Indholdsfortegnelse
- Introduktion
- Nilen
- Tiden før Burton og Spekes rejser
- Uganda
- Zanzibar
- Burton og Speke
- Speke finder Nilens kilde
- Baker af Nilen
- Livingstone og Stanley
- Udforskning af Nilens bifloder
Introduktion
Intet uudforsket område, hverken Himalayas tinder, Antarktis’ vidder, ja næppe engang Månens skjulte bagside, har i nyere tid fascineret så meget som mysteriet om Nilens kilder. I mere end to tusind år, siden Antikken, har man drøftet spørgsmålet uden at finde svar. I midten af 1800-tallet regnedes sagen for, som den britiske opdagelsesrejsende og afrikakender Harry Johnston (1858-1927) udtrykte det: ”Den største geografiske hemmelighed efter opdagelsen af Amerika”.

Efterforskningen af Nilens kilder fandt først og fremmest sted i den såkaldte heroiske æra, der forløb fra begyndelsen af 1800-tallet til lidt efter 1. Verdenskrig, indtil den mekaniske eller tekniske æra, hvor tidskrævende, anstrengende og lidelsesfulde opdagelsesrejser til fods erstattedes af flyvemaskiner.
Ekspeditionerne til Centralafrika skabte helteskikkelser, som David Livingstone, Henry Stanley, Richard Burton og John Speke. På samme tid skabte ekspeditionerne grundlaget for den europæiske koloniale imperialisme i Afrika.
Quid novi ex Africa? spurgte den ene romer den anden, når de mødtes på Forum. Den traditionelle forestilling om Afrika som de sortes verden, en ung verden, hvor mennesket endnu er nøgent og alle dyrene går, en Noæ Ark, som da livet begyndte på Jorden. Før midten af 1800-tallet var hele Afrikas umådelige midterparti hvidt papir.
Det er dog vigtigt at erkende, at europæerne ikke ”opdagede” floderne, bjergene og søerne i det central Afrika, der var ukendte – alt var allerede opdaget af de folk, der havde levet der i tusindvis af år. Og arabiske slavehandlere havde krydset gennem Centralafrika så tidligt som i 1811 og anlagt handelsruter gennem disse områder.
I 1856 havde selv de mest beslutsomme opdagelsesrejsende ikke været i stand til at følge Den Hvide Nil ret meget længere sydpå end til vore dages Juba på 5 grader nordlig bredde. Der var stadig lang vej til flodens kilder. Katarakter, endeløse papyrussumpe, malaria, tropevarme og modstand fra de indfødte stammer – alt sammen forhindrede al videre færd sydpå. Det uigennemtrængelige tomrum i kontinentets indre var på det tidspunkt blevet fyldt med tusinder af fantasifostre – dværgmennesker og kannibaler med haler, fabeldyr i stil med griffer og salamandre, enorme søer og bjerge så høje, at de aldeles naturstridigt, i tropevarmen, var kronede med evig sne.

Det var et underligt had-kærligheds-forhold, der drog de opdagelsesrejsende tilbage til Afrika. De var som de mænd, der havde viet sit liv til havet; efter én gang at have udsat sig for dets farer blev de draget tilbage igen og igen, også selv om Afrika slog dem ihjel. På et eller andet tidspunkt rasede de fleste over landet og dets indbyggere, som blev påstået at være grimme, brutale, udspekulerede, udsvævende og håbløse. Det var påfaldende, hvor sjældent de i deres rejseskildringer blev betaget af landskabets skønhed eller storhed, af de endeløse savanner med de blå bjerge i det fjerne og med flokkene af vilde dyr. Set med de rejsendes øjne var alt fjendtligt, ufuldstændigt, uden æstetisk interesse, før det blev reformeret og ordnet af civilisationen og kristendommen.
Alligevel kan man ikke undgå at ane en særlig grund til deres rejser: En fundamental uro, en enkel og opslugende nysgerrighed over alt fremmedartet og nyt. For at stille denne nysgerrighed var de rede til at affinde sig med alt, selv dødens mulighed.

Bedre selskab end de store Afrika-opdagelsesrejsendes skrifter findes ikke. En særlig tiltrækning udøver alt hvad der beskæftiger sig med Nilen, porten ind i Afrika, den gamle livgiver, der går som en åre gennem historien, selve tilværelsens begyndelse. Til Nilens navn, det blotte ord, og til Ægypten knytter sig forestillinger om frugtbarhed, menneskehedens barndom, bibelhistorien og fundet af Moses mellem sivene. Her begyndte den unge menneskehed at forme nildyndet og anlægget til kulturen. Og endnu i dag når et barn bliver døbt, er det i en vis forstand gammel nildyrkelse, der går igen. Velsignelsen med vand, hver gang oversvømmelsen kom, og livet, der fødtes på ny. Nilen spillede en nøglerolle for opståelsen af nogle af verdens ældste civilisationer. Uden Nilens store vandmængder ville det antikke Ægypten aldrig have opnået den rigdom og den magt, der var forudsætningerne for pyramidebyggeriet og kontrollen over store områder, der alt sammen startede for 5.000 år siden.
Kapitel 1: Nilen
Hvis Den Hvide Nil og selve Nilen regnes for én flod med udspring i Victoriasøen i Uganda, er den med sine 6.650 kilometer, efter de flestes mening, Jordens længste. Den er dog i hård konkurrence med Amazonfloden, og afhængig af hvilke bifloder der tæller, kan Amazonfloden nå op på 6.800 km. Men det samme kan siges om Nilen. Nilen drænerer 10% af Afrikas areal.
I det antikke egyptiske sprog blev Nilen kaldt Ḥ’pī eller Iteru, hvilket betyder “flod”. Det danske navn Nilen og de arabiske navne en-Nîl og an-Nîl er begge afledt fra det latinske Nilus og det oldgræske Νεῖλος.
Nilen er i virkeligheden to floder, Den Blå Nil og Den Hvide Nil. Efter at de to floder støder sammen ved Khartoum i Sudan, hedder floden blot Nilen og løber gennem resten af Sudan og Egypten for at ende i et stort delta i Middelhavet.

Den Hvide Nil betragtes traditionelt som hovedløbet. Men Den Blå Nil leverer faktisk op til 80% af alt vandet og silten i Nilen.
Den Hvide Nil forlader Victoriasøen i Uganda ved de nu overskyllede Ripon Falls i byen Jinja. Her kaldes den Victorianilen. Den flyder nord på 130 km til Kyogasøen, og herfra løber den via Karuma- og Murchisonvandfaldene ud i Albertsøen, hvor floden danner et delta ved søens nordøstkyst. Efter et kort løb i søen forlader Nilen igen Albertsøen ved dennes nordspids; herfra fortsætter den nordpå gennem Uganda som Albertnilen. Når floden løber ind i Sydsudan, kaldes den Bahr-el-Jabal (Bjergnilen).
I Sydsudan modtager Nilen Bahr-el-Zeraf (Giraffloden), Bahr-el-Ghazel (Gazellefloden) og Sobatfloden og kaldes herefter Den Hvide Nil på grund af den hvide silt suspenderet i flodvandet. I Sydsudan løber floden desuden igennem et enormt sumpområde med tæt vegetation, Sudd’en (barriere eller obstruktion på arabisk). Sudd’en ligger umiddelbart syd for tilløbet af Sobatfloden og er ca. 500 km nord-syd og 200 km øst-vest. Mere end halvdelen af flodens vand mistes i Sudd’en på grund af fordampning. Manglende evne til at trænge igennem Sudd’en var en hovedårsag til, at Nilens øvre løb ikke kunne klarlægges i Antikken.
I Sudans hovedstad Khartoum løber Den Hvide Nil og Den Blå Nil sammen, og floden kaldes herefter blot Nilen. Den Blå Nil (Amharic) udspringer fra Tanasøen i det etiopiske højland, og efter ca. 1400 km udmunder den i Den Hvide Nil i Khartoum. Den Blå Nil bidrager med langt størstedelen af Nilens vandmasser og sediment, hvor det er den årlige aflejring af sidstnævnte i september, der skabte grundlaget for den ægyptiske civilisation i Antikken.

Den sidste større biflod til Nilen, Atbara eller Den Røde Nil udmunder i floden nord for Khartoum. Atbara udspringer i det nordlige Etiopien nord for Tanasøen, og har en længde på omkring 800 km. Den udtørrer helt i tørtiden fra januar til juni.

Nedenfor Aswandæmningen i det sydlige Ægypten følger Nilen sit historiske forløb. Nord for Kairo dels floden i to grene, der tilsammen danner deltaet ud mod Middelhavet: Rosettagrenen mod vest og Damiettagrenen mod øst.
Den græske historiker Herodot kaldte Ægypten for Nilens gave. Nilen spillede en afgørende rolle for udviklingen af den ægyptiske civilisation. Fordi floden løb over sine bredder årligt, blev der hvert år aflejret nye lag af silt, der gjorde det omgivende land meget frugtbart. Nilen var også en vigtig del af ægypternes åndelige liv i Antikken. Hapi var guden for de årlige oversvømmelser, og både han og faraoen mentes at kontrollere oversvømmelserne. Nilen blev betragtet som vejen fra livet til døden og efterlivet. Øst blev opfattet som stedet for fødsel og vækst, mens vest blev betragtet som stedet for døden, på samme måde som solguden, Ra hver dag genopstod i øst og døde i vest. Derfor blev alle gravene i det antikke Ægypten lagt vest for Nilen (jf. Kongernes Dal ved Luxor), for kun herfra kunne de døde træde ind i efterlivet.
Kapitel 2: Tiden før Burton og Speke
Oldtidens ægyptere kendte givetvis Nildalen fra Middelhavet og så langt dertil, hvor Khartoum ligger i dag, hvor Den blå Nil støder til fra bjergene i Etiopien. Også Den Blå Nil har de antagelig haft kendskab til. Men hovedstrømmens videre forløb, Den Hvide Nil syd for Khartoum, var og blev genstand for gætterier, og det optog hver eneste fremtrædende geograf dengang og sidenhen.
Det var ikke kun almindelig opdagelsestrang, det drejede sig om. I ørknerne var floden selve livet. Udeblev vandet, ville hele Ægypten gå til grunde. Ikke at vide, hvor det kom fra, ikke at have en slags garanti for, at det ville fortsætte med at strømme – det var ensbetydende med en usikkerhed, der kun kunne dulmes med fatalisme eller overtro.
Så vidt vides svigtede floden dog aldrig. Ustandselig kom den store brune flod strømmende ud fra ørkenen, og ingen kunne forklare, hvorfor den gik over sine bredder i Nildeltaet hvert år i september, den tørreste og varmeste årstid ved middelhavskysten; eller hvordan floden i sit nedre løb var i stand til at fortsætte henved to tusind kilometer gennem en af de frygteligste af alle ørkener uden hjælp fra bifloder og næppe nogensinde en dråbe regn.
Omkring 460 fvt. nåede den græske historiker Herodot (480-420 fvt.) så langt op ad Nilen som til den første katarakt ved Aswan, før han vendte om – uden konkrete oplysninger om flodens kilder, kun en vag ide om, at den kom fra ”fontæner” et sted i Afrika. Fra andre rejsende fik han at vide, at Nilens kilde var ukendt, men måske kom den fra vest, fra et område omkring den nuværende Chad sø. Desuden oplystes han om, at der var en stor, civiliseret etiopisk by (Meroë), hvor Nilen foretog en stor bue. Meroë lå i virkeligheden i nutidens Sudan, hvor Nilen netop slår en stor bue.
Den græske filosof Aristoteles (384-323 fvt.) interesserede sig også for Afrika og Nilen, og han skrev om Afrikas opdagelse og berettede, at sydvest for Nilen boede der pygmæ racer, som førte krig mod ”traner” (strudse?).
Den ægyptiske farao Ptolemaios 2. Philadelphus (308-246 fvt.) sendte I det 3. århundrede fvt. en ekspedition så langt syd på, at det kunne sandsynliggøres, at Den Blå Nil havde sit udspring i de etiopiske bjerge.
Erathostenes (276-194 fvt.) var født i Kyrene i Nordafrika i 276 fvt. Han var græsk geograf og bibliotekar i Alexandria. Ud fra den viden han indsamlede, lavede han den første, nogenlunde nøjagtige skitse af Nilens løb og af dens to store tilløb fra Abessinien (Etiopien) så langt syd som til Khartoum.
Da romerne i år 30 fvt. underlagde sig Ægypten, opstod talemåden Nili caput quaerere – søg efter Nilens udspring – en sarkastisk bemærkning henvendt til mennesker, som stræbte efter det umulige.
Den romerske kejser, Nero (37-68 evt.) var meget interesseret i geografi. Han sendte en ekspedition bestående af to centurier til Afrika omkring 66 evt. med henblik på at kortlægge Den Hvide Nils kilder. Så vidt vides lykkedes det dem i kanoer at være nået så langt op ad Nilen som nær Fashoda i Sydsudan og måske endda så langt som til tilløbet af Bahr-al-Ghazal lidt længere mod syd. I hvert fald kom de så langt mod syd som til at møde den store marsk, sudd’en. På grund af den massive vegetation blev de forhindret i at nå længere mod syd.
Grækeren Diogenes nåede den afrikanske østkyst omkring år 50 evt., hvorfra han angiveligt rejste ind i landet i 25 dage, hvor han ankom til to store søer og sneklædte bjerge, som var så strålende hvide, at de blev kaldt Månebjergene, og hvorfra Nilen hentede sine kilder. Det er dog mere sandsynligt, at han gengiver, hvad han fik fortalt af arabiske købmænd ved østkysten om, at det tog 25 dage osv. Diogenes fik videre fortalt, at Nilens to hovedkilder mødtes til én strøm nord for de to søer og herefter flød gennem marskområder, indtil den forenede sig med den abessinske flod (Den Blå Nil) og på denne måde nåede til de kendte steder. Denne historie fortalte Diogenes til den syriske geograf Marinus fra Tyre (70-130 evt.), der berettede om sagen i sine geografiske værker. Disse er så igen citeret af en anden geograf, den berømte Claudius Ptolemæus (ca. 100-170 evt.), som skrev om det omkring 150 evt. Af denne grund regnes Ptolemæus som den første, der klart fremsatte en teori om oprindelsen af Den Hvide Nil fra de to store søer (Victoria og Albert) og om eksistensen af de store, snedækkede Månebjerge (Ruwenzori).
Ptolemæus tegnede et berømt kort, der viser Nilen strækkende sig direkte mod syd fra Middelhavet til Ækvator, og floden ses at udgå fra to runde søer. Vandet i disse søer kommer fra en høj bjergkæde, Lunae Montes, Månebjergene.

Ptolemæus forblev den store autoritet indtil slutningen af 1400-tallet. Han diskuterede i detaljer hele forløbet af Nilen – den del, der lå inden for den dengang kendte verden. Udmundingen af Den Blå Nil i Den Hvide Nil blev dog fejlagtigt placeret ved 12. breddegrad nord, i stedet for 150 40’ nord. Han gættede sig frem til, at de to kilder til Nilen blev forenet ved 2 grader nord, hvilket med nutidens viden ville svare til udløbet fra Albertsøen, der ligger ved 20 25’, så det var et godt gæt. Hans hypotetiske Victoriasø nåede til 7 grader syd, i stedet ved 30 30’, som det vides i dag. Han skelnede mellem kilden til Den Hvide Nil (Victoriasøen) og Den Blå Nil (Tana-søen).
Selv om Ptolemæus ikke selv var opdagelsesrejsende er han den fremmeste af Nil-geograferne, men han måtte vente i omkring 17 århundreder inden Stanley – ved dennes opdagelse af Semlikifloden, Ruwenzori og de sidste problemer vedrørende Nilens kilder – kunne retfærdiggøre Ptolemæus’ bemærkelsesværdige forudsigelser om hovedtrækkene ved Nilsystemet.
Det synes klart, at Ruwenzori og Albertsøen på et tidspunkt blev nået af græske eventyrere og sabæiske arabere (Saba lå formentlig i det nuværende Yemen) via etablerede handelsruter gennem Unyamwezi. Unyamwezi er en historisk region I det nuværende Tanzania ved den moderne by Tabora syd for Victoriasøen og øst for Tanganyikasøen. Den lå på handelsruterne fra kysten til Tanganyikasøen og til kongerigerne vest for Victoriasøen. I starten var elfenben den vigtigste handelsvare, men denne blev senere overgået af slavehandlen. Unyamwezi lå ved en korsvej, hvor én handelsrute førte til havnebyen Ujiji ved Tanganyikasøen, mens en anden gren førte nordpå til kongerigerne Buganda og Bunyoro.
Marinus af Tyre og Ptolemæus’ beskrivelse af Nilens geografi og kilder omfattede det kendskab man havde til sagen i de første to århundreder evt., og denne viden holdt sig stort set uændret for europæerne indtil midt i 1800-tallet- faktisk blev meget af denne viden tabt i Middelalderen. Historien om de store søer og Nilens kilder blev dog genoplivet efter de arabiske invasioner af Nordøstafrika i 1100- og 1200-tallet. Denne viden nåede europæerne i Renæssancen via en mellemkomst af de saracenske lærde på Sicilien, teologer i Rom og Venedigs købmænd.
Et væsentligt fremskridt i udforskningen af Nilen blev gjort i 1615, da den portugisiske Fader Pedro Paez (1564-1622) fik vist Den Blå Nils kilder af etiopiere.
I 1772 publicerede den kendte franske geograf D’Anville et berømt kort over Afrika, som fjernede meget af den fantasifulde opfattelse af kontinentets geografi fra tidligere tider. D’Anvilles kort var et stort fremskridt i udforskningen af nilbassinet, og kortet var meget mere nøjagtigt end noget tidligere kort. D’Anvilles geografi over Etiopien var hovedsageligt baseret på portugisernes oplysninger. Kortet var meget lig det kort, som blev et resultat af James Bruce’s senere udforskning (se nedenfor). Sidste udgave af D’Anvilles kort er dateret 1772 – et år før Bruce offentliggjorde sine opdagelser. På D’Anvilles kort er Bahr-al-Ghazal og Bahr-al-Arab indtegnet ret nøjagtigt, mens Nilens løb inden udmundingen af Bahr-al-Ghazal er mere uklar. Flodens løb angives lidt vagt gennem en sø, måske fordi D’Anville havde hørt rygter om Albertsøen. Løbet længere oppe af floden (før Albertsøen) er delt i to, der hver udspringer i en sø beliggende på ca. 10 grader nord. Syd herfor lå Månebjergene.
James Bruce (1730-1794)
I 1770’erne havde den skotske opdagelsesrejsende James Bruce fulgt Den Blå Nils løb fra dens kilder til Khartoum. James Bruce var den første af en stor gruppe, især englændere, som i løbet af 150 år fik afsløret næsten alle detaljer om nilbassinets geografi for verden.

I sommeren 1786 landede han i Alexandria, og herfra rejste han til Etiopien, hvor han blev vel modtaget af kejseren. Bruce nåede frem til Den Blå Nil, som han altid havde ment var Nilens hovedløb. Bruce fastsatte ret præcist breddegraden (100 55’ 25’’) og også længdegraden (360 55’ 30’’) for Den Blå Nils kilde (Tanasøen, der er et opfyldt vulkankrater), som i det store og hele passer med nutidens målinger. Bruce ærgrede sig over, at de jesuitiske portugisiske missionærer Lobo og Paez havde været ved Den Blå Nils kilder før han – dette var blevet oplyst ham af D’Anville. Bruce kunne, ligesom missionærerne, konstatere, at floden Jimma, der oprinder på Sagada bjerget[1] i Etiopiens centrale højland løber med en stærk strøm i en cirkel gennem den sydlige del af Tanasøen; Jimma kunne så være den ultimative kilde til Den Blå Nil. Den Blå Nils hovedkilde er blot en meter bred, og 3 meter fra denne kilde er en anden, ca. 3½ meter bred kilde. Der er yderligere et lille udspring.
Bruce fulgte som ovennævnt Den Blå Nil fra dens udspring til dens udløb i Den Hvide Nil i Khartoum. Herefter rejste han hjem via Alexandria og Paris. Her lærte han af den store korttegner D’Anville til sin store ærgrelse, at han ikke var den første opdager af Den Blå Nils kilde og forløbet af denne flod, men at dette var Lobo og Paez, jf. ovenfor. D’Anville forsøgte også at overbevise Bruce om, at Den Blå Nil ikke var hovedløbet, og at mysteriet om Nilens kilde langt fra var løst. I det hele taget var D’Anville langt bedre orienteret om Nilen, dens kilder og forløb end Bruce.

I begyndelsen af 1800-tallet blev Muhammed Ali den ubestridte leder af Ægypten. I 1839 sendte han den første erobrings- og udforskningsekspedition op ad Nilen. Den var ledsaget af en fransk officer, Thibaut, som var blevet muslim. Ekspeditionen nåede så langt mod syd som til 60 30’ nord. I 1841 udsendtes en ny ekspedition ledet af to franskmænd (D’Arnaud og Sabatier) og en tysker, Ferdinand Werne, og den nåede til nær Gondokoro på 40 42’ nord. Også en tredje ekspedition blev sendt afsted, og alle disse ekspeditioner anvendte sejlbåde, og alle blev stoppet af vandfaldene ved Gondokoro. I 1843 eller 1844 publicerede D’Arnaud et kort over Den Hvide Nil, som viste forløbet så langt ned som til 40 42’ nord.
Paven skabte et bispesæde i Khartoum i 1849, og østrigske missionærer havde grundlagt stationer på Den Hvide Nil som langt som til Gondokoro i 1850. Der var vage historier om, at Nilen udsprang langt mod syd herfor og formentlig fra en sø – man sigtede her til Albertsøen. Men herfra var der ikke yderligere information om Nilen.
Indtil 1858 var den europæiske viden om nilbassinet som følger: Forløbet af Den Blå Nil var blevet kortlagt i en vis udstrækning fra dens udspring i Tanasøen. Den Hvide Nil var blevet kortlagt fra Khartoum til foreningen med Bahr-al-Ghazal. Syd for dette punkt, hvor Den Hvide Nil kaldes Bjergnilen, var den og nogle af dens bifloder, bl.a. giraffloden, også udforsket til lidt syd for Gondokoro. Bahr-al-Ghazal, det store vestlige tilløb, og dennes større bifloder, f.eks. Jur (Sydsudan), var kendt, dette gjaldt også Nyam-nyam kanniballandet. Men Nilens ultimative kilder var stadig ukendte.
Det var for at finde svar på disse spørgsmål, at de to opdagelsesrejsende, Richard Francis Burton og John Hanning Speke, i 1856 drog til Afrika. De forkastede ruten op ad Nilen fra Ægypten og besluttede i stedet at rejse vestpå fra Zanzibar, ind i det mørke indre, hvor ingen hvide havde været før dem. Den ekspedition blev optakten til den store udforskning af det centrale Afrika og Nilens kilder.
Kapitel 3: Uganda
Winston Churchill skrev om Uganda i My African Journey: Kongedømmet Uganda er et eventyr. Du klatrer op … og til sidst er der en vidunderlig ny verden. Landskabet er anderledes, vegetationen er anderledes, klimaet er anderledes, og, ikke mindst, folk er anderledes end alt andet, man kan opleve på det afrikanske kontinent. For dets storslåethed, for dets varierende landskaber og farver, for det overvældende og storslåede dyreliv – fugle, insekter, krybdyr, pattedyr – er Uganda i sandhed Afrikas perle.
Geografi, geologi og befolkning
Uganda (officielt Republikken Uganda) er en indlandsstat i det østlige Centralafrika. Landet støder mod sydøst op til Victoriasøen, mod øst til Kenya og mod nord til Sydsudan. Mod vest er der grænse til Den Demokratiske Republik Congo samt Rwanda, og mod syd ligger Tanzania.
Uganda ligger centralt i Østafrika, mellem breddegraderne 4°N og 2°S og længdegraderne 29° og 35°E. Landet gennemskæres af Ækvator. Det totale areal er 241.550,6 km2, hvoraf ca. 195.000 km2 er landareal. Uganda har ca. 47 millioner indbyggere, hvoraf knap 4 millioner boer i hovedstaden, Kampala.
Nilen gennemløber landet, der også rummer store søer, Victoriasøen, som er verdens tredjestørste sø (efter Det Kaspiske Hav og Lake Superior i Nordamerika), Kyoagasøen samt Edward-, George- og Albertsøen, der alle danner grænse til Den Demokratiske Republik Congo.

Landet omfavnes af Den Østafrikanske Riftdal, der i Centralafrika deler sig i to grene, hvor den vestlige gren løber langs grænsen til Den Demokratiske Republik Congo og kaldes den albertine rift, mens den østlige gren forløber umiddelbart øst for grænsen til Kenya. De to grene afgrænser den tektonisk blok, Victoriapladen, der ligger ca. 1.100 m.o.h. og udgør den centrale del af Uganda. Den sneklædte Ruwenzoribjergkæde (Månebjergene) rager op i den albertine rift som en horst og når en højde på over 5.000 m.o.h. Den albertine rift er den laveste del af landet, under 700 m.o.h.
Den Østafrikanske Riftdal begyndte at dannes tidligt i Miocæn for mere end 20 millioner år siden og er stadig aktiv, idet den udvides med knap 1 cm om året.
Der er ikke længere aktive vulkaner i Uganda, men varme kilder, bl.a. i Semlikidalen, minder om den vulkanske fortid.

Eftersom flertallet af Ugandas veje er grus- og sandveje, skaber regntidens skybrud enorme trafikproblemer, fordi vejene regner eller flyder bort.
Uganda har rigelig adgang til frisk vand og en jord med et højt naturligt fosfatindhold, hvilket gør, at frugtbarheden er så stor, at det er muligt at høste op til syv gange per år i jordbruget. Dette er hovedårsagen til, at der aldrig har været hungersnød i Uganda, og at Uganda historisk set har været en stor eksportør af alt fra kaffe, te, sukker, palmeolie, majs, frugt og grøntsager til matoke, den ugandiske nationalret, som er en slags stor madbanan.

Uganda rummer talrige etniske grupper, hvoraf baganda (fra Buganda) med 17% er den største. I den sydvestlige del af landet lever en lille gruppe batwa pygmæer, der oprindeligt stammer fra Congo. 66% af befolkningen er kristne, 18% tilhører diverse indenlandske religioner, mens ca. 16% er muslimer.

Historie
Den såkaldte bantu-ekspansion, der fandt sted i perioden mellem 2000 år fvt. til ca. 1000 år evt., medførte, at folk, der oprindeligt stammede fra Vestafrika, spredte sig over store områder i det sydlige og centrale Afrika. Bantu-folket var bønder og udbredte landbruget til store dele af Afrika (herunder til Uganda) på bekostning af de talrige jæger-samlergrupper, der før den tid levede i store dele af Afrika. Uganda var forud dækket af ubrudt tropisk regnskov, som var beboet af jagende pygmæstammer. Men for ca. 2000 år siden ankom de ovennævnte bantu-stammer, der især befolkede området syd for Nilen, mens nilotiske grupper, der kom fra det nuværende Sydsudan og primært var nomadiske kvæghyrder (pastoralister), efterfølgende befolkede det nordlige Uganda. Dermed lagdes grunden til de væsentligste etniske skel i Uganda. Indvandringsbølgerne og vekselvirkningen mellem agerdyrkere og pastoralister var væsentlige elementer i udviklingen af en række kongedømmer i Uganda. Fra ca. 1600 blev Ugandas udvikling bestemt af rivaliseringen mellem de to største kongedømmer, Buganda og Bunyoro.

Et tredje kongedømme, der omtales i det følgende, er Karagwe, der lå langs Victoriasøens vestbred i det nordvestlige hjørne af det nuværende Tanzania. I midten af 1800-tallet fik de nævnte kongedømmer alle besøg af europæiske opdagelsesrejsende, der søgte efter Nilens kilder. Men allerede før europæernes indtog i 1800-tallet var der arabiske købmænd i området nord for Victoriasøen. Arabernes motiv for deres tilstedeværelse var elfenben og slavehandel.
Kontakten til Europa og de arabiske handelsfolk fra den østafrikanske kyst bidrog til at ændre magtbalancen i Bugandas favør. Den berømte opdagelsesrejsende, Henry Stanley foranledigede efter sit besøg hos Bugandas kabaka (konge) i 1875, at protestantiske og katolske missionærer fra hhv. Storbritannien og Frankrig kom til området, samtidig med at islam udbredtes af arabiske handelsfolk; dette var en medvirkende årsag til dannelsen af politiske grupperinger og senere partier på religiøst grundlag.
I 1884/1885 enedes de to kolonimagter, Tyskland og Storbritannien på Berlinkonferencen om opdelingen af Østafrika. Briterne fik overhøjhed over det østafrikanske højlands- og søområde, mens Tysk Østafrika kom til at omfatte det område, hvor de nuværende lande Tanzania, Rwanda og Burundi ligger. De nuværende stater, Uganda og Kenya udgjorde Britisk Østafrika. Uganda blev et britisk protektorat, hvor kongedømmet Buganda kom til at indtage en særstilling.

Bugandas særstilling blev fastholdt, idet der her til forskel fra andre dele af protektoratet bl.a. indførtes en form for privat ejendomsret til jord. Samtidig anvendte kolonimagten folk fra Buganda til at administrere andre dele af protektoratet. Modsætningen mellem det både økonomisk og uddannelsesmæssigt privilegerede Buganda og resten af Uganda kom til at præge hele koloniperioden.
Selv i dag finders der parallelt med den officielle administrative inddeling fem traditionelle kongeriger med en vis kulturel autonomi: Toro, Ankole, Busoga, Bunyoro og Buganda.
Kolonitidens modsætninger blev videreført efter uafhængigheden i 1962, hvilket partipolitisk kom til udtryk i det nordlige og protestantisk dominerede Uganda People’s Congress (UPC) og det overvejende sydlige og katolske Democratic Party (DP). I et forsøg på at bygge bro over modsætningerne indgik Buganda og Norduganda en alliance. Bugandas kabaka, Mutesa 2., blev præsident, mens UPCs leder, Milton Obote, fik premierministerembedet. Alligevel voksede spændingerne, og i 1966 drev Obote med hærens hjælp kabakaen i landflygtighed og overtog selv præsidentposten. Ved en forfatningsændring blev kongedømmerne ophævet, og Uganda blev en centralt styret etpartistat.
Et nyt militærkup drev i 1971 Obote i eksil, og hærchefen Idi Amin indledte sit berygtede terrorregime, hvorunder mere end 300.000 mennesker forsvandt eller brutalt blev myrdet. Som led i Amins “økonomiske krig” blev mere end 50.000 asiater udvist kort efter magtovertagelsen. Det muslimske mindretal blev favoriseret på de kristnes bekostning, og i den almindelige voldeliggørelse af samfundet forekom etniske udrensninger selv inden for hæren.

I 1979 blev Amin styrtet med hjælp fra Tanzanias hær. Efter valget året efter, som UPC vandt ved brug af svindel, blev Obote atter præsident. Med udgangspunkt i sin hjemegn i SV-Uganda indledte oppositionspolitikeren Yoweri Museveni og hans National Resistance Army (NRA) en væbnet kamp mod Obote, som efter fem års blodig borgerkrig blev besejret, og i 1986 blev Museveni præsident.
Den økonomiske genopbygning under Musevenis ledelse anses for en succeshistorie. Gennem et håndfast gennemført strukturtilpasningsprogram baseret på Verdensbankens og IMFs anbefalinger opnåede Uganda i 1990’erne årlige vækstrater, der overgik det øvrige Afrikas. Vurderingen af den politiske reformproces har været mere blandet. Den tidligere forfatningsmæssige ubalance blev overvundet med den nye forfatning i 1995, korruptionen er mindsket, og den demokratiske proces er blevet styrket, men politiske partier har ikke lov til at opstille kandidater og afholde vælgermøder. Museveni er blevet genvalgt i flere omgange og er stadig landets præsident i 2024.
Kapitel 4: Zanzibar
Fra 700–800-tallet omtales sorte som “zanj” af indere og kinesere, “bar” betyder land. Zanzibar betyder dermed “de sortes land”. Zanzibar (arabisk: زنجبار; Zanjibār) er en øgruppe og en autonom del af Tanzania i Østafrika. Zanzibar består af en del småøer samt de to hovedøer, den sydlige Unguja (uofficielt ofte betegnet som Zanzibar) som måler 1.658 km², og den nordlige Pemba på 984 km². Der bor ca. 1 mio. mennesker på øerne. Hovedstad og økonomisk centrum er Zanzibar Town med den verdensberømte gamle bydel Stone Town på øen Unguja. Stone Town står på UNESCOs verdensarvsliste.
Zanzibars hovedindustrier er krydderier, raphia (en palme) og turisme. Øerne producerer blandt andet kryddernellike, muskat, kanel og sort peber. På grund af dette er øerne, sammen med Mafiaøen[2], også kendt som Krydderøerne. Desuden er øerne kendt for den endemiske bladabeart zanzibarsk rød kolobus og den sandsynligvis uddøde zanzibarske leopard.
Historie
Stridigheder indenfor islam i 800-tallet skabte flygtninge, hvoraf nogle drog søvejen og bosatte sig på Zanzibar. I 1154 skrev den arabiske kartograf Al-Idrisi om sine oplevelser i Østafrika. Det er første gang, hvor slavehandel og handel med guld i området nævnes . Han skildrer videre, at afrikanere og arabere forstår hinandens sprog, og at det er tilrejsende fra Oman, som køber deres varer.
I 1497 ankom portugiseren Vasco da Gama til Zanzibar. Han var på vej til Indien efter, at vejen syd om Afrika var fundet. I 1503 blev Zanzibar angrebet af portugiserne. Zanzibar klarede at samle 4.000 mand i kano på kort varsel, men portugiserne vandt på grund af deres kanoner. Zanzibar blev atter angrebet af portugiserne i 1505, men i 1507 opgav portugiserne ideen om at bruge øen som mellemstation og etablerede i stedet sin base i Mozambique. I slutningen af 1500-tallet kom portugiserne dog tilbage og byggede en række fæstningsværker langs kysten og på Zanzibar. Med sin brutale fremfærd havde portugiserne ved indgangen til 1700-tallet ødelagt den før så blomstrende handelstrafik langs den østafrikanske kyst, som Zanzibar havde været en del af.
I 1728 indtog omanerne Zanzibar og fordrev portugiserne. De ønskede kontrol over hele den østafrikanske kyst, og i 1798 undertegnede de en aftale med briterne om samarbejde. Omanerne var aktive i slavehandelen, som gik igennem Zanzibar. I 1800-tallet blev der organiseret store handelskaravaner med hundredvis af afrikanske bærere fra Zanzibar med start fra Bagamoyo på kontinentets østkyst overfor Zanzibar til indlandet og de store søer, Victoria og Tanganyika. Med sig tilbage til Zanzibar bragte de arabiske handelsmænd, som ledede ekspeditionerne, elfenben og slaver. Gennem denne trafik blev sproget swahili spredt som handelssprog over hele regionen. Der skete også en spredning af islam til indlandet.

I 1804 blev Seyyid Said sultan i Oman, og han flyttede hovedstaden til Zanzibar i 1840. Said omkom i et havari i 1856 på vej til Oman. Zanzibar og Oman blev splittet, da hans sønner skulle overtage og fordele magten. Efter en periode som selvstændigt sultanat blev øgruppen et britisk protektorat i 1890. Zanzibar blev til et selvstændig sultanat i december 1963, og til en republik efter en revolution ledet af John Okello i januar 1964. Samme år slog Zanzibar sig sammen med Tanganyika og blev Den forenede republik Tanganyika og Zanzibar, omdøbt til Tanzania i oktober samme år.
Zanzibar var midt i 1800-tallet et særpræget lille samfund, præget af fortrolighed og modsætninger. Den nye katedral, der var placeret på stedet for det tidligere slavemarked, havde et trækrucifiks på en søjle i korets venstre side; det stammede fra et træ, der markerede stedet, hvor Livingstone døde syd for Bangweolosøen. Smalle, hektiske stræder førte ned til havnefronten, hvor der lå skonnerter fra Salem, dhower og de nye dampskibe med hjulkasser. Trods kolera og restriktionerne over for slavehandlen var byen rigere end nogensinde. Bag ved sultanens palads havde kobbersmede og guldsmede åbnet boder, og elfenbenshandlerne fremviste deres dynger af stødtænder. De mest velhavende var pengeudlånerne med deres ågerrenter. Alle valutaer var gangbare: Indiske rupeer, engelske pund, amerikanske dollar, franske franc og ægyptiske piastre. Den vigtigste mønt var dog den østrigske Maria Theresa-daler. Karavanerne på vej til Afrikas indre skabte ustandselig travlhed ved havnefronten, og kulierne messede monotont dagen igennem, mens de slæbte deres byrder mellem dhower og pakhuse. Byen var en bikube af forskellige skikke, religioner og politiske holdninger.


Langt de fleste opdagelsesrejsende til det indre Afrika som Speke, Burton, Stanley og Livingstone startede deres rejse fra Zanzibar, og mange opholdt sig på øen i månedsvis for at forberede deres ekspedition. Livingstone beskriver Stonetown i 1866 som et stinkende hul, hvor skidt og møg hobede sig op overalt, og sygdomme florerede. Sådan er det ikke længere. I dag forekommer byen forholdsvis ren, selvom visse dele af markederne nok kan passe til Livingstones beskrivelse.
Slavehandlen
Dhowen, der er en mindre sejlbåd, er nøglen til Zanzibars succes gennem tusind år, og det yderst sødygtige, men primitivt byggede sejlskib er stadig hovedtransportør af mennesker og gods mellem øen og kystens havne. Gennem umindelige tider har dette lille fartøj rejst afsted på havets passatvinde mellem Østafrikas kyst, Indien og Arabien. Skiftende indflydelse fra Arabien, Portugal, Indien og England har ikke ændret ved skibenes udseende, men den mest betydningsfulde handelsvare, som skibene fragtede – slaverne – er et længe overstået kapitel.

Man kan til en vis grad hævde, at slavehandelen er hovedårsagen til Zanzibars velstand gennem tiderne. Det vides med sikkerhed, at araberne hentede slaver fra Østafrika for mere end tusind år siden. Senere etablerede araberne store plantager, specielt krydderiplantager, på Zanzibar, der den dag i dag er kendt som ”Krydderiøen”, jf. ovenfor. Det hårde markarbejde krævede en masse arbejdskraft, og dødeligheden blandt slaverne var over 30% årligt, så importen af friske forsyninger var naturligvis vigtig. Efterhånden udviklede Zanzibar et to-kastesystem med en arabisk, slaveejende overklasse og slaver, hvortil kom en garde af medhjælpende frigivne slaver, der var loyale mod deres arabiske arbejdsgivere. Da Europæerne begyndte at transportere slaver fra Østafrika, kom det årlige antal slaver på de lokale markeder på Zanzibar op på omkring 50.000. Midt i 1800-tallet var Zanzibars gader fyldt med slaver. I dag er der ikke så mange spor af slavemarkederne tilbage, men billeddokumentationen fra sidste halvdel af 1800-tallet er ret omfattende; noget af denne kan ses på museet i Stonetown nær det gamle slavemarked. I dag er der opført en kirke over Stonetowns største slavemarked, men slavekældrene er velbevarede og kan stadig ses. De små, lavloftede kælderrum husede hver over 50 slaver, der i reglen var lænkede.
Slaverne på Zanzibar kom fra et stort område i det centrale Afrika mellem søerne Malawi, Tanganyika og Victoria. Det stigende behov for slaver forårsagede ofte indbyrdes stridigheder mellem stammerne i Centralafrika med det formål at indfange mennesker fra andre stammer, der så kunne sælges til slavekaravanerne. Karavanernes rejse fra indlandet ud til østkysten kunne tage flere uger, hvor der mange dage ingen føde og vand var til slaverne. Disse gik i kæder bundet til hinanden, og mange døde undervejs. Når slaverne ankom til Zanzibar, var første stop toldhuset, hvor ejeren skulle betale et gebyr for hver slave. Derefter blev slaverne ført til markedet i Stonetown, hvor de blev klargjort, udstillet og solgt på auktion.


En af de største slavehandlere på Zanzibar var den legendariske Mohammed bin Sayed, bedre kendt som Tippu Tip (1837-1905). Han var søn af en købmand og en kvinde af høj status fra Oman. I 1800-tallet skabte Tippu Tip et af de største monopoler på handel med elfenben, hvilket gjorde ham til den mest magtfulde person på øen. Da han døde i 1905 blev det skønnet, at han havde ca. 10.000 slaver til at arbejde for sig.

Tippu Tip (et øgenavn foranlediget af en øjenlidelse, der fik ham til at blinke), er svær at greje ud fra vestlige normer. Han var en regulær gangster af den brutaleste art, men med en fremtræden som en lærd og distingveret gentleman. Han var høj, mørklødet og sortskægget, så godt ud, førte sig med autoritet, smukt klædt, intelligent – en charmerende bandit. Denne venlige slyngel var umådelig velhavende, og hans pragtfulde hus i Zanzibar var knudepunktet i et netværk af karavaner helt til Congo.
Thomas Smee, der var kaptajn på det britiske forskningsskib Ternate, skrev i 1811: ”Showet starter omkring kl. 16. Slaverne bliver ført ud, deres hud var renset og indsmurt i kokosolie, ansigtet rødmalet med hvide linjer og deres hænder, næse, ører og fødder dekoreret med guld- og sølvkæder og ringe. Forrest i køen går ejerne fulgt at to frigivne slaver, der fungerer som vagter. Når optoget ankommer til markedet, begynder interesserede købere at undersøge slaverne, tjekker at der ikke er nogen defekt ved deres ører, lemmer eller tale, ingen synlige sygdomstegn; og undersøger mund, tænder og alle dele af legemet”.

Mange europæiske opdagelsesrejsende, her i blandt David Livingstone, blev rystede over, hvad de så og pressede den engelske regering til at stoppe slavehandlen, noget som samme regering i øvrigt selv havde startet på Afrikas vestkyst i 1500-tallet. Det var dog ikke førend i 1834, at slavehandel blev forbudt i alle de britiskdominerede dele af verden. Slavehandlen på Zanzibar hørte først dog op den 5. juni 1873, hvor det berygtede slavemarked blev lukket. Men mange arabiske slavehandlere, der ikke havde beskæftiget sig med andet i deres liv, forsatte dog denne praksis i mange år endnu. Først i 1909 ophørte slavehandlen fuldstændigt.
Kapitel 5: Burton og Speke

Kaptajn Richard Francis Burton (1821-1890) blev født i Torquay, Devon, den 19. marts 1821. Faderen var af irsk afstamning og officer i den britiske hær. Burton lader sig ikke definere indenfor gængse rammer. Han var først og fremmest orientalist og romantiker. Igen og igen vender han tilbage som en trækfugl til Orienten, urolig når han ikke var der, men alligevel aldrig i stand til at blive der ret længe uden at overvældes af rastløshed. Der var øjeblikke i hans liv, hvor intet i verden synes at kunne mætte hans næsten afsindige hunger efter fuldbyrdelse og oplevelser. Bag sit dramatiske ydre var Burton en overmåde kræsen og lærd person. Ingen har skildret en rejse gennem Afrika med større viden end han. Intet undgår ham: Stammernes sprog og skikke, landets geografi, botanik og geologi og meteorologi, endog statistikkerne for handlen i Zanzibar. Ingen opdagelsesrejsende havde så brede referencer, havde læst så meget eller kunne skrive så levende; og i hvert fald ingen havde hans bitre humor. Hans Lake regions of Central Africa er ikke blot hans bedste bog, men vel nok også, i en genre der er forbløffende god, en af de bedste rejseskildringer, der nogensinde er skrevet. Hvad angik sprog og dialekter fandtes næppe hans lige. Han talte og skrev ikke færre end 29 sprog, som kom ham til nytte, da han oversatte en 16-binds udgave af Tusind og én nat. I 1856 var han 35 år, allerede berømt, men ikke just populær. I syv år havde han gjort tjeneste i hæren i Indien.

At den fremragende, dristige, nervøse eventyrer som ledsager skulle have valgt en mand så diametralt modsat ham selv som John Hanning Speke (1827-1864), er mindst lige så ironisk, som det Cervantes fandt på med Don Quixote og Sancho Panza.
John Hanning Speke blev født den 27. maj 1827. Han var af gammel slægt fra Somersetshire nær byen Ilminster. Navnet blev stavet L’Espec på normannisk tid og betød torn eller pig fra et pindsvin – familiens våbenskjold var et pindsvin. Da han var 17 år, blev han sammen med broderen Edward optaget i den indiske hær på foranledning af Hertugen af Wellington, som var en bekendt af drengenes mor. Edward blev siden dræbt i Delhi, mens John tilbragte flere år i hæren med rang som kadet. Allerede i Indien, før han traf Burton, blev Speke grebet af ideen om at udforske ækvatorial Afrika, primært på grund af hans store interesse for zoologi og botanik. Han havde sat sig et stort mål: Så snart han fik sin lange orlov, ville han rejse igennem det uudforskede Afrika, fra østkysten til Nilens udspring, og derpå sejle ned ad floden til Ægypten. Han sparede op, planlagde, og da han i 1854 havde udstået 10 års tjeneste i Indien, sejlede han til Aden medbringende for 390 pund glasperler og andre byttevarer, hvormed han agtede at sikre sig assistance fra de indfødte, når han kom til Afrika.

Ikke at Speke på nogen måde var underdanig overfor Burton. Faktisk det modsatte, og det blev skæbnesvangert for Burton, som havde brug for en discipel, men fik en rival. Speke planlagde, satte sig et bestemt mål, og stræbte beslutsomt efter det. Kort sagt, han levede ganske godt op til de victorianske idealer for en ung mand: Stabil, afholdende, metodisk i sine vaner og respektabel.
Da var det, godt to år før ankomsten til Zanzibar, at de to eventyrere mødtes for første gang. Speke havde kun været få dage i Aden, da Burton dukkede op sammen med flere andre unge officerer på vej mod Abyssinien (Etiopien), og inden længe var det aftalt, at Speke skrinlagde sine egne planer og sluttede sig til Burton.

Efter et eventyr i Somaliland, hvor Speke kortvarigt var i fangenskab og desuden blev såret, mens Burton blev spiddet gennem begge kinder, meldte de sig begge frivilligt til Krimkrigen, og da den var forbi, mødtes de i London. Burton var nu i fuld gang med planerne om netop den rejse, også Speke drømte om – en ekspedition til Nilens kilder. Han slog straks til, da Burton spurgte ham. Burton var bevilliget 1000 pund fra udenrigsministeriet og desuden midler fra Foreign Office og East India Company samt protektion fra Det Kgl. Geografiske Selskab, så han var den officielle leder af ekspeditionen til de store centralafrikanske søer med udgangspunkt i Zanzibar. Det lader til, at Speke accepterede dette uden indvendinger og spændt så frem til det eventyr, der ventede. Også Burton var fortrøstningsfuld.
Forberedelserne
Det Zanzibar, der mødte Burton og Speke sidst i 1856, var mere betydningsfuldt, end stedet er i dag; faktisk noget nær det eneste centrum for oversøisk handel langs hele Afrikas østkyst. Men det centrale Afrika var for europæerne næsten lige så fjernt og ukendt, som det ydre rum er i dag. Og kilden til Den Hvide Nil var endnu en næsten lige så stor gåde som på Herodots tid. Zanzibar, derimod, var nærmest et verdensnavn – anløbshavn for sejlskibene, der krydsede Det Indiske Ocean, og det var i et af disse, en britisk brig, Burton og Speke stod ind med nordøstmonsunen fra Bombay den 19. december 1856.
Henved 100.000 mennesker boede på øen på daværende tidspunkt, de fleste i selv byen (Stonetown). I de kringlede, snavsede, få meter brede gader myldrede en endeløs procession af halvnøgne negre, arabere, indere, persere, swahilier og mange andre. Kreaturer og æsler pressede sig igennem trængslen. De handlende sad med korslagte ben i huller i murene og falbød deres varer, tiggere rakte hænderne op mod de forbipasserende, og den kvælende luft gennemtrængtes af stanken af kopra (det tørrede kød fra kokosnødder) og rådne fisk. I basarerne var tropiske frugter og grøntsager lagt frem på halmmåtter.
Kort sagt, et sceneri, der stadig kan opleves mange steder i Østen, og den eneste afgørende forskel her i Zanzibar i 1856 – til gengæld en så stor forskel, at man virkelig føler sig hensat til en anden tid og en anden verden – var slaverne. De vandrede rundt i gaderne, mænd, kvinder og børn, afrettede gennem års fangenskab eller nyligt ankommet fra fastlandet, halvgale og halvdøde af sult og mishandling – nøgne, forvildede skabninger med tænderne filet ned og ar på kroppen, snarere tilfangetagne dyr end menneskelige væsner.

I de 45 år, der var gået fra den engelske søkaptajn Thomas Smees rapport, survey of the East Coast of Africa (1811) og til Burtons og Spekes ankomst til Zanzibar, var der sket en hel del med hensyn til verdens samvittighed. I 1830’erne afskaffedes slaveriet i det britiske imperium, og handlen på Afrikas vestkyst – den største leverandør af negre – var begyndt at stilne af. I 1845 havde sultanen af Zanzibar nedlagt forbud mod eksport af slaver (om end slaveri fortsat var lovligt i hans rige). Britiske og franske orlogsskibe afpatruljerede kysten for at pågribe arabiske dhower med negerslaver fra fastlandet.
Intet af dette havde dog gjort den store forskel. Med en to tusindårig tradition for slavehandel bag sig ville ingen af østkystens arabiske handlere drømme om at holde op. Handlen med slaver lå dem i blodet; ingen araber anså den for mere ondsindet eller abnorm, end man må formode en hestehandler i dag regner køb og salg af heste for noget ondsindet eller abnormt.
Der var meget at gøre for Burton og Speke, da de ankom til Zanzibar. Karavaner ind i landet måtte dengang regne med at være væk i et år eller to, og alle forsyninger skulle medbringes på bærernes hoveder. En karavane på hundrede mand plus vagterne blev anset for en beskeden affære. Burton foreslog da også en besætning på 170, rekrutteret dels i Zanzibar, dels ved kysten. De skulle ledes af en af førerne, en halvkaste-araber ved navn Said bin Salim, som var i sultanens tjeneste, men var blevet udlånt til ekspeditionen. Dertil kom to bøssebærere, Sidi Bombay og Mwinyi Mabruki, som var en slags underofficerer, og som inden længe blev fremtrædende skikkelser i udforskningen af Østafrika. Hertil kom to oppassere fra Goa, som sørgede for madlavning til Burton og Speke, samt vagtholdet, der bestod dels af bevæbnede slaver, dels af baluchier i sultanens tjeneste – i alt en snes stykker.
Fra Zanzibar til Centralafrika
Efter næsten et halvt års forberedelser på Zanzibar drog Burton og Speke sammen med hele ekspeditionsholdet den 16. juni 1857 afsted til fastlandet i sultanens korvet, Artemise.

Slaveruterne fra kysten gik oftest fra vandhul til vandhul, og næsten alle karavanerne havde kurs mod Kazeh (nu Tabora) i Tanzania, 700-800 km inde i landet. Fra Kazeh spredte karavanevejene sig i alle retninger – én stik nord mod Victoriasøens sydbred, én vest om søen mod det land, der hed Karagwe, én mod vest til Ujiji ved Tanganyikasøen, og atter én sydpå mod Nyasasøen (i dag Malawisøen). Kun yderst langsomt kom man frem og kun i tørvejr.
Der var imidlertid et pusterum, inden starten på den lange rejse, når man kom fra Zanzibar til kysten ved Bagamoyo. Bagamoyo betyder ” læg det, der tynger dit hjerte” og er et pragtfuldt sted, med rækker af viftende kokospalmer langs kysten, og bag dem, på den rette årstid, et af de skønneste syn i Afrika: de farvestrålende træer med kroner som kastanjer, blomstrende i røde og orange nuancer.
Speke drog den 25. juni 1857 af sted med nogle af folkene på den første etape; to dage senere fulgte Burton efter, på dromedar. Til at begynde med rejste de mod sydvest for at undgå den krigeriske masai-stammes område, og et sted ved navn Zungomoro (der siden er forsvundet fra kortet) holdt de en kort pause for at omgruppere sig. Flere bærere blev anskaffet, så karavanen nu talte i alt 132, og i begyndelsen af august var de på vej op på centralplateauet. Ekspeditionen var i gang, omsider.
Dagsmarchen sluttede hver dag på et eller andet tidspunkt efter kl. 8 morgen, oftest hen mod kl. 11, da middagsheden satte ind med fuld styrke. Da havde karavanen højst tilbagelagt en snes km.
I hvert område krævede de lokale høvdinge deres hongo – en afgift på så og så mange meter klæde eller poser med glasperler – for at lade de fremmede drage videre. Timer, undertiden, dage kunne gå med at tinge om afgiften, før der til sidst lød en tromme i høvdingens landsby som tegn på, at karavanen kunne fortsætte. Da de kom længere væk fra kysten, deserterede flere bærere, som måtte erstattes; æslerne døde et efter et, og sygdomme hærgede i lejren. Ofte var de ved at gå til af sult, og begge de hvide mænd var konstant syge. Speke synes at have været skrantende hele vejen til Kazeh. Og jævnligt blev de generet af regnskyl, men de fortsatte.
Sidst i 1850’erne var Tanganyika-stammerne næppe helt så paniske og brutale, som de senere blev det, da slavehandlen trods alle restriktioner og forordninger øgedes. De rejsende blev modtaget nogenlunde venligt, og selv om Burton og Speke passerede enorme slavekaravaner med op mod tusind personer og så de tragiske spor efter dem – de syge mænd, kvinder og børn døende langs med stien – bemærkede de begge, at rejsens strabadser ikke var helt så slemme, som det blev sagt.
I betragtning af, hvor meget Burton gik op i studiet af de farvede folkeslag, udviste han en forbløffende, selvmodsigende ringeagt for afrikanerne. ”De synes at tilhøre”, skrev han, ”en af de barnlige racer, der aldrig hæver sig til menneskets stade, men forbliver udslidte led i dyrerigets store kæde”. Selv når han morede sig over afrikanerne, gjorde han det uvenligt. Han og Speke var jo de første hvide, de indfødte nogensinde havde set, så de var ”genstand for ekstatisk nysgerrighed”.
Efter næsten fem måneders rejse vaklede de ind i Kazeh den 7. november 1857, hvor de blev venligt modtaget af araberne fra Zanzibar, der havde etableret sig her, ikke mindst af Sheikh Snay, der var den første araber, der var nået hele vejen til Uganda. Den gang boede der ca. 25 arabiske købmænd i byen. Snay afslørede omgående de rejsendes mystik omkring den store sø ved at informere om, at der var tre forskellige søer – Nyasa, Tanganyika og Victoria. I begyndelsen af december drog Burton og Speke videre, og den 13. februar 1858 nåede de til Tanganyikasøen ikke langt fra den arabiske slave- og elfenbensstation Ujiji. Det var en triumf for dem – en betydelig sejr. Begge var dog alvorligt syge – Speke, som siden barndommen havde døjet med øjenbetændelse, var på et tidspunkt så blændet, at han næppe kunne se søen, og Burton kunne på grund af kæbehulebetændelse kun indtage flydende føde. Men i det mindste havde ekspeditionen nået sit første mål.

Efter at være kommet til hægterne fik Speke fat i to kanoer, og i dem sejlede de nordpå i søen. Burton mente, at de der ville finde en flod, der løb mod nord og derfor kunne være begyndelsen af Nilen. Men han blev skuffet. Rusizifloden løber mod syd ud i søen, der tilmed kun ligger 760 m over havoverfladen og dermed for lavt til at kunne være Nilens kilde. I juni 1858 var de tilbage i Kazeh.
Speke opdager Victoriasøen
Her indtraf, nærmest tilfældigt, den første af en række begivenheder, der skulle gøre denne rejse til noget særligt blandt de mange i Centralafrika og i sidste ende, efter bitterhed og tragedie, løse gåden om Nilens udspring. Burton var opsat på at blive i nogen tid hos sine arabiske venner i Kazeh for at ordne ekspeditionens udrustning og sine notater om de opdagelser, de havde gjort. Men Speke ville afsted for at undersøge, hvad araberne havde oplyst om den Nyanza, en sø større end Tanganyikasøen, der angiveligt skulle ligge tre ugers rejse nord for Kazeh[4]. Burton lod ham rejse. Med Bombay og en lille gruppe bærere og baluchier drog Speke afsted den 9. juli 1858.
Alt dette – søens umådelige og mystiske flade, savannerne og menneskene ved søen – lå naturligvis uden for den civiliserede verdens viden, da Speke ankom. Det var derfor ikke så underligt, at han blev grebet af stor ophidselse, da han tidligt om morgenen den 3. august 1858 stod på bredden ved Mwanza, og så ud over det uendelige hav. En tanke slog ned i ham. ”Al min tvivl forsvandt”, skrev han siden, ”søen for mine fødder måtte være det ophav til den interessante flod, så mange har spekuleret over og så mange eventyrere har ledt efter. Arabernes beretninger var korrekte. Denne sø er langt mere vidtstrakt end Tanganyika – så bred, at man ikke kan se over den, og så lang, at ingen kender dens længde”. Det var en letsindig og forbløffende konklusion, som Speke var ude af stand til at begrunde videnskabeligt. Ikke desto mindre synes dette korte glimt af en lille del af sydbredden – han blev kun tre dage ved søen – virkelig at have overbevist ham om, at han havde fundet Nilens kilde. Man kunne ønske sig, at han havde haft en anden ledsager end lige netop Burton at dele sin begejstring med. Alligevel ilede han tilbage og nåede Kazeh blot seks uger efter afrejsen.
Burton skrev i sine beretninger: ”Næppe havde vi spist morgenmad, før han meddelte mig den forbløffende kendsgerning, at han havde fundet Den hvide Nils kilder. Måske det var et indfald; i samme øjeblik han havde set nyanza’en følte han det hævet over enhver tvivl, at ”søen for hans fødder måtte være dét ophav til den interessante flod, så mange havde spekuleret over og så mange eventyrere havde ledt efter”. Den lykkelige opdagelsesrejsendes overbevisning var stærk; hans begrundelser svage …”
Burton havde på det tidspunkt selv en idé om, at Nilens virkelige udspring fandtes længere østpå, omkring Mount Kenya eller Mount Kilimanjaro. Samtidig var han ikke indstillet på fuldt og helt at udelukke Tanganyika-bassinet. Han ville strække sig så langt angående Spekes nye sø (der nu fik navn efter dronning Victoria), så den kunne bidrage til Nilens øvre løb; der var også den mulighed, at Victoriasøen ikke var én sø, men en hel række. Burton holdt dog ikke stejlt på noget af dette. Han ville blot slå fast, at Speke overhovedet ikke kunne begrunde sine påstande; de var gætterier, intet andet.
Fra da af koncentrerede Burton sig stadig mere om Tanganyikasøen, Speke om Victoriasøen. Hver adopterede sin sø og holdt stædig fast på den trods alle argumenter.
Sidst i september 1858 begyndte de i en – grundet uenighederne – trykket stemning vandringen ud mod kysten. Både Burton og Speke brød imidlertid hurtig sammen og måtte bæres. Begge var plaget af feber og sygdom. Der gik fire måneder, inden de nåede kysten lidt nord for nutidens Dar-es-Salaam. Det var i februar 1859. Den 4. marts nåede de Zanzibar. Herfra fortsatte de efter tre uger med skib til Aden.
Speke kom hurtigst til hægterne af de to, og han ville gerne straks tilbage til England. De enedes om, at mens Burton blev en tid i Aden for at komme sig, skulle Speke rejse i forvejen, og i midten af april fik han skibslejlighed. Ifølge Burton lovede Speke ham ved afsejlingen, at han ville afvente partnerens ankomst til London, før han afslørede ekspeditionens resultater. Derpå tog de afsked med hinanden for bestandig.
Speke afslører sin opdagelse af Victoriasøen
Speke valgte imidlertid at udnytte sit forspring. Han var aldeles overbevist om, at han havde løst Nilens gåde. Burton havde bespottet hans teori og afskrevet den – derfor var han i sin fulde ret til at betragte sit indfald og sin opdagelse som sin personlige sag, der var den officielle ekspedition uvedkommende.
Om Speke retfærdiggjorde sig således eller ej, vides ikke; men en kendsgerning er det, at han straks efter ankomsten henvendte sig til præsidenten for Det Kongelige Geografiske Selskab, Sir Roderick Murchison og fortalte ham om ekspeditionen og om sin overbevisning om kilden til Nilen. Murchison var naturligvis fascineret og bad Speke holde et foredrag for selskabets medlemmer i Burlington House. Også her fremhævede Speke sin egen opfattelse. Mindre end en uge efter hans hjemkomst vidste alle i London, at den uforfærdede og beskedne unge mand havde gjort en opdagelse af allerstørste betydning, og han blev af selskabet opfordret til at rejse tilbage til Afrika som leder af en ny ekspedition. Der blev hurtig rejst 2500 pund til finansieringen, og Speke tog fat på planlægningen. Han foreslog en rejse ind i landet fra Zanzibar ad samme rute, hvorefter han skulle arbejde sig op langs vestsiden af den sø, han havde opdaget. På dens nordlige bred håbede han at finde det udløb, der kunne være begyndelsen til Nilen; derpå ville han følge floden nordover, hvor den end førte ham hen, indtil han til sidst ville nå Ægypten.
Begejstringen var stor i London, for med den nye ekspedition foreslog Speke faktisk at drage direkte igennem det store hvide felt på kortet over Centralafrika, og samtidig ville han med et slag løse de århundredgamle problemer om de store søer, Månebjergene og Nilens udspring.
Da Burton, mager og udtæret, ankom til England den 21. maj 1859 måtte han konstatere, at han var noget nær glemt. Offentligheden ænsede dårligt nok hans udførlige og videnskabelige rapport om Tanganyikasøen, og han blev ikke bedt om at tage del i den nye ekspedition. Han var blevet erstattet med en anden officer fra den indiske hær, kaptajn James August Grant. Fem år skulle der gå, før Burton fik sin endelige og forfærdelige hævn.
Det var først i 1864, at offentligheden lærte om de to opdagelsesrejsendes åbenlyse uenighed om Nilens kilde, og også om deres åbenlyse uvenskab. I 1864 skrev Speke i Blackwood’s Magazine om Nilens kilder, hvor han gik, måske unødigt, hårdt til Burton. Det blev åbenlyst for enhver, at de to ikke var på talefod. Burton turede frem med, at Speke jo i virkeligheden ikke havde gjort nogle særlige opdagelser; at Victoriasøen ikke var Afrikas største sø og hovedkilden til Nilen, men blot et netværk af sumpe og små søer. Faktisk imod hans egen overbevisning forsøgte han at få Rusizifloden til at løbe ud af nordenden af Tangyanikasøen i stedet for at løbe ind i søen – i håbet om at Tangyanikasøen på denne måde var forbundet med Albertsøen – et faktum, hvis den var sand, ville gøre opdagelsen af Victoriasøen uinteressant.
Hans kritik og afstandtagen for Burton forhindrede Speke i at retfærdiggøre Burtons kvaliteter, f.eks. hans mesterlige beskrivelse af de etniske grupper, der levede fra kysten af Zanzibar til Uganda og Tanganyikasøen. Sir Samuel Baker (se nedenfor) skrev herom: ”Speke er den fremmeste geograf og afrikanske opdagelsesrejsende. Han var Burton overlegen som vedholdende og determineret rejsende, som arbejdede ud fra en oprigtig kærlighed til det geografiske arbejde uden den mindste jalousi overfor andre…. Men Burton overgik Speke i klogskab og almen viden, skønt han ikke var så pålidelig. Speke var en glimrende person på alle måder … Grant (hans ledsager) var et af de mest loyale og charmerende mennesker på Jorden. Helt igennem uselvisk, han beundrede Speke, og gennem hele livet bevarede han en ridderlig holdning i sit forsvar af Spekes rygte. … De var alle mine venner”.
Kapitel 6: Speke finder Nilens kilde
Uganda i 1800-tallet
Der forelå intet skriftligt om Uganda – det område Speke nu agtede sig til – før i midten af 1800-tallet. Indtil 1860 var der etableret tre kongeriger – Bunyoro mod nord, Buganda i midten og Karagwe mod syd, ved søens vestbred. Nogle få arabiske købmænd var i 1840’erne trængt ind i Buganda og Karagwe. Men ingen europæere havde nogensinde været der, og indbyggerne anede intet om andre verdener og andre livsformer. De kunne næppe have været mere isoleret på månens overflade. Men helt uden fortilfælde og uden at skele til eller få hjælp udefra havde de omkring midten af 1800-tallet skabt en indfødt kultur, der var langt mere avanceret end nogen anden kultur syd for Sahara.

Der var store forskelle – formentlig geografisk betinget – mellem de tre kongedømmer. Bunyoro var mere tørt og barskt end landet ved Victoriasøen. Det kunne ikke regne i månedsvis, og store dele af landet var dækket af kratsavanne; befolkningen var sej, hårdfør og mere krigerisk end folkene i nabokongedømmerne. Deres konge, Kamrasi, var brutal og mistroisk, en høvding med instinkter som en pirat. Hans altoverskyggende had var rettet mod Buganda.
Karagwe var et åbent, bakket land i over 1500 m højde, hvor store kvæghjorte i fortiden græssede. Der var stejle klinter ned mod søen. I fortiden var det et eldorado for vilde dyr og er det stadig til dels i dag. Karagwes konge var Rumanika, der boede med sit lille hof i Bweranyange. Han var stor, vennesæl og gæstfri over for fremmede og stod på god fod med Buganda. Han havde dog også sine særheder; bl.a. holdt han et imponerende harem af hustruer, som var så fede, at de ikke kunne stå op, men tumlede rundt som sæler i deres hytter. De levede af en uafbrudt strøm af mælk, som de indtog med sugerør fra store skåle. Hvis de modsatte sig dette, blev de tvangsfodrede som gæssene i Frankrig.

Buganda ved søens nordbred var en egn med jungle og vilde bjerge og en overdådig frodighed. Klimaet var varmt og fugtigt og junglen hjemsted for et mylder af tropiske fugle og vækster.
Bugandas konge i 1860 var Mutesa, og han havde etableret sin hovedstad nogle få km fra søbredden på en bakketop ikke langt fra vore dages Kampala. Den rejsende kom ind til byen ad en bred jordvej gennem junglen og så på højdedragene klynger af yndefuldt proportionerede runde hytter med et mylder af mennesker. Kvinderne gik nøgne eller med et lille lændeklæde, mens mændene i togaer lignede helgener – ifølge Harry Johnston ”man tænkte uvægerligt på de traditionelle billeder af evangelisk fromhed, hvor de salige vandrer rundt i Paradisets enge”.
Mutesas hof var et indelukke med særlige, rummelige hytter midt i byen, og her holdt han hver dag kur, siddende på en forhøjning af græs dækket med et rødt klæde, omgivet af sine adelsfolk, pager og hustruer, som talte et par hundrede. Mutesa var en imponerende skikkelse, og man kunne endda have tilskrevet ham en vis værdighed, hvis det ikke var for den kendsgerning, at han var alt andet end en helgen i Paradisets enge; han var et brutalt og blodtørstigt monster. Folk blev brændt levende, torteret med afhugning af hænder, ører og fødder, hustruer begravet levende med deres døde mænd – alt blev betragtet som noget selvfølgeligt. Han, såvel som hoffet omkring ham, synes at have opfattet livet som en leg, at have levet som i en afsindig komedie.
Ret skal være ret – det var ikke Mutesa selv, som havde opfundet alt dette. Alle hans forfædre (som vides at have talt mindst en snes konger) teede sig på samme måde, og den samme junglelov gjaldt i alle de mindre stammesamfund. Medmindre herskeren spredte rædsel og overtroisk ærefrygt omkring sig, blev han ikke længe på tronen. Da Mutesa blev konge, tog han straks livet af tre af sine brødre ved at brænde dem levende, hvilket blev opfattet som en fuldstændig normal forholdsregel mod oprør. Han havde andre egenskaber end den nedarvede blodtørst. Han var alt andet end dum; i den primitive verden førte han sig kongeligt, med instinkt for politik.
Dette var altså den besynderlige, lille enklave af indfødt civilisation, der uforstyrret havde fået lov til at udfolde sig i Centralafrika midt i 1800-tallet. Men befolkningen levede fortsat isoleret fra civilisationens uvæsen: Ingen syfilis, kopper eller kvægpest. De tre kongedømmer var stadig forankret i en urgammel levevis, med frygten som den dominerende faktor i alles bevidsthed.
Speke og Grant på vej
Før Speke forlod England havde han gennem det britiske konsulat i Zanzibar sørget for, at bærere og udstyr blev sendt til Unyamwezi, idet han ville følge den gamle vej til Victoriasøen. I oktober 1860 startede Speke og Grant med deres følge fra Zanzibar mod Afrikas indre.
James Augustus Grant (1827-1892), der var født og opvokset i det skotske højland, var den ideelle partner for Speke. De to mænd var jævnaldrende og havde været venner i Indien, hvor de begge havde tjent i hæren og ofte var på jagtture sammen. Grant havde endvidere den egenskab, at han var den perfekte løjtnant. Han må afgjort regnes for den mest beskedne og selvudslettende blandt eventyrerne i udforskningen af Afrika; aldrig fremfusende, aldrig beklagende, aldrig opsætsig. Grants hengivenhed gjaldt imidlertid helt og holdent Speke. Han beskriver Speke som ”hævet over al smålighed”. Men det vil være tåbeligt at opfatte Grant som et farveløst nul. Han var rolig og besindig, soldat og jæger ud over det vanlige, og på sin egen indelukkede og beskedne facon var han en habil kunstner og en kyndig amatørbotaniker. På turen dræbte Grant den største af alle gazeller på Ugogo sletterne; siden har gazellen båret hans navn. Grants primære interesse var Afrikas botanik. Han malede smukke akvareller af floraen og udgav sine botaniske samlinger i tre bind gennem Det linnæanske Selskab. Hans værk står den dag i dag, og han er blandt dem, der har bidraget meget til udforskningen af Afrika.
Unyamwezi, ”Månens land”, er en bemærkelsesværdig del af det østlige Afrika. Det består af landet mellem Victoriasøen mod nord og Rukwasøen mod syd. Araberne i Unyamwezi berettede for Speke om de vidunderlige bjerge mod nord ved Karagwe, så høje og stejle at ingen kunne bestige dem. De var sjældent synlige, dækket af skyer, men hvide på toppen.
Speke og Grant havde været afsted i over et år siden Zanzibar, og de fleste erfaringer fra den forrige ekspedition havde gentaget sig: Alle deres folk undtagen nogle få som Bombay og Mabruki var deserteret, de lokale høvdinge havde bistert afkrævet dem hongo, deres geder og kvæg var blevet stjålet, og Grant var ramt af malaria. Og de havde endnu ikke fået et glimt af rejsens store mål, Victoriasøen. Burton, som nu ledte en anden ekspedition i Cameroun på den anden side af Afrika, ville have godtet sig, hvis han havde vidst det. Først i november 1861 fik Speke og Grant omsider vristet sig fri af de lokale stammefejder nord for Tabora og drog ind i Karagwes terra incognita.

I Karagwe blev de modtaget af den gode konge, Rumanika. Rumanikas harem af dronninger og døtrene, prinsesserne, var som ovennævnt alle umådelig fede – på grund af den evindelige mælkekost. Om en af dem skriver Speke: ”Hun kunne ikke rejse sig op; og så store var hendes arme, at mellem leddene hang kødet ned ligesom fyldte buddinger. Rumanika bad Speke blive nogen tid, hvilket Speke gjorde; i mellemtiden sendte kongen besked om Spekes komme til kongen af Buganda.

Grant havde det slemt under ekspeditionen. Han plagedes af et grimt sår i benet, og til sidst blev infektionen så smertefuld, at han ikke kunne forlade sin hytte. Han kunne hverken gå eller flyttes, da en skare budbringere den 8. januar 1862 ankom fra Mutesa med en invitation til ekspeditionen. De besluttede derfor, at han skulle blive hos Rumanika, mens Speke rejste videre alene. De næste tre måneder tilbragte Grant som en fange i sin hytte, ofte med store smerter, og uden nyheder udefra.
Speke ved Mutesas hof
Speke gik, som den første europæer, ind i Buganda den 16, januar 1862. Han opfattede hurtigt landets skønhed: ”Jeg vil gerne blive her en måned, alt synes så behageligt. Temperaturen er perfekt. Vejene er brede, banet gennem langt græs, direkte over bakkerne og ned gennem skovene – en stærk kontrast til de snoede veje i nabolandene. Hytterne er rene og pæne, ikke en fejl kunne findes hos dem. Det samme med haverne. Uanset hvor jeg vender mit blik ser jeg frodighed. Landet er et billede på en stille skønhed. Når man kigger over bakkerne, udløser det fantasien …”
Bugandas befolkning mente selv, at deres konge var den mægtigste i verden, og at de selv var de lykkeligste folk på Jorden. Der var masser at spise, bananlundene udgjorde deres basisføde, og den frugtbare jord tillod alle slags grøntsager at gro. Floderne, søerne og sumpene var fulde af fisk. Kvæget trivedes.

Speke fandt, at landet blev styret af en forgudet despot og tyran, den unge Mutesa, som lige havde besteget tronen. Mutesa levede i imponerende paladser bygget af palmer, andet træ og græsser; taget rejste sig op i 15 m højde. Det indre havde et hævet gulv af mudder, hård som cement og var delt i separate rum af skillevægge af træ. Gulvene var dækket af bløde græstæpper, igen dækket af leopardskind og oksehuder.
Speke var seks uger om turen til Mutesas hof, og undervejs så han omsider Victoriasøen ved Sesse-øerne. Mere end nogensinde følte han sig overbevist om rigtigheden af sin formodning: At søen var et uhyre indlandshav, hvor han et eller andet sted mod nord ville finde udløbet – Nilens kilde.
Speke – køn, maskulin, venlig og ligefrem – blev en ubeskrivelig favorit af Mutesa, af de adskillige dronninger og af folket i almindelighed. Ved flere lejligheder greb Speke ind for at redde livet for dronninger og pager, der for ingenting blev dømt til en grusom henrettelse.
Da Speke havde opholdt sig tre måneder i de særprægede omgivelser, kom Grant omsider, stadig humpende på grund af såret i benet, men dog nogenlunde rask. Begge var nu ivrige efter at fortsætte mod målet. Undervejs fra Karagwe havde de forskellige steder krydset en betragtelig flod, Kagera, men den strømmede til Victoriasøen, ikke fra den, og kunne derfor afvises som en evt. kilde til Nilen. Ved Mutesas hof hørte de imidlertid om en anden flod, der flød fra søen ikke langt mod øst. Søen udtømte sig, sagde man, i et bredt vandfald længere mod nord. Speke, som på intet tidspunkt i de tre måneder havde fået lov til at forlade Mutesas hovedstad, var nu fast besluttet på at nå frem til dette sted og siden følge flodens løb, hvor det end måtte føre hen.
Mutesa var ikke meget for at lade dem rejse. Det morede ham at have de to hvide mænd ved hoffet, og der kunne jo være flere gaver at hente fra dem. I yderligere 6 uger holdt han dem hen, før de den 7. juli 1862 kunne drage af sted. Sammen med Bombay og karavanen plus en livvagt af bugandaer vandrede de mod øst. De nærmede sig højdepunktet for deres fantastiske rejse. Men nu indtraf en besynderlig episode. Vejviseren havde ført dem mod nord, men for at nå frem til Nilen og spore dens kilde måtte karavanen drage stik syd. Sagen blev drøftet, og det blev besluttet, at ekspeditionen endnu en gang skulle dele sig: Speke skulle drage til kilden, mens Grant fortsatte nordover mod Kamrasis hof i Bunyoro. Vi har kun de to mænds ord for, at de var enige om dette. Grant antyder ikke den ringeste skuffelse eller utilfredshed. Han havde sat sit liv ind på at nå målet, og da det så var indenfor rækkevidde, veg han i sidste øjeblik til side for at tækkes sin partner. Han skriver blot, at Speke opfordrede ham til at deltage i et hurtigt fremstød mod kilden, men at han måtte afstå dette, fordi han med sit dårlige ben ikke kunne klare dagsmarcher på over 30 km. Det forklarer ikke, hvorfor Speke pludselig fandt det nødvendigt med en sådan fart, men der er i det hele taget meget i de to mænds forhold, der ikke kan forstås, medmindre man hele tiden husker på Grants totale hengivenhed over for ledere. Speke var naturligvis besat af sit mål: Hele hans eksistens kredsede om at få bevist, at hans teori om Nilen var den rigtige, og han var utvivlsomt nu yderst utålmodig efter at nå målet. Det ville være ulideligt at skulle vente på Grant – og det endda på et tidspunkt, hvor et uheld eller en fejl endnu kunne nå at kuldsejle ekspeditionen. Grant forstod givetvis dette og føjede ham. Hellere en plads i glansen fra Spekes triumf end udsætte venskabet for belastning.

Speke når Nilens kilde
Speke nåede frem til Nilen den 21. juli 1862 ved Urondogani, godt 50 km fra søen: ”Endelig stod jeg ved Nilens bred. Et smukkere sceneri kan man ikke tænke sig!” Krokodillerne, græsbankerne, flodhestene, hjortene – alt var som han havde forestillet sig det. Den 28. juli var han draget op langs flodløbet og omsider nåede han målet. Et højdedrag spærrede for udsynet mod søen, men dér foran ham skyllede det grønne vand som en tidevandsbølge over et vandfald. ”Det var et syn, der betog én i timevis”, udtalte Speke. ”Vandets brølen, de tusinde af fisk som af al kraft sprang op ad faldet; wasoga- og waganga-fiskerne, som sejlede ud til klipperne i deres både og stod med deres liner, mens flodheste og krokodiller dovnede i vandskorpen. Han opkaldte vandfaldene efter Earl de Grey and Ripon[5], der var præsident for Det Kongelige Geografiske Selskab, da ekspeditionen blev besluttet. Speke var som den første europæer nået til Nilens begyndelse.

Gennem Bunyoro til Gondokoro
Speke og hans følge sejlede et stykke i kanoer ned ad Nilen. Nær Kyogasøen passede de en vigtig by på flodens vestbred, som var en udpost i Bunyoro. Ikke langt herfra mødte han Grant, og med den fælles styrke – reduceret til godt 70 mænd og kvinder – drog de til Bunyoro, hvor kong Kamrasi modtog dem temmelig vrangvilligt. Speke og Grant måtte tilbringe 2 måneder – fra den 9. september til den 9. november – hos denne grådige tyran. Kamrasi tilegnede sig Spekes kostbare guldkronometer, inden ekspeditionen fik lov at fortsætte.

Mens de opholdt sig i Bunyoro, hørte de beretninger om en anden stor sø vestpå, Luta Nzigé[6], der kunne være endnu en kilde til Nilen. De bad Kamrasi om at måtte drage til søen, men dette blev afslået, hvorved de mistede muligheden for at tilføje en vigtig brik til Nilens opdagelse. Speke kunne have taget turen til søen og tilbage på tre uger i stedet for at spilde to måneder ved Kamrasis hof.
Endelig den 9. november slap de fri af Kamrasis klør. De drog nu langsomt nordpå. Inden afrejsen fra London havde Speke aftalt med Det Kgl. Geografiske Selskab, at en ekspedition skulle sendes sydpå til Gondokoro i Sudan med friske forsyninger og bærere til dem. Det var i sagens natur et løst arrangement, da det var umuligt at fastslå et bestemt mødested i det ukendte område, og Speke og Grant var allerede et år forsinket. Men den britiske vicekonsul i Khartoum, John Petherick, som skulle lede undsætningen, var en erfaren og pålidelig mand. Selskabet havde tilstillet ham 1000 pund til både og forsyninger, der skulle sendes fra Khartoum op ad floden og stationeres i Gondokoro og der afvente ekspeditionen.
Rejsen blev stadig mere udmattende. Den 19. november nåede de vandfaldene ved Karuma i det centrale Uganda, og sidst på måneden asede de sig langsomt fremad gennem det endeløse krat. Ved solnedgang den 3. december fattede de nyt mod. De hilstes af geværskud i det fjerne, og kort efter dukkede en kolonne af ægyptiske og nubiske soldater op. Det var første tegn på civilisationen i mere end to år.
Garnisonen i Faloro var ægypternes sydligste handelsstation ved den øvre Nil, og de blev her modtaget med åbne arme. Kommandanten hævdede, at han optrådte på vegne af Petherick, og han havde orde til at bringe dem til den ægyptiske fæstning i Gondokoro. Snart efter fik Speke og Grant serveret brød, honning og fårekød på rigtige tallerkner, den nat sov de i rigtige senge, men den største luksus var dog sæben.
Den 13. februar 1863 – næsten to år og fem måneder efter rejsens start – marcherede Speke og Grant ind i Gondokoro. Der var dog ikke spor efter Petherick, men derimod kom Spekes gamle ven, Samuel Baker (mere om ham senere) ilende dem i møde; de to havde lært hinanden at kende på båden fra Indien til Aden i 1854. Ifølge Baker virkede Speke som den mest medtagne, uhyggelig mager. Men i virkeligheden var han i god form. Han havde gået hele vejen fra Zanzibar, og på intet tidspunkt havde han redet. Grant bar sine pjalter med ære; hans bare knæ stak ud gennem hullerne i hans benklæder. Han så træt og feberhærget ud, men hos dem begge brændte øjnene med en ild, der vidnede om kraften i deres udholdenhed. Speke havde fortalt Baker, da de mødtes i Gondokoro, om Luta Nzigè, og Baker fulgte Spekes råd om at undersøge denne som en mulig anden kilde til Nilen (se videre nedenfor).
Undervejs ned ad Nilen fra Gondokoro havde Speke triumferende telegraferet til London: ”Informer Sir Roderick Murchison, alt vel; vi befinder os på 14 grader 30 minutter nordlig bredde, på Nilen; og Nilen er klarlagt”. Og han var blevet tildelt Det Kgl. Geografiske Selskabs hædersmedalje. Begge mænd kunne se frem til en heltemodtagelse i London. Men Nilen var dog ikke ”klarlagt”. Speke havde efterladt for mange rivaler og fjender til, at noget som helst kunne være klarlagt, endnu.
Tilbage i London
Speke og grant ankom til England i foråret 1863. Og december samme år havde Speke færdiggjort sin store bog Opdagelsen af Nilens kilder.
Den 22. juni 1863 hyldede Det Kgl. Geografiske Selskab Speke ved et særligt møde, hvor så mange kom for at høre den opdagelsesrejsendes foredrag, at flere vinduer blev knust. Men to rivaliserende fløje var ved at danne sig. Grant stod naturligvis ubrydelig bag sin leder, ligeledes andre, der ansporeredes af den unge mands ildhu og beslutsomhed. Andre så ham dog som en rival eller så skævt til ham, og ud fra personlige såvel som videnskabelige motiver sluttede de op bag Burton.

En endnu mere formidabel modstander for Speke dukkede snart derefter op – selveste den store Dr. Livingstone, der ligesom Burton var overbevist om, at Nilens udspring skulle findes syd for Victoriasøen og ækvator. ”Stakkels Speke”, skrev han, ”har vendt ryggen mod Nilens virkelige kilder … hans flod ved Riponfaldet var ikke stor nok til at være Nilen”. Og flere fjender viste sig hurtigt på scenen og angreb Speke. En James M’Queen, en erfaren Afrika-geograf, var en af de hårdeste modstandere. Han skrev blandt som en kommentar til Spekes lange ophold ved Mutesas hof: ”Det turde være utroligt, at en mand, som havde rejst tusinde af kilometer for at se stedet, hvor Nilen udspringer, forudsat at det virkelig er dette sted, skulle blive i fem måneder en halv snes kilometer fra stedet uden at høre eller se noget bevisligt om hovedmålet for hans ekspedition eller at have skaffet sig en mulighed for at se det selv”. M’Queen gentager de fleste af Burtons argumenter mod Spekes geografiske oplysninger og beviser behændigt, ved hjælp af Spekes egne tal, at han får Nilen til at løbe opad. Hvad havde Speke egentlig opnået og bragt med sig hjem? – ”ofret og ruineret nidkære medarbejdere – en hoben oplysninger, hvis de da kan kaldes således, der er så rodede og forvirrede, at vi tvivler på, at han selv kan finde rundt i dem”.
M’Queens skriverier vakte betydelig opsigt. Det var så victoriansk det hele, så ondskabsfuldt og hyklerisk, og det ville ikke have betydet en tøddel, hvis ikke de egentlige spørgsmål havde været så vigtige. Striden kan synes triviel og absurd, men den var fundamental for Nilens historie, og i årene fremover rungede dens ekko med forbavsende vedholdenhed.
Det ville selvfølgelig have været usædvanligt, hvis alt bare var gået glat for Speke. Han kom hjem med en fantastisk historie, og den havde han fortalt impulsivt, men nok også vel hovent. Nilens problem havde jo optaget de mest fremragende hjerner gennem tusinde af år, og hvorfor skulle en ung officer fra hæren i Indien uden særlige kvalifikationer have løst, hvad alle andre havde måttet opgive. Det var kun et spørgsmål om tid, hvornår de to hovedmodstandere ville blive stillet ansigt til ansigt.
Speke omkommer
I september 1864, godt et år efter Spekes og Grants hjemkomst, arrangerede Det Britiske Selskab for Videnskabens Fremme et møde i Bath, og både Burton og Speke lovede at deltage. I mellemtiden var Burton blevet udnævnt til britisk konsul over Afrikas vestkyst og kom hjem til England i 1864. De to skulle nu, den 16. september, overfor et publikum på flere hundrede geografer og videnskabsmænd fremlægge deres modstridende synspunkter.
Speke selv, hårdnakket og selvsikker, ville ikke give sig uden kamp. Om Burtons holdning til mødet vides en del, bl.a. gennem hans kone, Isabel, men også ud fra hvad han selv skrev om det. Som vanligt havde han forberedt sig grundigt, og nu var han ikke blot forberedt til at gennemhulle Spekes teori; han agtede også at fremlægge en splinterny teori selv. Den var i realiteten et drastisk skridt tilbage til hans oprindelige idé om, at Tanganyikasøen og dens bifloder var Nilens virkelige udspring. Han havde udarbejdet en kortskitse, der viste Rusizifloden løbende mod nord fra Tanganyikasøen og til Luta Nzigé – den anden store sø vest for Victoriasøen, som Speke og Grant havde hørt om på rejsen til Gondokoro. Spekes Victoriasø var slet ikke vist på kortet, der kun havde et notat om dens ”formodede” placering.
Som bekendt var Speke og Burton rejst sammen til nordenden af Tanganyikasøen i 1858, og selv om de ikke havde set Rusizifloden selv, havde de taget det for gode varer, da de indfødte hævdede, at den flød ud i søen – og derfor ikke kunne være Nilen. Burton havde følt sig ”tung om hjertet” dengang; men nu, efter yderligere overvejelser, havde han det bedre. Han ændrede simpelthen den tidligere beslutning: Rusizi løb den anden vej. De indfødte havde givet dem fejlagtige oplysninger, så enkelt var det. Under alle omstændigheder, sagde han, havde hverken han eller Speke været i stand til at kontrollere sagen, da de i 1858 var ved søen, for ”Speke var døv og næsten blind, jeg lammet og vi begge hjælpeløse”.
Næste morgen, den 16. september, mødtes Burton, Isabel, Sir Roderick Murchison og flere hundrede andre herrer i salen til den store debat. Bedst som forsamlingen sad og ventede på debatten blev en seddel rakt rundt i salen i dyb stilhed. Heraf fremgik det, at kaptajn Speke var kommet af dage klokken fire den foregående eftermiddag, mens han var på jagt på sin fætters jorder. Hans fætter havde fundet ham liggende på jorden, skudt gennem kroppen tæt ved hjertet. Han levede kun i nogle få minutter efter at være blevet fundet. Hvad der rent faktisk skete den foregående dag var: Speke tog direkte ud til Neston Park, en halv snes kilometer fra Bath, og dér gik han klokken halvtre på rypejagt med sin fætter George Fuller og en vildtfoged, Daniel Davis. I den næste time hørte de andre ham affyre begge løb på geværet. Ved firetiden hørte George Fuller, som befandt sig 50 meter borte, et tredje skud fra Spekes gevær, og da han så derhen, fik han øje på Speke, som stod på et lavt stengærde. Så faldt Speke. Fuller styrtede derhen og fandt sin fætter liggende på jorden med et grufuldt sår i brystet. Det ene løb på geværet var affyret, det andet stadig ladt med hanen i ro. Det lod til, at Speke på vej over gærdet havde trukket geværet efter sig; det var gået af, mens han holdt mundingen tæt ved brystet. Speke var død efter blot femten minutter. Det efterfølgende ligsyn konkluderede enstemmigt, at Speke var afgået ved døden som følge af et vådeskud affyret af hans eget gevær.

Mandag den 19. september 1864 viede The Times en lederartikel til Speke. Avisen tog det standpunkt, at det faktisk var lykkedes Speke at finde Nilens kilde – ”geografernes blå bånd”: ”En tapper soldat, som førte sig dristigt i nogle af de blodigste kampe i vore indiske krige, og en skarpsindig og driftig rejsende, som alene i kraft af sit mod og sin udholdenhed løste et problem, der har pirret menneskers nysgerrighed siden tidernes morgen, er i sin manddoms fulde kraft blevet revet bort, offer for en ussel, dagligdags ulykke … det var en fremragende bedrift, og vi var stadig stolte over den ukuelige eventyrer”. Artiklen sluttede: ”Den ulyksalige ulykke betyder enden på den kontrovers, der skulle have forlystet geograferne i Bath”. Senere rejstes en obelisk i Kensington Gardens i London med indskriften: ”I mindet om Speke, Victoria Nyanza og Nilen, 1864”.
Der blev også sat en mindeplade ved Riponfaldet i Uganda, men i dag ligger vandfaldet dybt under en vandkraftsdæmning, og et eller andet sted under de grønne vandmasser er stedet, hvor mindepladen blev anbragt, udslettet for bestandigt.
Speke var ugift og kun 37 år gammel, da han døde, og en forunderlig og vedholdende anonymitet omgiver hans minde. Andre og mindre betydelige opdagelsesrejsende agtes og æres, men han er glemt; de og deres bedrifter står os ofte lysende klart, men Speke er højst et navn; og ikke engang et navn, der straks forbindes med Nilen, ligesom Burtons er det med Arabien og Livingstone med Afrika. For hver ny generation skabes der biografier om Burton og Livingstone, om Speke er der aldrig skrevet en bog af betydning. Speke er som et skyggevæsen, en selvcentreret, stivnakket mand, vogter af de bedste engelske traditioner.
Der hersker fortsat usikkerhed om Spekes død. Især da mange stadig mener, at han foretrak selvmord fremfor at mødes med Burton. Men der findes ingen beviser i så henseende; faktisk må alt, hvad vi ved om Speke, forlede os til at tro, at hvis han virkelig overvejede selvmord, ville han have gjort det efter dysten med sin modstander, ikke før. Men tvivlen består.

Som eftertiden har vist, havde Speke i det store og hele ret i sine geografiske hypoteser om de store centralafrikanske søer og Nilens løb: Victoriasøen er Nilens hovedkilde, skønt Nilen finder et andet reservoir i den store, sumpede Kyogasø og Kwania, som igen modtager meget af dets vand fra Mount Elgon. Desuden er der et vigtigt bidrag fra Albertsøen, der modtager alt vandet fra Ruwenzori. Men i 1864 var Spekes hypotese ikke tilstrækkeligt understøttet og derfor åben for angreb, ikke mindst fordi han havde beskrevet så mange udløb fra Victoriasøen.

Vi forlader her en af de største afrikanske opdagelsesrejsende, den næststørste efter Stanley. Kun et menneske med en helt usædvanlig energi, beslutsomhed, tapperhed, takt og et jernhelbred kunne have kæmpet sig vej gennem de kolossale vanskeligheder, der var på ruten mellem Zanzibar og til Victoriasøen og Nilens øvre løb. Som følge af Spekes rejse blev Victoriasøen placeret nogenlunde korrekt på kortet og ligeså med dens størrelse og form. Formen og størrelsen af Albertsøen gættede Speke med usædvanlig præcision. Forløbet af Den Hvide Nil og Bjergnilen blev forudset med samme præcision. Det bemærkelsesværdige Hima aristokrati i Ækvatorial Afrika og Ugandas barbariske hof blev kendt af verden. Speke brækkede ryggen på nilmysteriet, ligesom Stanley gjorde det med Congofloden. Tilbage var kun at udfylde kortet med mindre detaljer.
Kapitel 7: Baker af Nilen
Problemet med Nilen ville tydeligvis aldrig blive løst ved lærde gætterier i London. Svaret kunne kun findes i Afrika, og geografernes håb samlede sig nu om Samuel Baker og hans hustru, som i marts 1863, efter mødet med Speke og Grant, var draget sydpå fra Gondokoro. Man vidste, at Speke havde fortalt dem, hvor omtrent Luta Nzigé lå, den mulige anden kilde til Nilen, og at de havde besluttet sig for at lede efter den.

Samuel White Baker blev født i London den 8. juni 1821 som ældste søn af Mr. Samuel Baker, en købmand med store besiddelser på Jamaica og Mauritius i form af sukkerplantager. Baker voksede op som en bredskuldret, middelhøj mand, sej og robust og med et imponerende fuldskæg. Efter at være blevet gift med datteren af en engelsk præst rejste Baker til Mauritius for at bestyre faderens besiddelser der. Men han var rastløs og befandt sig ikke vel ved arbejdet; desuden døde alle hans tre børn, der var blevet født på tre på hinanden følgende år. Han rejste derfor til Ceylon, som tiltrak på grund af muligheden for storvildtjagt. Her opholdt han sig i ni år og grundlagde en engelsk bosættelse af plantageejere. I 1855 vente han tilbage til England. Her døde hans kone kort tid efter. Han forlod atter England for Konstantinopel, mens børnene blev anbragt hjemme i England.
I 1859 blev han chef for den engelskbyggede jernbane fra Donau til Sortehavet. På dette tidspunkt mødte han den ungarske kvinde, Florence Ninian von Sass, der skulle blive hans anden kone.
Mod Khartoum
Baker blev et centralt omdrejningspunkt for udforskningen af Centralafrika, centralt placeret i alle teorierne, følelserne og de moralske holdninger. Uden at være kedelig var han praktisk anlagt, jordbunden, og han vidste præcist, hvad han ville, og hvor han ville hen. Han var urokkelig som kaptajnen på et skib.
I begyndelsen af 1860’erne rejste han til Afrika med sin smukke, unge nye hustru for at se, hvad der bød sig af vildt i Sudan. Han havde dog endnu et ærinde – han agtede at supplere jagten med lidt opdagelse. Hvorfor ikke drage op ad Nilen, måske ligefrem en ekspedition, der kunne føre ham til selve kilden? Han ankom til Kairo i 1861; hans mening var at rejse op ad Nilen og møde Speke og Grant, der kom via Zanzibar og Victoriasøen. Baker forlod i første omgang Nilen ved Berber og rejste op ad Atbarafloden, det sidste store tilløb til Nilen på dets vej til Middelhavet. Her kom han til den erkendelse, at det var regnen og snesmeltningen i Etiopiens højland, der var hovedkilden til Nilens vand og de årlige oversvømmelser i Ægypten. Atbara ligger udtørret om foråret og første del af sommeren, milevide strækninger hvor flodlejet kun består af bundens hvide sand under den glødende sol. Ind imellem findes der isolerede, vandfyldte huller, fulde af fisk, krokodiller og flodheste. Hen på sommeren bevirker regnen og tøbruddet oppe i Etiopiens bjerge, at alle bifloderne til Atbara svulmer op, og flommen ned gennem det tomme flodleje kommer pludseligt – dette oplevede Baker selv den 24. juni 1861.
Baker havde købt sig det bedste af det bedste udstyr, herunder specialbyggede geværer og delikatesser fra Fortnum & Mason. På en måde var han en ny type opdagelsesrejsende; fordi han var rig, rejste han privat, uden tilknytning til myndigheder, kirken eller videnskabelige selskaber og uden instrukser fra nogen. Han rejste for sin fornøjelses skyld.

Han og hustruen indlogerede sig efter Atabara-eventyret, med føromtalte Pethericks hjælp, i det tomme britiske konsulat i Khartoum. Byen havde i 1860’erne eksisteret i over fyrre år og var på sin vis lige så fremmedartet og vild som Zanzibar. Netop disse to steder tog sig af størstedelen af handlen med slaver og elfenben i Østafrika – alle karavanerne mod sydøst ankom til Zanzibar ved Det Indiske Ocean, mens de nordgående mod Nilen ankom til Khartoum. Ægypterne styrede Sudan fra Khartoum og stort set hver eneste embedsmand var indblandet i slavehandlen på den ene eller den anden måde.
Det var slavehandlen, der holdt Khartoum i gang. Enhver nok så forarmet rejsende kunne blive handler, hvis man ville affinde sig med at låne penge til op mod 80 % i rente. Normalt sejlede man så sydpå fra Khartoum i december med to-tre hundrede bevæbnede mænd, gik i land et passende sted og traf en aftale med en lokal høvding. I fællesskab overfaldt stammefolkene og de bevæbnede mænd en nabolandsby kort før daggry, hvor de skød ind i hytterne og satte dem i brand. Det var især kvinderne, slavehandlerne var ude efter, og disse fik en tung gaffelgren, en sheba, lagt på skuldrene med en tværstang bag nakken, og deres hænder blev bunde til grenen foran. Børnene blev lænket til deres mødre med en kæde om halsen. Landsbyen blev plyndret for alt – kvæg, elfenben, korn, selv primitive smykker blev fjernet fra de dræbte – og hele optoget marcherede tilbage til floden, hvor de ventede på at blive sejlet til Khartoum. Med det stjålne kvæg købte slavehandleren elfenben, og undertiden kunne en slave købes fri med elfenben. Det skete, at slavehandleren lod hånt om aftalen med høvdingen og behandlede ham og hans landsby på samme måde. Men for det meste blev disse alliancer opretholdt fra år til år, så høvdingen indsamlede nye beholdninger af elfenben og slaver, mens slavehandleren var i Khartoum for at afsætte byttet. Hver slavehandler havde sit territorium, og ved gensidig aftale var hele landet opdelt fra Khartoum til Gondokoro og videre sydpå. Officielt var det hele ulovligt, men det indebar kun, at slaverne ikke solgtes åbenlyst i Khartoum. De blev afhændet på faste mødesteder i ørkenen uden for byen. Herfra blev de sejlet eller sendt af karavanevejene til Arabien, Persien eller Kairo.
Historien har næppe set noget så uhyrligt eller barbarisk, for denne slavehandel var langt bedre organiseret end slavehandlen i Zanzibar. Baker skildrer de grusomme kendsgerninger med en ganske virkningsfuld juridisk nøgternhed. I lighed med Burton, og ulig Speke, brød han sig ikke meget om afrikanerne og nærede ingen blind tro på frigørelse: ”Hvor meget vi end må fordømme det frygtelige slaveri har følgerne af frigørelse vist, at negeren ikke påskønner frigørelsens velsignelser, lige så lidt som han udviser den ringeste taknemmelighed mod den hånd, der brød hans lænker”. Men han fasthold sin modstand mod slaveriet, som han anså for umenneskeligt.
De ægyptiske embedsmænd i Khartoum brød sig absolut ikke om at have en tilfældig hvid mand på rejse i slaveområderne for siden hen at berette for omverdenen om deres aktiviteter. Der blev derfor gjort alt for at hindre Bakers videre færd. Men der skulle mere modstand til at bremse Baker og hans hustru. Efter deres ankomst til Khartoum i juni 1862 viste det sig, at der var endnu en presserende grund til, at de fortsatte: Det meddeltes, at Petherick og hans hustru, som var draget syd på nogle måneder forinden, var døde, og det Kgl. Geografiske Selskab bad nu Baker om at overtage Pethericks opgave at lede efter Speke og Grant. I over et år havde man intet hørt fra dem. Baker påtog sig straks dette hverv og besluttede for sig selv, at hvis Speke og Grant også var omkommet eller ikke havde nået deres mål, så ville han selv finde Nilens udspring. Den 18. december 1862 satte han sejl mod Gondokoro.
Mod Gondokoro
Nilens løb syd for Khartoum er indviklet. I op mod tusind kilometer er det nogenlunde jævnt og bredt gennem ørkenen, med træer og enkelte bakkedrag, djebel, på begge bredder. Men dér, hvor Sobatfloden støder til fra de etiopiske bjerge, ikke langt fra byen Malakal i dag, drejer floden mod vest, luften bliver fugtigere, bredderne grønnere – de første tegn på den store forhindring forude, Sudd’en. Der findes næppe noget mere formidabelt sumpområde i hele verden. Nilen forsvinder helt i et hav af papyrusplanter og halvrådden vegetation, og i den lumre hede findes et tropisk liv, der næppe har forandret sig meget siden tidernes morgen. Krokodiller og flodheste boltrer sig i det mudrede vand, moskitoer og andre insekter står i tætte sværme, træskonæb og andre underlige vadefugle ser til fra bredderne – bortset fra at der slet ingen egentlige bredder er, kun tilfældige vandhuller mellem de æblegrønne rørskove, der strækker sig uendeligt til alle sider. Området er hverken land eller vand. År efter år flyder ny vegetation til, der pakker sig sammen i faste, flere meter tykke klumper, der kan bære en elefant. Dette drivgods bryder senere op og danner nye øer andre steder, og dette gentager sig i tusindvis af ensartede mønstre igen og igen. I den våde årstid dækkede sumpen et areal på størrelse med England.
Nilen havde tre hovedløb gennem sumpen, og alle tre kunne når som helst være blokeret. Henved 100 km syd for Malakal løb Bhar-el-Zeraf, Giraffloden, mod syd; længere fremme fulgte et område med forholdsvis åbent vand, Nosøen, hvorpå floden delte sig igen. Bhar-el-Ghazal, Gazellefloden, i sydvestlig retning, og Bahr-el Djebel stik syd. Dette sidste løb, Bhar-el-Djebel, regnedes for hovedløbet. Knapt tusind km syd for Nosøen slap man fri af Sudd’en og ankom til Gondokoro. I heldigste fald, dvs. med god vind og rimelig fart gennem sumpen, kunne de, regnede Bakers med, tilbagelægge turen fra Khartoum på halvanden måned.
På den anden side af Gondokoro måtte de fortsætte over land. Nilen dannede dér katarakter uafbrudt de næste 150 km. Derfor var Gondokoro blevet porten til det indre Afrika, selv om byen ikke var andet end en ynkelig samling hytter på flodens østlige bred. Byen var blevet anlagt omkring 1850 i forbindelse med oprettelse af en østrigsk katolsk missionsstation. Kun få slave- og elfenbenshandlere var nået længere mod syd end til Gondokoro. Terrænet var uegnet til karavaner, og de indfødte stammer var krigeriske.
Baker havde kun været i Gondokoro i 14 dage, da Speke og Grant dukkede op, ankommet fra Bunyoro. I sin beretning om mødet dækker Baker pænt over sin skuffelse over at erfare, at de allerede havde fundet Nilens kilde: ”Ved første øjekast så min ekspedition ud til at være afsluttet … men … med karakteristisk oprigtighed og velvilje overdrog Speke og Grant mig et kort over deres rute, der viste, at de ikke havde været i stand til at foretage nogen egentlig udforskning af Nilen, og at en yderst afgørende strækning endnu manglede at blive kortlagt … en sø ved navn Luta Nzigé”.
Kort efter at Speke og Grant var draget nordpå mod Khartoum, satte Baker og hans hustru kurs mod søen.
Baker opdager Albertsøen
The Albert N’yanza, Great Basin of the Nile, Bakers beretning om sin rejse de næste to år, er den mest læseværdige af rejseskildringerne fra Centralafrika. Den rummer netop ingredienserne fra næsten alt, hvad der er skrevet om Afrika-eventyr. Vi møder den tapre helt i sin bredskyggede hat på vej ind i junglen med en ung, smuk kvinde ved sin side, og resolut giver de sig i kast med hver eneste fare. Når vilde dyr angriber, nedlægger Baker dem med et sikkert skud. Ved rejsens begyndelse afværger han et mytteri blandt mandskabet ved at slå lederen i jorden. Men som færden fortsætter, dør alle deres pakdyr, og de nødsages til at ride på okser, fødevarerne slipper op, og de må spise græs. I dage og uger ligger de afkræftede af feber. Svigefulde vejvisere narrer dem. De indfødte angriber med forgiftede pile, og næsten hele tiden hører eller ser de krigstrommer og vilde danse. Og Mrs. Baker klarer det hele uden at blinke. ”Hun var ikke en skriger”, udtaler hendes mand. Mrs. Baker var i det hele taget en usædvanlig kvinde, der ifølge Baker selv ”gik 32 mil på sine ben … hvoraf undertiden 4 mil i ét træk, gennem kæmpegræs og sammenfiltret skov, havde jeg hende hele tiden tæt bagved mig, belæsset med ammunition, midt i uafbrudt kamp, til tider næsten strejfet af spyddene … Hun har altid været min førsteminister, den der gav mig gode råd under vanskeligheder og farer”.

I elendig forfatning og ramt af malaria nåede de den 22. januar 1864 frem til Karumavandfaldene, hvor floden drejer brat mod vest. Det var grænsen til Bunyoro. De krydsede floden og nåede 10 dage senere til Kamrasis hovedkvarter ved Kyogasøen. Da de nåede frem, var Baker så syg og afkræftet, at han måtte bæres frem på en båre, der blev stillet foran kongen som et jagtbytte. Omringet af sine underhøvdinge sad Kamrasi på en kobbertaburat anbragt på et tæppe af leopardskind, og han betragtede roligt sin hjælpeløse gæst. Kamrasi tog snart fat på sin sædvanlige procedure – at afkræve sine gæster gaver – geværer, glasperler, tæpper, klæde, alt hvad han kunne få fingre i. Han forlangte også, at Baker reparerede hans guldkronometer, som Speke havde givet ham i 1862.
Det var en ynkelig tid for Baker og hustruen. Regnen styrtede ned. Hver dag døjede Baker med et malariaanfald, og kininen var sluppet op. Igen og igen bad han Kamrasi om at forsyne ham med bærere og en vejviser, så han kunne komme videre mod den mystiske sø mod vest. Men hver gang svarede kongen med nye krav om gaver. ”Vi bliver hængende det næste år i dette frygtelige land”, skrev Baker i sin dagbog; ”syge af feber og uden medicin, klæder og forsyninger”.
I februar 1864 blev situationen kritisk. Kamrasi meddelte, at Baker kunne rejse til søen, men Mrs. Baker skulle blive tilbage. Baker kunne få en smuk bunyoro-kvinde i stedet. Baker trak sin revolver, rettede den mod kongen og truede med at dræbe ham; og Mrs. Baker rejste sig fra sit sygeleje, styrtede frem mod kongen og overfusede ham rasende. Så gav Kamrasi sig. Dagen efter blev de ønskede bærere tilvejebragt, og de kunne fortsætte rejsen mod den ukendte sø.

Den 14. marts nåede de søen, der lå nede i riftdalen langt under dem. Skyer og dis forhindrede dem i at se Månebjergene, der tårnede sig op kun lidt syd for søen. De bjerge, der rejste sig på vestsiden af søen mod Congo, kaldte Baker for De Blå Bjerge. Han navngav søen efter dronning Victorias nyligt afdøde ægtemand. Baker var betaget: ”ingen hvid europæer havde nogensinde betrådt sandet, ingen hvid mand havde rettet sit blik ud over det umådelige hav. Vi var de første, og dette var nøglen til den gåde, som selveste Julius Cæsar havde længtes efter at løse, men forgæves. Her var Nilens store bassin, der modtog hver eneste dråbe vand fra såvel bygerne som de brølende bjergfosser, der afvandede Centralafrika mod nord. Dette var Nilens store reservoir”. Baker var dog klar over, at Albertsøen måske ikke var kilden, men i hvert fald en kilde til Nilen.

Tilbageturen til Bunyoro startede i udhulede træstammer, først ned ad Nilen til søen og derefter igen på Nilen ved dens udløb fra søens øverste hjørne. Undervejs stødte de på det fantastiske vandfald, det 36 m høje Muchison vandfald, som Baker opkaldte efter formanden for Det Kgl. Geografiske Selskab. Vandfaldet beskrives som den mest betagende etape under hele Nilens mere end 6.000 km lange forløb til havet. Med al sin indestængte kraft styrter floden gennem en kløft som en bristet vandledning. Det er snarere en eksplosion af vand end et vandfald, og sceneriet tryllebinder én, når man står og betragter det.

Efter to måneder og totalt udmarvede når de tilbage til Kamrasi i Bunyoro, hvor der var udbrudt krig med Mutesa i Buganda. Der gik nu et halvt år uden noget skete. Hver eftermiddag fik Baker et malariaanfald, og først da han lærte sig at destillere alkohol af søde kartofler, kom han lidt til hægterne. Krigshandlingerne gjorde det umuligt at fortsætte uden eskorte. Da Kamrasi blev tvunget til at flygte nordpå, havde Baker og hustruen intet andet valg end at følge med. I september 1864 havde de indstillet sig på at ende deres dage i Centralafrika, da en arabisk slavekaravane ankom fra Gondokoro med såvel forsyninger som post til Bakers. Fra Speke (som var død få dage forinden) modtog de et eksemplar af The Illustrated London News med portrætter af ham og Grant og ligeledes et nummer af Punch med en tegning om opdagelsen af Nilens kilde.
Baker og hustruen sluttede sig til den arabiske karavane. Hjemrejsen mod nord gik dog kun langsomt på grund af arabernes ustandselige plyndringstogter efter kvæg og slaver, men til sidst nåede de i februar 1865 Gondokoro efter to års fravær. Ankomsten skete med manér – Baker og hustruen red på okser, geværer blev affyret, og Union Jack blafrede – men de mødtes af et antiklimaks: Der var slet ingen europæere i byen. Og endnu værre: Ingen post. Man regnede dem for omkomne.
Tragedie og elendighed fulgte dem til det sidste. Det lykkedes Baker at hyre en båd til Khartoum formedelst 40 pund, men de var uger om at passere sudd’en, og mens de ventede på en gunstig vind, udbrød der pest. Flere af deres folk, som havde fulgt dem hele vejen, døde. Til sidst, i oktober 1865, næsten fem år efter ankomsten til Afrika, nåede de til Suez, hvor Baker omsider kunne hengive sig til den luksus, han havde drømt om så længe – en svingende pokal iskold lagerøl.
Der var noget ved Baker, som folk kunne lide. Han rejste ikke blot utålmodigt fremad mod rejsens mål ligesom Speke. Mens han var i Afrika, levede han dér og gjorde det til sit hjem. Baker havde et nært og behageligt forhold til det, han fandt og oplevede i Afrika. Han blev husket af de indfødte som en respektabel og fair person. Først og fremmest var han stærkt medvirkende til at brække ryggen på den omfattende slavehandel, som fandt sted langs Nilen i det nordlige Uganda. Her huskede folk Baker for hans indsats. Inden han nåede hjem til England, fik han tildelt Det Kgl. Geografiske Selskabs medalje, og kort efter blev han adlet. I offentlighedens øjne var han ”Baker af Nilen”.
Baker havde tilført Centralafrika noget nyt: Han slog en slags bro mellem de gamle myter og den virkelighed, der herskede i landet. Centralafrika var nu ikke længere et fantasirige eller en hvid plet på landkortet: Det var et uudviklet, men beboeligt område, beboet af tydeligt genkendelige mennesker, som blev udnyttet på det grusomste og brutaleste af araberne. Nilen påkaldte sig med andre ord andet end ren geografisk interesse. Der var også politiske, humanitære og kommercielle aspekter. Og Baker formåede at slå fast, at medmindre England skred ind, ville det løfterige vildnis blive udplyndret af slavehandlere og gå tabt for bestandig for den kristne verden.
Trods de videnskabelige data, Baker havde hjembragt, måtte det erkendes, at han faktisk ikke havde udrettet alverden. Sammenholdt med andres rejser havde han kun tilbagelagt en forbløffende kort distance (i dag kan man i bil mageligt gennemrejse hele hans rute syd for Gondokoro på et par dage), og hans opdagelse af Albertsøen havde på ingen måde løst Nilens gåde; faktisk stod det snart klart, at han kun havde øget forvirringen. Ligesom Speke havde han set en stor sø og sluttet, at den fortsatte hundredvis af kilometer mod syd. Men han kunne ikke bevise det, han havde jo ikke sejlet søen rundt. Han kunne kun bekræfte, at den flod Speke havde set løbe mod vest fra Karumafaldet faktisk løb ud i Albertsøen og forlod den igen i nordlig retning. Men om det virkelig var Nilen, kunne han ikke sige med sikkerhed, for han havde ikke fulgt floden nordpå fra Albertsøen til Gondokoro.
Et andet, afgørende spørgsmål stod tilbage: Forudsat at det var Nilen, hvilken sø var da den virkelige kilde – Spekes Victoria eller Bakers Albert? Hvis Bakers Albert rakte så langt sydpå , som han mente, vejede den tungest. Baker selv lod det stå hen; Albertsøen, sagde han, var i hvert fald Nilens vestligste kilde og et vigtig, om end ikke det vigtigste, reservoir. Selve Nilen, hævdede han, begyndte først ved udløbet fra søen. Geograferne i London kunne følge ham, men sagen var stadig ikke afgjort.
Spekes modstandere benyttede sig strakt af de muligheder, Albertsøen frembød. Det kunne jo være, påpegede de, at den nye sø havde tilløb af en flod længere mod syd, og i så fald var Spekes tese om Victoriasøen (hvis den sø overhovedet fandtes) det rene nonsens. Allerede inden Bakers ankomst til England så Sir Roderick Murchison sig nødsaget til at anerkende dette ræsonnement. Den 22. maj 1865 holdt han i Det Kgl. Geografiske Selskab en mindetale over Speke, men han afsluttede talen med at meddele, at han agtede at sende Livingstone til Afrika igen. Hans opgave skulle være en gang for alle at løse problemet med vandskellene i Centralafrika. Især skulle han koncentrere sig om området syd for Tanganyikasøen. Livingstone mente, som hans nærmeste venner vidste det, at det var her, den virkelige Kilde skulle findes. Han blev ydermere pålagt at drage videre til Tanganyikasøens nordende og der fastslå, om Burtons Rusiziflod strømmede til eller fra søen. Heri lå, at Burtons ændrede mening om floden nok ville vise sig at være korrekt. Man ventede, at floden løb mod nord til Bakers Albertsø. Dermed ville Victoriasøen være udelukket fra Nilsystemet.
Kapitel 8: Livingstone og Stanley
David Livingstone (1813-1873)
Vi opfatter oftest Livingstone som en gammel mand, men han var kun 52 år, da han tog afsted på sin sidste rejse i 1865, og mere end nogensinde havde han nu den egenskab, araberne betegner som baraka. Under de mest usandsynlige omstændigheder evnede han at få livet til at føles større og bedre, end det var før. Hans blotte tilstedeværelse var som velsignelse for enhver, som mødte ham; selv de arabiske slavehandlere fornemmede dette og hjalp ham, når de kunne. Livingstone var altid bedst, når han rejste uden andre hvide i følget, for han stillede de samme utrolig høje krav til dem som til sig selv. Og i 1865 var han atter på egen hånd, kun han selv skulle lide. Afrika var nu blevet en del af hans liv, han levede for Afrika, og først når man forstår dette, ser man en slags formål med den vilkårlighed, der syntes at præge hans omflakken og den sublime stædighed, hvormed han blev ved og ved, når det tilsyneladende var nytteløst at fortsætte. De andre opdagelsesrejsende i Afrika drager nærmest afsted i en lige linje, og når de har fuldført deres opgave, tænker de kun på at vende hjem. Men Livingstones opgave begynder og ender i Afrika. Han rejser i cirkler. Han lever hos og med afrikanerne, spiser deres føde, sover i deres hytter og antager deres levevis.

Livingstone blev født i et lille arbejderhjem i Glasgow i 1813. Forældre og fem børn måtte deles om et enkelt værelse på blot 4 x 3 meter. Den slags hjem blev stillet til rådighed for arbejderne på det lokale bomuldsspinderi i begyndelsen af 1800-tallet. Her boede han, til han var 23 år. Den unge David var dog ikke meget hjemme. Tre ud af fire arbejdere på fabrikken var børn, som måtte arbejde seks dage om ugen. Davids arbejdsdag gik fra kl. 8 om morgenen til kl. 6 om aftenen. Fabrikken drev en skole for børnene, men der var ikke mange, der orkede at gå dér. David var én af de få. Han læste hver aften mellem kl. 20 og 22, og hans lærer var forbløffet over hans store begærlighed efter viden. Som 27-årig blev han færdig med sin lægeuddannelse, som han havde taget på Glasgow universitet.
Livingstone var læge, missionær og opdagelsesrejsende. Han var en elendig missionær, men en fremragende opdagelsesrejsende: ”Jeg er rede til at rejse hvor som helst hen, så længe retningen er fremad”. Han betrådte første gang det afrikanske kontinent i Cape Town i 1841, og i årene herefter rejste han gennem jungle, hvor hvide mænd døde som fluer, og mange gange måtte han opsøge krigeriske stammer for at få tilladelse til at passerede gennem deres område. Han rejste som den første europæer langs Zambezi-floden gennem landene, som vi nu kalder Angola, Zambia og Mozambique. Han opdagede Nyasasøen (Malawisøen)[7], men en af hans største triumfer var opdagelsen af Victoriavandfaldene i 1855. Victorievandfaldene, der ligger på grænsen mellem dagens Zimbabwe og Zambia, er det største vandfald i Afrika og et af de mest imponerende i verden. Livingstones rejser omfattede således især det sydlige Afrika og Zambezifloden, men hans sidste rejse gjaldt Nilen.
Selv hvis Roderick Murchison ikke havde bedt ham om at gøre endnu et forsøg på at opklare spørgsmålet om Nilen, og selv hvis slavehandlen ikke havde eksisteret, må de mange år i Afrika have rykket i Livingstone. Han følte med tiden, at hans virkelige opgave i Afrika ikke så meget bestod i at frelse de enkelte menneskers sjæl som at bekæmpe slavehandlen og åbne kontinentet og derved bane vejen for kristendommen og civilisationen.

Livingstones bøger havde gjort ham til den berømteste af alle Afrika-forskere. Nu kom så denne fristende opfordring fra Det Kgl. Geografiske Selskab, der ville gøre det muligt for ham at rejse på de bedst tænkelige vilkår og at fortsætte det arbejde, han havde viet sit liv til – kampen mod slaveriet og samtidig løse gåden omkring systemet af søer og floder i kontinentets indre.
Ligesom Burton var Livingstone begyndt at tilslutte sig den opfattelse, at den sande løsning på Nil-problemet var den, Herodot og antikkens geografer havde fremlagt, ja som også fremgik af Det Gamle Testamente. Han fascineredes af Herodots beskrivelse af Nilen, der ifølge ham udsprang af bundløse kilder neden for høje bjerge et eller andet sted i Afrikas indre. Fra Oldtiden var der gået rygter om en sådan højde i Afrikas indre, Månebjergene, hvorfra Nilen skulle have sit udspring. En tradition, der går helt tilbage til den alexandrinske geograf Ptolemæus. H. H. Johnston mener, at denne hypotese virkelig beror på kendsgerninger, der ad rygtets vej havde nået Ptolemæus fra græske eller arabiske rejsende, som har set Ruwenzori og givet bjergmassivet navn.

I virkeligheden var denne sidste rejse, som Livingstone foretog, et forsøg på at genfinde disse kilder, at fastslå en sammenhæng med fortiden og et guddommeligt mønster i flodens geografi. Det skulle være hans livs sidste bedrift. Naturligvis måtte han afsted.
Via Paris rejste han til Kairo og Bombay, og sidst i januar 1866 ankom han til Zanzibar. Slavehandlen var nu blevet endnu mere omfattende, og man anslog, at mellem 80.000 og 100.000 slaver blev bragt fra kontinentets indre hvert år, og selv om ingen måtte forlade sultanens område, kontrollerede man ikke for alvor de dhow’er, der sejlede tilbage til Arabien og Østen, når sydvestmonsunen begyndte i juni.
Livingstones plan var at holde sig sydligere end de vanlige karavaneruter og støde direkte ind i landet mod det uudforskede område syd for Tanganyikasøen, og med dette for øje gik han i marts 1866 i land ved udløbet af Ruvumafloden, der i dag skiller Tanzania og Mozambique. Der påbegyndte han en utrolig række vandringer, der skulle stå på i syv år og ende i en fiasko, der dog samtidig var en triumf for menneskets ukuelige vilje.

Aldrig har der været en rejse baseret på så mange fejlagtige opfattelser som denne. I sidste ende lukkede tilværelsen sig om Livingstone. Foran ham lå kun en vandring i håb om opfyldelsen af en manisk tanke – at trænge frem til Nilens kilder. Rejsen søgte kilden til en flod i et område, hvor den ikke fandtes. Rejsen var en ekspedition mod slavehandlen uden nogen midler til at bekæmpe slaveriet. Rejsen var en færd, hvor én mand troede, at han alene, ubevæbnet og uden bistand, kunne vandre gennem Afrika. Intet af dette gjorde dog nogen forskel. En stribe paradokser sikrede, at alt lykkedes i sidste ende. Marchen kunne fortsætte, men kun fordi arabiske slavehandlere tog sig af den syge og ensomme mand i ødemarken. Også Nilens mysterium blev løst – ikke af Livingstone selv, men fordi han inspirerede en anden til at søge andetsteds. Og for Livingstone var alt dette utvivlsomt, som det skulle være – det var Guds vilje.

Det er forbløffende, at Livingstone ikke døde langt tidligere, end det var tilfældet. Ikke længe efter starten mistede han næsten alle sine folk og sine dyr og, lige så katastrofalt, sin medicinkasse. Inden det første år var omme, kæmpede han sig frem til sydenden af Tanganyikasøen, hvor de arabiske slavejægere tog sig af ham. Herfra fortsatte han under store besværligheder til Lualabafloden mod vest og derfra mod syd til Bangweolosøen, som ingen hvid mand havde set før, og derfra igen mod nord til Tanganyikasøen. I marts 1869, tre år efter afrejsen fra kysten ankom han til Ujiji, næsten tandløs og halvdød af malaria og andre sygdomme – ”en dynge knogler”. I Ujiji skulle der have været forsyninger sendt fra Zanzibar til ham af den engelske konsul, John Kirk. Men de var blevet stjålet undervejs.
Derfor måtte Livingstone fortsætte uden forsyninger og uden medicin, og på ny styrede han mod Lualabafloden vestpå. Han var begyndt at tro, at den var Nilen. Men Lualaba – skulle det senere vise sig – har intet med Nilen at gøre; den er faktisk en af Congoflodens øvre forgreninger, der i en stor bue flyder vestpå mod Atlanten, men det havde Livingstone ingen muligheder for at fastslå. Hans rejse blev stoppet på det grusomste, da han en morgen i Nyangwe, en landsby på Lualabas højre bred, så arabiske slavejægere på nært hold åbne ild mod indbyggerne. Fyldt af lede over episoden og for alvor nedbrudt af sygdom kæmpede Livingstone sig tilbage til Ujiji.
Det var i en sådan tilstand, at Stanley fandt ham den 10. november 1871. I næsten fem år havde man spekuleret på, hvor Livingstone dog mon var. En overgang, helt tilbage i 1868, regnede man ham for død. Da de bærerne, som var deserteret fra hans ekspedition, nåede ud til kysten overfor Zanzibar, oplyste de, at han var blevet dræbt ved Nyasasøen (Malawi) – en bekvem forklaring på deres deserteren, og Murchison havde meddelt dette i et brev til The Times. Selv havde Murchison dog ikke troet på det, og Det Kgl. Geografiske Selskab havde sendt en ekspedition ud for at opklare sagen. Næppe var ekspeditionen draget af sted, før der kom bud til kysten om, at Livingstone stadig levede, og kort tid efter modtog man i Zanzibar breve fra ham selv. Derfor vendte ekspeditionen om.
Stanley finder Livingstone
Allerede i 1869 havde Stanleys chef, James Gordon Bennett på The New York Herald kaldt ham til møde på Grand Hotel i Paris og der meddelt ham: ”De skal overvære åbningen af Suezkanalen og derpå rejse op ad Nilen. Send os detaljerede skildringer af alt, der kan tænkes at interesse amerikanske turister. Drag derefter til Jerusalem, Konstantinopel, Krim, Det Kaspiske Hav og gennem Persien helt til Indien. Bagefter kan De begynde at lede efter Livingstone. Hvis han er død, så bring beviser for det med tilbage”.

Fjorten måneder senere havde Stanley, vel nok den ihærdigste udenrigskorrespondent nogen sinde, fuldført dette program. Efter at have overværet kanalåbningen var han rejse op ad Nilen og havde interviewet Bakers ingeniør, Higginbotham. Han havde besøgt slagmarkerne på Krim og Persepolis i Persien, hvor han indridsede sit navn på ruinerne. Han havde skildret fattigdommen i Indien, og nu var han kommet til Ujiji.
Og hvem var så Henry Morton Stanley (1841-1904)? En mand fuld af overraskelser. Han hed slet ikke Henry Stanley, men John Rowlands. Han var en waliser, som var amerikaner; en soldat, som var sømand; og nu en journalist, som førte en vellykket ekspedition dybt ind i Afrika. Inden længe skulle hele verden erfare om hans baggrund: Om hans grufulde Dickens’ske barndom på en arbejdsanstalt i Wales; om hans ankomst som kahytsdreng til New Orleans, hvor han tog navn og nationalitet efter den venlige amerikaner, som adopterede ham; om hans indsats som soldat i Borgerkrigen, først for Sydstaterne, senere for Nordstaterne; om moderens afvisning af ham, da han vender tilbage til England; om hans eventyr i den amerikanske flåde, på general Hancocks felttog mod indianerne, og senere som journalist i det britiske felttog mod kejseren af Abyssinien. Det var en karriere for en mand af stål, en eventyrer, som var lige så hård og hensynsløs som den verden, han havde levet i.

Han var kun 30 år gammel i Ujiji, stadig på tærsklen til sin succes. Hos Stanley var det det hårde, det impulsive, det egocentriske, der dominerede. Han var så afgjort ingen baraka. I hele verden var der ikke to mænd så forskellige som Livingstone og Stanley – lige så lidt som der var to mænd, som var så afhængige af hinanden. Livingstone havde brug for medicin, forsyninger og nyheder udefra, og hans unge gæst bragte det hele med sig. Stanley havde brug for berømmelse – æren for at have fundet den berømte mand. Og han fik faktisk en hel del mere.
Det tog blot otte måneder for Stanley at nå fra kysten ud for Zanzibar til Ujiji, ikke nogen ringe bedrift i betragtning af, at han undervejs blev ramt af malaria, var havnet midt i en krig mellem arabiske købmænd og de indfødte i Tabora og faktisk selv havde taget del i kampene. Da Stanley mødte Livingstone bedredes sidstnævntes helbred hastigt. Inden længe besluttede de, at de burde foretage en rejse sammen, og hvad ville vel være bedre end at drage til nordenden af Tanganyikasøen og få løst problemet med Rusizifloden. Turen varede i tre uger, og da Livingstone opdagede, at Burton havde uret – Rusizifloden løb ud i søen, ikke fra den – bestyrkede det ham i teorien om, at Lualaba var Nilen. Men for at drage tilbage til Lualaba behøvede han yderligere forsyninger og bærere, og disse kunne kun fås i Tabora, næsten 500 km borte. De to mænd rejste dertil fra Ujiji sidst i 1871.

De fandt dog ikke, hvad de håbede i Tabora, hvorfor det blev besluttet, at Stanley alene skulle rejse ud til kysten og Zanzibar for at hente forsyninger, mens Livingstone blev tilbage i Tabora. Stanley medbragte alle Livingstones optegnelser og journaler, der kort efter blev til et væld af artikler i The New York Herald og til Stanleys første bog, Hvorledes jeg fandt Livingstone. Han medbragte også et brev, som Livingstone havde skrevet specielt til hans avis. Det var i dette brev, at Livingstone skrev sin kommentar til massakren i Nyangwe: ”Hvis mine afsløringer af det forfærdelige slaveri i Ujiji skulle resultere i undertrykkelsen af hele østkystens slavehandel, vil jeg betragte det som langt væsentligere end nogen opdagelse af alle Nilens kilder”. Et ønske han i det mindste fik opfyldt.
I maj 1872 blev det kendt, at Stanley havde fundet Livingstone i Ujiji. Han fik en fantastisk modtagelse i England – en skrivelse og en diamantbesat snustobaksdåse fra dronningen, en medalje fra Det Kgl. Geografiske Selskab, og en stribe af banketter og offentlige møder blev afholdt. Dette var alt sammen glædeligt, men snart stod det klart, at englænderne var alt andet end begejstret for, at deres største opdagelsesrejsende, Stanley , var et journalistisk påfund, og at han var amerikaner. Og manden selv var de heller ikke særlig begejstret for.
Livingstone dør
I august 1872 ankom de bærere og forsyninger, som Stanley havde afsendt, til Livingstone i Tabora. Få dage senere drog Livingstone og karavanen vestpå. Han var sikker på retningen, for han havde afgjort med sig selv, at Nilens kilde var den flod, han fire år tidligere havde set løbe ud i Bangweolosøen. Sidst i april 1873, otte måneder efter afrejsen fra Tabora, var han på vej rundt om Bangweolosøens sydende, på udkig efter det vandløb, der løb ud i søen og fortsatte i Lualaba – som måske sluttede sig til Bakers Albertsø langt mod nord i Uganda. Det strejfede ham, at Lualaba måske ville vise sig at være Congofloden og ikke Nilen, men han slog tanken ud af hovedet. Han ville have, at det skulle være Nilen.
Landet var frygteligt. Karavanen vadede afsted gennem endeløse sumpe, og i nærheden af en landsby, hvis høvding hed Chitambo, blev Livingstone så afkræftet, at han måtte bæres. Tidligt om morgenen den 1. maj 1873 fandt hans folk ham død i hans hytte, kvælende i bøn ved sengen.
Hvor ofte historien om Susis og Chumas[8] rejse ud til kysten med Livingstones lig end bliver fortalt, vedbliver den at være utrolig, måske endda en slags mirakel, for en sådan begivenhed hos de primitive mennesker kan næppe skyldes almindelig bevægelse. De fjernede hans hjerte og indvolde og lod kroppen tørre i solen i to uger; derpå blev den pakket ind i bomuldsklæde og anbragt i et rør af bark, der atter blev indsyet i sejldug og surret til en lang stang, så to mænd kunne bære det. I midten af maj begav Susi, Chuma og godt tres trofaste folk sig afsted mod Zanzibar, næsten to tusind kilometer borte. Faktisk var det usandsynligt, at en så besynderlig byrde skulle kunne transporteres gennem et Afrika, hvor alle rejsende risikerede alle tænkelige farer, men færden blev gennemført på 11 måneder.
Livingstone blev begravet i Westminster Abbey i London i 1874. Over graven hviler en sten med påskriften: ”Bragt af trofaste hænder over land og hav hviler her David Livingstone, missionær, rejsende, filantrop, født 19. marts 1813 i Blantyre, Lanarkshire, død 1. maj 1873 i Chitambos landsby, Ulala.
Livingstones indflydelse gjorde sig gældende langt uden for Afrika. Nilens kilder fandt han ikke, men hans skildring af massakren i Nyangwe havde fremkaldt en storm af harme, der tvang sultanen af Zanzibar til at lukke slavemarkedet på øen for bestandig.
Stanley løser problemet med vandskellene i Centralafrika
Stanley ligner Speke mere end nogen af de andre opdagelsesrejsende, men ikke en gang Speke var så koncentreret, som Stanley var. Stanley var ikke i Afrika for at reformere folket eller opbygge et imperium, og han blev ikke opsporet af interesse for botanik, antropologi eller geologi. Han var, sagt uden omsvøb, ude på at skabe sig et navn, og det allermest ironiske er, at han i sidste instans blev den største imperiebygger og opdagelsesrejsende af dem alle. Det lykkedes endda for ham at bane vejen for missionærerne og videnskabsmændene langt mere effektivt end nogen tidligere rejsende.
I 1874 beredte han sig på en ny rejse, der i mange henseende var hans største, med en hast og en fremsynethed, som selv Baker næppe havde kunnet præstere. Han satte sig tre mål: Dels at sejle Victoriasøen rundt for at fastslå, om det var én stor sø eller ej, og om floden ved Riponvandfaldet var dens eneste udløb. Dels at afprøve Burtons teorier ved at sejle Tanganyikasøen rundt. Og dels at fuldføre Livingstones arbejde angående Lualabafloden; han var fast besluttet på at få en båd i floden og følge dens løb til mundingen. Han ville med andre ord finde den endelige løsning på problemerne ikke blot om Nilen, men om hele systemet af søer og floder i Centralafrika.
Den ekspedition, der tidligt i november drog afsted fra Zanzibar, var den største og bedst udrustede karavane, man havde set i Østafrika. Den medbragte en fyrrefods træbåd, Lady Alice, der kunne bæres i adskilt tilstand, otte tons forsyninger og 356 mand. Det var en kaotisk procession, der strakte sig over knap en kilometer.

Stanleys ekspedition nåede Victoriasøens sydbred ved en lille arabisk landsby lidt vest for Mwanza, hvor Speke 16 år tidligere som den første havde set det store vandspejl og gættet på, at dette måtte være Nilens kilde. Stanley gættede ikke; han fik hurtigt samlet Lady Alice og begyndte sejladsen langs østbredden af søen, hvor han nåede Spekes Riponvandfald i begyndelsen af april 1875. Kort efter kom en standsperson i rød kappe med gaver til dem, og den 5. april blev Stanley præsenteret for kong Mutesa.
Mutesa var nu først i fyrrene og var en høj, tynd mand med et markant, vagtsomt ansigt, iført fez, sort kåbe og en hvid, guldindvævet kjortel. Han virkede rolig og fattet og hilste hjerteligt på Stanley. Hovedstaden var nu flyttet til Rubaga, en større bebyggelse, der spredte sig ud over højdedragene. Skydevåben var udbredt i Buganda, og Mutesa kunne stille en styrke på 150.000 mand samt en flåde af krigskanoer på søen. Hans hof var endnu større end før, og Stanley anslog antallet af hustruer til mindst 200. Der var ikke længere tegn på vilkårlige henrettelser og andre grusomheder.

Den 6. maj var Stanley tilbage efter i 57 døgn at have sejlet 2000 km rundt om Victoriasøen. Hans første opgave var nu fuldført; han havde bevist, at Victoriasøen var én stor sø, og søen havde kun ét større udløb – ved Riponfaldet – og kun én større flod løb ind i den, Kagera, på vestbredden nord for Karagwe.
Udhvilet efter en måned hos Mutesa rejste Stanley sydpå mod Tanganyikasøen, og i juni 1876 søsatte han Lady Alice i Ujiji. Mindre end to måneder senere var han tilbage med vidnesbyrd om, at søen ikke havde noget udløb, der kunne betegnes som Nilens kilde. Det var dødsstødet for Burtons teori, og Speke havde fået det sidste ord.
Tilbage stod Stanleys tredje opgave: Hvad var Livingstones Lualabaflod, og hvor løb den hen? I august 1876, to år efter afrejsen fra Zanzibar, tog Stanley fat på sit sidste og allerstørste eventyr.
Historien om Stanleys sejlads i Lady Alice ad Lualaba og Congo ud til Atlanterhavet er et af højdepunkterne i det store epos om Afrikas udforskning. I mange måneder anede han ikke, hvor floden ville føre ham hen – nordpå mod Ægypten eller til et eller andet sted i det ukendte – men når han nu var begyndt, måtte han også fortsætte. Stanleys beretning om rejsen Igennem det mørke fastland[9] får én til at tænke på de spanske conquistadorer i Sydamerika, for han rammes af enhver tænkelig ulykke: Skibbrud, sult og endeløse kvaler med at slæbe båden gennem junglen forbi de utallige vandfald under uafladelige angreb fra rasende indfødte med pile og spyd. Han mistede alt sit forråd, og til sidst drukner den sidste af de hvide ledsagere, Frank Pocock. 999 døgn efter afrejsen fra Zanzibar dukker de overlevende op mere døde end levende ved Congoflodens udløb, hvor et lille samfund af europæiske handelsfolk redder deres liv. Af Stanleys oprindelige styrke på 356 var kun 114 tilbage, og de blev sejlet tilbage til Zanzibar. Sejlturen på Congofloden tog syv måneder.
Inden Stanleys rejse var Nilens løb fra Riponfaldet til Sydsudans nuværende grænse blevet kortlagt, Kyogasøen i det centrale Uganda var blevet opdaget, og italieneren Romolo Gessi havde sejlet Albertsøen rundt.
Det, Stanley havde udrettet, var dog det vigtigste. Alle de store spørgsmål var nu besvaret: Lualaba løb ud i Congofloden og fortsatte gennem Afrika til Atlanten. Nilen begyndte i Victoriasøen og løb mod nord til Ægypten og Middelhavet. De hvide pletter på kortet var væk. Man kunne naturligvis hævde, at Nilens egentlige kilde måtte være udspringet til den største af de floder, der løber ud i Victoriasøen – Kagerafloden – og rent faktisk kan man lige netop ane en strøm fra Kageras munding til Riponfaldet. Kagera regnes derfor i dag for den ultimative kilde til Nilen. Kagerafloden har to hovedkilder, der begge næsten kan ses fra Tanganyikasøen. Den kilde, der normalt regnes for den vigtigste, begynder på tre grader sydlig bredde i Ruziga regionen 25 km nord for Tanganyikasøens nordende, ca. 2000 m.o.h. Ca. 80 km syd-sydøst for denne lokalitet er der en anden kilde, den sydligste udstrækning af nilsystemet, 3o45’ syd, på østskrænten af Utembera- eller Kangozibjergene, 15 km øst for Tanganyikasøen. Højden er her den samme som for den anden kilde. Hermed er vi ved den ultimative kilde til Nilen. Burton havde således næsten ret i sin påstand om, at flodens udspring skulle findes i dette område.
85% af vandet i Albertsøen kommer ikke via Victorianilen fra Victoriasøen, men fra Semlikifloden, hvis kilder kan spores til Ruwenzori. Så der kan argumenteres for, at Nilen fodres af to store søer, ikke af en enkelt sø eller en enkelt flod.
Det er dog efter manges mening for pedantisk en definition. I sin yderste konsekvens ville det indebære, at floden udspringer som regn i himlen, og at Homer således havde ret, når han betegnede Nilen som ”nedsteget fra Jupiter”. Det rimeligste må være at acceptere Riponvandfaldet som udspringet; først herfra udgør den store flod et egentlig løb – nordpå gennem Kyogasøen til Centraluganda, derpå vest gennem Karuma- og Murchisonvandfaldene til Albertsøen, og derfra atter nordover gennem slugterne i Ækvatoria, Sudd-sumpene og ørknerne i det sydlige Sudan, til Den Blå Nil støder til ved Khartoum. Derefter tusinder af kilometer gennem ørknerne til Ægyptens pyramider og det store delta.
Da Stanley i 1877 vendte tilbage til Zanzibar, var det på sin vis slut med udforskningen af Den Hvide Nil. Det var nu op til de politiske og religiøse kræfter i verden, hvad de ville stille op med det nye eldorado, de havde fået overdraget.
Slavemarkedet var blevet lukket på Zanzibar i juni 1873, og en ny kristen kirke blev opført på stedet, men slavehandlen fortsatte på fastlandet, og fartøjer smuglede stadig slaver af sted over Det Indiske Ocean.
Af Stanleys andre opdagelser kan nævnes Månebjergene (Ruwenzori (fodnote 10)), hele forløbet af Semlikifloden og Edwardsøen, der er forbundet med en snæver kanal mod nordøst til en anden lavvandet sø, Georgesøen. Han indhentede megen viden om Congo pygmæerne, som levede i området omkring vandskellet mellem Nilen og Congofloden. Men hans største opdagelse var Ruwenzori. Stanley udtalte i den anledning: ”Når jeg så mod sydøst og mediterede over den sidste måneds begivenheder, blev mine øje af en dreng rettet mod et bjerg, der sagdes at være dækket af salt, og jeg så en pudsig formet sky af den smukkeste sølvfarve, og som antog former og udseende af et mægtigt bjerg dækket af sne. Når jeg fulgte dens form nedad, blev jeg fanget af den dybe, blå-sorte farve af dens basis, og spekulerede på, om det varslede en tornado; så, da udsynet faldt til hullet mellem det østlige og vestlige plateau, blev jeg først nu opmærksom på, at det jeg så ikke var et billede eller noget der mindede om et bjerg, men rent faktisk et bjerg med dens top dækket af sne … det gik nu op for mig, at dette måtte være Ruwenzori, som blev sagt at være dækket af hvidt metal eller en klippe”.

Det syn sås på en afstand af 115 km, fra omkring sydenden af Albertsøen. Den konstante dis fra Semlikidalen gør dog normalt bjergene usynlige fra søen. Der er derfor ikke noget overraskende i, at bjergene ikke var blevet set af tidligere opdagelsesrejsende til Albertsøen.
Fra Ruwenzori baner smeltevandsfosser sig ned gennem dalene og flyder mod vest til Semlikifloden, fra øst bøjer de mod syd og løber ud i Edwardsøen for derfra gennem Semlikifloden at udtømme sig i Albertsøen, hvorfra de tillige med udløbet fra Victoriasøen løber videre nordpå som Den Hvide Nil. Den højeste tinde i Ruwenzori bærer navnet Mt. Stanley til erindring om ham, der så den første gang og dermed afsluttede sidste etape i eftersøgningen af Nilens kilder.
Ruwenzori var det geografiske punkt og vandmærke og det ukendte mål, det X inderst i Afrika, som alle opdagelsesrejsende stræbte efter.
Kapitel 9: Biflodernes udforskning
Bahr-el-Ghazal regionen var dårligt udforsket midt i 1860’erne. Der var to problemer med at sejle på floden: Sudd’en og den frygtelige feber, som angreb europæerne. På et sted kaldet Mashra-ar-Rak løber mange strømme sammen fra Nyam-Nyam landet[11], og dette vælges ofte som det sted, hvor Bahr-el-Ghazal (Gazellefloden) begynder. Floden er nærmest en sumpet, sø-lignende strøm, som yderligere udvides til en større sø, Lake No, ved udmundingen i Nilen. Men Bahr-el-Ghazals brede strøm er flere steder reduceret til en tynd tråd på grund af de enorme mængder af flydende planter – sudd’en. Ved lav vandstand omdannes Bahr-el-Ghazal til et stort antal søer og damme af stillestående vand.

Dette meget store, vestlige bidrag til Nilen, som Bahr-el-Ghazel floden udgør, fik allerede græske geografer for 2000 år siden til at tro, at hovedkilden til Nilen lå langt mod vest, nær Chadsøen. En miss Alexandrina Tinne, der velbevandret i adskillige sprog, herunder arabisk, skulle i væsentlig grad øge vores viden om denne flod. I 1861 havde hun organiseret en ekspedition med dampskibe, der løste noget af problemet med at gennemsejle sudd’en. Denne ekspedition skulle udforske regionen omkring Bahr-el-Ghazal for at afklare, hvor langt nilbassinet strakte sig mod vest i retning af Chadsøen; desuden var det formålet at finde en stor sø i hjertet af Afrika, som der havde været en del rygter om.
Alexandrine Tinne var datter af Philip Tinne, en meget velhavende hollænder, der flygtede til England under Den Franske Revolution. Længere tilbage i tiden stammede familien fra Saksen. Endnu længere tilbage rummer slægten en korsfarer, der gjorde sig meget fortjent i Ægypten. Han modtog i denne forbindelse tilnavnet ”Tinne” (krydsning eller kampvæg på hollandsk).

I februar 1863 startede så den mest veludstyrede ekspedition til ækvatorial Afrika nogensinde. Miss Tinne havde arvet faderens formue og rejste nu op ad Bahr-el-Ghazal helt op til mundingen af Bahr-al-Hamr, hvorfra hun fortsatte over land til Jur og Kosango floderne og til bjergene ved grænsen til Nyam-Nyam. Ekspeditionen var svært plaget af feber, flere døde heraf og resten nåede kun med stort besvær tilbage til Khartoum i juli 1864. Her døde yderlige nogle.

Fire år senere satte miss Tinne ud på en ny ekspedition fra Nordafrika til Chadsøen og videre herfra til øvre Nil. Men høvdingen i den saharanske by Ghat planlagde at myrde hende, hvilket han også fik held til.
Georg August Schweinfurth (1836–1925) var en lettisk-tysk botaniker og etnolog, der også udforskede Bahr-el-Ghazal. I januar 1869 forlod han Khartoum, og brugte tre år på at udforske floden. Han vendte tilbage til Europa i 1871, hvor han gav en forbavsende detaljeret beskrivelse af forløbet af Bahr-el-Ghazal. Desuden var han den første til at levere en sand beskrivelse af Congo pygmæerne, Akka, som han mødte i Congos jungler, og han beskrev også chimpanser, der levede langs floden.
[1] Navnet kendes ikke i dag
[2] En ø syd for Zanzibar, hører også til Tanzania.
[3] Baluchier er et sunnimuslimsk folkeslag i Pakistan.
[4] Nyanza er en bantu rod for et stort vand, en sø.
[5] George Frederick Samuel Robinson, Første Marquess af Ripon (1827–1909) og Earl de Grey and Ripon fra 1859 til 1871, var britisk politiker og guvernør over Indien.
[6] Albertsøen
[7] Hvilket blev årsagen til at Nyasaland (i dag Malawi) blev en engelsk koloni.
[8] De var begge to af Livingstones nære centralafrikanske medarbejdere, der havde deltaget i Livingstones Zambezi-ekspeditioner.
[9] Med undertitlen: Nilens kilder, rundt om de store søer i Ækvatorialafrika, og ned ad Livingstonefloden [Congofloden] til Atlanterhavet.
[10] De indfødtes navn var Regnens fader eller Skyernes konge.
[11] Nyam-Nyam eller Azande er en etnisk gruppe i det nordlige Centralafrika omfattende dele af Congo, Sydsudan og Den Centralafrikanske Republik. Navnet hentyder til deres mundbevægelser, når menneskekød bliver nævnt.