagelig overraskelse. Vejen begynder pludseligt at sige stejlt og at sno sig i hårnålesving. Dette har vi ikke regnet med, og vi må nu indse, at vi ikke når Ekeberg inden kl. 02.

Efter at have tabt bagagen nogle gange når vi Oslo-Drammen vejen, hvori den vej, vi befinder os på, udmunder. Nu skal skæbnen selvfølgelig igen være så forbandet ond og forvolde os nye kvaler. Idet Viggo løber betydelig hurtigere end Kresjan, er Hermod hele tiden et hårnålesving foran mig – når jeg er nået om et sving, er han allerede nået om det næste. Jeg ser ham derfor ikke, kun når han periodisk standser og venter på mig. Parentetisk skal det lige bemærkes, at Viggo var løbet tør kort forinden hårnålesvingene (han har ikke fået tanken fyldt op siden Gol), men ved hjælp af en tom pilsnerflaske har vi tanket noget af Kresjans mavesaft over i Viggos mave.

Som sagt var vi nået til Oslo-Drammen vejen, og nu skulle det ærgerlige ske, at Viggo dirigerer Leo mod Drammen i stedet for mod Oslo (jeg har siden filosoferet over problemet og mistænkt Viggo for at køre mod Drammen, fordi det gik så labert og vidunderligt ned ad den vej). Jeg kan som sagt ikke se Leo og Viggo og fortsætter ubekymret mod Oslo. Efterhånden bliver en mistanke dog vakt i mig, idet det efterhånden er et stykke tid siden, Viggo og Leo har standset for at vente på mig. Jeg tør dog ikke vende om af frygt for, at han alligevel skulle have kørt mod Oslo, og dette ville jo i så fald have skabt yderligere forvirring.

Snart begynder det at gå nedad. Jeg er trods ihærdige anstrengelser for at holde mig vågen flere gange ved at falde i søvn på knallerten. Klokken er henad 02, og jeg ser et skilt, der viser 35 km til Oslo. Jeg er ved at bande højlydt og skide det hele et stykke. Jeg er på dette tidspunkt nået ind i forstæderne og slingrende lidt frem og tilbage fortsætter jeg mod Ekeberg. Flere gange griber jeg mig selv i at halvsove. Et under at jeg ikke vælter. Heldigvis er der, på grund af tidspunktet, dog stort set ingen trafik. En overgang lykkedes det mig at komme op på fortovet, og det er med nød og næppe, at jeg undgår at vælte en natteravn af en olavfanatiker. Han bliver naturligvis både overrasket og gram i hu. I alle kryds, som bliver hyppigere og hyppigere, jo mere jeg nærmer mig centrum, smutter jeg over for rødt, da der ikke er noget trafik.

2 km til Ekeberg! Endelig lysner det! Nu mangler jeg kun det sidste nøk op ad fjeldvejen til 2-300 m’s højde. Til trods for min tilstand virker jeg straks lidt friskere. Jeg er ligeledes trods min udmattelse blevet klar over, at Viggo og Leo er kørt forkert.

EKEBERG står der på et skilt foran mig. Jeg synker sammen af glæde og udmattelse på én gang. Det er ligesom at være hjemme igen. Et skår i glæden er det dog, at Viggo og Leo ikke er nået frem, og at pladsen er lukket. Men jeg finder en lille plæne udenfor pladsen , hvor jeg kan ligge og sove. Jeg får hurtigt pakket soveposen ud og kravler i den med hele skruddet på. Klokken 4.30 ligger jeg endelig og gasser igen i min sovepose – efter 47 timers uafbrudt energiforbrug, og ……. Jeg sover allerede.

Km-tæller ved ankomst                                                                                                                               0260 km

KAPITEL 9: TORSDAG DEN 08.8 1968

Oslo – Råde                                                                                                                                                      80 km

Jeg vågner ca. kl. 9.30. Til min store forundring er jeg særdeles frisk og veloplagt – forholdene taget i betragtning. Jeg konstaterer hurtigt, at Leo ikke ligger og sover ved min side. Jeg begiver mig straks over til kiosken for det tilfældes skyld, at Leo skulle have lagt en besked. Og ganske rigtigt! I vinduet hænger der en besked fra en åbenbart dybt bekymret Hermod, der har været på campingpladsen allerede ved 08-tiden. Mærkeligt at han ikke har fået øje på mig og Kresjan. Jeg beslutter at se tiden lidt nærmere an og begiver mig på en lille shoppingtur i den nærliggende souvenirbutik. Efter diverse indkøb skriver jeg det sidste kort til familien derhjemme. Pludselig (idet jeg umiddelbart forinden har drejet hovedet 150 grader) får jeg øje på noget, der engang har været den adelige atlet Hermod, som kommer lullende på den evigt unge og sprudlende Viggo. Jeg løber dem straks i møde, og, tro mig, om I vil, han er næsten ukendelig. Hele hans fysiognomi er radikalt forandret. Han er blevet helt gusten i huden, øjnene er tunge og slørede, der har lagt sig noget tragisk over hans mund, og læberne er let sitrende. Idet han begynder at tale, opdager jeg, at også hans stemme er ændret til det næsten ukendelige.

Vi bliver naturligvis begge meget glade og oplivede af rendezvouset og begyndere straks at udveksle oplevelserne. Det viser sig, at Leo hurtigt havde opdaget Viggos fejltagelse og var kørt tilbage næsten med det samme. Nu ville skæbnen, at han skulle køre tør for benzin igen, og det gjorde ham atter rådvild- det var jo midt om natten med få/ingen døgnåbne tankstationer. Men til alt held var han på det tidspunkt nået ind til forstæderne, og han kom hurtigt i snak med en brav mand, Denne forklarede ham, at tankstationerne ikke åbnede før henad kl. 08. Dette slår den næsten ukuelige Leo sig naturligvis ikke til tåls med, og han begyndte systematisk at udse sig et godt offer. Efter at have raseret flere tankstationer lykkedes det ham endelig at få en snorksovende olavfan gjort vågen ved hjælp af en stige og et sovekammervindue med solidt glas. Da var klokken henad 07.

Leo begav sig med fyldt tank (egentlig var det Viggo, der havde fået tanken fyldt) derefter mod Ekeberg, hvortil han , som tidligere nævnt ankom ved 08-tiden. Da han ikke kunne finde mig, skrev han ovennævnte sentimentale besked. Herefter besluttede han sig for at opsøge et værksted med henblik på at få Viggos bremser fikset lidt op. Dette mislykkedes desværre, og derfor er han her igen, frustreret og (næsten) nedbrudt.

Efter gensynsglæden giver vi os til at drøfte den lidt prekære situation og lidt usikre nære fremtid. Vi kommer til det resultat, at det er om at komme afsted så hurtigt som muligt, idet vi skal nå færgen i Göteborg i morgen (327 km fra Oslo). Inden afrejsen beslutter vi at gøre et sidste forsøg på at få fodbremsen, som er den lettest tilgængelige, lavet. Mens Leo filosoferer udi problemet, opsøger jeg de forskellige danske morgenentusiaster, der befinder sig på pladsen. Min hensigt er at låne en bidetang.

Senere …….

Og sandelig siger jeg jer – det lykkedes sgu’! For en gang skyld er der lidt held i foretagendet. Begejstret løber jeg tilbage til den deprimerede Hermod. Og sandelig siger jeg jer nok en gang – han bliver ganske oplivet, eder ma’me saftme …

Senere …….

Og sandelig siger jeg jer – efter ihærdige forsøg ser vi os fanden galme nødsaget til at betragte tilfældet som uhelbredeligt!

Kl. 14 sider vi igen og vederkvæger os på vore evige følgesvende med mulen vendt mod Göteborg. Jeg kører forrest og kommer hurtigt et stykke foran. Leo er nødt til at være noget tilbageholdende på grund af de defekte bremser. Fem km fra Ekeberg standser jeg for at vente på ham. Efterhånden begynder jeg at tvivle på hans tilsynekomst, og jeg overvejer stærkt at vende om. Men i det samme kommer en støvsky til syne i horisonten, og det viser sig heldigvis at være den længe ventede Leo. Årsagen til forsinkelsen er, at han ikke mindre end to gange har tabt sin bagage på vej ned fra Ekeberg. Heldigvis stemte det gamle ordsprog om, at når nøden er størst, er hjælpen nærmest. En venlig slagter havde ved en mindre ceremoni overrakt to stk. snor til Hermod, som denne kunne bruge til sikring af bagagen. Og nu er han altså her igen. Bienvenu!

KL 15 mosler vi videre mod det forjættede Göteborg. Det bliver desværre værre og værre med Kresjan (helt ubegribeligt at han står op endnu). Vi holder efterhånden kun en gennemsnitsfart på 20 km/timen på denne ganske plane strækning. Efter Moss bliver det endnu værre – farten er nu nede på 15 km/timen, og jeg må hele tiden køre i andet gear. Henad kl. 19 opgiver jeg bandende, og vi kører ind på en BP-station i Råde, et uanseligt hul mellem Moss og Sarpsborg. Her er der heldigvis et par venlige og knallertkyndige folk, der efter en del overvejelser går i gang med en undersøgelse af Kresjan med henblik på senere operation. Alt bliver prøvet, men intet hjælper. Nyt tændrør bliv sat i, udstødningsrøret undersøgt, tænding, karburator, alt hvad tænkes kan, men intet hjælper. Den meget udmattede Leo er efterhånden ved helt at overgive sig til søvnen, lænet op ad en mur. Dette er dog heller ikke så mærkeligt, idet han ikke har sovet i 60 timer. Allerede på strækningen fra Oslo og hertil har han været ved at overgive sig til søvnens sødme. Dette kunne bl.a. ses af hans lettere slingren og et par trut fra forbipasserende biler. Jeg prøver at afhjælpe krisen ved at tilbyde en cigaret, som også bliver modtaget. Men snart viser det sig, at denne form for styrkelse ikke er tilstrækkelig effektiv i dette grelle tilfælde. Det ender nemlig hurtigt med, at Hermod taber cigaretten, og nu begynder han gradvist at synke ned i siddende stilling halvt sovende, halvt vågen.

Henad 22.30-tiden opgiver vi endeligt reparationen af Kresjan og beslutter at stille begge knallerter ind i en garage. Mens jeg trakterer de hjælpsomme nordmænd med cigaretter, får jeg til min store tilfredsstillelse at vide, at der 50 m henne ad vejen bor en knallertspecialist, som skulle være manden, der kunne fjerne ondet hos Kresjan. Vi får endvidere lov til at rejse vores telt i den til tankstationen hørende lille park. Jeg takker naturligvis hjerteligt, som det tilfredse menneske jeg er og får vækket Hermod. Han nikker samtykkende til min plan om overnatning her og udtrykker sin taknemmelighed med et 60 timer gammelt og søvnigt gylp. Vi indser dog hurtigt, at vi er ude af stand til at rejse teltet på nuværende tidspunkt, og derfor beslutter vi på en improviseret generalforsamling at sove i det fri i vores soveposer. Kl. 23 går vi så i gang med at lette trykket fra de godt lagrede fis – stor vederkvægelse.

Km-tæller ved ankomst                                                                                                                               0340 km

KAPITEL 10: FREDAG DEN 09.8 1968

Råde – Göteborg                                                                                                                                             250 km

Man vågner henad 07 nogenlunde frisk. Jeg kigger over til makker, som forståeligt nok ikke er vågnet endnu. Jeg får mig moslet ud af fiseposen og vakler hen mod min stærkt deprimerede følgesvend, Kresjan. Efter gensynet begiver vi os begge over mod værkstedet, hvor flere allerede venter på den endnu ikke ankomne mekaniker. Denne arriverer henad 7.30 og går straks i gang med at udføre dagens gode gerning, dvs. inspicere min knallert. Først ser han noget betænkelig ud, men efter en del overvejelser går han i lag med ondet. Ondet viser sig at bestå i en forstoppelse helt oppe i cylinderen. Infektionen er dog ikke svær, og efter ca. 10 min er operationen overstået. Kresjan føler sig nu 10.000 km yngre. Jeg betaler gladeligt den labre pris á kr. 5 og begiver mig herefter straks over for at vække Hermod.

Efter at glæden over operationens heldige udfald har lagt sig, beslutter vi at hygiejne os og at få noget i skrutten. Vi køber sodavander i en tilstødende kiosk og giver os i kamp med nogle sardiner-i-tomat madder.

Henad 10.30 begiver vi os mod Göteborg, hvortil der er ca. 250 km. Forinden har vi undersøgt færgeplanen og konstateret, at ”Sessan” først afgår kl. 23, dvs. at vi har ca. 12 timer til turen, og dette skulle være rigeligt. Snart ankommer vi til Sarpsborg og her opsøger vi et posthus med henblik på at få besørget de sidste forsendelser. Derefter fortsætter vi videre mod grænsen ved Svinesund, hvor vi har besluttet at pausere. Hertil ankommer vi dog lidt senere end beregnet, idet Viggo tilsyneladende er begyndt at gøre nykker af samme art som Kresjans. Den nære fremtid beskues med bange anelser.

Efter at have gjort de sidste indkøb og dineret for sidste gang i Norge fortsætter vi. Turen forløber uden særlige begivenheder til Tanumshede, hvor vi vil forsøge at fremkalde den herlige fornemmelse, det er at have pilsnere mellem hænderne igen.

Fise, fjumse, gople, gople, baske videre ned mod Göteborg. Ca. 60 km nord for Göteborg standser vi for at dinere for sidste gang inden båden. Kl. er ca. 19. Turen hertil har været ret så begivenhedsløs. Blot skal det nævnes, at vi endnu engang væmmedes ved det usobre navn Rabbalshede, og at Viggo kørte forkert i Udevalla. Viggo bliver desværre værre for hver kilometer og holder nu kun en gennemsnitsfart på 20-25 km/timen. Alligevel er humøret højt. Fire timer til færgens afgang og kun 60 km til Göteborg. Det kan umuligt fejle.

Vi har besluttet at lave blomkålssuppe, og dertil må vi skaffe noget H₂O i flydende form. Et par hundrede meter borte øjner mit skarpe blik en landbrugsejendom. Der må være vand, udtænker jeg ved hjælp af min skarpe hjerne – og ganske rigtigt. Et par venlige gamle besseforældre fylder med glæde min medbragte gryde med det klareste kildevand, som jeg har set de sidste to timer. Veltilpas slaprer jeg tilbage mod udgangspunktet til den stærkt hungrende Leo, der straks ved synet af mig begynder at slikke sig om mulen. Hurtigt får vi frembragt noget brugbart gas og snart står suppen og slubrer nok så fornøjeligt i takt med vores stigende utålmodighed. Jeg tager mig naturligvis af serveringen, så suppen ikke bliver spildt som på hin uforglemmelige aften i Vinstra. Til vores store ærgrelse viser det sig, at det otte dage gamle franskbrød er blevet helt grøn af mug (højlydt banden). Den uforlignelige Leo tager alligevel et stykke og gumler nok så fornøjeligt løs og frister mig til at gøre det samme, men jeg afstår alligevel til sidst.

Ved 20-tiden stater vi sidste etape. Vi har tre timer til turen og er stadig helt sikre på udfaldet. Det skulle dog vise sig at bliver noget mere nervepirrende end forventet. Vi holder nu omkring 20 km/timen i gennemsnit. Jeg begynder allerede efter en times kørsel at mærke den onde skæbnes blik hvilende på min ryg. Den vil ikke forlade mine tanker. Den er åbenbart blevet surret fast med et mammutgreb. Jeg ser for mig et forvredent forhjul, der bliver levende og viser sig at være en frygtelig giftslange. En vandrende nærmer sig. Han kommer nærmere, smilende og gestikulerende. Pludselig forvrænges smilet til et gabende brøl, gestussene bliver til vilde og truende fagter, øjnene bliver blodskudte, håret rejser sig langsomt. Han er nu kun få meter fra mig, nu næsten helt henne, han griber fat iiii …. Hjælp, hjæææælp ……. åååhhhh!

Tilbage til virkeligheden. Leo kører heldigvis stadig foran mig. Jeg er ved at komme mig over mareridtet og begynder så småt at bande over, hvor fanden den satans Kungälv (byen umiddelbart før Göteborg) bliver af? Hvad er meningen! Jeg kigger fremad for at få øje på lyset i Kungälv. Dette er imidlertid næsten umuligt på grund af den uendelig strøm af biler i begge retninger. Endelig henad 22-tiden arriverer vi til Kungälv. Nu begynder turen på den elendige vej ved siden af motorvejen. Jeg overser desværre det anvisende skilt og bander over, at Leo igen har kørt forkert. Jeg kommer dog hurtigt ned i kælderen – det er jo mig, der er kørt forkert. Leo viser mig varsomt det af mig oversete skilt.

Klokken er nu 22.50, og vi er i udkanten af Göteborg. Men hvordan finde vej? I dette virvar af skilte og veje, der krydser hinanden i en uendelighed. Hvilken retning? Hvor langt? Han sig förvilder, driller ibland! Vi spørger en tankpasser, og denne kan til vores forhutlede ærgrelse meddele os, at færgehavnen befinder sig i den modsatte ende af byen. Oveni det hele viser det sig, at vejen er temmelig indviklet og ca. fem km lang. Vi ser på hinanden og er begge klar over, at det er for sent, men alligevel, håbende på miraklet, stormer vi videre mod målet med 20 km/timen.

Præcis kl. 23.10 ankommer vi til havnen og må med dyb beklagelse konstatere, at færgen er sejlet (indvendig sagte banden). Hold kæft, James. Det er helt til hundehullet! Alletiders fallit! Supertrætte og opgivende indkalder vi til generalforsamling, idet vi beder om, at alle møder op. Dagsorden: Hvad nu? Efter en kort parlamentering bliver det enstemmigt vedtaget at finde en eller anden infam park i denne endnu mere infame by, hvor vi kan hvile vore luksuslegemer.

Ca. kl. 24 observerer vi begge på én gang i det fjerne en velegnet park. Vi er efterhånden vant til turen, og det varer ikke længe, inden vi ligger og (s)lumrer. Inden beslutter vi dog at stå op kl. 05. Vi ska’ fa’me ikke komme for sent en gang til!

Km-tæller ved ankomst                                                                                                                               0590 km

KAPITEL 11: LØRDAG DEN 10.8 1968

Göteborg – Tørrild/Vandel                                                                                                                         260 km

Kl. 06.50 præcis befinder vi os på båden, der skal afgå mod Frederikshavn kl. 07. Vi var som aftalt opstået kl. 05, og begav os straks på vej til færgen, hvortil vi nåede efter en del spørgen og køren rundt.

Vi baner os vej op til restauranten, hvor vi vil tilbringe den godt 3½ timer lange sejlads over Kattegat. Vores første handling er dog at smukkesere os ved hjælp af lidt vand og sæbe. Vi ser efterhånden rædderlige ud: Møghamrende beskidte i ansigt og på hænder, uredt og super sammenfiltret hår befinder sig øverst oppe på vore hoveder.

Efter rengøringen sætter vi os igen ind i restauranten, hvor vi snart får selskab af et par göteborgensere. Forinden havde Leos store gavmildhed overvældet ham, og han havde trakteret med kaffe og franskbrød. Vederkvægelse! Vores hyggepar fra Göteborg viser sig snart at være meget åbenhjertige. Parret består af en 30-35 årig frederikshavnerkarl og et noget ældre (i hvert fald af udseende) hunligt rivejern af en göteborgenser. Frederikshavnerfyren begynder snart at plapre løs om, hvor mange bajere han kan drikke, og hvor tit han gør det. Ligeledes fortæller han, at han bor i Göteborg, og at han og rivejernet ikke er gift, at han tjener 50.000 kroner om året osv. osv. I dagens anledning køber han fire stk. pilsnere, hvoraf vi til vores store velbehag konsumerer halvdelen.

Efterhånden som vores hyggefar får skyllet en 4-5 pilsnere ned, stiger stemningen, og han begynder at fotografere os op til flere gange, idet han lover at sende eksemplarer til hver af os (hvad vi begge stærkt betvivler).

Klokken nærmer sig nu 10.30, og vi begynder at gøre klar til landgangen, som vi har set frem til de sidste par døgn med stor forventninger. Humøret er steget et par grader, vi begynder at sitre af spænding og føler os som et par fortabte sønner, der har fået hjemstavnen i sigte.

Oh la, la ….. glædesfyldte indånder vi igen fædrelandets friske dufte og fryder os over igen at betræde Danmarks vidunderlige jord. Det utrolige, det mirakuløse er indtruffet – vi har nået Frederikshavn.

Snart vender vi snuden mod syd for at fuldføre turens sidste etape, som vi trods glæden over at have nået Danmark gruer lidt for- der er 250 km.

Ved Sæby er jeg så heldig at tabe det yderste af mit udstødningsrør. Efter flere mislykkede reparationer beslutter jeg at pille lydpotten ud og køre hjem uden. Turen videre mod Viborg forløber ret begivenhedsløst. Nævnes skal det dog lige, at et kortvarigt, tilsigtet ophold i Støvring udviklede sig til et sandt pølseorgie.

Et stykke syd for Viborg beslutter vi at gøre den sidste pause på en rasteplads. Desuden beslutter vi at dele os i to grupper i HjøllundJeg skal jo til Vandet og Leo til Tørrild. Vi er faktisk blevet smøgetrængende, og til alt held befinder der sig på rastepladsen foruden os en venlig familiefar, der overrækker os hver et stk. cigar til fri afbenyttelse. Skønt!

Afskeden er selvfølgelig dybt bevægende fra begge parters side og skal ikke beskrives nærmere. Ved Hjøllund drejer jeg af mod Gludsted, mens Hermod fortsætter ligeud mod Nr. Snede. Jeg mander mig selv op og beslutter at tage den resterende del af etapen i ét stræk. I Ejstrup kniber det med orienteringen, og jeg ser mig nødsaget til at spørge om vej. Jeg anholder en traktorfører og anmoder om en forklaring på, hvorfor vejen ikke fører lige til Vandel. ”Mja, ser De …”, kommer det forklarende  fra traktorbetvingeren. ”De skal bare plapre, plapre …..” Til min store forundring bliver jeg trods betvingerens mange udsvævelser efterhånden klar over, hvordan vejen forløber til Vandel. Jeg takker naturligvis mange gange og fortsætter skyndsomt mod Thyregod. I Farre taber jeg til min store begejstring hele bagagen. Inden jeg kan fortsætte, må jeg pakke om.

For at gøre en lang historie kort: KL. 22.30 befinder jeg mig på min faders ejendom. Leo arriverer til Tørrild kl. 02, idet han har arrangeret op til pauser på den sidste strækning.

Km-tæller ved ankomst                                                                                                        0850 km

Hele turens længde:                                                                                                             2.197 km

Antal rejsedage                                                                                                                      12 dage

Antal km i gennemsnit pr. dag                                                                                           183 km

Her slutter sagaen om globetrotternes første eventyrlige rejse til Norges Fjeldverden.

GLOBETROTTERNES ANDEN EVENTYRLIGE REJSE

En dramatiseret knallerttur til Norges (og Sveriges) fjeldverden juli 1969

Af

Peter K. A. Jensen med signifikant bistand fra Leo H. Pedersen og Jørn Johansen

(Alle 18 vintre gamle)

PRÆLUDIUM

Mja, – så er vi eder ma’me på’n igen. Vi farer igen frejdige og friske på vores udhvilede mopedder mod det kolde og barske Nord. Men lad mig hellere begynde fra begyndelsen.

Efterhånden som efteråret 1968 skred frem var Hermod og jeg efterhånden kommet os over de ulidelige strabadser fra sommerens ”ferietur”. Vi var begyndt at tale normalt igen, vi kunne efterhånden begynde at gå lige og tåle at se en knallert igen. Ind under jul var vi endog begyndt at smile ad de stærke situationer, vi havde befundet os i hin uforglemmelige sommer. Efter 1. februar var vi begyndt at grine højt …… Og efter den tid begyndte det utrolige at ske. Det begyndte langsomt at gære inde i os, mavesaftproduktionen (og ikke adrenalinproduktionen) stimuleredes, når vi hørte ord som knallerttur, ferie, Norge, fjeld, osv. Vi vidste kort tid efter, hvad der var galt, og inden længe indledtes nye forhandlinger om en eventuel ny tur til ”Fjälla”.  I første omgang nåede vi dog kun at vedtage en resolution om, at staben burde udvides med et medlem. Efter korte, orienterende forhandlinger faldt valget på Hr. Overgymnasieelev dr. Knald, Fodringspræsident og næstformand for Direktionen på Nørup Gård, Jens Jørn Peter Scavenius von Rosenkrantz und Johansen med Flidderfladder fra fristaden og republikken Nørup.

Veteranernes (yderligere kommentarer unødvendige; dog skal det nævnes, at veteranerne største kvaliteter, at de begge er særdeles erfarne udi knallertture til den norske fjeldverden (nogle gang blot omtalt som ”fjälla”) største problem var, om det nyligt optagede element havde fysisk styrke og nok erfaring til at kunne gennemføre de forventede rædsels-situationer. Efter lange og grundige overvejelser kom veteranerne dog til det standpunkt, at man kunne anse det for sundhedsmæssigt forsvarligt at medtage det nye medlem. Den økonomiske og materielle side af sagen regnede vi i dette tilfælde for 100% i orden. Til det nye medlem Hr. Overgymnasieelev, dr. Knald, Fodringspræsident og næstformand for Direktionen på Nørupgård, Jens Jørn Peter Scavenius von Rosenkrantz und Johansen med flidder fladder’s store tilfredsstillelse overrakte veteranerne ham så med ro i sjælen tilladelsen til at påbegynde forberedelserne til den forestående sommertur.

Resten af foråret gik med forberedelser, korte, orienterende møder og samtaler, økonomiske betragtninger, planlægning af rute og tidspunkt, drøftelser med Overøvrigheden om muligheden for økonomisk bistand i form af stipendier og legater osv. osv.

Henad slutningen på forsommeren, nærmere betegnet juni måned 1969, stod det altafgørende møde. Dette fandt sted en dejlig lun aften hos Hermod på Tørrild slot. Det var tre dybt alvorlige personer, der nu påbegyndte de afgørende drøftelser.

Forud var gået store forberedelser, grundig planlægning, utallige samtaler med Overøvrigheden. Alt var klappet, som det skulle, og nu måtte det helst ikke gå galt i sidste øjeblik.

Efterhånden som mødet skred frem, blev det dog åbenbart, at man faktisk var enige i langt de fleste ting. Ruten som havde været undertegnedes opgave at planlægge, blev vedtaget med overvældende majoritet, mængden af bagage og proviant var man også enige om. Endvidere blev det besluttet at anskaffe færgebilletter gennem DSB’s rejsebureau i Vejle. Den økonomiske side af sagen måtte man selv råde over, det nye medlem skulle fremmane en trækasse, som skulle fæstnes på sammes moped. Mopeder havde vi alle, dvs. Hermod kunne låne sin lillebrors, mens vi andre to med faderlig stolthed beundrede vores egne i fjerne tanker. Tidspunktet blev fastlagt til søndag den 6. juli 1969 kl. ca. 9:30 fra Tørrild slot. Herfra skulle snuden vendes mod Grenå, hvorfra Europafärjen ville bringe os til Varberg i Sverige. Fra Varberg skulle vi fortsætte ad ruten Göteborg – Trollhättan – Karlstad – Malung – Idre – Femundsenden – Hjerting – Dombås – Åndalsnes – Trollstigen – Geiranger –Otta –Oslo – Göteborg – Varberg – Grenå – Tørrild slot. Med lettede hjerter og befriet åndedræt forlod vi alle tre det alvorlige møde.

Næste fase foregik lørdag den 5. juli om aftenen. Jeg skulle hjælpe Det nye Medlem med at pakke mopeden (jeg var jo efterhånden en mand med en del erfaring udi slige sager således som det var tilfældet med den anden veteran, Hermod. På dette tidspunkt var billetterne fremskaffet, proviant var købt, trækasse fremmanet og samtlige deltagende mopedder var i fineste form. Første del af aftenen gik med at bringe Det nye Medlems økonomi i orden og at hente 2 stk. cykeltasker hos veteranen på Tørrild slot. 2. del af aftenen gik med at pakke Det nye Medlems moped og at informere moderen til Det nye Medlem om, hvad sidstnævnte skulle medbringe af tøj, toiletartikler o. lign. 3. del af aftenen indledtes med nedsvælgelse af et stk. pilsner pro persona og afsluttedes med kaffebord og fællessang.

Peter Kjestrup Axel Jensen
Vandel 1968

ACTEURS I TREDJE TUR TIL ”FJÄLLA”:

1.	Leo Hermod Pedersen:	HF–kursist og greve af Tørrild slot. Veteran fra sidste år. Yderligere omtale må formodes overflødigt
2.	Peter K. A. Jensen:	Overgymnasieelev. I fritiden underkuet elektrikerafkom. Veteran fra sidste år. Yderligere omtale må formodes overflødigt.
3.	Det nye medlem:	Alias Hr. Overgymnasieelev, dr. knald. Fodringspræsident og næstformand for direktionen på Nørupgård, Jens Jørn Peter Scavenius von Rosenkrantz und Johansen med flidderfladder. Hjemmehørende i fristaden og republikken Nørup. Hans øvrige kvaliteter vil fremgå af omstående.
4.	Tre stk. mopeder:	Behøver ingen nærmere omtale.

KAPITEL 1: SØNDAG DEN 06.7. 1969

Vandel/Tørrild slot – Varberg                                                                                                                     166 km

Hejhå, hejhå, på lokum vil vi gå!  Jahuuuu, grog, fis, knald, fnadder, bajere !! En vidunderlig stemning hersker, da veteranen bosiddende udi Vandel okser mod fristaden Nørup på den egoistiske Kresjan. I det salige Nørup, skal vort nye medlem tilslutte sig troppen (dvs. undertegnede), hvorefter vi i fællesskab skal invadere Tørrild slot, hvor vi ved, der venter os et komfortabelt frokostbord.

På Tørrild slot træffer vi den anden ukuelige veteran, Hermod. Han er i færd med at pakke sine ting sammen. Ude på slotspladsen står den berømmelige Viggos afløser, Grog. (Som en parentetisk bemærkning bør det nævnes, at vi ikke nåede at døbe Det nye Medlems knallert inden afrejsen. Hvad der senere på turen er blevet bestemt, er desværre gået i glemmebogen. Lad os derfor for egen regning døbe mopeden Jacob; det hedder de fleste papegøjer jo. (Selve den legemlige dåbshandling besørgede Det nye Medlem selv om aftenen på sin egen specielle måde, se endelig videre nedenfor.) Mens disse interessante betragtninger er gjort, viser det sig sandelig at Hermod har fået pakket sine remedier sammen. (Som en parentetisk bemærkning bør det på dette her sted nævnes, at De – kære læser – senere i beskrivelsen vil møde visse fortræffelige synonymer for henholdsvis undertegnede og Hermod. Disse ere som følger:  Hermod vil gå under betegnelsen 1. veteran, undertegnede under pseudonymet 2. veteran. Ordenen har intet med kvalifikationerne at gøre; disse må anses identiske for begge.

Smask, fis, nasse, gumle, vederkvægelse!  Vi svælger ved frokostbordet! Under forestillingen bliver vi afbrudt af en person, der er 50% skyldig i 1. veterans eksistens. Han spørger med usikker og skælvende stemme, om vi nu også alle tre er klar over, hvilke ere betegnelserne for det afsindige svage køn i henholdsvis Sverige og Norge. Vi skulle jo nødig komme i bekneb. Vedkommende bliver dog hurtigt 100% overbevist om, at sagen i den henseende er i orden, idet nemlig vores intelligente, nye, håbefulde medlem straks rejser sig og med mad i munden udbryder: ” Ifølge § 15 stk. 9 afsnit 3 af henholdsvis den svenske og den norske lovgivning fremgår det med al tydelighed, hvilke disse betegnelser ere. Piger (synonym for det afsindig svage køn) går i Sverige under betegnelsen flickor: F L IC K O R; i Norge er betegnelsen genter. G E N T E R.” Det nye medlem sætter sig. 1. veterans overøvrighed ræber i tilfredshed.

Klokken nærmer sig det for afgangen afsatte tidspunkt: 9:30 Mean European Time. Opbruddet står for døren. Tilbage er kun pålæsning af Grog.

Da det ikke blev nævnt i indledningen, vil det her være passende at give en kort beskrivelse af de tre overudhvilede mopeder. 2. veterans moped formodes allerede at være kendt fra første eventyrlige rejse i 1968. Derfor ingen nærmere omtale. 1. veterans nyerhvervelse er en stor østrigsk PUCH. Bomstærk, noget elefantagtigt er der over den. Det nye medlems moped er en borgerlig I.C.M. Driftssikker, og i det hele taget respektabel at se til.

Afgangens time er indtruffet; timeglasset er tømt; starten går! Hjælp! For fanden, tyren stejler! Hvilken start! Grog opfører sig som en utæmmet pubertetshingst. Alle stirrer rædselsslagne; 1. veteran kæmper desperat. For et øjeblik har han vendt tankerne bort fra pilsnere.

Vi befinder os på den dødssyge vej mellem Tørrild slot og Horsens. Det er meningen, at vi skal følge biveje op til Horsens, hvorefter vi skal fortsætte ad hovedvej 10 til Århus. Starten forløb godt bortset fra det lille uheld, der er omtalt ovenfor. Turen foregår uden nævneværdige begivenheder til Horsens (bortset fra at det nye Medlem undervejs har trakteret med Brugsens bananer).

Henad 13- tiden arriverer vi til Århus. Herefter skal vi følge hovedvej 15 til Grenå over Rønde. Vi finder uden besvær den ønskede vej og fortsætter selvsikre mod Djursland. Europafärjen afgår først kl. 18, så vi har god tid. Derfor tager vi godt for os af posen med hvilepauser, hvorunder vi livligt diskuterer og kommenterer aftenens store program. Færgeturen tager 4 ½ time, dvs. vi er i Varberg ca. 22:30. I Varberg skal vi hvile vore trætte legemer på den lokale campingplads. Under selve færgeturen er det meningen, at vi skal nyde et par af Europafärjens specialiteter, hvad vi naturligvis ser frem til med glubende appetit.

Henad kl. 15 får vi Grenå i sigte. Almindelig tilfredshed kendetegner alle seks. Dagens foreløbige mål er nået. Ca. kl. 16 ankommer vi til Grenå Havn, som ligger 3 km øst for Grenå by. Vi finder nogle for vore mopedder egnede parkeringspladser, hvorefter vi går ind og inspicerer det lille, hyggelige billetkontor. Her nedsætter vi os i nogle dybe lænestole og tænder vores skorstene.

Efter at meditationen er overstået, beslutter vi at undersøge om flækken skulle indeholde et egnet værtshus. Efter megen leden og skraben finder vi et cafeteria-agtigt sted, hvor man kan få eksemplariske sodavander. En pseudo-oase! Til stor moro for os alle nedsvælger vi hver en eksemplarisk sodavand, hvorefter vi begiver os afsted med gift i tarmkanalen.

Lige med ét sker miraklet! Vi er vågnet! Lige over for vores intelligente næser ligger alletiders lille nam-nam kro. Skide hyggeligt! Skønt! Med faste, selvsikre skridt invaderer vi værtshuset, hvor vi straks går i lag med hver sin guddommelige pilsner. Vederkvægelse!

Sig nærmer tiden, da vi må væk. Dvs. klokken nærmer sig 18. Tidspunktet for Europafärjens afgang. Vi står alle seks forventningsfulde i kø for at komme ombord. Glæden er naturligvis stor, da det lykkes, og vi kan begive os op og inspicere faciliteterne – og specialiteterne.

Det dirrer i os alle. For udenforstående kan det se ganske uhyggeligt og faretruende ud. Vi føler os som salige, da vi entrer baren, vi føler os frelste fra den timelige, materialistiske og syndefulde jord, hensat i den funklende evighed.  Det nye Medlem ser bajere, whiskyer, rombabser alle steder, hvorhen han end vender sit jomfrunalske blik. 1. og 2. veteran øjner med det samme chancen for at få en siddeplads, idet vore skarpe blikke har indfanget 2 stk. lænestole primi gradi. Mens Det nye Medlem fortsætter med sine pilsnerdrømmerier, okser veteranerne hver deres bagdel ned i de dertil indrettede lænestole.

Efterhånden kommer Det nye Medlem sig af fortabelsen og begynder straks derefter at undersøge muligheden for at kunne erobre en tilsvarende siddemaskine.  Han går systematisk frem, tager én række ad gangen og spørger de i rækken siddende abemennesker, om de eventuelt har en siddemaskine i overskud. Til veteranernes overraskelse lykke det også overabemennesket (Dvs. Det nye Medlem) efter nogen spørgen og ukristelig banden at fremmane en lænestol. Med infantil henrykkelse kommer han hen til det af veteranerne omkransede bord og sætter sig, alt imens han ser sit snit til at åbne ventilen med gammel luft! AAHHHH!

Efter en kort votering bliver det med 3 stemmer mod 0 vedtaget at hente 3 stk. guldbørger med efterfølgende nedsvælgelse og fællessang. Det bør på dette sted lige nævnes, at selskabet foruden globetrotterne består af to stk. midaldrende, agtværdige svenske damer fra det Stockholmske skærgårdsmiljø.

Pause (dvs. nedsvælgelse!)

Vi er klar til næste ombæring. Denne består af en dobbeltwhisky med isterninger (ca. 6 kr. pr. stk.). Skønt! En virkelig udsøgt delikatesse! ”Smadderbilligt!” istemmer Det nye Medlem. Vi er efterhånden ved at komme i stemning og indleder en samtale med de agtværdige svenske damer. Disse viser sig at være særdeles acceptable diskussionsdeltagere – og meget snakkesalige, Vi kommer ind på et meget bredt spektrum af diskussionsemner lige fra Oluf Palme til bajere. Vi diskuterer globetrotternes forestående ferie, og ruten vinder stort bifald. Det nye medlem har efterhånden bemægtiget sig et noget ejendommeligt ansigtsudtryk. Dette er svært at beskrive, men så meget kan siges, at det består af flere komponenter iblandet infantilisme, åndsvaghed, taknemmelighed (over den store rigdom af diverse spirituosa?) m.m.

Junior (nyt synonym for Det nye Medlem) brillerer med nogle upolitiske slagord overfor svenskehunnerne hvilke i øvrigt udtales på et sprog, som bedst kan beskrives ved en blanding af søndersvensk og mundvand: ”I Danmark har man en slags mundheld, der siger noget i retning af: De kjære nordmænd, de venliga dansken och de allerhelvedans svenskan.” Dette er naturligvis til stor moro for forsamlingen, og alle istemmer en bragende latter iblandet ræb og fis.

Et par gulddrenge senere ……

Vi er efterhånden ved at komme over på den muntre side af rækværket. Det nye Medlems ansigtsudtryk er blevet endnu mere ejendommeligt. Veteranernes sanser er ved at blive sløvede, og de opdager derfor ikke, at Junior er ved at komme i karambolage med nogle, efter Juniors mening svenske grønskollinger, som han fand’me nok kan okse i jorden uden større besvær (især efter at han har fået nogle pilsnere). ”Grønskollingerne” viser sig dog heldigvis at være mere fornuftige, end hvad man kunne dømme efter deres udseende, og Det nye Medlem falder efter en lang disputeren efterhånden til ro.

Vi indtager en dobbelt rom med sugerør! Dagens tolver! – er vi alle enige om. Lige med ét indfanger vore blikke et svensk mirakel af et pigebarn. Underet svanser jomfrunalsk forbi bordet med vore skarpe røntgenblikke hvilende konstant på sig. Vi er alle enige med os selv om, at hun er et vidunder, en åbenbaring, Evas genopstandelse. Bvad’r og lagkage Jacob! De intellektuelle (dvs. de indeklemte) maser på af bare spænding og ophidselse. Gosh! Som ventet begynder at det dirre i Det nye Medlem. Musklerne spændes, hormonerne vælter frem, han ser sit snit til at slippe et par intellektuelle ud ad bagdøren i forvirringen, rejser sig derefter tryllebundet; tager nu et par skridt i retning mod underet- og endnu et – et til og ser sig pludselig henne ved underets bord. Under processen har han tilkæmpet sig et hidtil uanet mod og kraft, og det rører ham ikke det fjerneste, at underets fortræffelige havgasse af en moder, også sidder ved bordet. Det nye Medlem indleder med et par bemærkninger om, hvor fortræffeligt underet ser ud, og hvor afsindig godt han synes om hendes kvalifikationer. Havgassen har taget den skrappe maske på og hopper i takt til Det nye Medlems frækkere og frækkere tilnærmelser. Underet viser sig at være ret så følelsesbehersket – og til Det nye Medlems ærgrelse – ædru, hvad man kun kan gætte skyldes overøvrighedens tilstedeværelse.

Det hele får dog en brat ende, idet faderen til underet pludselig viser sig på arenaen. Det nye Medlem får af en eller anden grund pludselig travlt, rejser sig så godt han nu er i stand til og skynder sig bort. Derefter er vi alle tre samlet igen. Under denne forestilling har veteranerne fået videreført diskussionen med de nu kaffeslabrende svenske hunkønsvæsner. Desuden kan det nævnes, at veteranerne har nedsvælget endnu en rom med sugerør.

Klokken er efterhånden blevet henad 21:30. Veteranernes sløvede tilstand er skyld i, at de ikke opdager, at Det nye Medlem pludselig forsvinder igen. 2. veteran tilbyder uden indsigt i hvad der sker, damerne på rigtige menneskebajere. Damerne viser naturligvis nogen tilbageholdenhed, som sig hør og bør for slige agtværdige væsner, men indvilliger dog i at modtage 1 stk. pilsner til deling.

Sagen bliver så bragt i orden og alt har igen et idyllisk skær over sig.

Pludselig begynder tidligere uerkendte kræfter at arbejde indeni 2. veteran. Jeg fatter hurtigt, hvad der er galt, men vil i begyndelsen ikke indrømme noget.

Man skal jo holde på værdigheden. Efterhånden bliver kræfterne dog så voldsomme, at jeg må forlade det gode selskab efter først at have meddelt Hermod, hvad der er i vejen. Han nikker forståeligt og ræber en gulddreng i sig. Jeg finder hurtigt det lokale toilet og ser straks ved ankomsten, at det ikke er første gang i aften, at det er anvendt til dette formål. Jeg træder ind på et uoptaget sted, sætter mig ned og begynder straks med stor ivrighed at ofre til den kære Ulrik. 2. veteran har det ad H … til – ræber, bander, spytter, rammer syrebeholderne, bander en gang til, ofrer højlydt, læsper af og til. Det hele står på en halv times tid. 1. veteran inspicerer slagmarken midt i det hele, nikker og forsvinder uden overflødige kommentarer. Da den halve time er gået, føler jeg mig straks meget bedre tilpas, ser lysere på tilværelsen, smiler en overgang; kort sagt; Jeg føler, at jeg har en vidunderlig stor brandert på. Alletiders!

Jeg mænger mig i selskabet igen til Leos store velbehag. Straks begynder jeg at komme med de mest snedigt udtænkte undskyldninger for, hvorfor jeg en overgang så mig nødsaget til at forlade godtfolket. Damerne liver også op ved gensynet, og vi fortsætter diskussionen.

Henad 22.15 – tiden opdager Hermod med ét, at Det nye Medlem er forsvundet. Da der kun er et kvarters tid, til vi er i land, overmander vi os til at hæve mødet og begynde detektivarbejdet. Vi er heldigvis begge i besiddelse af så store bjørne, at der ikke går panik i os. I stedet begynder vi systematisk at undersøge färjen fra ende til anden. Som et naturligt udgangspunkt vælger vi baren; og da dette ikke giver resultat, begynder vi at undersøge samtlige på färjen tilstedeværende kvindemennesker, om de eventuelt er blevet voldtaget af en fuld dansker med megen erfaring udi slige sager. Dette giver til vores store overraskelse heller intet resultat, og vi står nu rådvilde. Vi diskuterer et øjeblik muligheden for at finde ham hos det kvindelige personale, men afslår det dog som en mulighed taget Det nye Medlems formodede tilstand i betragtning. I dette øjeblik erfarer vi, at Europafärjen har lagt til land. Vi beslutter derfor straks at gå i gang med at undersøge dækket.

Til vores store overraskelse finder vi her ude på det iskolde dæk Det nye Medlem liggende på en bænk, halvt bevidstløs, halvt vågen. På gulvet ligger en større pøs bestående af koncentreret bræk.  Hermod og jeg står og betragter fænomenet med blandede følelser. Vi bliver dog hurtigt enige om, at tage sagen fra den humoristiske side og se at få stablet junior på sine flade fæddere. Dette foregår til stor jubel og moro for vore omgivelser. En spørger på søndersvensk: ”Är honom full? ” Ja, fandeme er han fuld svarer veteranerne bekræftende under stor grin og latter. (Det nye Medlem indtager dog i dette tilfælde en anden holdning).

På spørgsmålet om, hvordan han befinder sig, svarer Det nye Medlem: ” Ad helvede til – Jeg vil blive på färjen. Ræb! ” Stor grin og skæg igen.

Det lykkes efterhånden at få Det nye Medlem ned på bildækket, hvor et nyt problem opstår. Hvordan skal vi få Det nye Medlem ned på campingpladsen (som vi for øvrigt endnu ikke aner hvor ligger)? Vi grunder og spekulerer, mens vi prøver at få lidt liv i Det nye Medlem. Denne reagerer kun sløvt på tiltale, og veteranerne erfarer, at han umuligt selv kan komme til campingpladsen. Färjen er nu næsten tømt for biler. Hermod og jeg står et øjeblik rådvilde, men beslutter at få os okset ud af färjen. Vi inspicerer mopederne, som er i superform. Pludselig sker miraklet endnu engang. De to agtværdige damer tilbyder at transportere Det nye Medlem til campingpladsen, som de desuden ved, hvor ligger. Veteranerne er ikke sene til at tage mod tilbuddet, og takker straks for venligheden og bugserer derfor fænomenet (Det nye Medlem) hen til damernes Volvo Amazon. Her lykkes det os med besvær at få fænomenet anbragt på forsædet med efterfølgende vederkvægelse fra veteranernes side. Aftalen er, at damerne skal køre foran og vise vej. Jeg får fat i koden til Jacobs lås. Det er meningen, at jeg skal køre med damerne tilbage til havnen og okse Jacob ned på campingpladsen, imens Hermod forsøger at resocialisere Det nye Medlem og stille telt op.

Vi ankommer lykkelige til campingpladsen. Endnu engang har vi sejret! Vi hilser med fremstrakte arme; vi er stolte! (Undtagen Det bevidstløse Medlem). Inden jeg stiger ind i bilen for at blive transporteret til havnen igen, konstaterer jeg, at Det nye Medlem har været så venlig at aflægge sit visitkort i form af bræk på ydersiden af bildøren. Antivederkvægelse!

Vi arriverer atter til havnen, og jeg takker for den megen venlighed, vi har mødt fra de agtværdige damers side. Jeg overmander endog mig selv til at yde et lille kontant bidrag til deres fælleskasse, men det vil de, heldigvis for min tegnebog, ikke høre tale om. Efter en bevæget afsked indleder jeg bearbejdningen af Jacobs lås. Denne viser sig dog at være særdeles medgørlig, og snart er vi begge på vej mod campingpladsen beliggende i ”Apelviken”. Min bjørn undskylder mig et par uheldige scener, som jeg giver anledning til på turen. Bl.a. brillerer jeg en overgang med at køre i den forkerte vejside, hvilket udløser en infernalsk tuden af bilhorn og en råben og skrigen fra den del af den lokale befolkning, der på dette tidspunkt befinder sig ved vejen. Jeg bliver heldigvis hurtigt klar over min fejlfortolkning af færdselsreglerne og okser over i den rette side af vejen.

Da 2. veteran ankommer til campingpladsen for anden gang inden for et tidsrum på et døgn, viser det sig, at 1. veteran har fået Det nye Medlem stoppet ned i en sovepose, hvor han nu sover til alles store velbehag. Endvidere har Hermod gjort nogle indledende forsøg på at få teltet rejst. Dette går vi straks videre med. Det skal lige nævnes, at klokken er ca. 23:15. Uafhængigt af dette, er det blevet særdeles mørkt. Dette bevirker, at vi har en masse besvær med at få teltet rejst.

Heldigvis øjner mit falkeblik to stk. omvandrende politibetjente, hvis funktion må formodes at være at holde ro og orden på pladsen og at forhindre forbrydere, onanister, fulde mennesker, alfonser og sligt pak at komme ind. Jeg beslutter efter nogle betragtninger at gå hen og spørge betjentene, om vi kunne låne en lygte. Samtidig benytter jeg lejligheden til at udgyde min spiritusånde i ansigtet på dem, så de kan få del i min bjørn. (Dog undlader jeg at udgyde så meget, at betjentene bliver min rus bevidst, da dette jo kunne få visse uheldige konsekvenser for vores nattesøvn).

Jeg kommer lykkelig tilbage med lygten. Nu går det hurtigt med at stille teltet op, vi får sagerne indenbords, suiten bliver indrettet og til sidst afleveres lygten igen. Det nye Medlem er ikke vågnet ved støjen, så derfor kan veteranerne lægge sig til at sove med ro i sjælen.

Km- tæller ved adgang:                                                                                                                                1817 km.

Km- tæller ved ankomst:                                                                                                                              1983 km.

KAPITEL 2: MANDAG DEN 07.7. 1969

Varberg – Trollhättan                                                                                                                                   156 km

Kl. 7:00 morgen. 2.veteran vågner, betragter situationen med tilfredshed. Jeg erfarer straks, at min egen bjørn er gået i hi. Dog føler jeg mig ikke helt på toppen. Bjørnen har altså ikke nået at udslette fodsporene helt. Jeg anstiller nogle korte betragtninger over livet i almindelighed, beslutter derefter at vække den øvrige del af herskabet. Dette lykkes til min overraskelse ret hurtigt. Hermod vågner med et ræb, der symboliserer bjørnens afrejse. 1. veteran lever op til titlen, idet han viser sig at være i fin form.

Det nye Medlem vågner mere trægt, men da først det lykkes for ham, viser han sig faktisk at befinde sig aldeles glimrende. Veteranerne måber forståeligt, men kommer sig dog hurtigt over betagelsen grundet en pludselig trang til at besøge det lokale toilet. Da vi træder ud på pladsen, får vi vores anden overraskelse. Det viser sig nemlig, at campingpladsen er aldeles øde og trist. Kun få telte er i sigte, og der er overhovedet ingen tegn på liv. Selve pladsen virker afskrækkende. Den ligner nærmest en afdanket græsmark, hvorpå der er opslået et forsinket toilet. Toilet plus vask brillierer ved at være friluftsanlæg. Vi klager dog ikke, da vores hygiejniske behov er til at overse i øjeblikket. Henad 9-30 tiden er vi klar til afgang. Vejret tegner udmærket, og vi føler os alle højt oppe. Dagens mål er ikke fastlagt bestemt, men vi regner med at nå til et sted mellem Trollhättan og Karlstad.

Afgang fra Varberg

I Varberg finder vi hurtigt vejen, der fører mod Göteborg, og alt ser let og ligetil ud. Trods dette lykkes det os at køre forkert, og vi havner i en blindgyde for enden af hvilken, der ligger et eller andet stort værksted. Undertegnede overrækker de øvrige rejsedeltagere meddelelsen om fejltagelsen, og vi vender hurtigt snuden den anden vej: dvs. Det nye Medlem og jeg vender snuden den anden vej. 1. veteran bliver af uforklarlige grunde stående tilbage. Under almindelig højlydt banden og svovlen viser det sig, at Grogs baghjul er blevet genstand for et slagtilfælde (på almindeligt dansk kaldes det en punktering).

Da den største ærgrelse er overstået, betragter vi fænomenet på fornuftig vis og beslutter ejendommeligt nok, at få noget gjort ved sagen. Vi får stillet mopederne op af en fælles telefonpæl, losser Grog og går i gang med ondet. Da veteranerne (ej heller Det nye Medlem) ikke haver megen erfaring udi slige djævelske sager, modsat den kundskab de tidligere har lagt for dagen, volder tilfældet os en del kvaler. Specielt har vi besvær med at få baghjulet af. Denne vægtige grund er nok til, at vi beslutter at opsøge den nærmeste autoriserede vulkanisør, som må formodes at have mere indsigt i dette tilfælde, end globetrotterne har.

På et plenarmøde bliver det vedtaget med overvældende majoritet, at Det nye Medlem skal blive tilbage og passe på vores mopeder, mens Leo og jeg begiver os afsted med den gumpetunge Grog. Som lige nævnt har Grog fået andetilbøjeligheder, og dette volder veteranerne stort besvær under transporten. Vi må atter og atter skiftes til henholdsvis at bære gumpen og styre.

Da vi kommer ud på hovedvejen, opstår problemet om, hvor vi nu kan finde et værksted. Heldigvis lykkes det os at indfange 1 stk. svensker i vores garn. Foruden at oplyse os om, hvor vi kan finde en vulkanisør, hjælper han os med at transportere Grog et stykke vej. Manden viser sig dog at være mere snedig end først antaget, for da vi arriverer til foden af en af djævelen udlagt bakke, får han pludselig travlt og siger, idet han fortaber sig i baggrunden, at vi lige skal over bakken osv., osv., osv.

Dødtrætte og moralsk nedbrudte står vi udenfor vulkanisørens dør. Vulkanisøren vil naturligvis gerne operere Grog mod en klækkelig betaling, men dog kræver han, at vi selv skal aftage hjulet. Ejendommelighedens skær lægger sig over vores udmarvede ansigter, et øjeblik spekulerer vi på at anklage vulkanisøren for blasfemi, men heldigvis genvinder vi hurtigt fatningen og begynder at tage hjulet af uden yderligere kommentarer. En tyve minutters tid senere står vi lykkelige og sejrsberuste med hjulet i hænderne og overrækker med sindsro i sjælen dette til vulkanisøren i forventning om, at han vil påsætte hjulet igen. Operationen tager kun et kort øjeblik. Det viser sig at være en varbergsk jerndims, der har været på spil og forårsaget katastrofen. Atter brillierer vulkanisøren; denne gang kræver han, at vi selv sætter hjulet på igen.

Vi er på vej tilbage mod Det nye Medlem. Vulkanisørens krav vakte naturligvis stor harme og besvær. Det lykkedes os dog at få hjulet på på tilfredsstillende vis, lige bortset fra, at vi havde glemt bagbremsen. Dette ser vi dog stort på (idet vi også i disse sager haver megen erfaring).  Vi mødes igen med Det nye Medlem, som straks begynder at udbrede sig om, hvilke oplevelser han har haft i mellemtiden. Han har blandt andet mødt en ligemand (en såkaldt hund) og set et rigtigt medlem af det afsindigt svage køn. Det nye Medlem og 1. veteran føler sig sultne, og derfor beslutter vi os for at holde spisepause.

Undertegnede trænger dog ikke ligefrem til noget, da bjørnen endnu ikke har fjernet sine fodspor; derfor indtager jeg en hvilestilling, hvorfra jeg nøje kan betragte den spisende del af selskabet. Da det velsignede måltid er overstået, bryder vi straks op i håb om at kunne køre et godt stykke uden uheld.

2. veterans vejrnæsehane har under spisningen vejret muligheden for regn, og jeg har derfor på fornuftig vis påtaget mig mit olietøj. Og ganske rigtigt! I det samme som afgangen skal føres ud i livet, begynder det at småregne, og Det nye Medlem og Hermod må ligeledes iføre sig olietøjet.

I silende regn okser vi ad hovedvejen mod Göteborg. Det triste vejr gør turen ret begivenhedsløs bortset fra, at vi midt mellem Varberg og Göteborg gør et mindre ophold for at proviantere, dvs. købe pilsnere og andre stimulerende midler. Et stykke før Kungsbacka bliver vi nødsaget til at gøre holdt på grund af den stadig tiltagende regn. Vejret har givet os bange anelser om turens videre forløb. 2. veteran tænker i tilfredshed på sit svømmemærke. Da regnen ikke vil holde op, beslutter vi at fortsætte i håb om at støde på en ørken.

Vi entrer Göteborg med fuld musik og et infernalsk regnvejr. Man må antage, at Det nye Medlem i dette øjeblik spekulerer på, hvordan vejret ville have været, hvis Ham deroppe var lige så fuld, som Det nye Medlem selv havde været forleden (han kan naturligvis ikke være mere fuld!) Til veteranernes positive overraskelse viser Göteborg sig fra sin pæne side i dagens anledning – trods vejret – og vi finder hurtigt vejen til Karlstad.

Midt i Göteborg i denne silende regn opstår der nu en for uindviede en ufarlig lille episode. Denne bør De, kære læser, dog lige skrive Dem bag øret, da den får stor betydning for turens videre forløb, og De vil derfor støde på den mange gange senere i globetrotternes eventyrlige rejse. Det drejer sig om et lille uheld for Det nye Medlems moped, Jacob. Pludselig bliver han træt; ikke ud af stedet vil han. ” Kan det tænkes, at han er tørstig? ”, grunder Det nye Medlem og rasler med sine livsnødvendigheder samtidig ihukommende, at Jacob kun drikker specielle bajere.

Dette viser sig dog ikke at være tilfældet. Vi begynder at undersøge Jacob systematisk i håb om at kunne stille diagnosen. 1.veteran foreslår alderdomssløvsind, som straks bliver afslået af Det nye Medlem. Krumtapsforstoppelse? Nej! Fandens! Karburatorkatar? Hold kæft! Kraftens! Infantilisme? Det regner fandeme! Idiot! Konspiration? Ha! Gosh! Som det fremgår af ovenstående er fænomenet temmelig kompliceret.

Som sidste udvej ser vi kun, at Det nye Medlem bestiger Jacob, mens veteranerne skubber bagpå. Tanken føres ud i livet, og fandeme om ikke Jacob reagerer – endog tilfredsstillende.

Hurtigt bestiger veteranerne deres respektive mopedder, og vi okser alle seks videre med æren og selvtilliden i behold – og med tilsølet luksuslegeme. Vi kommer igennem Göteborg uden videre uheld bortset fra, at Grog en overgang atter begynder at stejle, hvilket udløser en infernalsk tuden til 1. veterans store ærgrelse og græmmelse.

Veteranernes store erfaring gør sig nu atter gældende, da vi kommer ud af Göteborg. Det nye Medlem har jo sin debut i Göteborg, og derfor er han ikke i den grad i stand til at beskue landskabet, som veteranerne er.

Disse har nemlig erfaret, at den granitvæg, de så mod øst, da de første gang – i 1968 – oksede ud af Göteborg – den gang helt ude ved kysten – netop går langs med vejen mod Trollhättan (for en ordens skyld bør det vel rettes til, at det er vejen, der løber langs med klippevæggen og ikke omvendt. Så vidt vides har man ikke på dette sted til dato fundet rester af kulturer, der skulle være ældre end selveste granitten i det gamle Sverige).

Et godt stykke udenfor Göteborg pauserer vi med henblik på at smøge en pris tobak og få lidt ly for regnen. Samtidig benytter vi lejligheden til at beskue kortet, hvorpå der står skrevet, hvilke ere de svenske campingpladser og hvor og hvorledes disse kan hittes. Det viser sig – ifølge kortet – at den nærmeste campingplads befinder sig i det hellige Trollhättan ca. 60-70 km i nordøstlig retning. Klokken er på dette tidspunkt henad 17:00, så vi beslutter at fortsætte med det samme.

Det er heldigvis holdt op med at regne og dette, sammen med den upåklagelige vej, der i øvrigt løber langs Götaälven, gør, at vi føler os ovenpå igen. Midtvejs overser vi en campingplads.

Ved 19:30- tiden ankommer globetrotterne til den aldeles skønne by, Trollhättan, og vi finder hurtigt en til formålet egnet campingplads. Denne viser sig at være enorm stor- og enormt våd. Trods det finder vi midt i en stor sandbunke et sted, hvor teltet kan opstilles. Undertegnede begynder straks at organisere noget aspargessuppe, mens Det nye Medlem og 1. veteran stiller telt op og indretter suiten.

Humøret er højt, maden er færdig; nu skal der gås til sag ……….. ÅÅHHHHHHHH, Hjælp, den sataniske vovhund! Vores dyrebare suppe er væltet! Hvem er den skyldige? Den forhutlede 2. veteran (jeg prøver i forvirringen at huske et par fadervor).

Det nye Medlem står ved grædemuren (dvs. et træ). 1. veteran får uhyggelige fornemmelser i maven. Han husker udmærket hin uforglemmelige tid i Vinstra.

Det lykkes dog at redde det meste af den fortabte suppe, og vi går straks i gang med nedsvælgelsen. Derefter inspicerer vi campingpladsen og sikrer os, at der ikke findes røverpak, utøj og fulde mennesker på pladsen. Inden vi okser ned i fiseposen, stiller vi som sædvanligt vort store hygiejniske behov.

Km–tæller ved ankomst:                                                                                                                             2139 km.

KAPITEL 3: TIRSDAG DEN 08.7. 1969

Trollhättan – Kill (Frykenbaden)                                                                                                              205 km

Kl 10:00 okser vi atter afsted på vore fortræffelige mopedder. Vi kører igennem det smukke Trollhättan og videre mod Vänersborg, der ligger for enden af Sveriges største sø, Vänern.

Lidt uden for Trollhättan øjner vi et lille stykke fra vejen en blandet landhandel. Vi invaderer butikken og raserer den for bajere, prospektkort og frimærker. Desuden beslutter vi at indhente tilladelse til at indkøbe nogle tøjklemmer, idet lynlåsen i det ellers upåklagelige palæ er gået i stykker.

Efter kampen fortsætter vi mod Vänersborg. Vejret er koldt og regntungt. Det er overskyet og blæser en del. I Vänersborg mærker vi rigtigt blæsten, der kommer ind fra søen. Denne skal vi køre langs med til Karlstad, hvorefter vi skal sætte næsen lige nordpå.

Vi passerer Mellerud. Vejret er stadig det samme, men vejen er derimod prima. Mod nord løber granitvæggen langs med vejen, mens Vänern ligger mod syd. Søen får vi dog ikke set meget til på grund af mellemstående grantræer. Lidt nord for Mellerud oplever vi dagens højdepunkt, dvs. vi dinerer – endog i tørvejr. Det nye Medlem klager over, at han fryser. Veteranerne hører med sindsro på ham. Så længe der ikke er andet i vejen, f.eks. noget så sjældent og ublufærdigt som beruselse, klager veteranerne ikke.

Delvis mætte og hundefrysende okser vi videre mod Karlstad. En overgang under spisningen begyndte det at småregne. Det gjorde os en smule angste, idet vi i dagens anledning havde åbnet en dåse med nogle velsmagende sardiner.

Man kan jo aldrig være sikker på om slige skabninger også er helt slået ihjel.  Dette kunne jo få katastrofale følger for vores hunger i tilfælde af regn. Desuden havde Det nye Medlem hverken medbragt jagtgevær eller fiskestang. Men heldigvis er vejret nu blevet bedre, og vi okser som sagt mod Karlstad. Landskabet er kuperet, og som følge deraf går det bakke op og bakke ned. Ned ad en stor bakke hviner Det nye Medlems bremser pludseligt, knallerten står stille næsten på stedet, og Det nye Medlem lander via en fortræffelig bue i grøften. Jeg tænker i forskrækkelsen, at Det nye Medlem nok har fået kvaler med sin endetarm; men det er dog en besynderlig måde at forsørge nødtørften på. 1. veteran ser bestyrtet ud. Veteranerne arriverer, og det viser sig, at Det flyvende Medlem er lige så bestyrtet som os. Han har aldeles ikke set sådan noget i cirkus, og han gjorde det endnu mere særdeles ikke med vilje. Dog er han lykkelig for, at han ikke landede på asfalten. Vi går straks i gang med at undersøge sagen. Det viser sig at være Jacobs forbremse, der har sat sig fast. Vi prøver at udbedre skaden ved hjælp af noget ståltråd. Det lykkes os dog kun at sætte bremsen ud af funktion, men vi fortsætter alligevel med ro i sjælen.

Hen mod aften, dvs. ca. kl. 17 øjner vi Värmlands hovedstad, Karlstad. Vejen har været lidt ensformig og trist. Det skyldes dog nok til dels vejret.

Nævnes skal det lige, at vi kort før Karlstad kom igennem en by med det lidet smigrende navn, Grums, et navn Det nye håbefulde Medlem straks modificerede til Kaffegrums. I Karlstad finder vi snart vejen nordpå til Stöllet, der ligger i det nordlige Värmland. Ifølge kortet skulle der ca. 10 km nord for Karlstad ved Kill, ligge en respektabel campingplads. Vi beslutter at udvise pladsen den højtidelige ære at overnatte på den.

Min fantastiske snedighed bevirker at vi lige nord for Karlstad kommer ind på den lokale motorvej. Jeg kører forrest og bemærker nok, at det øvrige selskab vinker og gestikulerer vildt og inderligt, men jeg tolker det blot som et udtryk for deres infantile intelligens. Inden jeg får set mig om, kommer dem lokale ”policen” farende og anholder mig på åben gade (motorvej). De begynder straks at udspørge 2. veteran om denne er åndssvag, fuld eller hvad? Jeg sluger alle bemærkningerne helt. Derefter går de mere systematisk til værks. Bl.a. spørger de mig, om der ikke findes motorveje i Danmark. Dette svarer jeg benægtende på, selv om jeg godt ved, at der hist og her i fædrelandet findes små bidder. Hertil siger den ene nu ophidsede betjent, at han udmærket er klar over, at der er motorveje i Danmark, og at jeg ikke behøver at brillere med min løgnagtige uvidenhed. Jeg undrer mig i stilhed over, hvorfor han i det hele taget spurgte. Enden på det hele bliver dog, at jeg får forklaret, at vi er på vej til Stöllet, og at en vej et par hundrede meter længere fremme drejer fra til byen. Betjentene giver os lov til at benytte deres fine motorvej det lille stykke, idet de pænt kører foran og viser vej.

10 km nord for Karlstad øjner vi et campingskilt, og vi jubler alle. Det viser sig at være en udmærket og særdeles rummelig campingplads. I forbindelse med campingpladsen er der kiosk, pølsebar (varm korv), spilleautomater, billard osv. I den ene ende af campingpladsen er der i et lille hus kogeplader og spiseborde. Pladsen hedder Frykenbaden og ligger ved byen Kill. En nærliggende langstrakt sø ved navn Fryken har sandsynligvis været stærkt inde i billedet, da pladsen skulle navngives.

Efter det sædvanlige ritual med teltrejsning og diner, begiver vi os hen for at kigge på faciliteterne. Vi er alle i godt humør, da vejret for første gang har forsiden udad. Vi går straks i gang med nedsvælgelsen af en sodavand, alt imens vi inspicerer nogle labre billardspillende flickor, akkompagneret af deres kammersjukkere. Derefter invaderer vi de lokale spilleautomater til stor moro for os alle.

Kl. 21.30, går alle veltilpasse og selvsikre til ro.

Km–tæller ved ankomst:                                                                                                                             2344 km.

KAPITEL 4: ONSDAG DEN 09.7. 1969

Kill (Frykenbaden) – Malung                                                                                                                       176 km

Vi er på benene ca. kl. 7.30, idet vi på dette tidspunkt kan købe rundstykker i kiosken. Vejret er til at holde ud. Vi begiver os straks ned til kiosken, men denne har til alt uheld ikke åbnet endnu. Ærgerlige vender vi tilbage til Grand Hotel og sætter os til at vente. Da vi har ventet en halv times tid, beslutter vi at stege noget af vores fortrinlige flæsk. Dette viser sig at være en længere proces og vores tålmodighed sniger sig efterhånden op i nærheden af kogepunktet.

Endelig bliver flæsket klar og vi forbereder et større måltid. Under processen viser det sig, at rundstykkerne er kommet, og vi indkøber straks nogle til nedsvælgelse.

Midt på formiddagen fortsætter vi nordpå. Jacob har alvorlige startvanskeligheder, hvilket bekymrer os en del. Henad i mod middag gør vi holdt i byen Sunne, der ligger midt mellem de to langstrakte søer, der tilsammen kaldes Frykensøerne. På den modsatte side af søerne ligger Måbacka, Selma Lagerlöfs fødested. Vi besørger hurtigt nogle indkøb og fortsætter op langs älven for at finde et egnet spisested. Igen har Jacob startvanskeligheder og bekymringen stiger.

Et stykke uden for Sunne finder vi et højt solidt bord i vejkanten. Disse borde ligger tæt langs vejen og er beregnet til at anbringe mælkejunger på, således at mælkebilen kan tage dem med sig, når den kommer forbi. Vi dækker ”bordet” så godt, som det nu er muligt og går straks i gang med det voldsomme måltid.

Vi ligner alle tre nogle veltilpasse, selvsikre, gumlende køer. Vi er veltilpasse, da vejret for første gang på turen arter sig godt. Midt under orgiet bliver vi nødsaget til at forlade slagmarken, da mælkebilen ankommer med nogle tomme mælkejunger. Vi er åbenbart til stor morskab for chaufførerne, idet de griner nok så fornøjeligt hele tiden.

Henad ved 14 – tiden fortsætter vi vores valfart, og vi når kort efter Stöllet efter en fantastisk smuk tur ned i dalen, hvor vii krydser Klarälven. Efter Stöllet begynder det at gå op ad et langt stykke igen. Da vi når toppen, har vi et fantastisk udsyn over det smukke, skovklædte Värmland. Vi okser nu ad en fortrinlig, men noget øde vej. Til begge sider har vi vidunderlige skove udelukkende bestående af smukke, slanke rødlige fyrretræer. Et vidunderligt stykke, uberørt natur. Midtvejs mellem Stöllet og Malung gør vi et kort ophold og boltrer os i de vidunderlige skove, skove af dimensioner og pragt man overhovedet ikke kender noget til i Danmark.

Sidst på eftermiddage nærmer vi os Malung, der ligger i Dalarne. Landskabet er lige smukt og vejen lige øde.  I udkanten af Malung finder vi en udmærket campingplads, og vi slår os straks ned. Vejret er stadigvæk skønt. Efter den traditionelle middag får vi besøg af en ægte dansker fra Holstebro. Denne byder os alle på kaffe i hans campingvogn. Vi tager imod tilbuddet med glæde og snart sidder vi behagelige og slabrer. Familien ejer en købmandsforretning i Holstebro. Manden er særdeles livlig og frisk og fortæller os en masse ting om familiens senere færd og vi om vores. Sønnen oplyser os om, at Malung har ca. 10.000 indbyggere, men ikke en eneste biograf. Til sidst bliver vi alle indbudt til at besøge familien, hvis vi engang skulle komme til Holstebro.

Denne aften går vi alle oplivede og veltilpasse til køjs. Det bør lige på dette sted nævnes, at vi de sidste par nætter har været udsat for et sandt bombardement af myg, hvilket volder os en del svie og smerte dagen efter.

KM–tæller ved ankomst:                                                                                                                            2520 km.

KAPITEL 5: TORSDAG DEN 10.7. 1969

Malung – Idre                                                                                                                                                  167 km

Kl. 4 morgen. Jeg vågner ved et forfærdeligt spektakel, som jeg hurtigt tolker som skybrud. Med bange anelser skynder jeg mig at falde i søvn igen.

Kl. 7 morgen. Jeg vågner atter. Spektaklet er stadig lige slemt. Jeg farer hen til teltåbningen og kigger ud. Et rædselssyn!  Hele pladsen er totalt oversvømmet. Et fantastisk regnvejr! Rædselsslagen vækker jeg det øvrige selskab. Det nye Medlem og Hermod bliver lige så bestyrtede. Vi tænker alle med gru på dagen, vi har foran os. Jeg beslutter dog at stå op for at se, hvor stor skaden er. Efter at have sjappet rundt på pladsen lidt, beslutter jeg at gå over i det lokale køkken for at koge lidt tevand, mens de andre kommer til sig selv igen.

I køkkenet møder mig et særdeles komisk syn. Folk sjapper alle rundt fuldstændig indhyllet i regntøj og klager sig over det forpulede vejr. En vanvittig trængsel! Alle vil have del i lyet. Efter et kvarters tid lykkes det mig at komme i nærheden af en fri kogeplade, og straks går jeg i lag med vandet.

Da jeg kommer ud igen, regner det stadig kraftigt. Det nye Medlem og 1. veteran er opstanden, så vi går straks i gang med lidt teslabberi. Det nye Medlems sko sejler, til hans store fryd. Midt under forestillingen kommer vor mand i Holstebro for at sige godmorgen og fortælle os, hvor dejligt det er med en campingvogn og en bil.

Op på formiddagen forlader vi Malung for at forøge vor viden om den svenske natur. Vi håber så småt at nå Norge inden aften. Atter har vi besvær med Jacob, denne gang værre end nogen sinde. Det nye Medlem træder, puster og fiser, veteranerne skubber og okser; men lige meget hjælper det. Til sidst lykkes det ar få Jacob i gang ned ad en bakke.

Vi kører nu langs Västerdalsälven, der kommer oppe fra Norge og løber ned mod Siljansøen. Tømmerflødningen er meget livlig. Vi kører stadigvæk i de uendelige fyr- og granskove.

Hen imod middag passerer vi flækken Lima og kort tid efter Trandstrand. Fjeldet er ved at rejse sig omkring os, dog ikke særligt højt, men i bløde, skovklædte granithøjder. Vi er begyndt at kigge efter et egnet sted, hvor vi kan tilbringe middagen. Regnen kører stadig løs, så vi har noget besvær med at finde et tørt sted. Nord for Trandstrand ser Det nye Medlem pludselig et træskur i højre side af vejen. Vi øjner alle en chance for at få en tør frokost. Hurtigt kommer vi af knallerterne, flår døren op – og et herligt syn møder os: Skuret er halvfyldt med vidunderlig tørt hø! Begejstrede okser vi ind, finder maden frem og snart sidder vi og gumler nok så fornøjeligt. Skønt!

Ved 14- tiden ankommer vi i tørvejr til Sälen, et ubetydeligt hul midt i den almægtige skov. Sälen er dog kendt langt ud over Sveriges grænser, da det berømte ”Vasalopet” starter herfra. Da det ikke lige er sæson for skisport, beslutter vi at fortsætte hurtigst muligt mod næste hul, Särna, 70 km længere nordpå.

Skånet for sindsoprivende situationer ankommer vi midt på eftermiddagen til Särna. Vejen videre frem går nu mod den norske grænse i nordvestlig retning langs med Österdalsälven. Vi kommer hurtigt til at føle Norges tunge hånd på vore forhutlede kadavere, idet det begynder at stige. Veteranerne konstaterer med tilfredshed, at det kun drejer sig om en jævn, rolig stigning, og ikke om disse hasarderede, sindsoprivende, fodvablestigninger man møder i Vestnorge.

Vi passerer Särnaheden – det mest usleste og ødeste udsted, man kan tænke sig. Nogle forhutlede træskure står spredt tilfældigt rundt på sletten. Hist og her ses et halvt udgået træ. Ellers bare tomhed og øde. Mod nordvest ser vi nu bjergene tydeligt. Længst borte, lidt nord for udstedet Idre, rejser Städjan majestætisk sine 1131 m. Vejen stiger stadig jævnt, landskabet bliver mere og mere øde. Siden Särna har vi kørt på en hullet olieimprægneret grusvej.

Efterhånden som vi når frem til Idre, breder skoven sig atter ud over sletten og vi betragter dette med en vis tilfredshed. Det er nu ved at være aften, så vi beslutter at køre ned på den nærmeste campingplads. Midt i Idre øjner vi et skilt, hvorpå der står: ”Tältplads”. Det lyder jo tiltalende kommenterer vi alle, og vi beslutter at anvende pladsen, der ligger ca. 100 m fra vejen. Pladsen viser sig at ligge fuldstændig gemt inde under fyrretræerne. Kiosk er der ingenting af, dog observerer vi et toilet og den lokale kassererske. Vi finder hurtigt et godt sted under nogle lave fyrretræer, og under et infernalsk myggeangreb får vi telte rejst.

Efter aftensmaden inspicerer vi den lokale sø. der er omkranset af lave, skovklædte fjelde. Vi beslutter kort efter at indgå et kompromis med de indeklemte og invadere suiten, så de kan komme ud. En fantastisk myggesværm møder os, da vi træder inden for. Aldrig har vi oplevet noget lignende. Det samme er tilfældet på toilettet. Hermod slår vildt og ubehersket om sig for at blive fri for myggene. Dette er til stor moro for Det nye Medlem.

Vi kravler så langt ned i soveposen som muligt for at finde lidt ro for myggene. Dette viser sig at være umuligt for Det nye Medlem, der slår afsindigt om sig i håb om at ramme nogle af de dødssyge myg. Trods Det dræbende Medlems larm lykkes det dog for veteranerne at falde i søvn.

Km–tæller ved ankomst:                                                                                                                             2687 km.

KAPITEL 6: FREDAG DEN 11.7. 1969

Idre – Åsheim                                                                                                                                                   120 km

Ca. kl. 7 vågner vi og opdager til vor rædsel, at vore luksuslegemer er fuldstændig oversået med myggestik. Jeg kommer i tøjet og beslutter at besøge den lokale købmand i den hensigt at få købt noget spiseligt. Det regner en smule, men dog ikke så meget som i går morges.

Da jeg kommer tilbage er de øvrige tropper kommet på benene, og vi begynder straks med morgenkaffen, mens vi drøfter hvilke rædselssituationer, der vil være mulighed for at komme i i dagens løb.

Hen på formiddagen er vi klar til afgang. Jacob ter sig værre end nogen sinde. Vi er panikslagne! Hvordan skal det dog gå senere hen på turen. Tændrøret er undersøgt og fejler intet. Til sidst lykkes det os dog igen med opbydelsen af alle vore almægtige kræfter at få Jacob i gang.

Det begynder nu for alvor at gå opad. Jeg må kort tid efter Idre sætte Kresjan ned i 2. gear. Jacob og Grog klarer den endnu i 3. gear grundet deres flere kræfter. Vejen bliver ringere, landskabet bliver igen mere øde. Efterhånden når vi dog toppen kort før grænsehullet Flötningen. Vi er nu oppe ved skovgrænsen i ca. 800 meters højde. Hvorhen vi end vender blikket, ser vi kun en gold og øde slette, hist og her står et senilt træ og rækker sine halvvisne grene op i lyset. Sletten kan ikke engang måle sig med Hemsedalsæteren – som globetrotterne som bekendt forcerede på første eventyrlige tur i 1968 – i frugtbarhed. Fattigt og forhutlet lav og lyng er hvad sletten har at byde på. I øvrigt skulle man her, nordøst for Idre, kunne finde Sveriges sydligste rensdyrflokke, men dette har vi endnu ikke fået bekræftet.

Kort efter Flötningen passerer vi grænsen, som blot består af et forladt skur plus et svensk og et norsk flag. I den ene vejside rager en bom i vejret. Vi havde alle håbet på, at landskabet ville ændre sig lidt, når vi passered grænsen. Dette håb går dog ikke i opfyldelse, da det stadigvæk er lige øde og trist.

Snart når vi det norske grænsehul, Drevsjø. Her får Kresjan maven fyldt og jeg nogle penge vekslet.

Vi havde regnet med at få penge vekslet ved den internationale grænse, men dette viste sig jo blot at være en illusion.

Efter Drevsjø kommer der lidt fyrreskov, som dog ikke er særlig tæt. Pludselig begynder Det nye Medlem at råbe op og køre ud og ind. ” Hvad er der løs” udbryder veteranerne urolige. Det slingrende Medlem bliver vildere og vildere. Efterhånden går det op for veteranerne, hvad der er los. Vejen myldrer med forvildede køer!

Snart begynder også Hermod og jeg at fare rundt på vejen, tude, bande, spytte, udskælde osv. Efterhånden hjælper det dog på køernes bevægelighed, idet de pludselig storker og okser afsted, mens bjælderne klinger, og Det nye Medlem griner af bare benovelse over sit store mod.

Hen på eftermiddagen begynder vi at kunne skimte frodigere egne. Med ét åbner en mægtig dal sig for vore øjne. Siden byen Femundsenden har det regnet, og dalen ligger delvis i tåge. Nede i bunden kan vi dog skimte den traditionelle elv. Til højre for os rejser det mægtige Sølen sig 1791 meter over havets overflade. Toppet af sne og indhyllet i tåge falder den næsten bort i det disede og regnfyldte vejr. Vi standser for at nyde det fantastiske syn. Straks Det nye Medlem er kommet af Jacob, nægter han at fortsætte længere.  Veteranerne måber: Fuldstændig tilsølet af smadder fra top til tå, står Det nye Medlem med et olmt glimt i øjet. Efter forbavselsen bryder veteranerne ud i et mægtigt latterbrag, der får selv Det beskidte Medlem til at le med. Situationen skyldes, at Det beskidte Medlem tidligere på dagen har tabt sin forskærm.

Da det så begyndte at regne, sprøjtede smadderet op fra den mudrede vej. Forskærmen reddede vi dog heldigvis, og den hænger i øjeblikket på Jacobs bagagebærer.

Efter at have fordøjet de forskellige indtryk beslutter vi at fortsætte mod Østerdalen. Det nye Medlem samtykker uden videre protester. Jacob vil som sædvanlig ikke starte, men heldigvis er det begyndt at gå kraftigt nedad mod dalen (10 – 15 km i alt viser det sig senere), så vi regner med at kunne klare vanskelighederne denne gang. Jacob viser sig dog at være stædigere end nogen af os kunne have forestillet sig. Ikke ud af stedet vil han. Til sidst beslutter vi at se på ondet. Tændrøret er helt i orden, ligeså udstødningsrøret, karburatoren   og hvad vi ellers kan finde på at skille ad. Vi må herefter se i øjnene, at Det nye Medlem har fået total motorstop. Som før nævnt, går det heldigvis nedad, så Det nye Medlem bestiger Jacob og sætter af.

10 – 15 km senere er vi nede i dalen ved udstedet Åsheim. Vi beslutter at overnatte på den lokale campingplads, der ligger lige op til en lille elv. Vi undersøger, om der i nærheden skulle bo en cykelsmed. Det gør der heldigvis en kilometers vej op ad dalen. Vi får Jacob spændt efter Grog, og optoget starter nordpå.

Cykelsmeden viser sig at være særdeles snild. Han bakser lidt med ondet og finder, at motorstoppet skyldes vand i strålespidsen. Meget enkelt! Fandens! Samtidig får Det nye Medlem forskærmen på. Derefter valser vi fornøjeligt tilbage til campingpladsen. Denne viser sig at være den mest simple og ukomfortable, vi nogensinde har været på. Toilettet består af to faldefærdige træskure. Vask og køkken består af en vandhane, der er placeret midt ude på pladsen i fri luft. Det nye Medlem er glad for at se vand igen.

Uden flere hårrejsende begivenheder lykkes det os hen på aftenen at falde i søvn til elvens klukken (veteranerne drømmer om lågan ved Vinstra.)

Km-tæller ved ankomst:                                                                                                                              2807 km.

KAPITEL 7: LØRDAG DEN 12.7. 1969

Åsheim – Hamar                                                                                                                                              120 km

Vi vågner friske og veloplagte til dagens tur. Vi har besluttet at vende næsen sydpå mod Oslo og derfra køre til Rjukan i Telemarken. Midt på formiddagen starter vi mod Koppang, der ligger ved Glomma, Norges længste elv. Efter at have kørt et kort stykke tid begynder Jacobs udstødningsrør at udsende en infernalsk fisen. Den sprutter og puster og puster og sprutter. Hermod og jeg lægger os straks lidt i baggrunden for ikke at blive torpederet. Kort efter må Det nye Medlem dog standse, og vi ser på sagerne. Det viser sig at være tændrøret, det er galt med. Vi renser cylinderen og tændrøret og fortsætter forventningsfulde. Kort efter gentager proceduren sig, og vi må på den igen.

Efter en trekvarters tid og adskillige udskrabninger af Jacobs cylinder begynder det at stige stærkt (efter østnorsk målestok. Venlig hilsen veteranerne.) Vi skal nemlig over på den anden side af dalen for at komme til Glomma. Kresjan må igen sættes ned i 2. gear, mens det øvrige selskab skadefro ser til i 3. gear. Stigningen er dog ikke så lang, og ved middagstid ankommer vi til Koppang, hvor vi får fyldt noget i mopederne. Derefter beslutter vi at finde en egnet frokostplads så hurtigt som muligt. Under eftersøgningen bliver vi pludselig anholdt af en bil. Nogle mennesker stiger ud, og overrækker 1. veteran et stk. skuldertaske. Først er Hermod lidt konfus, men med ét opdager han, at tasken er hans. Han har glemt den ved tankstationen i Koppang. Vi takker alle for den megen venlighed og fortsætter derefter.

Kort efter finder vi et fortrinligt frokoststed på en rasteplads med fuldautomatiske borde og bænke. Fra pladsen er der en strålende udsigt over Østerdalene med Glomma brusende i bunden. Vejret er tilmed strålende. Det absolut bedste vejr vi har haft på turen.

Efter frokosten siver vi videre mod Elverum ned langs Glomma. Midtvejs standser vi i Rena for at pausere. Fra Elverum stikker vi tværs over til Hamar, der ligger ved Norges største sø, Mjøsa (veteranerne nikker anerkendende).

I Hamar opstår der en kort strid om, hvilken campingplads vi skal vælge, men vi bliver hurtigt enige om at vælge en ved hovedvejen til Oslo.

Km–tæller ved ankomst:                                                                                                                             2965 km.

KAPITEL 8: SØNDAG DEN 13.7. 1969

Hamar – Drammen                                                                                                                                         180 km

I strålende solskin begiver vi os mod Oslo. Vejen går langs med Mjøsa og slynger sig ud og ind. Halvvejs i Minesund ved enden af Mjøsa pauserer vi. Mens vi hviler vore medtagne legemer, springer et får pludselig over vejen. Vi måber og løber efter det. Det forsvinder dog hurtigt for vore blikke, og vi står tilbage og ser mærkelige ud.

Syd for Minnesund finder vi en forladt og forhenværende bil ved vejkanten. Her beslutter vi at tilbring dagens højdepunkt.

Uden nævneværdige begivenheder ankommer vi til Oslo. Lidt inden vi kører ind i forstæderne, skyder Jacob pludselig voldsomt bagud. Den yderste del af udstødningsrøret ryger af, og mopeden larmer afsindigt. Hurtigt får Det nye Medlem situationen under kontrol, får ro over Jacob og begynder at undersøge sagerne. Til stor beklagelse må vi erfare, at lydpotten er sprunget i luften. Det uheldige Medlem græmmer sig. Vi ser dog ingen anden udvej end at fortsætte med hornmusik med Det nye Medlem som dirigent. Turen gennem Oslo bliver et sandt mareridt for Det nye Medlem. Alle folk vender sig om og beglor ham. Det nye Medlem forsøger at gemme ansigtet i maven.

Trods skændslen kommer vi dog nogenlunde helskindede ud af Oslo. Vi okser naturligvis ind på den lokale motorvej til Drammen. Fejlen bliver dog hurtigt rettet, og en ny vej prøves. Det nye Medlem kører lidt foran (for at veteranerne bedre kan holde styr på orkesteret) og han overser naturligvis et ” Al –indkørsel- forbudt ” – skilt. Veteranerne opdager skiltet med det samme, og vi får hurtigt samling på tropperne igen. Atter må vi finde en ny vej – men hvor? Alt ser i øjeblikket optaget ud. Veteranerne finder dog på råd, og snart kører vi ad ” Gammel Drammensveien” mod syd. Kort forinden Drammen kommer vi til en almægtig tunnel. Det er påbudt at have lys tændt under gennemkørslen.

Dette er dog mere, end Det nye Medlem kan klare, og til stor grin og ballade for veteranerne larmer han igennem tunellen uden lys og lydpotte. I Drammen vender adskillige søndagsbetjente sig hovedrystende efter Det larmende Medlem.

En lykkelig forsamling ankommer til Drammens lokale campingplads, den mest komfortable og internationalt prægede campingplads vi endnu har besøgt i dette Herrens år. Vi finder et udsøgt sted ned mellem nogle lave træer ved Drammensfjorden, en arm af Oslofjorden.

Campingpladsen er i øvrigt meget overfyldt. Efter at teltet er rejst inspicerer vi den lokale kiosk, hvor vi alle indkøber rensdyrgevirer til vore tegnebøgers store fryd.

Km – tæller:                                                                                                                                                      3145 km.

KAPITEL 9: MANDAG DEN 14.7. 1969

Drammen – Sundbyfoss                                                                                                                               95 km

I dag er det meningen, at vi skal nå til Rjukan for at inspicere kraftværkerne fra Telemarkens højeste fjeld, Gausta 1883 m. Vejret er strålende, ok vi okser humørfyldte til Kongsberg, 45 km fra Drammen. I en lille by en halv snes km fra Kongsberg går den forgudede Kresjan pludselig i stå. Vi står og måber: Gå i stå sådan lige med ét uden grund. Højst ejendommeligt! Vi mener dog, at det må være tændrøret, det er galt med. Hurtigt får vi det af – men intet er at se. Nå, hvad så? Vi grunder lidt, men kommer så på den tanke, at det kan være tændrørshætten. Heldigvis har vi en ekstra med, og denne sætter vi på i stedet. Men lige meget hjælper det. Vi blev ikke klogere! Udstødningen kan det ikke være. Karburatoren ser normal ud. Pludselig øjner vi en cykelforretning i nærheden. Jeg mosler derhen, forhører mig om deres indsigt i mopedder. Denne viser sig desværre at være lig nul. Hvad gør vi så? Som eneste mulighed ser vi, at jeg bliver spændt efter Hermod til Kongsberg, hvor vi håber at kunne finde et forstandigt menneske.

Efter at have besørget nogle småærinder sætter vi så afsted. Forsøget går udmærket, og med nyt håb ankommer vi til Kongsberg. Vi invaderer straks den nærmeste cykelforretning og forhører os. Ferie!  Bahh! Næste sted: Ferie!  Idiot!  Grimme svin! 3. sted: Ferie!  Bajere og onanater! Død over Kongsberg !! Hvad stiller vi nu op? Vi prøver en afsides liggende tankstation. Manden ser ikke særlig optimistisk ud, men vil forsøge at reparere. Desværre kommer han hurtigt til den slutning, at det er tændspolen det er galt med, og en sådan fås ikke i Norge. Slukørede og modløse tager vi afsted. Pludselig får Hermod uhyggelig travlt. Han skal på lokum. Han jager afsted på fortovet, over på den anden side af vejen, ind i en restaurant og ind på det nærmeste toilet. AHHHH!!

Efter det lille optrin adspreder vi tankerne ved at gå ind i et supermarked. Her øjner vi til vores store fryd en hel hylde med pilsnere, rigtig stærk bajervand! Vi griber chancen og køber en hver. Skønhed og jomfruhår! Vi beslutter nu at finde et sted at spise for at gennemtænke situationen grundigt. I øvrigt tillades det at stille forslag.

Vi finder et lille sted nogle km uden for Kongsberg ved Numedalslågan, en fredelig og hygsom elv. Under spisningen indser vi, at vi må give afkald på turen til Rjukan og i stedet fortsætte sydpå mod Horten, hvorfra der går færge tværs over Oslofjorden til Moss.

Vi kører tilbage til Kongsberg og fortsætter herfra mod næste udsted, Hvittingfoss. Vejen bliver  aldeles elendig et stykke uden for Kongsberg, hvilket skyldes vejarbejde. Den er fuld af huller og store sten, hvilket besværliggør turen betydeligt.

Halvvejs i Hvittingfoss slapper vi af. Jacob har det igen skidt. Han vil ikke starte. Da vi skal til at fortsætte, må vi atter skubbe bagpå, og det er kun med nød og næppe, at Jacob kommer i gang.

Hen på eftermiddagen ankommer vi til Hvittingfoss, hvorefter vi vender næsen mod Sundbyfoss, hvor vi ved, der ligger en campingplads. En halv time senere kommer vi til storbyen og finder snart campingpladsen, der virker uhyre fredelig.

Efter dinner, spiller vi lidt primitiv fodbold, hvorefter vi i kiosken forhører os om muligheden for at få rugbrød. Dette viser sig at være umuligt, men vi kan få en knejpe. Vi måber; Det nye Medlem tænker på bajere og damer (senere viser en knejpe sig at være et halvt sigtebrød). Det ender dog med, at vi bestiller en sådan til dagen efter.

Dagen afsluttes med en slurk af Det nye Medlems specielle bajer (dvs. sodavand).

Km–tæller ved ankomst:                                                                                                                             3240 km.

KAPITEL 10: TIRSDAG DEN 15.7. 1969

Sundbyfoss – Sarpsborg                                                                                                                               75 km

Efter de sædvanlige startproblemer med Jacob sætter vi afsted mod Horten. Snart passeres Holmestrand, en skøn by ved Oslofjorden, og kort før middag ankommer vi til Horten. Skibet er lige ved at afgå. Vi får købt billetter i en fart, styrter ombord, og lettede stiller vi mopederne fra os. Vi går op på dækket for at nyde vores i Kongsberg indkøbte menneskebajere. Sprut!  Spyt!  Fis!  Hvad fanden er det for noget? Den værste pilsner jeg endnu har smagt!  ”Føj for den lede,” istemmer Det nye Medlem. 1. veteran er nærmest blå i ansigtet. Det nye Medlem hælder skyndsomt ”bajeren” i Oslofjorden. Veteranerne kigger på hinanden, tager hver en slurk. Og bliver enige med hinanden om, at dette har ikke noget med pilsnerøl at gøre.

Efter nedsvælgelsen køber vi hver et stykke smørrebrød i restauranten til den labre pris a’ 5 kr. pr. stk. Turen er snart til ende. Vi når netop lige at gafle smørrebrødet, inden vi kommer til Moss. Nu gælder det blot om at finde den forhutlede vej til Svinesund.

Midt i Moss springer snoren, der binder Grog og Kresjan sammen, og vi får nye bekymringer. Vi beslutter at indhente tilladelse til indkøb af en nylonsnor. Dette lykkes, og snart er vi igen på vej, travende på mopederne.

Syd for Moss spiser vi til vores store fryd og vederkvægelse et herremåltid. Da vi igen skal til at starte, melder et nyt problem sig. Leo kan ikke trække mig. Tandhjulet på Grog er totalt slidt ned. Uhyggen breder sig. Vi bliver enige om, at Hermod hurtigst muligt skal køre til Sarpsborg for at organisere et nyt tandhjul.

 Det nye Medlem er allerede ude af syne, så jeg begynder at gå i vejsiden.  Hermod indhenter dog snart Junior, og han får denne til at vende om for at hente mig. Jeg bliver derefter spændt efter Jacob, og alt er igen ved det gamle.

Ved 16–tiden ankommer Det trækkende Medlem og jeg sløvede til Sarpsborg. Vi begynder straks at ransage byen for cykelsmede. Det lykkes os ikke at finde én, der har åbent. I stedet træffer vi en ung fyr, der er så venlig at undersøge Kresjan, hvis vi blot vil bringe en stor skruetrækker. Dette ordner jeg på en tankstation, og vi begynder alle i fællesskab at skille motoren ad. Desværre viser det sig umuligt at få pladen, der skærmer mod motoren, af, og af den grund ser vi os nødsaget til at opgive. Manden beklager, og vi takker. Inden vi drager videre, oplyser han os om et sted, hvor det er muligt at få knallerten lavet. Vi takker endnu engang og begiver os afsted. Vi finder hurtigt den pågældende cykelsmed. Denne står i sit værksted og arbejder. Desværre, ræber han. Han kan ikke hjælpe os, da han har ferie! Nå!  Grimme olavgris!  Væmmelige dyr! Heldigvis ankommer et par unge mopedbetvingere og informerer os om, at i den anden ende af byen bor en eminent cykelsmed ved navn Leif Zed.

Vi ankommer modløse til Leif Zeds værksted. Leif Zed er ved at reparere en scooter. Han ser lidt på Kresjan, brokker sig over at det er fyraften, men i dagens anledning skal han prøve at undersøge sagen. Endelig, ånder vi befriet op. Suk! Med et større elektronisk apparatur begynder han efterforskningen. Han finder i første omgang intet usædvanligt. Derefter undersøger han tændstifterne, mener de er slidte og sætter nye i. Lige meget hjælper det. Derefter undersøger han dyt – hornet, men finder ej heller noget usædvanligt her. Endelig finder han på at åbne lygten – og hvad åbenbarer sig? En ledning, en forbandet ussel ledning er hoppet af! ÅHH nej Hans Signe! 25 kr. tak! Bvadr!

Kort tid efter kommer vi til campingpladsen, hvor vi finder en, efter hans egen mening, ruineret 1. veteran. Han har måttet betale 24,50 inflatoriske norske olavkroner for et elendigt tandhjul. I medgift har han fået lov til selv at sætte det på. Vi er dog alligevel tilfredse, og vi beslutter at beære campingpladsen med en overnatning.

Hermod og jeg sætter telt op og laver mad, mens Det nye Medlem pumper luftmadrasser op. Det bliver dog ikke rigtig til noget med Det pumpende Medlem, da han har fået øje på nogle af udseende lækre hunkønsvæsner. Til veteranernes store glæde forsvinder disse dog snart uden for synsvidde.

Første del af aftenen går med en samtale med en ung tysker fra Køln, der har taget den på stop hele vejen. Anden del af aftenen går med underholdning af nogle plakatfulde Sarpsborgensere. De bliver dog snart lempet ud af den lokale vagthavende, og han advarer os mod ikke at være for ”højmælte”.

Km–tæller ved ankomst:                                                                                                                             3315 km.

KAPITEL 11: ONSDAG DEN 16.7. 1969

Sarpsborg – Uddevalla                                                                                                                                  165 km

Vi befinder os på vejen mellem Sarpsborg og Svinesund. Vejret er afsindig godt. Humøret er højt efter, at vi har fået mopederne i orden. Kort før middag når vi Svinesund, hvor vi gør et større ophold for at købe ind for sidste gang, vi er i Norge.

Ved 13–tiden fortsætter vi mod syd. Vel over grænsen dinerer vi på en overfyldt rasteplads. Derefter går det hurtigt mod Göteborg. Vi passerer de gamle kendinge, Tanumshede, Rabbalshede osv. Turen er ret begivenhedsløs, og vi arriverer hen sidst på eftermiddagen til Uddevalla. Nord for byen får vi øje på et campingskilt, men pladsen viser sig at være fuldt besat. Vi sætter igennem byen og finder i den modsatte ende en anden næsten lige så overfyldt campingplads. Vi er dog så heldige at finde en lille plads, og lykkelige slår vi os ned. Efter aftensmaden forsvinder Det nye Medlem pludselig, idet han har fået øje på to udgaver af det svenske hunkøn. Lidt senere arriverer veteranerne for at undersøge, hvordan Det sexede Medlem klarer situationen. Hunkønsvæsnerne bliver dog snart trætte af vores selskab, og vi begiver os tilbage til teltet for at få lidt ro på impulserne. Inden vi lægger os til at sove, sørger Det sexede Medlem for at have et lille kighul, så han kan følge med i, hvad der eventuelt måtte foregå af vovede sager udenfor.

Km–tæller ved ankomst:                                                                                                                             3460 km.

KAPITEL 12: TORSDAG DEN 17.7. 1969

Uddevalla – Varberg                                                                                                                                      170 km

I dag regner vi med at nå til Varberg. Vi skulle helst kunne klare den sidste etape på én dag. Det er drønende varmt. Det nye Medlem og 2. veteran ligger ned og vasker op. Det er simpelt hen nødvendigt for ikke at gå til af overanstrengelse i heden. Inden vi drager af sted, konstaterer vi med bekymrede miner, at Hermods tandhjul er så godt som slidt ned igen.

I dag har vi absolut ikke lyst til at holde lange pauser. Det er simpelt hen for varmt. Det eneste udholdelige er at blive gennemblæst siddende på mopederne, der ligeledes nyder det fantastiske vejr.

Farten er dog lidt hæmmet på grund af 1.veterans elendige tandhjul. Lidt nord for Kungälv kommer Det nye Medlem ud for et mindre uheld. Det er ellers lykkedes for ham at få Jacobs udstødningsrør lavet så nogenlunde, men pludselig taber han den bageste del igen med et knald. Og inden han får set sig om, er den mast flad af en bil. Han må altså igen larme sig frem. Kort efter uheldet lykkes det ham at blive standset af politiet, som anmoder om en forklaring på spektaklet. Det nye Medlem bliver først lidt konfus, men han får sig dog taget så meget sammen, at han er i stand til stammende at fremsætte en gyldig forklaring. Politiet slår sig til tåls, og vi får lov at fortsætte.

Inde midt i Kungälv får vi et nyt chok. Grogs kæde hopper pludselig af det degenererede tandhjul. Vi ser på sagerne og indser, at det kan tage et kvarters tid at få kæden anbragt rigtigt. Vi bliver derfor enige om, at Det nye Medlem skal fortsætte mod Göteborg, mens veteranerne får lavet mopeden. Tabet af endestykket til udstødningsrøret har nemlig medført, at Jacob ikke kører særlig hurtigt mere. Veteranerne forklarer Det nye Medlem vejen, og denne forsvinder mod Göteborg samtidig med, at veteranerne går i gang med Grog. Vi låner lidt værktøj på en overfor liggende tankstation. Midt under arbejdet træder Det nye Medlem ind på arenaen igen, idet han beklager, at han ikke kan finde vejen. Veteranerne forklarer ham med tålmodighed atter vejen og forsikrer, at den ikke er blevet stjålet eller fjernet på anden måde. Det konfuse Medlem skyder brystet frem og forsøger sig atter.

Midt på eftermiddagen er det så veteranernes tur til at finde vej. Vi har fået kæden på og med tilfredshed konstateret, at Det nye Medlem ikke har vist sig igen, hvilket jo må betyde, at han har fundet vejen. Vi begiver os derfor fortrøstningsfulde mod syd. Vi har naturligvis, som gamle kendinge, ingen besvær med at finde vejen, og vi ankommer hurtigt til Göteborg. Her er vi så forbandet uheldige, at vælge den forkerte indfaldsvej, dvs. Hermod foreslår den rigtige, men jeg mener at have for stor erfaring udi slige sager til at kunne acceptere hans forslag (endvidere har jeg jo også gjort visse erfaringer sidste år om Hermods evner til at finde vej). Altså vælger vi den forkerte, og det viser sig at blive et sandt mareridt.  Vi farer ud og ind i Göteborg, vender midt i et lysreguleret kryds, kører over en gårdsplads. Ja en overgang havner vi på motorvejen. Heldigvis får vi begge øje på en kørelærer. Straks jager vi hen til ham og spørger, om han skulle kende vejen. På klingende svensk lirer han hele ruten af sig til vores store beroligelse. Vi takker og iler mod syd, alt imens vi spekulerer på, om Det nye Medlem har fundet vej.

Hen ved 17-tiden er vi ude af Göteborg. Nu går det hurtigt mod syd. Veteranerne er igen på hjemmebane. Midtvejs holder vi en lille pause, og iler derefter videre.  Ca. kl. 20 konstaterer vi med tilfredshed, at vi er i kendt terræn og på rette vej. Vi finder hurtigt ned til færgen – og her finder vi til vores veritable overraskelse et helskindet nyt Medlem.

Vi lykønsker ham og begiver os over til ventesalen. Færgen går først kl. 01:30, så vi har masser af tid. Vi går ud og ser på byen. Vejret er blevet dårligere. Det er begyndt at blæse ret kraftigt.  Vi lader os dog ikke slå ud, men vandrer veltilpasse rundt i gaderne. Turen afslutte med nedsvælgelse af nogle velkomne svenske hotdogs – vores første måltid siden i morges.

Km-tæller ved ankomst:                                                                                                                              3.630 km.

KAPITEL 13: FREDAG DEN 18.7. 1969

Varberg – Tørrild/Nørup/Vandel                                                                                                                     160 km

Hen ad 01.30–tiden er vi ombord på færgen. Det blæser op til storm, og vore mopeder bliver af den grund surret fast med reb. Jeg gruer allerede for turen. Da vi kommer op i restaurationen, vil 1. veteran forsøge at genskabe noget af den gode stemning fra overfarten. Han køber derfor 2 stk. gulddrenge og begynder straks nedsvælgelsen. Hverken Det nye medlem eller jeg er misundelige. Vi ved, hvad der er i vente. Jeg kigger ud af vinduerne og ser, at det vipper vildt og afsindigt. Snart må jeg forlade det gode selskab og begive mig ud til rælingen. Jeg når lige at få hovedet over på den rigtige side, inden vanviddet begynder. Jeg er med ét dødssyg. Brækker og brækker mig. Får det ene skumsprøjt efter det andet i ansigtet. Men ligeglad er jeg. En overgang tænker jeg på at hoppe baljen, det ville jo gøre det hele en del lettere. Jeg beslutter dog at overveje endnu engang. Ca. 02.30 vakler jeg udmarvet hen til en stol på dækket, sætter mig ned og begynder at aflevere mere af min livskraft til guderne. Et par af skibets rengøringsdamer spørger, om jeg da ikke har en pose, at brække mig i. Jeg har fand’me ingen pose, og de kan bare skrubbe af.

De vil dog finde en pose til mig, men det viser sig, at lageret allerede er blevet opbrugt på den første tur. Jeg sidder lidt endnu, begynder så umærkeligt at døse hen og med et sover jeg (antager jeg).

Kl. 3.30 vågner jeg. Til min overraskelse er jeg smaddergodt tilpas. Stormen er taget kraftigt af. Jeg går hen og kigger ud over rælingen. Vejret er blevet meget bedre. Skibet gynger kun ganske lidt. Veltilpas går jeg tilbage til restauranten, hvor jeg finder Hermod og Det nye Medlem, sovende. Det halve af Hermods gulddrenge er ikke drukket, konstaterer jeg med et lunt glimt i øjet. Jeg kigger ud af vinduerne og får øje på Anholt. Så er vi ca. halvvejs. Jeg finder en lænestol i nærheden af de to børster og lægger mig til at sove.

Ti minutter i seks, vågner jeg. Jeg kigger over mod det øvrige selskab og opdager, at de har forladt etablissementet. Nå, der kommer de igen. Jeg går dem i møde, og de begynder straks at bavle op om, hvor jeg dog har været henne. De har ledt efter mig det sidste kvarters tid.  Jeg forklarer dem skånsomt, at jeg de sidste par timer har siddet i stolen der. De får begge et mærkeligt udtryk i ansigtet. Jeg forhører mig om den halve øl af Hermods. 1. veteran kommer nølende med en forklaring om, at det var begyndt at gynge slemt i maven, og at han derfor besluttede at lade resten stå for alle eventualiteters skyld. Det nye medlem morer sig.

Kl. 6:00 er vi igen på fast grund. Hundekoldt er det. Vi gruer for turen ned gennem Jylland. Uhygge! Vi sætter dog afsted for at nå hjem til middag, idet vi efterhånden er godt sultne.

Uden pause ankommer vi til Århus ved 09–tiden. Det er nu ved at være lidt varmere, men stadig hundekoldt. Jeg meddeler de andre, at jeg skal have essence på, og indforstået fortsætter 1. veteran og Det nye Medlem. Da jeg ankommer til Viby, bliver jeg pludselig i tvivl om, hvilken vej jeg skal tage. Via Hovedgård? eller Skanderborg? Vi har ikke rigtig fået aftalt noget. Jeg beslutter dog at vælge vejen over Hovedgård. Den har de andre nok også valgt for at komme hjem så hurtigt som muligt. Det går dog snart op for mig, at de ikke har valgt denne vej. Jeg kommer ud på et langt lige stykke, og da jeg ikke kan se dem i det fjerne, regner jeg med, at de er taget over Skanderborg. Jeg indser dog tåbeligheden i at vende om og fortsætter som hidtil.

Præcis på slaget 12 er jeg hjemme. Ikke som sidste gang halvdød og udkørt, men veloplagt til at tage på en ny tur er lige, hvad jeg er.

Det øvrige selskab tog ganske rigtigt over Skanderborg. Her gjorde de et større ophold for at vente på mig. Det gik dog til sidst op for dem, at jeg var taget over Hovedgård, og de fortsatte skyndsomt til Horsens. Ca. kl. 13 ankom de til hjemstavnen.

Km–tæller ved ankomst:                                                                                      3790 km

Hele turens længde:                                                                                            1.973 km

Antal rejsedage                                                                                                     13 dage

Antal km i gennemsnit pr. dag                                                                         152 km

Her slutter sagaen om globetrotternes anden eventyrlige rejse til Norges (og Sveriges) fjeldverden.

GLOBETROTTERNES TREDJE EVENTYRLIGE REJSE

(”Incitamenter udi fjeldet”)

En dramatiseret knallerttur til Norges fjeldverden juli-august 1971

Af

Peter K. A. Jensen med signifikant bistand fra Leo H. Pedersen

(Begge 20 vintre gamle)

PRÆLUDIUM

Anno 1971.

Veteranerne fra 1968 og 1969 er i løbet af det sidste årstid gradvist sunket han i en arts sløvhedstilstand, en døs karakteriseret ved lede ved arbejde, rastløshed, irritation og mere uforklarlige træk. Samtidig er der sket en mærkelig fysisk forandring med dem begge. Begge søkker svagt i knæene, går krumbøjede og bærer konstant på et udtryksløst, deprimerende fysiognomi.

Jamen, hvad er der dog sket? Spørger udenforstående. Den nærmeste familie er alvorlig bekymret. Ingen fatter noget som helst af det hele. Venner og bekendte forsøger at opmuntre de før så vitale veteraner. Veteranerne indbyders til festligheder og selskaber af enhver tænkelig art, de beskænkes rigeligt fra alle sider. Men alt preller af dem som vand på en gås.

Efterhånden bliver veteranerne et offentlig fænomen. De bliver berømte, og alle interesserer sig for dem. Pressen verden over skriver artikler, psykoanalytikere og psykologer udtaler sig offentligt over eurovisionsnettet om det enestående fænomen; de forsøger at forklare de basale egenskaber, der må ligge til grund for denne helt exceptionelle sløvhed og fjernhed. Der skrives tykke bøger om fænomenet verden over, men ingen kan finde en tilfredsstillende forklaring på fænomenet.

Men hvad er det da, der ligger til grund for det hele? Veteranerne må da selv være i stand til at forklare fænomenet?

Veteranerne har naturligvis selv lagt mærke til den megen aktivitet, der har kredset om deres personer det sidste årstid. De har flere gange været fristet til at løfte sløret for offentligheden, men har dog hver gang ved samtaler med hinanden besluttet at holde det hele hemmeligt et stykke tid endnu. Sagen er nemlig, at det her drejer sig om helt fundamentale, intime følelser, der næres overfor én ganske bestemt sag. Det drejer sig for dem on en art livsfilosofi. En vanvittig, entusiastisk koncentration om en ganske bestemt ting. Denne koncentration har lukket alt andet ude, den omgivende perceptuelle asparges- og kartoffelverden er fuldstændig fjernet fra deres ophøjede, suveræne sjæle.

Lad os da prøve at gå i dybden og se, hvilken denne følsomme og passionerede sag er. Som det formodes bekendt var veteranerne plus Det nye Medlem (jf. globetrotternes anden eventyrlige rejse) i det Herrens år 1969 draget ud på en i forvejen håbløs ekspedition til de sydlige svenske og norske fjeldmassiver. Ekspeditionen blev kun en moderat succes. For sande idealistiske sjæle er en moderat succes lig en fiasko. Dette plagede naturligvis veteranerne uudgrundeligt, og de lovede hinanden, at 1970 skulle blive et år, der vil gå over i historien, så længe Gud lod denne Jord bestå.

Så kom 1970. Hvad skete der? Intet! Absolut intet! Mere præcist kan det ikke siges. Inflation, troppeforskydninger og mange andre faktorer havde gjort det umuligt at mobilisere de nødvendige ressourcer. Veteranerne så sig inden længe nødsaget til at opgive hele planen om en ny ekspedition. Men hvilken skuffelse, dette foregik med, kan næppe beskrives. Det gav deres ophøjede, højt kultiverede sjæle et ubønhørligt knæk.  Deres idealisme og stolthed var som suget ned i undergrunden. En uoverstigelig hjælpeløshed lagde sig over deres ansigter. Nære og fjerne bekendte mente, at deres personlighed havde lidt et uopretteligt knæk. Det halve af Tørrild Herred var i oprør.

I denne ganske forståelige forvirring fattede veteranerne sig. De indkaldte få dage efter, at aktionen måtte aflyses de kompetente forsamlinger til rådslagning. Mødet var naturligvis præget af dyb alvor og bekymring. Man blev dog hurtigt enige om, at hvis deres hendøende sjæle atter skulle rejse sig af støvet, så måtte der gøres noget ganske ekstraordinært. Veteranerne besluttede hinanden imellem, at kun et halvt års absolut og kategorisk koncentration om emnet kunne redde tingenes fortsatte beståen. Det var i dette halve år absolut nødvendigt at aflukke sig fuldstændigt fra omverdenen, ikke lade sine tanker forføres af noget som helst andet. Kun ved en sådan kraftanstrengelse kunne katastrofen vendes til sejr, kun således var det muligt igen at kunne henfare til den funklende og sande evighed, kun således kunne livsfilosofien hjælpes op af sølet.

Veteranerne besluttede derefter at mødes igen om et halvt år og diskutere, hvilke konklusioner, de hver og især var nået frem til.

Hen på foråret 1971 mødtes så veteranerne igen. Efter et halvt års ”umulig” tankevirksomhed tonede de nu begge blidere frem til lyset. Mødet foregik på Tørrild Slot, biblioteket. Det blev en stor aften! En aften, hvis betydning kan sammenlignes med historiens aller vigtigste begivenheder. Man havde til denne aften engageret nogle af verdens mest fremtrædende kunstnere inden for musikken, den mest celebre champagne flød, og sangen gik hele natten, tonende sig gennem slottets samtlige sale og prægtige værelser. Begge veteranerne var nået til den konklusion, at en forening måtte oprettes. En forening for entusiastiske sjæle udi i det barske og kolde Nord. Begge indså, at dette var den rigtige og eneste mulighed for at kunne gennemføre forberedelserne til en kommende ekspedition. Samme aften bestemte man, hvilke kriterier, der skulle ligge til grund for optagelse af medlemmer i foreningen. Fire medlemmer blev optaget med det samme i ”GLOBETROTTERNES FORENING FOR EKSPEDITIONER TIL DET NORDISKE FJELD” (forkortet GFFETDNF).

Foreningens aktiver:

1. Adm. dir.
   Dr. Moped
   Stud. sim.
   Overveteran
   Leo Hermod Pedersen
   
   
2. Dir. For planlægning og aktiviteter
   Dr. Fjell
   Stud. med.
   Overveteran
   Peter Kjestrup Axel Jensen
   
   
3. Første souschef (under adm. dir.’s afdeling) Dr. Punktering
   Hr. Grog
   
   
4. Anden souschef (under dir. for planlægning og aktiviteters afdeling) Dr. Gear
   Hr. Kresjan II

Foreningens passiver: Ingen.

Som det fremgår af ovenstående konstituerede bestyrelsen (samtlige medlemmer af foreningen) sig med det samme. Ligeledes fremgår det af ovenstående, at samtlige er indehavere af særdeles prisværdige kvaliteter, hvoraf flere blev indhentet på de foregående ekspeditioner.

Inden mødet blev hævet, blev det fastsat, at ekspeditionen skulle forsøges gennemført fra omkring sidst i juli 1971. Samtlige medlemmer skulle derfor atter hengive sig til fuldstændig koncentration nogle måneder med det formål at finde frem til, hvilke foranstaltninger man måtte tage i betragtning inden ekspeditionens iværksættelse.

Endelig blev det besluttet ikke at udvide medlemsstaben yderligere foreløbig.

Omkring 1. juni 1971 begynder anstrengelserne at bære fugt. Den nyudnævnte direktør for planlægning og aktiviteter overrækker den administrerende direktør en foreløbig skitse af ruten til endelig udformning og vedtagelse. Dette sker kort efter, og samtidig besluttes det at fastsætte afrejsen til søndag den 25. juli 1971 kl. 9.30.

Den 24. juli 1971 om aftenen træder bestyrelsen sammen på Tørrild Slot til de sidste konsultationer og forberedelser. Et par dage i forvejen blev provianten købt ind, og de to souschefer meldes i topform (i sidste øjeblik rettes en teknisk fejl ved 2. souschefs baglygte). Stemningen er naturligvis på kogepunktet denne lysegrønne aften, men på bunden mærkes dog en dejlig afslappethed hos alle. Alle er klar over, at de det sidste årstid har gennemgået uhyrlige anstrengelser, anstrengelser man nu med tilfredshed mindes, nu da man ser frugten af dem. Alle er klar over, at det er de forenede kræfter, ophøjet i et fantastisk samarbejde og en enestående loyalitet, der er skyld i, at de er kommet så langt, som de er. De har over for den øvrige verden bevist, at samarbejdets og sammenholdets frugt, dét er dens trøste og ædleste frugt, mennesket kan avle. Kun sammenholdet har hævet frugten til dette himmelske stade, hvor det nu befinder sig tilbedt og anråbt af alverdens skabninger fra uslingen til fyrsten. En elvte muse er frugten blevet kaldet. ”En værdig titel” udbryder de fire bestyrelsesmedlemmer i et ekstatisk champagnegylp.

Peter K. A. Jensen, Dr. Fjell

Aarhus 1971

ACTEURS I TREDJE TUR TIL ”FJÄLLA”:

1.	Leo Hermod Pedersen:	Administrerende direktør. Dr. Moped. Stud. Sim. 1. Overveteran.
2.	Peter Kjestrup Axel Jensen:	Direktør for planlægning og aktiviteter. Dr. Fjell. Stud. Med. 2. Overveteran.
3.	Første besjælede knallert:	Første souschef. Dr. Punktering. Hr. Grog.
4.	Anden besjælede knallert:	Anden souschef. Dr. Gear. Hr. Kresjan II (den uimodståelige Kresjan I’s efterfølger).

RUTEKORT TREDJE EVENTYRLIGE REJSE

KAPITEL 1: SØNDAG DEN 25.7. 1971

Tørrild Slot – Ålborg                                                                                                                                      197 km

Kl. 07 er alt total forvirring på Tørrild Slot. Riddersalen flyder med telte, proviant, tøj, soveposer osv., osv. Ekspeditionens deltagere farer rundt, ud og ind mellem hinanden og bagagen. En sky af overanstrengt nervøsitet har lagt sig over hele skuepladsen.

Midt i afsindigheden kalder 2. overveteran Hermod til sig og forhører, om denne har hørt det gruopvækkende varselsskrig i nattens løb i form af et gevaldigt tordenvejr. 1. overveteran nikker tilkendegivende og påtager sig en dyster mine. Veteranerne bliver dog enige om ikke at udbrede endnu mere nervøsitet, end der hersker i forvejen. Samtidig ville det være et skår i glæden for de følsomme souschefer. ”Det glemmer vi hurtigst muligt”, afslutter 1. overveteran samtalen.

Henad 8.30 kører 2. overveterans overøvrighed ind på slotspladsen. Denne har indvilget i at beære greven med et besøg på denne højtidelige dag (samtidig med at de labber grevens kaffe i sig). På dette tidspunkt er der ved at komme system i sagerne, og man er ved at lægge sidste hånd på pakningen af bagagen.

2. Voerveterans overøvrigheds maskuline element har i nattens løb under det afsindige tordenvejr i intimt samarbejde med FN-tropper fra alle egne af jordkloden vadet gennem ild og vand (mest vand) for at reparere lysnettet, der forsyner det ganske herred.

Ca. kl. 9.15 rejser ekspeditionens deltagere sig fra det kostelige morgenbord. Tiden er inde for pålæsning af souscheferne!

Kl. 9.30 præcis. Et infernalsk benzinbrøl rejser sig fra souschefernes indre! Ekspeditionens afgang er en realitet! Efterladende en tommetyk tåge af udstødningsgas drøner ekspeditionen ud mod de store gennemgående veje til det almægtige nord.

Ekspeditionen baner sig vej gennem en tæt jungle af biveje og når henad 11.00 Horsens. Midt i byen lyder et vanvittigt jordskred – tror man. Det er blot bagagen, der ryger af Kresjan II ved nedkørsel fra en kantsten. Et par snore hjælper på situationen.

Efter at have pauseret kl. 11.30 udenfor Horsens for at få ro på nerverne ankommer ekspeditionen til Århus, nærmere bestemt Helgesgade 9, Kongsvang ca. kl. 13. Siden globetrotternes anden eventyrlige rejse har 2. overveteran flyttet sit legeme og hele sit liv fra Vandel til denne adresse i Århus. 2. overveterans hushovmester har sørget for tilrettelæggelsen af en større frokost. Under denne diskuteres turens første reelle problem: Kresjan II’s gear fungerer utilfredsstillende. Det kniber især med at komme i 1. gear. Man beslutter dog at stille sagen i bero og se tiden an. Meget kan jo ske endnu.

Efter en hjertelig afsked med personalet drager ekspeditionen fra Århus ca. kl. 14.30. Man vender næsen mod Ålborg. Kl. 16 pauseres der kort mellem Randers og Hobro.

Henad 18-tiden standser ekspeditionen og må med beklagelse konstatere, at gearet hos Kresjan II er under al kritik. Ekspeditionen er stærkt hæmmet i at fortsætte. Heldigvis standser et venligt menneske på en motorcykel og bebuder tilstedeværelsen af en radexiforhandler i Ålborg (Kresjan II er ligesom sin forgænger, Kresjan I en radexi). Ekspeditionen rådes til at opsøge denne, inden der fortsættes mod Frederikshavn. Der indkaldes til et hurtigt plenarmøde, hvor det besluttes – efter en kort votering – at udsætte ekspeditionens videre fremmarch med én dag.

Kl. 19.15 nås campingplads ”Mølleparken” i Ålborg Vest med blandede fornemmelser. Ekspeditionen bliver modtaget af en uvenlig lejrchef, som udbeder sig den uartighed at forlange lejrpas. Et sådant er ekspeditionen imidlertid ikke i besiddelse af, og man må derfor henstille til kassereren at ryste op med kr. 20,- til indkøb af to stk. lejrpas.

På grund af det sene tidspunkt opfordrer man kokken til at fremelske en hurtig middag, hvilket sker i form at en dåse forhivede pølser. Hermod og undertegnede er således henvist til under hele måltidet at hiiive pølser op af badevandet i en sådan grad, at Hermod til sidst både hiiiver efter pølser og vejret.

Under den efterfølgende vederkvægelse er 2. overveteran så ”uheldig” at knække den af hertugen af York skænkede pibespids.

Km-tæller ved afgang                                                                                                                                   4888 km

Km-tæller ved ankomst                                                                                                                               5085 km

KAPITEL 2: MANDAG DEN 26.7. 1971

Ålborg – Frederikshavn                                                                                                                                75 km

Plask, tisse, plask, tisse! Jeg vågner kl. 4.45. Er uhyggelig til mode på grund af et fantanisk regnvejr (udenfor teltet).

Plask, tisse, plask, tisse! Jeg vågner kl. 06. Er uhyggelig til mode på grund af vedvarende fantanisk regnvejr (til dels udenfor, til dels indenfor teltet).

Kl. 7.15. Overveteranerne rejser deres kadavere op på deres flade fædder. Regnen er holdt op. Vi takker i fællesskab himlen.

Efter endt morgenritual agter vi at gøre et helhjertet forsøg på at få Kresjan II lavet. Med dette formål i lommen okser vi ind til radexiforhandleren i centrum. Hr. Dæck forklarer os, at forretningen lige har haft ferie, og af den grund har de så meget arbejde, at vi ikke kan regne med at komme til inden sidst på ugen (dog med sikkerhed før jul). Dette er vi naturligvis meget utilfredse med, og vi beder hr. Dæck anvise et andet sted. Efter et mindre opbud af gestikulationer lykkes det os at blive klar over, hvor der findes en anden forhandler, og vi okser videre.

Hr. S. Lange i den næste forretning tager kærligt imod os. Men da han ser, at det er en radexi, det drejer sig om, henviser han os prompte til radexiforhandleren. Vi takker og forsøger et nyt sted. Atter bliver vi henvist til radexiforhandleren.

4. sted. Manden kigger på sagerne, ryster opgivende på kranie plus indhold. Kommer med nogle forslag til behandling, som prompte afvises af 2. overveteran. Hjælpeløsheden breder sig over overveteranernes ansigter. Som eneste mulighed ser vi at ringe til den lokale helt i Vandel. Denne foreslår, at vi smører gearet. Forsøget prøves og mislykkes næsten totalt. Vi ringer igen. ”Jo”, den lokale helt bliver ivrig, ”der sidder en arm”. ”Hva’! En arm? …. Nå! ”

Bent opgiver at forklare og beroliger os i stedet med, at Kresjan II sagtens kan hiiive sig op i 2. gear. Vi beslutter derfor at vende tilbage til campingpladsen og se at komme til Frederikshavn.

100 m fra campingpladsen på vej mod Frederikshavn opdager vi, at Kresjan II har besvær med respirationen. Han udånder konstant med det resultat, at baghjulet bliver fuldstændig fladt. Vi frygter, som rimeligt er, en punktering.

En ½ time senere – kl. 12 – fortsætter vi med fornyet håb. Vi har givet Kresjan II en kraftig indånding, og han ser ud til at klare sig bedre.

Kl. 13.15 pauserer vi og dinerer i en vejgrøft 27 km fra Frederikshavn. Vejret er efterhånden blevet habilt. Eneste bemærkelsesværdigt ved frokosten er observation af en skarnbasse i min skuldertaske.

Kl. 14 fortsætter vi nordpå. I Sæby bliver vi overfaldet af et almægtigt regnvejr, så almægtigt, at vi bliver nødt til at pausere et par gange undervejs. Kl. 15 ankommer vi obskøne til Frederikshavn. Vi beslutter straks at købe billetter og gøre diverse indkøb (12 pilsnere plus en køkkenrulle). Kl. 16 ankommer vi besudlede af regnvejret til campingpladsen ”Frydenstrand”. Foruden regnvejret bemærker vi en afskyelig tanglugt. Til trøst nedskyller vi et par pilsnere under et ”halleluja, vor strid er endt”.

Efter aftensmaden ca. kl. 18 opdager vi, at Kresjan II igen udånder konstant. Vi ræsonnerer os frem til, at det må dreje sig om en punktering. Vi overfalder lejrchefen med det resultat, at denne henviser os til en anerkendt vulkanisør, hr V. Ulk. Vi beslutter straks at opsøge hr. V. Ulk. For at høre til dennes kvaliteter og humør.

”Go’dav’ahh.”

Humøret befinder sig på et niveau, der gør det muligt at få knallerten lavet tidligt næste morgen formiddag. Vi takker.

Tilfredse bestiger vi da atter fortovet i den hensigt at komme hjem og hiiiva os ned i soveposerne.

For at være sikre på, at vi kan falde i søvn, lemper Hermod et par fågla ud ad bagdøren. ”Skål’ahh!”

Km-tæller ved ankomst                                                                                                                               5160 km

KAPITEL 3: TIRSDAG DEN 27.7. 1971

Frederikshavn – Oslo                                                                                                                                     15 km

Ved en sommerlig fuglekvidder vågner vi begge omkring kl. 07. Vi opdager begge straks, at kvidderen kommer fra 1. overveterans sovepose, og en nærmere undersøgelse af fænomenet resulterer i opdagelsen af en udfældning af tre gram rendyrket fåglafræs i Hermods fåglapose. Hermod afleder skyndsomt opmærksomheden fra emnet og begynder at fortælle om en natlig oplevelse, han har haft. Omkring midnatstid konstaterede han et værre spektakel bagved teltet. Det ramlede og skramlede med gryderne (der står udenfor teltet under oversejlet). Hermod farer op, får fat i lommelygten og stiger udenbords. Straks han kommer om bag teltet, møder han et par skræmte pindsvineøjne, der hjælpeløst flakker fra side til side. Hermod ånder lettet op. Pindsvinet ville blot have del i madresterne i de uvaskede gryder og var derved kommet til at vælte nogle af dem.

Efter morgenmaden pakker vi skyndsomt, og jeg drager afsted til vulkanisøren med en del af bagagen, mens 1. overveteran pakker færdig. Kl. 09 ankommer jeg til vulkanisøren og opdager til min glæde, at knallerten er lappet. Jeg takker mange gange for den megen venlighed og sætter mig til at vente på 1. overveteran. Denne arriverer kort efter med halvdelen af den resterende bagage, og imens han henter resten, pakker jeg Kresjan II.

Lidt over 10 går vi i strålende vejr ombord på færgen, rigtig veloplagte til en gyngetur af dimensioner.

Kl. 10.30 lyder det i højtaleren: ”Goddag og velkommen ombord på M/S Akershus. Vejrmeldingen lyder på vindstyrke 3. Vi ønsker Dem en behagelig rejse. ” ”Go’dav’ahh! Lyder det spontant fra overveteranerne.

Selve sejlturen forløber ret begivenhedsløst. Vejret er strålende, og det meste af tiden tilbringes på soldækket. Nævnes skal den meget smukke tur gennem Oslofjorden. Den sydlige del er bred, og til begge sider indrammes fjorden af lave fjelde, der stiger frem i diset, efterhånden som skibet avancerer. I den indre del er fjorden smal, opfyldt af småøer og store skær. På den østlige bred ligger havnebyerne Moss og Drøbak. Den vestlige bred er stadig opfyldt af lave fjelde bortset fra byen Horten, hvorfra en lille motorbåd kommer ud til færgen for at hente en 10-12 passagerer.

Ca. kl. 19.30 lægger vi til land i Oslo. Da vi kommer ned på vogndækket, opdager vi til vores skræk, at baghjulet på Kresjan II er fladt igen. Vi diskuterer hurtigt situationen og bliver enige om at finde en benzintank med tilstødende luft hurtigst muligt. Det viser sig nu, at vi har et større detektivarbejde foran os. Jeg er kun i stand til at række, og med mig som centrum foretager 1. overveteran små rekognosceringer ud til siderne for om muligt at få øje på en servicestation, der er åben. Efter ca. en times leden er vi heldige at finde en. Vi får Kresjan II pumpet hårdt op, og inden vi fortsætter mod Ekeberg, får vi anvist en vulkanisør.

Vi ankommer forhiivede til Ekeberg kl. 21.30. Under højlydt nedsvælgelse af 1 pils hver får vi skyndsomt gjort fåglaposerne klar til brug.

Km-tæller ved ankomst                                                                                                                               5175 km

KAPITEL 4: ONSDAG DEN 28.7. 1971

Oslo – Rjukan                                                                                                                                                 204 km

Fredfyldte opstår vi kl. 7.15. Vi begiver os straks efter morgenmaden ned til en nærliggende benzinstation for at få luft i Kresjan II’s baghjul. Derefter finder vi med en del besvær en vulkanisør på Strømsveien. Vi træder ind i etablissementet og finder som sædvanlig vulkanisørerne sidde og pimpe i kaffe og rullepølsemadder. Vi tager den med vanlig ro, og forhører os, om det ville være muligt at få 2. souschefs baghjul lappet mellem to rullepølsesmask. Det lader sig desværre ikke gøre, men d’herrer vulkanisører skal overveje at tage sagen op efter pausen.

Kl. 9.30 sker det usædvanlige, at vulkanisørerne rejser sig op på deres flade fæddere. Under nogen snak og diskussion går de i gang med 2. souschefs baghjul. Det viser sig, at et 10 cm langt stykke af slangen er gennemhullet som en si. Dette skyldes, at ventilen har forskubbet sig, så slangen er kommet til at ligge dobbelt (en ubehagelig tanke sendes til vulkanisøren i Frederikshavn med tak for dårlig påsætning af slangen).

Nå, vi tager det hele med godt humør, og glæder os, da vi kan overrække vulkanisøren 30 n. kr. for ny slange og påsætning af samme. Derefter går det mod Ekeberg igen.

Kl. 11 tager vi afsked med Ekeberg for en 14 dages tid og vender næsen mod Drammen. Grundet vores store erfaring finder vi hurtigt frem til vejen, og godt middag okser vi gennem Drammen City.

Kl. 13.15 standser vi i en lille by, Hokksund midt mellem Drammen og Kongsberg for at tilfredsstille sulten. Herefter bliver vi beriget med en dejlig tur gennem skov til Kongsberg. Fra Kongsberg går det nu mod Rjukan ad Riksvej 37. Turen går gennem en herlig skovdal, Jondalen. Efterhånden som vi kommer frem, bliver landskabet mere kuperet og fjeldene højere. Ved Fosso, 60 km fra Rjukan gør vi hen på eftermiddagen en pause for at nyde den fantastiske udsigt mod Blefjell, 1341 m. Kort efter passeres vejens højeste punkt 750 m. o. h. med smuk udsigt over den langstrakte Tinnsjøen. Forinden har vejen været temmelig stejl, og et kort øjeblik måtte Kresjan II i 1. gear, hvilket over alt forventning lykkedes.

Skoven er nu holdt op, og turen går rundt om Tinnsjøen, der er bekranset af høje fjelde. En overgang skimtes Gausta, Telemarkens højeste fjeld – 1883 m. Landskabet er blevet mere dystert. Det er ved at blive mørkt og enkelte skyer er komme til. Søen tegner sig dybblå mod de grånende, kolde fjeldsider, og midt i det hele anes to besynderlige oksefræsere, der futter afsted på to ejendommelige mopedder. Deres konturer er delvist udviskede mod fjeldene, men på nærmere hold aner man deres træk. Deres ansigter er sammenbidte, man aner det ukuelige mod og den seje vilje. De skal fremad, lige meget, hvad det koster. Deres vejrbidte ansigtsfurer erindrer en om, at det er barske og prøvede mænd, med tryk på mænd, man her har for sig. Den forreste kører på en rød moped af radexitypen. Mand og moped er som sammensmeltet til en højre enhed. Man har et vildt, urmenneskeagtigt hår, øjnene vidner om viljefasthed og stirrer uafladeligt fremad. Fra læberne udstråler en nærmest intelligent spydighed.

Den bagerste kører på en moped af Puch-typen. Han er mørk, men virker ikke indesluttet. Håret er sort, den nederste del af det askegrå ansigt er belagt med et ubehersket fuldskæg. Om læberne spiller et næsten uerkendeligt, muntert smil. En sammenbidt fred hviler over alle fire, en egenskab, hvis grundlag kun kan være skabt gennem længerevarende ophold dybt i de mægtige skove mellem vilde fjeldmassiver.

Kl. 19.30 nærmer ekspeditionen sig Rjukan. Byen ligger indeklemt mellem næsten lodrette fjeldsider i Vestfjorddalen. Dalen har nærmest karakter af en kløft, er meget smal, og byen bliver følgelig noget langstrakt – ca. 10 km. Ned fra fjeldsiden styrter utallige større og mindre vandfald. I byens udkant passeres et større vandkraftværk. Det viser sig, at byen nærmest er befængt med kraftværker, mindst 4-5 stykker, og især Vemork Tungtvannsfabrik har gjort byen kendt, idet denne var genstand for en af de største sabotageaktioner under 2. Verdenskrig.

Kl. 20 ankommer vi helskinnede til ”Rjukan Camping. ”

Km-tæller ved ankomst                                                                                                                               5379 km

KAPITEL 5: TORSDAG DEN 29.7. 1971

Rjukan – Gausta t/r                                                                                                                                       32 km

Vi vågner kl. 8-30 i en salig rus påtvunget os af Hermods fåglafræs. Efter morgenmaden kører vi ind i city for at gøre diverse indkøb.

Kl. 11 starter vi mod Gaustatoppen. Gaustavejen udgår fra Øverland 2 km fra Rjukan. Herfra er der 11 km op til en parkeringsplads i 1000 m’s højde. Resten af turen til toppen foregår til fods. Vejen viser sig at være vanvittig stejl. Snart må Kresjan II ned i 1. gear, mens Grog klarer den i 2. gear. Jo længere vi kommer op, jo stejlere bliver vejen. Trods overskyet vejr damper 2. overveteran og Kresjan II af sved. Det udvikler sig efterhånden til et ubeskriveligt vanvid. Jeg skifter med at hjælpe Kresjan II med foden og gå ved siden af ham i 1. gear. Til sidst er Kresjan II totalt udbrændt. Han hverken vil eller kan mere. Følgelig må jeg standse motoren og trække med Kresjan II. Dette viser sig dog at være enormt anstrengende, og efter en halv km ser jeg ikke anden udvej end stille Kresjan II fra mig og fortsætte alene til fods. I mellemtiden er Hermod nået et godt stykke op på fjeldet og ude af syne for mig.

Efterhånden som vi er kommet til vejrs, har vi fået et fantastisk vue over Vestfjorddalen mod syd med Rjukan og Øverland liggende dybt nede i bunden. Mod sydøst rager Gausta langt op over de øvrige fjeldmassiver. Efter en halv kilometers gang får jeg øje på 1. overveteran, der kommer storkende ned ad fjeldet på Grog. Han udtrykker en naturlig forbavselse over min tilstand og er klar over årsagen til min forsinkelse. Vi bliver enige om, at Hermod fortsætter op til parkeringspladsen, hvor han så vil afvente min ankomst inden bestigningen af toppen.

I 900 m’s højde, et par km fra parkeringspladsen øjner 2. overveteran til sin udelte glæde en fjeldstue, ”Svineroi Fjellstua”. 2. overveteran slæber lykkeligt sit udslidte og forpinte skrog de sidste meter hen til fjeldstuen. Totalt udmattet lukker han døren op, i blinde kryber han hen til udsalgsdisken og får fremstammet et næppe hørligt: ”Vand”. Servitricen opfatter straks situationens alvor og trækker på professionel manér en sodavand op, rækker den til 2. overveteran, der straks sætter flasken for munden, en bevægelse der til fulde er indlært og som i dette øjeblik redder ham fra at blive til jord igen (hvilket i øvrigt ville have vagt megen undren og benovelse, idet 2. overveteran gentagne gange har givet udtryk for i givet fald at blive til australsk rødler med polynesiske regnormsarter; til orientering for uvidende sjæle skal det oplyses, at denne besynderlige jordart med det lige så besynderlige indhold endnu ikke er påvist af geologer i Norge).

Efter at være kommet til kræfter igen begiver 2. overveteran sig atter på ved opad mod Gausta. Lidt nedenfor parkeringspladsen mødes overveteranerne igen, og ved fælles kræfter lykkes det at forcere det sidste stykke op til pladsen, der ligger i ca. 1000 m’s højde og tillader et vidtstrakt udsyn over fjeldet i det centrale Telemarken. Rjukan er forsvundet i dalen, rundt omkring rager de fleste fjeldmassiver højere op, og bag os rejser majestæten sig 1883 m over havets overflade. Her nede fra ser den ud som en keglestub, der bliver smallere opad til, men dog stadig med en betydelig flade øverst. På toppen står et højt gult tårn ved hvis fod, der ses et lille hus. Vi sidder og nyder udsigten og den uendelig smukke stilhed, der hersker over ødemarken. De nøgne fjelde udstråler en ubeskrivelig tavshed, der på en gang fylder os med fred og angst for den ubetvingelige og uforlignelige natu … ”gnask, gnask”. Hermod tygger banankiks.

Kl. 13 starter vi mod Gaustatoppen med en pakke kiks, 2 pils og 2 jakker (vi har kort forinden talt med et par nyligt fra toppen nedkomne, der oplyste, at temperaturen kl. 12 var 5^oC på toppen. Vi har i begyndelsen svært ved at vælge den bedste vej mod toppen, alt ser noget ufremkommeligt ud. Vores matematiske sans vågner da til sidst op til dåd og meddeler os, at den lige vej er den korteste. Vi takker og sætter næsen direkte mod toppen. Det går fint i begyndelsen. Stigningerne er moderate, klippeblokkene endnu små og terrænet i det hele taget velegnet. Vi går lange strækninger uden at pausere.

Efterhånden bliver terrænet dog vanskeligere. Vi er kommet ind i et område med sump og må bevæge os i store buer uden om de værste områder. Herefter bliver terrænet stejlere. Vi mærker den tynde luft, marcherne bliver kortere, pauserne flere og længere. Vi kommer ind i et område med små løse klippeblokke. Vi går side om side for ikke at forulempe bagerste mand ved et eventuelt skred.

Helskindede over det ”løse” areal gør vi en større pause for at nyde den fantastiske udsigt og den endnu mere gribende stilhed. Vi ser til vores forbavselse myriader af søer under os, søer som vi ikke har opdaget før. Disse ligger trip-trap-træsko på plateauerne mellem fjeldsiderne. Nogle søer ligger allerede langt under os, andre ligger lige akkurat på højde med os, mens vi gætter os til atter andre, der må ligge i sænkninger i niveauer endnu højre end os. Ovenover os venter Gaustatoppen, i perioder helt indhyllet i skyer – vejret er blevet generelt dårligere med tiltagende skydække. Mod øst ser vi 5-10 mennesker gå i gåsegang i en stor bue op mod toppen. De er næsten uanselige, som myrer i dette uendelige rum af ødemark og stenørken. Vi under os over dem. Står uforstående over for deres valg af rute, der er ca. dobbelt så lang som vores. Men pludselig slår det ned i os – en sti! De går på en sti! En sti, som vi fuldstændig har overset! Vi kigger på hinanden; vore blikke meddeler hinanden, at kommentarer er overflødige. Nedenunder os ser vi 2-3 mennesker, der åbenbart er lige så distræte som os, de har heller ikke set stien.

Vi fortsætter. Terrænet er nu fyldt med store, ofte flere meter høje klippeblokke, der bliver større og større, jo længere vi kommer op. Vi klager i forening over den udprægede mangel på spætter og vildsvin. Nu mærker vi for alvor den tyde luft. Marcherne (klatreturene) er efterhånden næppe på meget mere end 50-100 m. Pauserne forgår under en hørlig hiiva’en efter vejret. Et blik tilbage fortæller os, at vore rejsefæller nedenunder har givet op og er vendt om. Skyerne tager til. Vi kigger op mod toppen, men der ser stadig ud til at være langt endnu. Flere gange har vi besejret et stejlt parti med troen på, at nu er der ikke langt. Men vi er blevet klogere hver gang. Til sidst er vi blevet så kloge, at vi indser umuligheden i at bedømme afstanden i bjerge.

Det er blevet koldt og blæsende, og vi påtager os vore jakker. Vi mangler nu kun de sidste få hundrede meter, men terrænet er blevet endnu stejlere og klippeblokkene endnu større, hvilket forøger vores rute betragteligt, idet vi er nødt til at gå udenom de største. Toppen er nu fuldstændig indhyllet i skyer, og vores eneste ledetråd er en række af knækkede telefonpæle, der fører lige mod toppen.

Kl. 15 når toppen, hvor der står et lille tårn. Udmattede sætter vi os ned og fortærer hver en pils. Stoltheden og glæden stråler fra vore trætte ansigter. Men vejret er barskt, temperaturen næppe over et par grader over frysepunktet. Men vi sanser det ikke i glæden over at være nået toppen. Gausta er nu fuldstændig indhyllet i skyer, og vi kan kun se få meter frem. De øvrige fjeldtoppe og kløfter er fuldstændig tabt for vore blikke. Først nu indser vi, hvor let vi kunne være faret vild på fjeldet i tågen.

Med ét vendes glæden til forundring. Måbende kigger vi på et skilt, der fortæller os, at der er endnu 20 minutters gang hen over fjeldryggen til toppen. Vi beslutter straks at give os på vej i tågen. En halv sejr er ingen sejr for sande overveteraner. Turen foregår nu hen over selve kammen, den kam, som vi troede, var fladen af en keglestub. Terrænet er næsten ufremkommeligt. Op og ned må vi klatre; kæmpe klippeblokke varierende med dybe huller. Halvvejs møder vi et par engelsktalende flyvende hollændere. Endelig efter 20 minutter aner vi toppen, der markeres ved en lille mast, som vi dømmer til at stå i meteorologiens tjeneste. Da vi kommer helt hen, finder vi i læ af en klippeblok en fotograferende fynbo. Han har siddet her hele dagen i håb om, at skydækket ville lette, men uden resultat. Indimellem driver skyerne væk, og et umådeligt svælg åbner sig for vore blikke. Vi bliver lidt for at underholde fynboen, inden vi begiver os på tilbagevejen.

Tilbageturen bliver uhyggelig! Skydækket er nu fuldstændig tæt. Den eneste vejviser vi har, er to tynde, sorte ledninger, der fører fra den lille mast på toppen hen til tårnet, hvor vi startede. To meter til siden vil betyde, at vi ryger ned i kløften. Udsynet er praktisk taget lig nul, men vi går mod ovenfor omtalte sti. Efter en rædselshalvtime, der ligge langt over forfatterens evner at beskrive, er vi nede ved et lille træhus, hvor der er indrettet et cafeteria. Dette bestiger vi omgående, og det lykkedes os at nedsvælge en kop opvaskevandskaffe med ”brød” – mystisk tilberedte pandekager, såkaldte vafler. En salig ro hviler over selskabet.

Kl. 17 starter vi på den egentlige nedtur. Uden overflødige kommentarer vælger vi føromtalte sti. Denne består af småsten med et rødligt skær, der adskiller sig markant fra det omgivende terræn. Med passende mellemrum (25-50 m) er der lavet en lille stenhøj, eller der er malet et rødt ”T” på en klippeblok – såkaldte varder eller røser, der markerer stiens forløb. Med vanlig logik kalder nordmændene sådanne stier for røsede.

Kl. 18.15 er vi tilbage på parkeringspladsen. Vi var så heldige at følge stien 200 m for langt, så vi måtte gå et stykke tilbage over mindre forhøjninger. Vi kører straks mod Rjukan, idet jeg sidder bag på Grog ned til Kresjan II. Denne viser sig at være kommet til kræfter, og vi når efter et mindre uheld campingpladsen kl. 19. Uheldet består i en forlist skrue til kædeskærmen og et forskubbet baghjul, begge dele overgået 2. souschef ved overkørsel af et jernbanespor. Ved ankomsten får vi af nogle medskabninger at vide, at vores blussende ansigter i rødhed kan måle sig med selv den bedste, kogte hummer. Behersket latter fra voerveteranerne.

Hummerne går til køjs kl. 22 – selvtilfredse.

Km-tæller ved ankomst                                                                                                                               5411 km

KAPITEL 6: FREDAG DEN 30.7. 1971

Rjukan – Røldal                                                                                                                                             147 km

Igen i dag belemres vi med regnvejr i stor stil. Regnen fosser ned fra morgenstunden, og teltet bliver pakket plaskvådt sammen.

Kl. 10 afgår ekspeditionen i styrtende regnvejr gennem Vestfjorddalen i sydvestlig retning. Vejen begynder snart at stige kraftigt, og højt oppe på fjeldsiden får vi et storslået syn over Vestfjorddalen mod Vemork Tungtvannsfabrik. Skyerne ligger uhyre lavt, og udsynet forsvinder efterhånden fuldstændigt. Vi er nødt til at køre med lys. Vejen stiger stadig kraftigere og kraftigere, Kresjan II vil ikke i 1. gear, hvorfor jeg adskillige kilometer må hjælpe til med foden for at komme fremad med et par sønderrevne bukser til følge. Snart må vi (jeg) pausere udmattede i tågen. Vi diskuterer muligheden for at ændre ruten lidt udenom de værste stigninger i håb om at undgå rædselssituationer de følgende dage. Vi kigger på gearet og undrer os. Undrer os atter en gang og får så øje på fejlen. Det vandret beliggende tandhjul i gearet har hævet sig ca. en halv cm.

Vi udbedrer fejlen og nu går det meget bedre. Vi er kommet op på fjeldet i ca. 1000 m’s højde. Kl. 12 passeres Skinnarbu, og kort efter beslutter vi at dinere på grund af midlertidigt tørvejr.  Vi finder et lille skur midt ude på sæteren. Undersøger muligheden for at komme ind, men må opgive. Finder i stedet en trækasse og en slæde, der gør det ud for henholdsvis bord og bænk. Kort efter styrtregner det ned på vores sardiner-i-dåse madder.

Efter det våde taffel bliver vi belemret med 10 km vejarbejde.  Vi udtrykker i kor vores store utilfredshed. Efter vejarbejdet ankommer vi til vejkrydset Åmot-Rauland. Vi fortsætter mod Rauland. Vejen er under al kritik, fuld af huller og sten. Dette resulterer i, at 2. overveteran pludselig bliver overrasket af et enormt rabalder stammende fra grydeapparatets jordefærd. Efter en ti minutters tid har vi fået grydeapparatet under kontrol igen. Vi ser desuden efter, om snapsen skulle have taget skade af det dårlige vejr. Det har den heldigvis ikke, hvilket fejres med en elefantslurk pro persona.

Midt på eftermiddagen kommer vi til Edland (Haukeligrend), hvor vejen deler sig igen. Én fortsætter mod stik syd gennem Setersdal til Kristiansand. Den anden fortsætter stik vest mod Odda ved Hardangerfjorden – det skilt oplyser om, at afstanden til Odda er 104 norske km. Det er den, vi tager. Kort forinden, ved nedkørslen fra fjeldplateauet, som vi har passeret, havde vi et pragtfuldt udsyn mod vest til Haukelifjell, den sydligste del af Hardangervidda. Fjeldet rejser sig som en iskold mur op i gråvejret, toppen er dækket af sne og skyer. Overveteranerne føler sig en anelse beklemte ved synet, og souscheferne bliver pladderromantiske.

Vejen mod Haukelifjell er asfalteret det første stykke, og i det hele taget af en bedre standard end de øvrige bekendtskaber overveteranerne har måttet gøre i dagens løb. En lang, pæn 2. gearsstigning fører os på til Vågsli. Ganske uanmeldt (bortset fra et lille skilt) ryger vi ind i en uhyggelig lang tunnel. Tunnelen er fuldstændig mørk, eneste belysning er refleksbeklædte pæle på begge sider af vejen placeret med regelmæssige mellemrum. Desuden er den kold og fugtig, og iskoldt vand drypper ned fra fjeldloftet. Kronen på værket er enorme hulle i vejen. Den elendige tunnelbelysning hjælper dog ikke overveteranerne meget. Man kører i højt gear, men på grund af den jævne stigning går motorerne langsomt, hvilket igen medfører et svagt kørelys. 2. overveteran tør ikke skifte gear af frygt for at få rod med gearet og dermed går i stå i denne meget uhyggelige ”dødens tunnel. ”

Efter rædselskilometeren damper vi ud af den anden ende af tunnelen. Overveteranerne tager sig til hjertet og mærker efter pulsen en ekstra gang. Vi er nu kommet op på Haukelisæter i 930 m’s højde. Sæteren er enorm vid, omkranset af nøgne, kolde fjelde hist og her dækket af sne. Sneen ligger visse steder meget lavt, helt ned til vejen. Sæteren er, bortset fra enkelte træhytter, fuldstændig øde; visse steder opfyldt af moser, andre steder af lave buske.

Det er ved at være hen mod aften, det er begyndt at dæmre, og på en gang betagede og beklemte fortsætter ekspeditionen mod vest – i tørvejr.

Efter en halv snes kilometer hen over sæteren øjner overveteranerne en vanvittig stigning på ca. en kilometer. En tunnel er lavet til busser og lastbiler, så de slipper for at vende om (at de kan klare stigningen er utænkeligt). Stigningen fører os op i 1148 m’s højde – Dyskar. Kort efter ankommer vi til en bom, hvor det forventes, at man erlægger et beløb for benyttelse af vejen. En mand, siddende i et lille hus, sørger for, at forventningerne opfyldes. Som forhivede mopedbetvingere slipper overveteranerne dog for tiltale.

Nogle kilometer senere vender bøtten. Med ét går det nedad, så det kan mærkes. Vejen er ualmindelig hjemsøgt af hårnålesving, og indimellem lykkes det dog for overveteranerne at få et glimt af den meget smukke udsigt mod Røldal og Røldalsvatnet, omkranset af det begyndende Hardangerfjeld.

Kl. 19.30 ankommer ekspeditionen til Hagaminne Camping i udkanten af Røldal i begyndende regnvejr.

Km-tæller ved ankomst                                                                                                                               5558 km

KAPITEL 7: LØRDAG DEN 31.7. 1971

Røldal – Maurset (Hardangervidda)                                                                                                       147 km

Vi tager afsked med fåglafræset kl. 7.30. Det regner ikke ved opstandelsen, men det våde græs vidner om et større regnvejr tidligere på morgenen. Det er meget overskyet, skyerne hænger langt ned fra bjergtoppene.

Kl. 9.30 tager ekspeditionen afsked med Røldal. Turen fortsætter i vestlig retning mod Odda ved Hardangerfjorden. Der sørges snart for, at vi ikke glemmer, hvordan det er at køre opad. Kort efter Røldal fører ”Hordabrekkerne” = 1. gearshårnålesvingstigninger over Røldalsfjeldet i 1100 m’s højde. Oppe på fjeldet får vi os en særdeles uvelkommen overraskelse. Et skilt fortæller, at vi foran os har en 4,7 km lang, kold, grim, mørk, fugtig, ulækker, ulaber, forhiiiva’t tunnel. Fra vejvæsenets side er man dog så elskværdig at lægge en alternativ mulighed på bordet – en hulvej, så stejl og så højtbeliggende, at souscheferne prompte søkker 10-15 cm ned i knæene af bare rædsel. Overveteranerne overvejer mulighederne på den samlede ekspeditions vegne. Efter en kort disputeren, voteres der, og i det efterfølgende kommuniqué udtrykkes en overvejende stemning for tunnelen.

Efter 4,5 km’s rædselskørsel bryder ekspeditionen ud i jubel over atter at se det livgivende dagslys. Snublende over hinanden når overveteranerne tunneludgangen – og ser 100 m længere fremme en ny tunnel, denne gang 1,3 km lang.

Da vi stiger ud af den sidste tunnel åbner et fantastisk svælg sig foran os, Seljestadsjuvet. Om kap med en rasende elv styrter vi nu ned i dalen ad et fantastisk vejanlæg for at mødes med et nyt strålende syn – Låtefoss. Låtefoss okser 165 næsten lodrette meter ned i dybet som to arme, der mødes i en fossende strøm under en bro over vejen.

Efter det vederkvægende vue okser vi videre ned ad fjeldet mod Odda. Odda ligger meget smukt i hjertet af det højt besungne, romantiske Hardanger. Byen ligger ved en arm af Hardangerfjorden omgivet af stejle, sneklædte fjelde, på hvis ryg en af Norges største bræer, Folgefonni hviler. Der følger nu en meget smuk tur langs den fjeldomkransede Hardangerfjord. 5 km nord for Odda dinerer vi i strålende vejr. Herefter går turen videre nordpå mod turiststedet Kinsarvik. Kort før Kinsarvik passeres bygderne Ullensvang og Lofthus, der især er kendt for de talrige frugttræer – over 100.000 findes i området.

Fra Kinsarvik fortsætter vi nordpå, stadigvæk langs Hardangerfjorden mod Eidsfjord og videre op mod Øvre Eidsfjord. Fra Øvre Eidsfjord begynder det igen at gå opad (enormt opad) gennem den vilde og uvejsomme Måbødalen. I talrige sving arbejder vejen sig op gennem dalen mod Vøringsfoss ved porten til Hardangervidda. Pragtfulde panoramaer ned over dalen begunstiger vores hungrende øjne, inden vi pludselig kører ind i lavt hængende skyer. Straks vi kommer op i disse højder, ændrer vejret sig. Det bliver tungt og regnfuldt.

Efter en times stigning når vi endelig op på fjeldet fuldstændig indhyllet i tågen. Kort efter ankommer vi til Vøringsfossen. Vandfaldet er imponerende på grund af de enorme vandmængder, der med en ubeskrivelig larm styrter 182 m lodret ned i Måbødalen. Vandfaldets buldren kan høres på lang afstand, en torden, der i sig selv nagler de lidne overveteraner fast til jorden. ”Hvor er naturens almægtighed dog betagende”, udbryder 2. overveteran romantisk. ”Hvor føler man sig dog liden og afmægtig”. ”Den er i hvert fald god for et syvtommersøm”, supplerer 1. overveteran prosaisk, alt imens han er ved at trække det sidste søm op af jorden i håb om at befri sig for naturens naglende kraft. Efter at vi har sundet os, bevæger vi vore lidne corpora ud på en lille platform i håb om at få et glimt af vandmasserne. Vi må dog tage os til takke med larmen, idet skyerne gør det umuligt at nyde synet.

Klokken er efterhånden blevet henad 17, og vi beslutter at slå os ned på den nærmeste campingplads – trods højden over havet. Vejen fortsætter med en jævn stigning ind over den nordlige del af Hardangervidda. Efter et par km bliver vi betænkelige ved situationen, da vi i rejseføreren kan læse, at turen over Hardangervidda er på ca. 60 km med de 40 km karakteriseret ved stigninger af vekslende grad. Dette vil hen mod midnat føre os op i 1200-1300 m’s højde, hvilket er ensbetydende med frostgrader om natten. Man forstår derfor de jubelskrig, der spontant opstår blandt ekspeditionens medlemmer, da disse 6 km fra Vøringsfoss får øje på en campingplads midt ude på viddan i forbindelse med et højfjeldshotel og den sidste benzintank inden Haugestøll i den anden ende af Hardangervidda. Stedet kaldes Maurset. Campingpladsen er meget stor og ligger op ad den lokale elv. Den sparsomme belægning må tilskrives den barske natur kombineret med højden – ca. 900 m over havets overflade. Vejret er stadigvæk meget skyet, og de nøgne fjelde ses kun glimtvis. Den barske natur er dog stadig lige betagende. Ca. kl. 18 begynder det at regne.

Den af naturen os påtvungne beklemthed og afmagt får et skud for boven, i det samme vi erfarer, at toilettet er i uorden. Dette betyder nemlig – ifølge et skilt – at vi er henvist til at benytte højfjeldshotellets toilet med varmt vand og wc-bræt. Man går uvilkårligt en ekstra gang på toilettet! Hotellets interiør virker vidunderligt varmende, både den mobile del (dvs. den kvindelige portiere) og den stationære – lune tykke tæpper, bløde lænestole m.m., der dog er forbeholdt hotellets gæster. Men vi har da lov at kigge! Efter et celebert måltid opsøger vi hotellets mobile fase – den kvindelige portiere – bl.a. med den hensigt at få noget at vide om Bergensbanen – jernbanen, der forbinder Oslo i øst med Bergen i vest. Landet ligger nemlig således, at vores videre fremmarch hen over Hardangervidda på et eller andet tidspunkt i morgen uvægerligt vil føre os til stationen Haugestøll. Herefter er det så meningen at tage futtoget til Flåm, et udsted beliggende ved Sognefjorden. Den eneste vej fra Flåm foruden jernbanen er færgen over til den anden side af fjorden. Af ovennævnte vil man kunne forstå, at det er i ekspeditionens interesse at vide noget om priser og afgange for futtoge i Norge.

Kedeligt nok viser det sig, at færgeforbindelsen fra Flåm er nedlagt. Derfor ser vi os nødsaget til at ændre ruten. Den oprindelige rute skulle føre os vest om Jostedalsbræen over Strynsfjeldet og herfra videre mod Geiranger. I stedet vælger vi nu at køre via Geilo-Hallingdal-Gol-Fagernes-Bygdin-Lom til Geiranger.

Dagens sidste overraskelse er indkøb af to stk. sodavander til tre norske kr. pr. stk!!

Af frygt for flere ubehageligheder kravler vi hurtigst muligt i fåglaposen iført store trøjer (tidligere erfaring forklarer fornuften i denne handling).

KM-tæller ved ankomst                                                                                                                               5695 km

KAPITEL 8: SØNDAG DEN 01.8. 1971

Maurset (Hardangervidda) – Fagernes (Leira)                                                                                    176 km

Vi opstår kl. 7 i nogenlunde klart vejr. Skyerne er i nattens løb blevet spredte, og solen sender sit go’mor’nah-smil ned til os ind i mellem. Efter de klassiske spegepølsemadder til morgenteen/kaffen beslutter vi at retirere til Vøringsfoss i håb om denne gang at få et glimt af kæmpen.

Buldre, brage, hiiva, buldre, baske, plaske, vaske, smaske, sjaske, bumle, rumle. Vi er ankommet til Vøringsfossen! Enorme vandmasser, fantaniske vandmasser! Overveteranerne forsøger at omregne i antal kasser pils pr. sekund, men opgiver ret hurtigt. Ydmyget af de enorme vandkræfter lister vi afsted ti minutter senere for at komme videre ind over Hardangervidda mod Hallingdalen.

Kl. 10 starter souscheferne med en torden, der får Vøringsfossen til at lægge sig fladt ned. Med ubeskrivelig fart og mod jager de hen over den ujævne campingplads mod vejen, der skal føre os ind i hidtil ukendte ødemarker. Vanvittigt raser de videre hed ad grusvejen med den ufattelige fart af 30 km i timen. Overveteranerne ligger vandrette i luften, kæmper en desperat kamp for at holde fast i tøjlerne. Flere gange befinder de sig adskillige meter bag mopederne, stadig vandrette i luften. Et fantastisk syn!

Hardangervidda er et højfjeldsplateau midt i Sydnorge. Området er ca. 7.500 m² stort (på størrelse med Sjælland) og består udelukkende af ødemark beliggende i ca. 1300 m’s højde med fjeldkamme ragende op hist og her. Området ligger højt over trægrænsen og består for en stor dels vedkommende af tundraagtige moser og nøgne klipper hist og her dækket med mos og lav. Spredt overalt ligger sneen i varierende mængder. Det indre af Hardangervidda er boet af lapper og deres rener. Mod nord ses Hardangerjøkulen, et gletsjerområde beliggende i 1800-1900 m’s højde. I den nordlige del skærer en vej skråt igennem ødemarken. Vejen er forsynet med nødtelefoner, der står med mellemrum á fem km. Den 1. august i det Herrens år 1971 om formiddagen oplever man på denne vej et ejendommeligt syn. Langsomt, men sikkert bevæger et lille optog sig mod nordøst. Optoget omfatter fire personer: To komisk udseende unge mænd ridende på to lige så ejendommelige mopeder. Den forreste mand kører med en sæk bagpå mopeden. En svag, konstant bæven anes over læberne. Kulde! Tænker man straks. Han ryster af kulde! Man kigger på termometret og ser, at det viser 5-10 graders Celsius. Nikker forstående. Den bagerste person kører med et enormt læs. Soveposer! Aha! Det drejer sig sikkert om en ekspedition. Man smiler overbærende. Ejendommeligt! Ejendommeligt! Kommer til at tænke på Fritjof Nansens sidste råd til Scott, før denne drog mod Sydpolen: ”Hunde, hunde og atter hunde”. Scott fulgte ikke rådet – og omkom! Man gribes pludselig af frygt! Man gribes af frygt for ekspeditionen, dér, langt ude på den lille vej hen over den uendelige, totale ødemark.

Efter 30 km’s uafbrudt kørsel opad når ekspeditionen rystende af kulde vejens højeste punkt, Dyranut, 1240 meter over havet. Med udsigt mod Hardangerjøkulen mod nord går det nu jævnt nedad. Landskabet er stadigvæk lige øde, men efter 10 km’s kørsel fra Dyranut anes i det fjerne to små halvkugleformede hytter. Da ekspeditionen kommer nærmere, ses et par rensdyr liggende tøjret ved siden af hytterne. Der fortsættes dog uden afbrud.

Ved 11.30 tiden øjnes Haugestøll, station på Bergensbanen i 988 m’s højde. Totalt stive af kulde planter overveteranerne fødderne på Hardangervidda og galoperer hen til en kiosk, der reklamerer med varme drinks. Saftig vederkvægelse spores i overveteranernes ansigter, mens de hver nyder en kop varm opvaskevand gående under pseudonymet kaffesjask. Vejret er stadig koldt. Overveteranerne betragter landkortet og opdager, at der endnu er et stykke vej til lavlandet.

Efter kloakcocktailen fortsættes der mod Ustaoset, en lille bygd spredt ud over højfjeldet i 991 m’s højde. Herefter begynder det at gå nedad. Med rasende fart styrter ekspeditionen mod Geilo i Hallingdal med udsigt til Hallingskarvet i nordvest. Hallingskarvet er kendetegnet ved sin stejlhed: Som en mur rejser fjeldet sig knap 2000 m i vejret. Kl. 13 nås Geilo beliggende i øvre Hallingdal 794 m over havet. Frysende og sultne som Skt. Bernhards hunde beslutter ekspeditionen at dinere. Man finder en lille kiosk bag ved hvilken, der er opstillet borde og stole til fri afbenyttelse for kiosken gæster. Overveteranerne aflægger kiosken et formelt besøg og placerer derefter deres flade fæddere under et af bordene i en sådan afstand fra en stol, at numsen lige akkurat kan situeres i sødet af den pågældende stol. Begloet af et uhyre nysgerrigt kioskpersonale nyder ekspeditionen et fredfyldt og velfortjent måltid efter 60 km på Hardangervidda.

Efter det overdådige måltid fortsætter ekspeditionen ned i Hallingdalen. Sikkerhed karakteriserer nu atter overveteranernes holdning. Man betragter med tilfredshed de nu frodigere egne. Træerne er vendt tilbage, bebyggelsen blevet tættere, og mange steder er jorden opdyrket. Fjeldet er blevet lavere og skovbeklædt, og dalen minder i det hele taget om den yndefulde Gudbrandsdal. Hen på eftermiddagen oplever overveteranerne gensynet med Gol, stedet hvor Hallingdal munder ud i Hemsedal. Herefter går det gien opad mod Valdres. Overveteranerne regner dog højst med en 2. gearsstigning. Men efter får hundrede meter bliver man klogere. Snart må man ned i 1. gear – og ikke nok med det – de udpinte fæddere må også træde til. Dette gælder dog især for 2. overveterans vedkommende. Kresjan II ser ud til at have fået et ildebefindende. 2. overveteran mener, at det muligvis kan skyldes kulden tidligere på dagen. Snart bliver 2. souschef dog så dårlig, at ekspeditionen må gøre holdt for at undersøge sagen. Man foretager i første omgang den klassiske tændrørsrensning og fortsætter forsigtig. Kresjan II er dog stadig lige dårlig, og ekspeditionen bliver tvunget til nye overvejelser. Heldigvis er man ved at komme op på plateauet i 861 m’s højde, så under alle omstændigheder kan ekspeditionen nå Fagernes på den anden side af fjeldet. Man beslutter at rense udstødningsrøret og cylinderen. Tidligere genvordigheder har jo som bekendt gjort overveteranerne særdeles kyndige udi slige affærer.

Kl. 18.30 fortsætter ekspeditionen med fornyet mod. Kresjan II er helt frisk igen og farer med hidtil uanet hastighed hen over fjeldet. Efter en lang tur på det birketræsbefængte Valdresfjeld indleder ekspeditionen for anden gang i dagens løb en nedstigning, denne gang ned gennem en velsignet granskov ad en vej af behersket sværhedsgrad. Kl. 19.30 øjnes den brede solbeskinnede dal, hvori Fagernes, hovedstad i Valdres, befinder sig. Og et kvarters tid senere nås dagens mål, Leira camping 4 kn fra Fagernes.

Km-tæller ved ankomst                                                                                                                               5871 km

KAPITEL 9: MANDAG DEN 02.8. 1971

Fagernes (Leira) – Lom                                                                                                                                 153 km

Kl. 10.30 forlader vi Leira i solskin efter at have gjort forskellige indkøb. Kort efter Fagernes begynder det at gå opad, dog kun i 3. gearstakt. Vejen bliver dårligere, fuld af huller og ”vaskebrætter”. Turen går først igennem det charmerende Valdres, lave, skovklædte fjelde omgiver os til alle sider.

Langsomt, men sikkert kommer vi op på fjeldet. Ikke pludseligt som ved opkørslen til Vøringsfoss, men næsten umærkeligt skifter skoven karakter. Første tegn er spredningen af skoven. Grantræerne står ikke længere så tæt og afløses efterhånden af birketræer. Disse udtyndes efterhånden også, og i 900 m’s højde er de forvandlet til lave, forkrøblede buske. Herefter træder lyngen og laven ind på scenen. Samtidig forsvinder helårsbebyggelsen og afløses af spredtliggende sæterhytter. Vi er kommet op på Valdresflya – porten til Jotunheimen, Norges højeste fjeldområde.

Efter 54 uafbrudt opad når vi storbyen Bygdin – troede vi. Ud fra kortet havde vi på forhånd regnet med en del bebyggelse, men ”byen” består udelukkende af et højfjeldshotel med omliggende skure. Et skilt markerer 1065 m over havet, hvilket også tydeligt mærkes, når solen forsvinder bag en sky.

Vi slår os ned på højfjeldshotellets enemærker med udsigt til den lokale sø og det 1608 m høje Bitihorn, der som en de Gaulle næse rager i vejret. En halv time nyder vi stilheden – kun afbrudt af overveteranernes sagte, regelmæssige gumlen. Efter pausen drager ekspeditionen videre hen over Valdresflya. Nu begynder vi først virkelig at mærke, at det går opad. Vi må snart have souscheferne ned i 1. gear. Dette varer dog kun et relativt kort stykke, og stigningen aftager atter. Landskabet har nu skiftet karakter til fuldstændig ødemark. Fjeldene når op omkring 2300 m’s højde. Solen brænder ubarmhjertigt fra en dybblå himmel, vejen støver enormt, hvilket sidste bevirker, at overveteranerne gradvist skifter ansigtsfarve fra det brunlige over i det grålige. Hermod antager et oldingeagtigt udtryk grundet sit gråhvide skæg.

Efter en times tid når vi dagens højdepunkt 1430 meter over havet. Mod vest har vi en strålende udsigt mod Jotunheimens uendelige toppe. Vi fortsætter ind over ødemarken, der ser ud til ikke at ville tage nogen ende. Hen på eftermiddagen nås stedet Gjendesheim. Herefter følger nogle fantastiske klippeformationer, inden det begynder at gå nedad. Bl.a. Beseggen, en knivskarp kam, flere km lang og som adskiller to vande – eller som Peer Gynt udtrykker det:

                             ”Har du set den Gjendin-eggen
                             nogen gang? Den er halve milen
                             lang
                             hvas bortefter som en ljoa”.

Området er fyldt med spektakulære klipper, kun adskilte af iskolde fjeldsøer. Enhver betingelse for dyre- eller menneskeliv er udelukket i vildskaben. Klipperne er fuldstændig nøgne og giver ikke plads til én kvadratmeter fladt areal. Dalene i vest har i langt højere gad været udsat for erosion fra elvene før sidste istid, og dermed var forholdene lagt til rette for en meget kraftigere iserosion, således at flade fjeldvidder er mere eller mindre forsvundet.

Kl. 16.30 når Besheim i 964 m’s højde. Det er gået stærkt ned ad de sidste kilometer. Kort forinden støder vi på en samerlejr. Vi bliver straks opmærksomme, men synet af et skilt ”Samelejr” får os dog til at fortsætte med det samme. Åbenbart er lejren opslået for turisternes skyld. Med 60 km/t nås Randsverk. Skoven er nu vendt tilbage i form af gran og fyr. Herefter går det for alvor nedad. Vejen er fantastisk stejl, fordi den er næsten uden sving. Med 70 km/t farer vi i næsten lige linje ned ad fjeldet – heldigvis er vejen blevet af en noget bedre standard.

Kl. 17 nås bunden af dalen. Vejen munder ud i Riksvej 54 mellem Vågåmo og Lom. Overveteranerne nikker genkendende til Vågavatnet (idet voerveteranerne allerede i 1968 erfarede tilstedeværelsen af dette), mens de lader de overophedede motorer køle af. Begge udtrykker tilfredshed over ikke at have valgt den modsatte vej for turen.

26 km senere når overveteranerne til good old Lom ved foden af Lomseggi. Man snyder sig til et kig ind i den gamle kending, Bøver dalen med Galhøpiggen. Denne bliver dog ikke genstand for overveteranernes udforskning dette år, idet kursen sættes tik vest gennem Ottadalen i morgen. Klokken er 18 og det er på tide af hiiva noget dåsefræs. Mens potaterne koger kan der lige blive tid til at minde læserskaren om, at overveteranerne midt mellem Vågåmo og Lom passerede en lille bygd ved navn Garmo. Bygden er fødested for en af Norges største moderne forfattere, Knut Hamsun, bl.a. kendt for ”Sult”.

Efter aftensmaden bliver vi udsat for et overfald. Først af et par mindre, ganske uskyldige regnbyger. Derefter af en ægte norsk fjeldstøver, født i Trondheim, bosiddende i Sunnmøre, et landskab beliggende vestom Lom. Han er erklæret modstander af norsk indtræden i Fællesmarkedet og en mand med ”perspektiv”, som han selv udtrykker det.

Inden fåglaposernes tiltrækkende kraft får magt over vore sjæle, når vi at besigtige det lokale vandfald og stavkirken for anden gang indenfor en menneskealder.

Km-tæller ved ankomst                                                                                                                               60924 km

KAPITEL 10: TIRSDAG DEN 03.8. 1971

Lom – Geiranger                                                                                                                                             99 km

Kl. 9.30 okser overveteranerne gennem Lom City i strålende vejr. Turen går gennem den vide Ottadal med Ottaelven bred og ganske grøn. Snart passeres Skjåk, og det sneklædte Jotunheimen stiger op i syd bag fjeldet, der afgrænser dalen. Kort efter begynder vejen at stige jævnt, elven bruser, og souscheferne aser og stønner. Polfoss nås 542 meter over havet.

Ved middagstid ankommer ekspeditionen til Grotli i 870 m’s højde. Vejen er blevet dårligere og er fyldt med folk og maskiner fra det norske vejvæsen, der forsøger at fjerne de største huller. Grotli består kun af et højfjeldshotel og en tankstation, men er et vigtigt trafikalt knudepunkt. Herfra afgår vejen mod syd til Videseter og Stryn vest for Jostedalsbreen. Stedet ligge i pragtfulde omgivelser, til alle sider omgivet af nøgne, sneklædte fjelde. Af den grund beslutter overveteranerne at dinere her, og de finder sig snart en plads i fjeldlyngen og solen.

Efter foderet fortsætter ekspeditionen videre op i fjeldet – og hvilket fjeld! Fuldstændig nøgen og totalt blottet for liv. Sneen ligger meget lavt, helt ned til vejen. Af og til afløses fjeldet af iskolde fjeldsøer. Der er imidlertid varmt i vejret, men lige snart solen forsvinder, mærkes kulden i overveteranernes prøvede ansigter. Det nøgen fjeld vil ingen ende tage, stadig lige øde toner det frem. Ved Djupvashytte nås vejens højeste punkt, 1038 meter over havet. Herfra afgår ”Nibbeveien”, der i ti kurver fører op til udsigtspunktet Dalsnibba 1500 meter over havet.

Pludselig åbner fjeldet sig i et enormt svælg – Geiranger. Langt, langt nede i svælgets bund anes fjorden, lille som en bæk og grøn som en safir. Et skilt fortæller, at ekspeditionen, inden den når bunden, har 14 km’s hårnålesving foran sig. I forvejen havde ekspeditionen spurgt sig det tidende, at Geiranger var fantastisk, men dette var dog mere end fantasien kunne klare. Det gibber svagt i de støvede overveteraner. Souscheferne slår spontant bremserne i. Man standser et øjeblik for at få vejret. ”14 km’s hårnålesving”, udbryder 2. overveteran. ”Glædelig jul”, svarer 1. overveteran og sætter fra.

Jo længere vi kommer ned, desto smukkere bliver udsigten over det storslåede svælg – knap er tiden dog til at nyde den på grund af hårnålesvingene. Halvvejs nede er der lavet en udsigtsplatform, og overveteranerne tager sig for et øjeblik tid til at synke hen i betagelse over den dybblå Geirangerfjord, slank som en ål og omgivet af næsten lodrette fjelde. I bunden af fjorden anes den lille by Geiranger, hjælpeløst indeklemt af fjeld og fjord.

Kl. 15 ankommer overveteranerne bestøvede til Geiranger camping. Det sidste stykke af vejen slynger sig ned gennem byen, og ekspeditionen talte ikke mindre end fire hoteller i en by på størrelse med Nørup! Campingpladsen ligger helt ud til fjorden, er ca. 100 m bred – alt hvad fjeldet tillader af fladt areal.

Efter teltrejsning og afstøvning begiver overveteranerne sig på sightseeing i staden – bl.a. med formål at finde et billigt rensdyrskind til 2. overveteran. Denne har på hele turen ledt efter et sådant til ca. 100 kr., men jo længere ekspeditionen trængte sig ind i den norske fjeldverden, jo dyrere blev skindene. Geiranger der dog utvivlsomt kulminationen – 240 kr.! 2. overveteran trækker sig betingelsesløst tilbage. I stedet forhører man sig om busafgange til føromtalte Dalsnibba – fornuftig tale har nemlig fået voerveteranerne til at indse, at gøre turen derop på souscheferne ville være det glade vanvid (ca. 20 km’s hårnålesving). En venlig sjæl beretter om afgange kl. 8.30 og 14.30. Overveteranerne beslutter sig til 14.30 i morgen. Derefter forhører man sig om færgeforbindelse til Valldal, næste punkt på dagsordenen. Et kummerligt svar kommer overveteranernes spørgsmål i møde: Færgen er nedlagt for to år siden. Eneste alternativ er den berygtede ”Ørneveien” (svag søkken i knæene og mimren om munden bemærkes hos begge overveteraner).

Med fribillet til ”Ørneveien” i baglommen trasker overveteranerne tilbage til campingpladsen.

Km-tæller ved ankomst                                                                                                                               6123 km

KAPITEL 11: ONSDAG DEN 04.8. 1971

Geiranger

Hiiva, plask, hiiva, plask, hiiva, plask! Overveteranerne er ved at forcere Geirangerfjorden i en robåd. 2. overveteran betvinger årene, mens 1. overveteran agerer styrmand. Ideen til turen kom på tale efter morgenritualet, og man fandt hurtigt frem til en mand, der ville leje os en båd til 6 kr. i timen.

Vippe, rulle, vippe, rulle. Hiiva, hiiva, hiiva! Rutebåden passerer, hvilket bevirker, at robåden kommer til at vippe ganske uhyggeligt, hvilket igen indvirker på voerveteranernes vejrtrækning. Især 1. overveteran puster, idet han er så usandsynlig heldig ikke at kunne svømme særlig godt.

Efter ½ time bytter vi roller og vender næsten mod Geiranger igen. Og efter 50-100 kursjusteringer og et par vippeture mærker søulkene atter fast grund under fødderne.

Turen til Dalsnibba er på nippet til at starte. Overveteranerne er blevet overrakt en enorm stak billetter (vel en 25 i antal): Lagde De for resten mærke til ordet ”nippet” – ”Nibbeveien”. Skoggerlatter! Ja, ja, overveteranerne er i særklasse, hvad angår særprægethed. Afgangsfanfaren lyder, overveteranerne hoster, chaufføren sætter i gear – og vi kører lige så fredeligt ud af parkeringspladsen. Overveteranerne nyder turen på souschefernes vegne, fryder sig over motorens stønnen. Snart begynder det at blive dramatisk. Svingene bliver skarpere, rækværk findes praktisk taget ikke, og vejen er meget smal. En tysk feminina foran overveteranerne er retireret til bunden af bussen. Everveteranerne foreslår hende at tage et lynkursus i dramaturgi, mens de frygtløse sniger det ene øje hen til vinduet.

Dramatikken får ende, og bussen med samt alle passager når toppen, 1500 meter over havet. En enestående udsigt møder overveteranernes blikke – mod vest ned over Geiranger hinsides skyerne, mod syd til nærliggende, afrundede fjelde, dækket af mange alen sne og mindre gletsjere. ”En udsøgt delikatesse”, kommer det svælgende fra 1. overveteran. ”Liflig som 70 nymfer og en kasse sirlige”, istemmer 2. overveteran.

Snart går det nedad igen. Skilte advarer mod for stærk fart og påbyder ”low gear”. Halvvejs nede af ”Nibbeveien” møder vi en bus for opadgående. En uskreven lov påbyder den nedadkørende at holde ind til siden (hvilket i visse, mindre behageligere tilfælde bliver fortolket som ”ned ad fjeldsiden) for den opadkørende. Vores chauffør er en retskaffen mand og holder så meget ind til siden, så der ikke er noget at tage fejl af – næppe mere end 5-10 cm ud til kanten, og faldet er på flere hundrede meter. Rækværk er utopi. Vores tyske veninde forlader atter sædet.

Kl. 16.15 ankommer vi alle helskinnede til Djupvashytta i 1038 m. Her bliver vi læsset af, idet chaufføren først skal en tur til Grotli, inden han vender tilbage ved 19-tiden. Overveteranerne bestiger hytten i den hensigt at få noget at spise.

Ve 18-tiden ankommer en meget ejendommelig person til hytten. Klædt i skistøvler, plusfour og en stor trøje. Indehaver af rygsæk. Han begynder straks at tale og tale og tale. Kun om én ting: Fjeldet. Hele hans liv er fjeldet. Han er født med fjeldet i den ene hånd – eller snarere i begge tænker overveteranerne betaget. Manden fortæller om sine bedrifter i fjeldet, hvilke toppe han har besteget, hvilke han ikke har besteget og hvilke han vil bestige osv. Han sanser intet omkring sig. Snakker og snakker bare og dette ene: Fjeldet. Målløse af betagelse lytter og lytter overveteranerne. De indser hurtigt, at der optræder visse huller i deres viden og erfaring.

Ved 19-tiden ankommer bussen, og turen går nu mod Geiranger igen. Midtvejs passeres et par uheldige svenskere, der begge lider af akut pladsmangel. De er stødt frontalt sammen i et af hårnålesvingene. Derudover sker der ikke noget ophidsende under nedturen.

19.45 ankommer vi til Geiranger, og vi begynder straks på madlavningen efter gensynet med souscheferne. Der er begyndt at blæse en kraftig vind ind fra fjorden, og kartoflerne vil ikke komme i kog, selvom der skærmes som godt som muligt. Udskiftning af gasflasken hjælper, og en time efter kan overveteranerne gå i gang med nedsvælgelsen. Denne bliver dog afbrudt flere gange, idet den kraftige blæst river pløkkerne op for et godt ord. Teltet står meget uheldigt, idet vinden kommer ind under oversejlet. Vinden bliver stadig hidsigere, og flere gange må vi i bogstaveligste stand lede med lys og lygte efter pløkkerne, der ryger adskillige meter væk fra teltet. Efterhånden får vi dog nogenlunde styr på det hele ved at flytte de mest udsatte pløkker.

KAPITEL 12: TORSDAG DEN 05.8. 1971

Geiranger – Åndalsnes                                                                                                                                 95 km

Kl. 10 forlader vi Geiranger med kurs nordpå ad ”Ørneveien”. Det blæser stadig en del, men ellers er vejret upåklageligt. Vejen går i første omgang rundt langs fjorden, indtil vi møder et skilt, der beretter om 7 km hårnålesving foran os. Herefter må souscheferne hurtigt ned i 1. gear, og kun langsomt baner vi os vej. Jo længere vi kommer op, jo stejlere bliver vejen. Flere gange må 2. overveteran hjælpe den korresponderende souschef med fødderne – til stor moro for pauserende turister. Halvvejs oppe passerer vi ”Ørnesvinget”, hvorfra der er en fantastisk udsigt til vandfaldet ”De syv Søstre”, der kaster sig ned i Geirangerfjorden.

En times tid senere har vi tilbagelagt de 7 km, men endnu 3 km stiger vejen betragteligt, inden vi er oppe på vejens højeste punkt, 642 meter over havet. Efter en kort afdampning fortsætter vi ind over fjeldet. Plateauet er ganske smalt, og snart kører vi nedad mod Eidsdal. På nedturen opnår 2. souschef en så almægtig fart, at stemplet sætter sig fast – til stor uro for 2. overveteran. Man kommer sig dog hurtigt over forskrækkelsen, og der fortsættes til en sidearm til Geirangerfjorden, der nås kort før middag. Herfra er der færge over til Linge på den anden side af fjordarmen. Og fra Linge er der blot fire km til Valldal, der ligger op ad en lodret fjeldvæg, hvori der ses en tydelig zigzagstribe. Sagnet fortæller, at striben er opstået ved, at Olav den Hellige (995-1030) under en kamp med en søslange slyngede denne op mod fjeldvæggen. Så ved vi det!

2 km nord for Valldal dineres der kl. 12.15.

Herefter er det opad mod den berømte og berygtede ”Trollstigen”, Norges vel nok mest storslåede vejanlæg. Stigningen er de første mange kilometer jævn, med det sidste stykke går det brat opad til en fjeldhytte ved toppen af vejen 860 meter over havet. I øvrigt en ganske vidunderlig tur gennem en pragtfuld dal, hvor jordbærsæsonen lige nu er på sidst højeste her i midten af august. ”Trollstigen” ligger i et vildt terræn, hvor bjergene nærmest har karakter af klipper, der er næsten lodrette og fulde af takker og spalter. Her ind i er ”Trollstigen” anlagt ved, at man har sprængt en hylde i fjeldsiden. De lodrette fjeldmassiver udelukker alle andre muligheder for anlæggelse af vej. Vejen er længere fremme og falder på ganske kort tid 800 m.

Vi sætter fra og okser lige ud i det. Vejen er som før nævnt ualmindelig stejl, rækværk er der naturligvis kun lidt af, og vi har næppe tid til at nyde udsigten – som mod vest præsenterer os for ”Kongen”, ”Dronningen” og ”Bispen” foruden ”Karitind” – alle på stribe. Mod øst ligger ”Trolltinderne”. Halvvejs nede passeres Stigfossen 180 m høj.

10 km hårnålesving senere er vi ved at være nede fra dette fantastiske fjeld. Kort efter – ved 16-tiden – ankommer vi til Åndalsnes, som bliver ekspeditionens nordligste punkt, 62^o 40’ nordlige bredde, 470 km nordvest for Oslo. Byen ligger for enden af Romsdal ved Romsdalsfjorden. Vi okser i første omgang igennem byen helt ned til fjorden i håb om at finde en campingplads. Dette lykkes dog ikke, og vi må vende tilbage til den sydlige bydel, hvor vi til alt held finder en fortrinlig campingplads beliggende mellem birketræer ved bredden af Rauma, den lokale elv. Vejret er pragtfuldt, det bedste vi har haft på turen – og vi er alle fire enormt støvede. Alligevel beklager vi os, da vi må betræde toiletterne, idet vi nemlig fra teltet har et ualmindeligt vidunderligt udsyn til to ganske nærliggende og nydelige solbadende feminina.

Km-tæller ved ankomst                                                                                                                               6218 km

KAPITEL 13: FREDAG DEN 06.8. 1971

Åndalsnes – Hundorp                                                                                                                                    206 km

Kl. 9.30 forlader ekspeditionen Åndalsnes i blæsende, men ellers udmærket vejr. Turen går nu ad nærmeste vej til Oslo: Romsdal – Gudbrandsdal – Lillehammer – Gjøvik – Minnesund – Oslo. Romsdalen sørger for, at turens første afsnit bliver pragtfuld. Mod nord har vi Venjetinderne – myriader af små takker. Mos sydøst ses Romsdals vartegn, Romsdalshorn, der som en cigar rejser sig 1550 meter op. Mod syd ses de vilde, ubeherskede, takkede, toppede, forrevne, forvredne Trolltinder. Sneen ligger meget lavt, nogle steder helt ned til vejen. Mægtige og mangfoldige vandfald kaster deres fossende vandmasser ned i dalen. Vi har vinden stik mod os, og da det samtidig går jævnt opad, avancerer vi kun langsomt. Ved Lesjaskog nås vejens højeste punkt, 600-700 meter over havet. Her findes et naturligt vandskel: Fra Åndalsnes har vi fulgt Raumaelven, der løber mod nordvest ud i Romsdalsfjorden; fra Lesjaskog følger vi Gudbrandslågan, der løber mod sydøst ned mod Mjøsa for enden af Gudbrandsdalen.

Dalen skifter efterhånden karakter. Fra Romsdalens vilde og dystre atmosfære til Gudbrandsdalens milde og yndefulde natur med lave, lysende, skovklædte fjelde.

Kl. 12.30 dinerer vi et par kilometer nord for Lesjaverk i nordlige Gudbrandsdal. Vejret er køligt og regnfuldt. Højden er stadig over 600 meter.

10 km syd for Lesjaverk kommet er uvelkomment indslag i dagligdagen: Hermod opdager, at han har glemt sin skuldertaske ved frokostbordet. Dette forsinker os tre kvarter. Souscheferne tager den dog med ophøjet ro, hvilket heldigvis smitter stærkt af på de respektive betvingere.

Kl. 15.30 ankommer vi til Dombås. Lidt vejarbejde og regnvejr har yderligere forsinket os. Her mærker vi for alvor vinden, illustreret ved en sandbunke, der forsøger at komme fra den ene vejside over i den modsatte side. Ekspeditionens deltagere lukker øjnene og okser igennem. Fra Dombås begynder det endelig at gå nedad – de sidste timer har vi kørt på et plateau. Nu mærker vi også først rigtig Gudbrandsdalens milde vinger. – dog ikke lige hvad vejrliget angår.

Otta nås kl. 18. Vejret er fortsat køligt og regnfuldt. Kl. 19.30 ankommer ekspeditionen frysende og forkomne til Hundorp (Oden camping) ca. 70 km nord for Lillehammer og 15 km sønden for den gamle kending fra første tur, Vinstra.

Km-tæller ved ankomst                                                                                                                               6424 km

KAPITEL 14: LØRDAG DEN 07.8. 1971

Hundorp – Stranda Leirplass                                                                                                                      86 km

Overveteranerne vågner udhvilede og fredfyldte kl. 8. Kl. 10 lyder afgangsfanfaren ud over Hundorp og opland, hvilket ekspeditionen øjeblikkeligt reagerer på. Souschefernes motorer tordner! I den sydlige af Ringebu, en lille by 60 km nord for Lillehammer, tillader Grog sig den komfort at punktere på baghjulet. Stor jubel og moro spores hos de øvrige af ekspeditionens deltagere. Vi losser Grog, afmonterer hjulet og alle kan efter konstatere, at glansen er gået af Skt. Gertrud og gassen så fremdeles af Grogs baghjul. Det er helt og aldeles fladt! Vi forhører os på en overfor liggende servicestation om mulighederne for at få lappet. Vi bliver henvist til en mand bosiddende i den anden ende af byen. Hermod giver sig straks afsted med hjulet, mens 2. overveteran overtager det fulde ansvar for den resterende del af ekspeditionstoget.

En times tid senere er hjulet blevet lappet, og 1. overveteran er blevet en tier fattigere. Vi læsser atter Grog og fortsætter skyndsomt videre. 30 km nord for Lillehammer, i Tretten, gør ekspeditionen holdt, idet den rensdyrskindhungrende 2. overveteran har fået øje på nogle skind i en lille kiosk. Han opsøger kioskindehaveren, der til stor jubel for 2. overveteran kan berette om tilstedeværelsen af et ”pragtskind” til 100 kr. 2. overveteran slår uden tøven til og valser kort efter ud af butikken med skindet fast forankret under højre arm.

I mellemtiden er det lykkes 1. overveteran at sprænge et enkelt gaskabel. Dette hensætter ekspeditionens videre fremmarch med yderligere en halv time – og gør Hermod yderligere 15 kr. fattigere.

Af en eller anden besynderlig grund lykkes det ekspeditionen af nå Lillehammer uden flere delikate indslag. Dette sker kl. 15.30. Man begiver sig nu op på Maihaugen, et højt beliggende område i Lillehammers udkant, hvor man agter at besigtige De sandvigske Samlinger, et storslået frilandsmuseum i stil med Hjerl Hede. Stedet rummer samlinger fra den ganske Gudbrandsdal af bl.a. sæterbebyggelser, kirker, gårde, beboelseshuse, værksteder, kaner, tæpper osv. – alt samlet af én mand, tandlægen Anders Sandvig.

Fra Maihaugen fortsætter ekspeditionen mod Gjøvik. Det er meningen at indkvartering for natten skal ske på den første campingplads af rimelig standard. 10 km syd for Lillehammer befinder en sådan sig, liggende ved bredden af Mjøsa, Norges største sø. Stedet kaldes Stranda Leirplass.

Et lille optrin udspilles på det lokale toilet efter aftensmåltidet. 1. overveteran, hin forhiiivade, placerer fredfyldt sin nøgne bagdel på et eksemplarisk WC-bræt. Inde fra det lille rum øjner hans blik to fæddere i passende afstand fra tissekummen. I den tro, at fædderne tilhører 2. overveteran, udbryder Hermod med høj og klar røst et ”hiiiva Børge”. Fædderne tilhører imidlertid ikke 2. overveteran, hvilket går op for Hermod, da fæddernes besidder ikke svarer på tiltalen. En sky og ydmyg 1. overveteran forlader i stilhed toilettet. Stor moro spores hos 2. overveteran.

Km-tæller ved ankomst                                                                                                                               6510 km

KAPITEL 15: SØNDAG DEN 08.8. 1971

Stranda Leirplass – Oslo                                                                                                                                180 km

Stranda Leirplass forlades ved titiden. Himlen er skyet, men solen kommer frem med regelmæssige mellemrum. En skøn tur langs den 100 km lange Mjøsa følger. Kort før middag passeres Gjøvik, ”den hvide by ved Mjøsa”. 30 km nord for Minnesund dineres der med pragtfuld udsigt til søen. Kort før Minnesund passeres den 700 m høje Skreik, hvor vejen er hugget ind i fjeldet.

Midt på eftermiddagen nås Minnesund, hvor den med ekspeditionen belemrede vej munder ud i E6, der via Hamar fører nord om Mjøsa. Kort efter passeres det historiske sted, Eidsvollbygningen, hvor Norges grundlov blev til i 1814.

Kl. 17.45 ankommer ekspeditionen til DFDS’ billetkontor på Oslo havn. Kontoret åbner først kl. 19, og overveteranerne haver derfor at vente en times tid, inden formålet med besøget kan føres ud i livet.

Efter indkøb af billetter sættes næsen mod Ekeberg, hvortil ekspeditionen arriverer kl. 19.30. Grundet forskellige småproblemer bliver taflet ikke indledt inden kl. 21.30.

Km-tæller ved ankomst                                                                                                                               6690 km

KAPITEL 16: MANDAG DEN 09.8. 1971

Oslo – Frederikshavn                                                                                                                                    10 km

Overveteranerne opstår kl. 6.30 i overskyet vejr. Man gør sig hurtigt færdig for ikke at komme for sent til færgen (man mindes sådan ligesom tilfældigt Göteborg 1968), der skal føre ekspeditionen til Frederikshavn. Kl. 8.45 entres havnen, hvortil færgen lige er ankommet fra Frederikshavn.

Mageligt placerede i færgens bedste stole lytter overveteranerne spændt til vejrmeldingen. Denne melder om vindstyrke 7-8 med tillæg, og fra kaptajnens personlige side regnes med ankomst til Frederikshavn kl. 21 – dvs. omkring tre kvarters forsinkelse. Hermod skuler til 2. overveteran, sender lune blikke til samme, der jo på den mest ydmyge måde blev besudlet af Kattegats onde lune i 1969.

Vel ude af Oslo havn viser bølgerne allerede tænder. 2. overveteran forbereder sig med stoisk ro på konsekvenserne af dette, anlægger et realistisk syn på tilværelsen og bestiller prompte en større middag i det forfængelige håb at kunne æde sig fra den lurende søsyge. Hermod følger for alle tilfældes skyld eksemplet. Han virker i øvrigt under første del af sejladsen i det store og hele meget livlig. Han tilbyder 2. overveteran et slag kort, hvilket helt i overensstemmelse med 2. overveterans realistiske tilgang til livet, prompte afvises. 1. overveteran køber sig i stedet en bog, hvori han agter at fordybe sig under overfarten. Af og til bevæger han sig ud på det løbske dæk for at beskue situationen. De første ofre for søsygen har allerede meldt deres ankomst ude på dækket.

Vi er efterhånden ved at komme fri af Oslofjorden, og stormen melder sig nu for alvor og farer med rasende fart hen over Skagerraks vover. Hermod besøger en enkelt gang toilettet, men vender tilbage i samme tilstand som før besøget. 2. overveteran har fra staten anbragt sin bag på en stol med fædderne på en anden, overfor stående stol. Denne stilling bevares med en knusende ro under hele dramaet. 2. overveterans realistiske sans afviser alle forsøg på større bevægelser og udskejelser. Hermod læser vedvarende i sin nyerhvervede bog. Pludselig rejser han sig op og bevæger sig med hurtige og faste skridt mod det nærmeste toilet, fulgt til dørs af ”Brat er slagets gang… ” Klokken er da henved 16. Klokken bliver 16.30, og Hermod viser sig stadigvæk ikke. 2. overveteran aner årsagen og mærker med bange anelser skibets rullen. Tiden mellem 16.30 og 18.30 bliver den værste siden 1969. Flere gange tager søsygen tilløb i 2. overveterans indre, men uden held. Talrige menneskeskarer bevæger sig mellem dækket og restauranten i fast pendulfart. Årsagen anes. Hermod er ved 18.30-tiden stadig på toilettet. Årsagen anes.

Endelig kl. 19 arriverer Hermod atter til restauranten – tydelig slap i knæene, men dog med et udseende af at have overstået det værste. Han udtrykker sin åbenlyse forbavselse over 2. overveterans uventede standhaftighed og beretter om sin egen triste skæbne: Traditionel søsyge med dertil hørende opkastninger.

Kl. 20 stilner stormen af, idet vi kommer i læ af Jylland. Vi vover atter at dinere. Kl. 20.45 ankommer vi til Frederikshavn, og kort efter er vi indkvarterede på campingpladsen. Det er allerede mørkt (klokken er 21), og man mærker med al ønskelig tydelighed, at man er kommet længere sydpå; i Oslo blev det først mørk omkring kl. 22.

Km-tæller ved ankomst                                                                                                                               6700 km

KAPITEL 17: TIRSDAG DEN 10.8. 1971

Frederikshavn – Tørrild slot                                                                                                                         264 km

Vi opstår allerede kl. 6.30, idet vi i dag haver at lægge 240 km bag os, inden vi er tilbage på slottet i Tørrild. Vejret er temmelig blæsende, himlen overskyet med lejlighedsvise kig til solen. Vi forlader Frydenstrand camping kl. 7.45. Vi har stiv modvind ned gennem Vendsyssel. Kort efter Sæby bliver vi endvidere belemret med en længere omkørsel. For at gøre det hele fuldendt strejker 2. souschefs gear atter. Af disse grunde er vi først i Ålborg ved 11-tiden. Herfra går det hastigt mod Hobro, 6 km syd for hvilken vi dinerer i det herligste regnvejr. Kroniske startvanskeligheder, der har karakteriseret Kresjan II under store del af turen, forværres kendeligt.

KL. 16 ankommer vi til Århus og aflægger et 2 timers besøg hos 2. overveterans studiekammerat i Brabrand. Kl. 18 fortsættes mod Skanderborg og herfra går det via Øst- og Vestbirk til Uldum. Ved Rask Mølle kører Kresjan II tør for benzin. Reservetank haves ikke. Derimod foreligger der oplysninger om tilstedeværelse af en kop i bagagen, og med hjælp fra en sådan tappes der lidt benzin af Grog til Kresjan II’s store vederkvægelse. Klokken er nu ca. 20.30. I Uldum lykkes det at opspore en åben servicestation, og vi kan herefter med ro i sjælen begive os på ekspeditionens afsluttende fase. Vejen forlægges ad Tørring. Et lille problem indtræffer ved lygtetændingstidens begyndelse: Lyset på Kresjan II er meget svagt og må assisteres af Grogs ditto. Dette klares ved at lade 1. overveteran køre bagerst og lidt forskudt i forhold til 2. overveteran.

En vis selvtilfredshed præger alle ekspeditionens deltagere, da man kl. 21.45 kører ind på Tørrild slotsplads.

Km-tæller ved ankomst                                                                                        6964 km

Hele turens længde:                                                                                             2.076 km

Antal rejsedage                                                                                                       17 dage

Antal km i gennemsnit pr. dag                                                                            122 km

Her slutter sagaerne om globetrotternes eventyrlige rejser til Norges Fjeldverden.